Hej RM…

Snart er vi der, langsomt drejer grobunden mod farvetoner der får os til lykkeligt at snappe skovbundens duftsamlinger i os, en musik Tafdrup herunder oser af og som jeg inat fik færten af, som en ræv med snuden i vejret.
Efteråret er min tid, jeg tar den gerne på mig, og ejer så hvert år sammen med de andre en hel årstids særlige stemninger. Og der var anelser i luften inat: et efterårslandskab dalede ned på min sommerhud og gjorde mig blød!
Nuvel, du ved jo at jeg synes Pia Tafdrup er en nisse, i al fald er hendes dufte af sne ren nissemusik der gør grøden glad – derfor også endnu et Tafdryp, og et der ville få flere af de manglende til at smile som en flækket træsko:

EFTERÅR

Lugt af efterår, af kuldeskyer over himlen, lugt
af vildgæs, der i kiler trækker væk fra Nordens zone,
lugt af blades flaksen ned mod jorden, lugt af nødder,
lugt af æblers bump fra træers kroner,

lugt af korn og frø i laden, lugt af støv, af korn til foder,
udsæd, brød og malt, af havre, hvede, byg,
af rug, af græssets og af raspens frø, når luft
i tørringsanlæg blæses gennem høje dynger,

lugt af plovens vendte furer, lugt af blæst i håret, drengens
varme hårbund, når han stormer vidt omkring i skoven
og på marken med de andre drenge, indtil sveden springer,
og til skumringsmørket sniger frem fra alle sider,

lugt af rønnebær, at sene roser, lugt af snebær, gyldent løvfald,
af kastanjetræers blanke, brune frugter, lugt af løg
og græskar, kål og gulerod, af ny kartoffelhøst,
de sidste soltomater, førend frosten sætter ind,

lugt af tunge drueklaser, lugt af hyldebær og brombær,
lugt af modne pærer, figner, blommer, ferskner, lugt
af slynget honning, pludselige favntag i oktobersolens
lune stråler, lugt af nattehimlen med spor af stjerneskud,

lugt af svampe dybt i skovens mos, af krydret luft, af prægtig
skørhat, birk- og lærkerørhat, lugt af giftig fluesvamp,
af kantarel og karljohan besøgt af snegle og af os på jagt
med kniv og kurve, rustet med en endeløs tålmodighed,

lugt af sammenkrøllet løv, af tørre strå og vissent græs,
af kløvet brænde fra et væltet træ, og ved, når økseslag
får kilen til at flække kævlen, lugt af kogler, kvas
og brændestykker klar til frost og lange vinterdage,

lugt af regn og rusk, af træers blade, der nu klæber vådt
som gamle mænd til deres koner, lugt af græssets sure strå,
af halmens gennemblødte stakke, af kompost, af dyngvådt kvæg
på marken, lugte efter styrtregn, lugt af nyopfunden ro,

lugt af slagtet kvæg, af blod og frygt for ensomhed
og evig uro, stank af myrderier i en anden del af verden,
lugt af angst og fjerne krige, verdensrummets råhed
åndet ind med fugtig luft og langt fra håbefulde veer.

- Pia Tafdrup

Til slut en sen hilsen fra Bertolt, med denne lille bekendtgørelse (til grådigheden):

Ja, mine kære, nu er alt græs ædt
Og rundt om på kontinenterne rygtes det, at
livet ikke længere
Er værd at leve
Racerne er gamle, man kan ikke forvente mere
af dem
Den lille planet er flink og afgnavet
Det hele er allerede forbi, man snakkede bare
om det en tidlang
Vi er kun en sen lille slægt af øjenvidner
Og tiden kommer til at hedde:
Gummialderen.

Bertolt Brecht.

Bedste sommernissehilsner
Simon

Lidt tryl i den dugvåde morgensol…

Om vold

Voldelig kaldes den rivende strøm
Men flodsengen der indsnævrer den
Er der ingen der kalder voldelig.

