Hej Simon

Basuntrut, musik, ord og poesi, som er mere end virkeligt. Ja, det gør i hvert fald noget jordisk virkeligt, fordi det sker netop her i den jordiske himmel :))

Jord og lidt larm fra det jordiske horisontale og alligevel fra den himmelske blomstertid. Dylan ku', og her er en, som også kunne det engelske til UG+, omend det er i en anden tone og fra et andet kontinent. Vietnamkrigen og så meget andet er måske årsagen til Dylans skepsis og stærk politiske opråb. Men her er det europæiske svar i musikkens verden ... og uh, hvor var han også en skøn gut, ham her :))

https://www.youtube.com/watch?v=J8hjEYTpwE8

... og så må også et af hans største hit lyde lige præcis i mellemrummet mellem det horisontale og vertikale og her i en meget smuk cover version ...

https://www.youtube.com/watch?v=BYnKll5PD3A


Hilsner til og her i mellemrummet
RoseMarie

Hej igen RM..

Tak for herlig musik og numre som man jo kender så godt, en noget anden omgang trut end hvad jeg for tiden hugger af mig…;)

Men apropos kaffen og disse skrøbelige kolber, som jeg husker tilbage fra barndommen og de pludselige brag og rungende eder, der vel også var årsagen til at farmand erstattede vidunderet med en kedelig maskine.
Jeg selv sværger jo til at koge vand i kedel/gryde og smide de glade bønner på hovedet deri, for så når duften under omrøring stiger mig til hovedet og efterlader det forventningsfulde smil, at hælde den ædle drik i en stempelkande, hvor den hviler til næsen vipper utålmodigt – her bruges for øvrigt Cirkel eller Irmas Blå, intet smart ved dét, men selv helt billige bønner løftes på den måde betragteligt opover hvad de ellers ka’ tilbyde.

I det norske bruger flere jeg kender stadig kogemalt – groftmalede bønner, der nærmest ligner små skærver – og koger vand i en stor kedel og hælder, når kaffen bobler op en smule koldt vand deri, hvorefter man så ”hjælper” bønnerne til bunds ved med et fast tag i kedlen at svinge grumset til bunds – det såkaldte ”Bønnesving”, der jo adskiller sig lidt fra det kirkelige selvsving, der også må behandles med sikker hånd..;)

Nej, det ér jo ikke just caféfolkets hippe helse-metode, jeg ved det, men metoden finder man sikkert mange steder rundt om i bygderne, hvor smarte kaffemaskiner og italienske kaffebønner til 140 kr./kg. sikkert bare får en hovedrysten med på vejen og et tilbud om en fornuftig omgang rømmegrød til hovedet – forudsat man altså ikke er én af dem med iPhone i baglommen og 3000 ”venner” på Facebook – hvilket minder mig om Günter Grass, som i et interview om alt fra politik til arbejdsprocesser fortalte om et barnebarn der undrede sig meget over at Bedstefar ikke brugte Facebook, for selv havde han jo mange hundrede venner dér; hvorefter Bedstefar fortalte sit barnebarn, at hvis man har mange hundrede venner på Facebook, ja så har man i realiteten ingen venner!

Jaja, der er i høj grad point til Günter, og dét udlignes ikke med henvisning til hans alder - han lever desværre ikke længere - eller nostalgien omkring den lille Olivetti; for informationsværdien på Facebook stiger jo ikke p.a. hurtigere maskiner, tværtimod tar det værdifulde sin egen tid at skabe, så 1–0 til Olivetti!

Jeg ku’ i øvrigt godt forestille mig han selv lavede kaffe til konen og vennerne på gammeldags manér, hvad man så lægger i det, selv var han jo dedikeret te-drikker og ynder af sælsomme madvaner fra krigsårenes tid, og lavede helt sikkert fortrinlig mad.
I bogen ”Når løget skrælles” fortælles der om morsomme bekendtskaber som krigsfange, hvor en særlig kok underviser de omkringsiddende rumlemaver med i bogstavelig forstand ”himmelske kokkerier”, som ét af mange undervisningstilbud der bag pigtråden. En tids frygtelige oplevelser, leveret af en skulptør med en helt fantastisk knivskarp pen. Har du læst Bliktrommen og Hundeår?

Nå, slutteligt fandt jeg på nettet en lille ode og måske til kaffen – nåh ja, samt et par vitser til humørbarometeret, det er godt nok ved at være koldt, så vi må le os varme…;)

Oh kaffe, du sorte satan, som smiler fra bunden af min kop
Du er en charlatan, som forfører og gør underværker i min krop
Når jeg dufter dig om morgenen, friskbrygget og rund
Mundvandet løber, jeg fører dig til min mund
Suger dig i hulen, og slynger rundt
Gurgler et par gange, og lader mig bondefange
Af din aroma og essens
Altimens
Jeg opdager til min gru
Min manglende omhu
Idet jeg synker
Og småpibende klynker
Den forkerte ske!
Det jo TE!!

- Michael Bonnevie.


