1
registreret Arne Thomsen
84
gæster og
1064
søgemaskiner online. |
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Simon
Emne: Re: Mellemrummet
|
Aften RM…
Her lidt Heinesen på langs, hvor særlig digtet ’Høstlig morgen’ minder mig om Tor Jonssons grønne pen, men William er selvfølgelig en Heinesen som ingen anden før og efter, ja det er stærke sager man finder i samlingen Vinter-Drøm, som er et udvalg fra 1920’erne til 30’erne. Det var lysets brydninger jeg tænkte på, særlig Kirsten Kleins fotografier og bl.a. fra skonnerten Mira, og dertil Heinesens fantastiske egne, en slags fotografier med bjergtagende pen, for det er virkelig livligt, ja dugperlende og glinsende. Forresten har jeg lige læst lidt i ”Lidt Efterslæt” – Morten Nielsens fem noveller og digte – for nu at blive i den levende poesi, og så er man alligevel tilbage i tiden hvor han tøvende former billederne; den muntre skråsikkerhed er her en anden, sikkert også det røde hår og de spanske divaer, men man aner virkelig fortsættelsen, selvfølgelig fordi man kender den, men sandelig også i billederne selv. Der var jo veldig meget natur i MN’s øjne, som den øjensynligt ses i Heinesens, og det forekommer jo let at forstå dette indre brus som søger mage i det ydre, måske særlig hvis man omgivet af den har født sig i den. Disse sjove spring i tider, ak ja, hvor kan en times minutter dog forekomme lange, det er som at se gamle lysbilleder med undrende øjne. Nå, ik mer pjank, nu lidt fra ham der bruser i dig..;)
Orv! lige et P.s. før da(tid), for min egen Afrikanske Farm var min mors og er fra 1955, så desværre ingen Kirsten-Lyssætter i den. Jeg må pænt nøjes med the lady in blue herself, men det går da an - apropos lyset, så bragede filmens eget jo storslået ret ind i min egen lille lyskasse, tør jeg ellers svagt antyde, den er jo mageløs, netop hvad lyset angår. Ja hun er fabelagtig dygtig, Kirsten Klein, og det var egentlig så sjovt at se hende og Hans Edvard komplementere hinanden på samme rejse, turen der har sin helt egen særlige stemning over sig, filmisk fanget og kapslet ind i en tidløs fremtid, som andre måske engang kan nyde og glide i tankerne tilbage til deres egen barndoms dal..
Våraften
Det dirrer i luften af dråbestøv, det drypper så lunt i hver pyt, det dufter af regn og grøde lifligt og nærende sødt.
Imod mig den ødsle vellyd af kilder der gurgler sig frem blandt duggende strå som glinser blidt i den våde em.
Og elleve gulgrønne gæslinger traver rundt i det regntunge græs og synger enfoldigt en sang om sig selv: vi er gæs, vi er gæs, vi er gæs!
Jeg drømmer stilfærdige drømme og bilder mig ind at jeg gror som et glinsende strå uden tanker, en rod i den lune jord.
Jeg drømmer en tidløs verden, en bævende aftensang med rytmer af dagens fodtrin, årenes gåsegang.
Den duglyse nat ser jeg smile til dagen, der kaster sit læs, det lyder som stjernestemmer: vi er gæs, vi er gæs, vi er gæs!
*
Mødet
Havets kolde bølger spejler et ømfindtligt morgenskær. Højt i luften sejler fugletrækkets hær.
Lyd af vårlig fryd over vintergolde kyster, Forårsrøster, fugle sang i syd.
Her er alle vejes ende, her er verden stået frem – kan du kende fugleflok dit hjem?
Fuglerøster i det øde forårsgry – her er verdensgryets kyster stået frem på ny.
Fuglerøster fjernt og nær, våde skyer brænder – Nattens trætte vandrer ender her sin færd.
*
Aften
Af dagens dis og byger en kølig aften sprang, og bag dens tunge skyer en isblå himmel hang.
Og solfaldsskæret ulmed som guld på havets bund, og høstens træer svulmed af lys en liden stund.
*
Høstlig morgen
Skyernes hvide lyshvælvs-bro, vejenes blinkende væde, bjerge, der peger i dagningens ro – alt er en sang for min glæde.
Synsrandens linje er blå og klar, dens rundhed har hvile og vælde. Øjet øser af dagens kar ungdom og isnende ælde.
- William Heinesen, fra Vinter-Drøm, digte i udvalg med træsnit af Søren Hjorth Nielsen.
mvh & sov godt ;) Simon
|
|
|
|