*

Ved en søns fødsel
fra det kinesiske: su Tungp’o, 1036.1101

Familjer der har fået et barn
Ønsker, det er intelligent.
Jeg som ved intelligens
Har ødelagt mit liv
Kan kun håbe, min søn
Må vise sig at være
Uvidende og tanketræg.
Så vil han få en rolig tilværelse
Som minister i kabinettet.

*

Digternes udvandring

Homer havde intet hjem
Og Dante måtte forlade sit.
Li-Po og Tu-Fu flakkede om under borgerkrige
Som gjorde det af med 30 millioner mennesker.
Euripides truede man med processer
Og man holdt munden lukket på den døende Shakespeare.
Francois Villon var ikke blot eftersøgt af sin muse
Men også af politiet.
˶Kaldet Den elskede˝
Gik Lukrets i landflygtighed
Ligeså Heine, og ligeså flygtede
Brecht ind under det danske stråtag.

- Bertolt Brecht.

Duftudveksling

Duften af den nyfødte strømmer
varmt i møde, en sky af molekyler
emanerer fra den spæde krop,
mit afkom.
En sart og dunet duft,
der ikke har været i verden før,
lukker et øjeblik alt andet ude.

Den arkæologiske murske
graver i nuet, næsen glider over
barnets kind og pande, dets hårbund,
tiden er.
Kan ikke få nok af det nye væsen,
mærker rummet fyldt af dets duft.

En identisk proces starter i barnets hjerne,
barnet kender lugten af sin mors krop
til forskel fra en anden kvinde,
lugten af moren smyger sig om det,
en første kim af sandhed at navigere efter,
sprogløs.

Barnet trykker næsen mod brystet,
indsnuser en verden fyldt
af morens lugt, forenet og adskilt,
barnet samler al opmærksomhed,
frygt- og drømmeceller vokser
med uforudsigelig styrke.

- Pia Tafdrup.

mvh
Simon

Digtet herunder ka’ høres på Sebastians vidunderlige album Tiderne Skifter (1979) m. Anne Linnet/Lis Sørensen som kor – måske noget af det smukkeste på skiven, der er fyldt med Bertolt Brechts pragtfulde digte, der også betog vores generation og var en del af pensum i tysk:

Om verdens venlighed

1.
Små og nøgne kom I alle ind
I en verden kold og fuld af vind
Intet dække skærmed jeres krop
Da en kvinde kom og tog jer op.

2.
Ingen banded over jeres start
Ingen holdt med hestevogn parat.
I var ukendt i et ukendt land
Da en mand engang tog jeres hånd.

3.
Fra en verden kold og fuld af vind
Går I alle bort med skurvet skind.
Glad for verden, uden store ord
Når man rækker jer en håndfuld jord.

*

Brecht forstod til fulde hvorledes menneskelig nød og elendighed behandles af samfundets medierobotter – intet er forandret:

Teaterkommunisten

Med en hyacint i knaphullet
Fornemmer ynglingen
På Kurfürstendamm
Verdens tomhed.
På toilettet
Forekommer det han indlysende: han
Skider i et hul.

Udmattet af sin fars
Arbejde
Besmitter han kafeerne
Bag aviserne
Smiler han farligt.
Det er ham der skal træde
Denne verden i stykker som
En lille kokasse.

For 3000 mark om måneden
Er han villig til
Al iscenesætte massernes nød
For 100 mark om dagen
Viser han
Verdens uretfærdighed.

*

De elskende

Se høstens tranar i en mægtig kile!
De skyer der følger dem som deres kygge
Flygted med dem i samme nu de iled
Imod et nyt liv og lod dette ligge.
I samme fart og højde ses de hvile,
Side og side svæver adskilt begge.
Må sky og trane med hinanden dele
Den smukke himmel de så kort beflyver,
Må ingen af dem tøve eller skele
Til andet end hvordan den anden duver
I vinden begge føler, begge hører
Som ligger hos hinanden mens de svæver;
Til intet kan da vinden begge føre
Forblir de blot sig selv og overlever
Så længe kan dem intet ondt berøre
Kan de fordrives fra hvert sted hvor
sneen driver
Hvor skyller truer eller bøsser knalder.
Bort under sol og månes lige lyse skiver
Flyr de, hensunket i hinandens kalden.
Hvorhen, I? Intetsteds, Og væk fra hvem?
Fra alle.
:/: Det er de elskende :/:
I spør hvor længe de har været sammen?
I kort tid. Og snart skilles deres veje?
Vid:
Kærlighed bærer elskende en tid.

