Hej Simon

Luften er lys og fuld af sol, og det er lige før forår :))
Og tænk engang at blive håndfodret her ved Mellemrummets foderbræt som en vinterfugl med begyndende forårslyd :))

Tak for alt det gode på foderbrættet, blandingen er go' og nærende, og den nydes med lidt forårspip på hjernen :))))

Og det må fejres med en mellemrumsgentagelse af selveste Benny Andersen ...


Der står i den frysende morgen
en tone der snart vil tø.
Om lidt er stilheden moden
og åbner sig som et frø.

I denne luft er der farver
dit øje ikke kan se.
De venter som dybder i rummet
over den blinde sne.

Stille. Vent med at tale.
Sæt ikke noget i gang.
En dråbe stilhed mere
og luften er fuld af sang.


Kun lidt sne er det blevet til ... ja, udendørs i hvert fald, for vi er jo nok stadig nogle inkarnerede nissefolk hist og pist, som er til både sne- og nisselandskaber ;))

Og nu er det gækketid ... med Soya


Da sneen sank
fik vi visit
af lette alfer
klædt i hvidt
af jorden steg
blufærdig-kæk
med bøjet hoved
en vintergæk.


Gæk gæk, mit navn det står med prikker
.........

Og så lige et ekstranummer som en hyldest til forårets snarlige kommen ... og som en tak for den lille udflugt i Limfjordlandets bølger guidet af Hans Edvard Nørregård-Nielsens stemme :))


Jeg synger dig, Jorden, en Lovsang paany,
jeg galer beruset af Grøde og Gry,
jeg kukker i Lunden og smægter mod Sky.



Og i hele dets lange længde ...


Jorden

Der snurrer en Klode saa tæt og saa tyk
med tunge urolige Have paa Ryg,
med ildstrammet Muld imod Tyngde og Tryk.

Beboet af Væsner med Tand og med Torn,
med Næb og med Kløer, med Negle og Horn,
med Lyster paa Lur under Løv, under Korn.

Beboet, saa Knoldene kryber om Land,
beboet i Luft og i Havenes Vand,
beboet, saa det stænker med Fisk over Strand.

Jeg synger dig, Jorden, en Lovsang paany,
jeg galer beruset af Grøde og Gry,
jeg kukker i Lunden og smægter mod Sky.

Jeg elsker dig, Jorden, dybt ind i din Muld
og højt op i Skyernes fugtige Uld –
min Sjæl af Lyksaligheds Kvidder er fuld.

Min Latter har Løvspring, naar kælent din Regn
af Skødet dig kildrer hvert Foraarets Tegn.
Jeg finder mig midt i hver spirende Egn.

Nu grønnes de Græsser, som Tunger til Kiv,
hvert Blad som en hviskende tveægget Kniv.
Mildt æder dem Koen med Kalven i Liv.

Mig føder du ogsaa, velsignede Jord,
jeg æder af Fylden, som lever og gror,
kun mættet jeg finder de kærlige Ord.

I Tøndevis aad jeg dit muldmætte Korn,
ja frodige Okser, som leved tilforn,
fortæred jeg lige til Knokler og Horn.

Og medens jeg synger om Skove og Skyer,
om Kvæget, der græsser, om Livet, der gryer,
min Kone staar hjemme og myrder et Dyr.

Se, Solkuglen ruller nu Morgenen ind,
det lyser af Ruder, af Øjne og Sind,
om Skyggen end mørkner vor ene Kind.

Det plasker med Solvand mod saftige Bred,
de evige kilder er kommen paa Gled,
med Trivsel, med Mælk og med Moderlighed.

Ja, Dyrene kredser i ensomme Par,
og Blomsterne blotter Hengivelsens Ar,
og Drifterne syder i Cellernes Kar.

Se Lysternes Farvefanfare i Eng.
Der lokkes og gantes og parres i Flæng
i Sommerens grønne og solhede Seng.

Forførelse driver med Dugg over Straa,
Forførelse slæber Insekterne paa,
og se om den Knægt lader Pigerne gaa.