- Bertolt Brecht, fra samlingen Digte.

Eftersom en fortumlet hveps igår satte sin sabel i mit ene lår, et lår der var nær ved at kvæle dens frihed i det fælles duftrum med søde mirabellatræer, men at låret hurtigt forstod en så skarpsindig hentydning fra det bevingede tigerdyr:

Insektvinge

Morgenen balancerer på et duftspor
af parfume plantet i luften.

En insektvinge slår mellem husene,
spreder duften af dråben,

dypper luften, fylder byens rum
en travl og tidlig morgen, duften

stiger trinløst i styrke, navigerer
med blodets forventning

mod næser, binder
uden remme, lænker, reb,

gnider næseborene,
får tanker til at krakelere,
splintrer morgenen, duftsekunder
sætter vildspor langt ind i dagen.

- Pia Tafdrup, Lugten Af Sne.

mvh
Nissen

Her lidt fra: Man Burde Burde, en samling alvorlige tanker i sjove former, ind imellem karakteristika af noget eller nogen i det omgivne og fjerne, til tider tættest på, som følsomme tryk på kluklatterknappen – man spræller, herligt tilpas…

FORKÆMPER

Energi kommer af at bruge den siger han
og væk er han
forfølger veloplagt forfølgere
ofrer sig med næb og klør for ofte
iler gennem tykt og tyndt for at opstøve hårdtramte
støtte vakkelvorne
få blodsugere til at rødme
Kom an hajer og slanger råber han
med harpun i højre og lasso i venstre
Ved af som kun få
forudser før løbesedler
møder morgenfrisk optrækkende farer på halvvejen
Tillid vækker hans næsten husmoderlige orden
i oprør og indgreb:
protester i skuffen med knive
resolutioner skrællet og klar til i morgen
demonstrationer punktlig fremdateret
Mens han rør rundt i en boblende skideballe
og krydrer en dampende mishageytring
smiler han muntert:
Det ligger lidt tungere med landet i dag
pølsesnak og pindesuppe
men i morgen står den på blodigt kød
og dennegang skær jeg helt ind til bener

Her et lille udpluk af hans agitation:
»Moderne krig er udslag af forkælelse,
forvoldes af generaler der holder sig for gode
til at vaske op og gå ned med skraldespanden.«
»Øje for tand og tand for øje
sagde den tandløse til den blinde –
så kom de til at le
og blev venner for livet.»
og den ganske korte:
»Levne eller blive ædt».

En gang hver sommer finder han det hele omsonst
tar nedbrudt i skoven eller Tivoli med familjen
opsparer på een dag dårlig samvittighed nok
til den næste helårige forkamp.

*

Digtet her var i sin vår næppe tiltænkt nogen lægprædikant, så skulle en sådan læse det, er det altså ikke ment som et skår i selvkærligheden…;)