Al Ungdom staar saligen fyldt med sig selv,
med Evner paa Spring mod et Skød og et Skælv,
et Spring over Dødens fortærende Elv.

Det lykkes i Natten, naar Vinden er sød,
det lykkes i Middagens søvntunge Glød,
og Fremtiden tynger de tusinde Skød.

Den sover derinde, den tynger saa sødt,
i moderlig Kvinde nyt Blod bliver rødt,
og Grenene svaje med Æblerne blødt.

Det Liv, som skal tage en dødelig Tørn,
det flygter mod Lykken i Unger og Børn –
kun Vraget skal bo under Gravenes Tjørn.

Dets hellige Ild fra Oprindelsens Gry
skal have sit Sted mellem Mulde og Sky,
skal reddes og brænde i Barnet paany.

Jeg hilser dig, Jord, under farvede Skyer,
jeg synger min Lykke som Digter og Dyr,
imens dine Skabninger Livet fornyer.

Jeg synger med Sjælen af Latter saa varm
til Vindenes Lullen og Havenes Larm,
og Pigerne lytter ved Vinduets Karm.

Thøger Larsen "Det fjerne" 1907.

Hej RM…

Ja det er så fint, programmet med Hans Edvard Nørregård-Nielsen, hvor Thøger Larsen jo har sin særlige betydning, og så må man jo ikke glemme Kirsten Kleins umådelige sans for stemninger og situationer i sine fotos, for det er da helt fantastisk. Det er et pragtfuldt program, og så ka jeg bare godt lide Hans Edvards syn på nationalitet, som er af en noget anden karakter end vi vanligvis omgives af. Jeg ku godt bruge sådan en tur på skonnert rundt i Limfjorden, den må ha sat sig godt i begge, men han er jo i kraft af sit arbejde en rejse i sig selv, og en jeg ka bruge til noget.

Ja jeg troede jo også at foråret forleden havde sat sig, og så vågner man op i sne, jamen herregud da også. Ikke desto mindre hænges der vasketøj ud og drikkes kaffe til øjnes strejf på himlen. Vender tilbage – i hvilken forbindelse det forøvrigt var det sjovt med Soya, som jo var storartet, så tak for også ham ;)

mvh
Simon

Hej igen

Ja, Hans Edvard har jeg også taget til mig og helt ind under huden, både i ord og stemme og livsvisdom ... han har meget at lære mig, ja han har allerede lært mig meget :))

Og så er der Kirsten Klein, som jo også er et helt kapitel for sig. Jeg har i mange år beundret hendes evne til at fange øjeblikke af lys, som er så "øjeblikkelige" i tidens foranderlighed og alligevel med en uforanderlig bevægelighed. Noget som var, som er og som til stadighed vil komme. Lyset som åbner øjne og får os til at se, høre og sanse ... altså vågne :))

Her flettet sammen med Thøger Larsens vise ord:


"At søge vort livs perspektiv i fortid og fremtid, at give nuet dybde og dimension."


Nuet er intet i sig selv, det bli'r først interessant i sammenhæng med både fortid og fremtid, i sammenhæng med historien og håbet ... :))


Forårsklare hilsner godt på vej til forårsjævndøgn
RoseMarie

P.S.
Og selvfølgelig er min egen reols udgave af "Den afrikanske farm" illustreret med fotos af Kirsten Klein og efterskrift af Marianne Wirenfeldt Asmussen med udgangspunkt i Tannes personlige forhold til den blå farve i sit liv :)))

Aften RM…

Her lidt Heinesen på langs, hvor særlig digtet ’Høstlig morgen’ minder mig om Tor Jonssons grønne pen, men William er selvfølgelig en Heinesen som ingen anden før og efter, ja det er stærke sager man finder i samlingen Vinter-Drøm, som er et udvalg fra 1920’erne til 30’erne.
Det var lysets brydninger jeg tænkte på, særlig Kirsten Kleins fotografier og bl.a. fra skonnerten Mira, og dertil Heinesens fantastiske egne, en slags fotografier med bjergtagende pen, for det er virkelig livligt, ja dugperlende og glinsende. Forresten har jeg lige læst lidt i ”Lidt Efterslæt” – Morten Nielsens fem noveller og digte – for nu at blive i den levende poesi, og så er man alligevel tilbage i tiden hvor han tøvende former billederne; den muntre skråsikkerhed er her en anden, sikkert også det røde hår og de spanske divaer, men man aner virkelig fortsættelsen, selvfølgelig fordi man kender den, men sandelig også i billederne selv. Der var jo veldig meget natur i MN’s øjne, som den øjensynligt ses i Heinesens, og det forekommer jo let at forstå dette indre brus som søger mage i det ydre, måske særlig hvis man omgivet af den har født sig i den. Disse sjove spring i tider, ak ja, hvor kan en times minutter dog forekomme lange, det er som at se gamle lysbilleder med undrende øjne. Nå, ik mer pjank, nu lidt fra ham der bruser i dig..;)

Orv! lige et P.s. før da(tid), for min egen Afrikanske Farm var min mors og er fra 1955, så desværre ingen Kirsten-Lyssætter i den. Jeg må pænt nøjes med the lady in blue herself, men det går da an - apropos lyset, så bragede filmens eget jo storslået ret ind i min egen lille lyskasse, tør jeg ellers svagt antyde, den er jo mageløs, netop hvad lyset angår.
Ja hun er fabelagtig dygtig, Kirsten Klein, og det var egentlig så sjovt at se hende og Hans Edvard komplementere hinanden på samme rejse, turen der har sin helt egen særlige stemning over sig, filmisk fanget og kapslet ind i en tidløs fremtid, som andre måske engang kan nyde og glide i tankerne tilbage til deres egen barndoms dal..

Våraften

Det dirrer i luften af dråbestøv,
det drypper så lunt i hver pyt,
det dufter af regn og grøde
lifligt og nærende sødt.

Imod mig den ødsle vellyd
af kilder der gurgler sig frem
blandt duggende strå som glinser
blidt i den våde em.

Og elleve gulgrønne gæslinger
traver rundt i det regntunge græs
og synger enfoldigt en sang om sig selv:
vi er gæs, vi er gæs, vi er gæs!

Jeg drømmer stilfærdige drømme
og bilder mig ind at jeg gror
som et glinsende strå uden tanker,
en rod i den lune jord.

Jeg drømmer en tidløs verden,
en bævende aftensang
med rytmer af dagens fodtrin,
årenes gåsegang.

Den duglyse nat ser jeg smile
til dagen, der kaster sit læs,
det lyder som stjernestemmer:
vi er gæs, vi er gæs, vi er gæs!

*

Mødet

Havets kolde bølger spejler
et ømfindtligt morgenskær.
Højt i luften sejler
fugletrækkets hær.

Lyd af vårlig fryd
over vintergolde kyster,
Forårsrøster,
fugle sang i syd.

Her er alle vejes ende,
her er verden stået frem –
kan du kende
fugleflok dit hjem?

Fuglerøster
i det øde forårsgry –
her er verdensgryets kyster
stået frem på ny.

Fuglerøster fjernt og nær,
våde skyer brænder –
Nattens trætte vandrer ender
her sin færd.

*

Aften

Af dagens dis og byger
en kølig aften sprang,
og bag dens tunge skyer
en isblå himmel hang.

Og solfaldsskæret ulmed
som guld på havets bund,
og høstens træer svulmed
af lys en liden stund.

*

Høstlig morgen

Skyernes hvide lyshvælvs-bro,
vejenes blinkende væde,
bjerge, der peger i dagningens ro –
alt er en sang for min glæde.

Synsrandens linje er blå og klar,
dens rundhed har hvile og vælde.
Øjet øser af dagens kar
ungdom og isnende ælde.

- William Heinesen, fra Vinter-Drøm, digte i udvalg med træsnit af Søren Hjorth Nielsen.

mvh & sov godt ;)
Simon