SKÅR

Hans navn kan være lige meget
men han lignede en vase
hvem gør ikke det kan man sige
eller man kan sige hvem gør det
og svaret må lyde:
der er mange former for vaser.
Som tiden nu gik gik der flere skår i hans livsglæde.
Til sidst var han lutter skår
men det var alligevel ikke helt til sidst
for han prøvede at rekonstruere sin livsglæde
føje de forskellige skår sammen
til en form for – skal vi sige: jovial resignation
eller som det så smukt hedder: at føje sig.
Denne selvklinkning slog fejl.
Denne vaseefterligning var så skæv
at den væltede
og gik i endnu flere skår.
Han var slået ud
men alligevel ikke helt:
som han nu lå der i skårhøjde
fik han øje på andre brudstykker
og tænkte:
der er sgu noget der!
Tog nogle af disse skår
sammenlignede dem med sine egne –
brudfladerne passede overhovedet ikke sammen
men noget i sammenstillingen
fik han til at glemme at det var skår han stod med
han kasserede nogle af sine egne skår
foretrak visse andre som egnede indgreb
i omgivende vasevrag
hejsa udbrød han gang på gang
og da han nu ikke havde andet at se hen til
så han hen til den vase
eller hvad man skal kalde det
for det skulle jo netop ikke være en egentlig vase
heller ikke en mosaik
nej
han lagde skårene på tværs af hinanden
på en pindsvineagtig måde
(pindsvin vælter nemlig ikke så let)
gik meget op i processen
til han pludselig en dag i oktober
kom i tanke om sig selv:
det var godt du kom ud af den vase.
Sorterede derpå videre
mellem sine og andres brokker.
Han var ret livsglad nu
men ligner slet ikke nogen vase,
og hvem gør slet ikke det?

*

Forleden så jeg den godeste Søren Ryge pirke lidt til en af de pelsklædte venner i naturens egen have – der vel efterhånden også er blevet vores –, vennen var tydeligvis afgået ved døden for ganske nylig og under uvenlige omstændigheder, men var selve årsagen til at jeg kom til at tænke på digtet i den sjove samling her, og naturligvis derefter på al den jord man med tiden har kastet på gamle venner. Her har Benny Andersen fat i snudeskaftet på én med særlige overvejelser, der dog kommer til fornuft, ja muligvis en tip-tip-tip-tip oldefar til Sørens lille ven, verden er lille…

DEN FORÅRSKÅDE MULDVARP

Ved denne tidda de deroppe slipper håret løs
hælder stearinen ud af øret
ryster tungen ren for krummer og fortielser
taler om at grave grøfter ind i hinanden
tunneller under gamle skel og slagord

Ved denne tid da alle har sletter til gode
og der går forår i bukser og vimpler
dukker jeg op af min tue
med mine vingeskovle til underjordsflyvning
misser mod de letvingede deroppe

Hvad om man købte en kvidreparlør
og emigrerede til våren
gik ud at sit gode brystbillede
slog sig løs i det grønne
fandt ud af hvor alle disse rødder ender
hvad der blomstrer i toppen af disse seje kabler
og strømlignede kloakker

Men mon ikke man ville tulre hjælpeløst rundt
støde ind i skarpe lyskanter
nyse ustandseligt
ende som kastebold mellem storpolitiske skovle
Hvorfor give slip på sit gode kalde som sortseer
bedst at mærke mørke omkring sig
og dybt under rødder kabler kloakker
flittigt gøre dybet farbart.

- Benny Andersen, Man Burde Burde, 1971.

Til slut…

Et postkort fra Island

Da jeg dyppede hånden for at prøve strømmen et par meter
fra et varm kilde, kunne jeg ikke høre andet
end alt det glatte mudders mumlen og kogen.

Og så min guide bagved der sagde,
˶Lukewarm. Og det vil interessere dig at vide,
at luk var et gammelt islandsk ord for hånd.˝

Og i skal bare vide (men ved det allerede),
hvor velkendt dette pust og trykket føltes
da vandets indre håndflade fandt min.

- Seamus Heaney.

mvh
Simon

Hej Simon

Der er ingen som Benny Andersen, der kan lokke smilet frem. Ham kommer man ikke sådan udenom. Nej her må man indenom og også invitere ham indenfor i hjertet med smil og honnør og for fuld musik :))


Hvad med uden forklaring
at gi grønthandleren et kys
eller ta frakken
omvendt på
Det skal mærkes at vi lever
Musik må der til
og blomster til alle
hvem ved, en enkelt banan måske
Øs hele din sjæl og opfindsomhed ud
hold kroppen i gang så den damper
thi hellere dampe end støve

Brug store ord i massevis,
overdriv for en gangs skyld.
Thi kendes for ret:
Du er dømt til at leve!


De bedste livsdømte hilsner
RoseMarie