En ældre herre sætter sig i kupeen overfor en stærkt tatoveret og ikke helt ung punker, med en abnorm hanekam. Længe kigger de i smug på hinanden, men efter en tid må punkeren bare ud med det:

”Hva’ så, dit gamle fjols, har du da aldrig gjort noget rigtig vildt i hele dit forbistrede lange liv?”
Den ældre herre funderer åbenlyst over konsekvenserne, men beslutter sig omsider for at svare:
”Joh, det har jeg rent faktisk. For en del år siden duskede jeg jo denne høne, og sad netop og tænkte på at du jo ku’ være min søn…”.

*

Her en om praktiseret moral i det off. rum.

Ved himlens porte er en gammel gubbe ved at redegøre for sit liv:

”Jamen, er der da slet ingen gode gerninger, du her ka fremføre?”, spør’ Sct. Peter med dybe furer i panden…
”Joh, såmænd er der så”, svarer gubben, ”jeg sparkede jo for resten en rigtig fæl rocker over skinnebenet, da han forulempede en ældre dame i toget…”
”Hvornår skete det…?” spør’ Sct. Peter, med ansigtet i en stak papirer…
”Årh, for en lille times tid siden…”

*

På den første bænk i kirken, sidder borgmesteren og ser glad og tilfreds ud ved søndagens prædiken, som foretages af hans gode gamle ven. Da præsten pludselig refererer til buddet ”Du må ikke stjæle”, begynder han at sidde uroligt og kigger stjålent om sig med et noget vredladent ansigtsudtryk. Men da buddet ”Du må ikke bedrive hor” lyder fra stolen deroppe, slapper han synligt af igen med et mere venligt smil til de omkringsiddende.
Efter prædiken hiver præsten sin gode ven lidt tilside og spørger ham, hvad der dog var i vejen.
- Joh gamle jas, ser du, da du før talte om det at stjæle, da opdagede jeg sgu’ pludselig at tegnedrengen var pist væk, men da du så talte om hor, ja så huskede jeg jo pludselig hvor det var jeg havde forlagt den…


Bedste hilsner..
Simon

Hej Simon

Tak for smil og latter, som jeg også elsker at boltre mig i :)) Ja, nogle gange endda så meget og så højlydt, så jeg selv vækkes af det, hvis jeg gør det i søvne

Tænk dig at vågne ved sin egen kluklatter, så kan fortsættelsen kun blive til en go' dag, fordi man ved, at også nattens drømme var af den go'e slags :))

Günter Grass må jeg straks få kigget lidt dybere i kortene :))

Inden da er tiden inde til at klukle på græs. Af og til må vi som mennesker sættes på græs, også ved frost og sne og ikke kun som køerne ved forårstide ...

Hop med mig ud i det blå ... her på græs :)))))))

https://www.youtube.com/watch?v=_x15apDPeKM


I glæde og livsmod
RoseMarie

P.s. Mere opvarmning til lattermusklerne ...

https://www.youtube.com/watch?v=m9E7RMgWfsI

Hej i aftningen, RM..

Min egen Günter Grass-passion skyldes en sær interesse for overlevelseskunsten i krigstiden, og pluralismen med Gruppe 47 udviklet af nødvendighed og på politisk vanskelige vilkår, der kommer så smukt til udtryk med kunstarter der akkompagnerer hinanden i indbyrdes afhængighed i blækspruttens (Grass’) arbejder – billedhuggerarbejder, tegninger og historier, alt sammen dele af en livshistorie skabt på forskellige udsigtsposter og et potentiale som han udnyttede lige til sin død, og med et billedsprog der flød afsted som øjnes spejlinger i vandet.
Vi ka tale om det vi lægger mærke til og ser og beundrer, men kunsten at få noget dansende til at flyde i skyggerne og som han var en mester i, det må vi opleve. Det stimulerende i at føle sig udtømt efter fire års slåskamp med ord, og så arbejde videre på historien men nu i tegninger eller skulpturer – der på netsider, men desværre ikke i tre dimensioner, står og stirrer os i ansigtet – for på denne måde at udfordre og udvikle sig og samtidig regenereres, også dét er en kunst.
Han gjorde livet til sit arbejde og omvendt, og gav os fantastiske oplevelser af en tid de fleste af os er afskåret fra men gerne snakker om, som et facetteret kighul ind i skæbnens former, et fælles vilkår…

Og igrunden er det jo sjovt at se hvor amerikaniseret alt bliver, mens vi kulturelt set har betydelig mere tilfælles med det tyske, der også lider under griske økonomer og spekulanter uden egentlig politisk vid og overbevisning, og på bekostning af en menneskelig sammenhængskraft der på sigt truer med at gå i opløsning, hvormed historien netop gentager sig – gang på gang…

Det minder mig om den tyske serie Heimat, måske noget af det bedste jeg har set og lidt i retning af at læse Günter Grass – men vidt forskellig fra alt det dårlige tv, ”kultur” og socialt mediefis vi har tilladt os at bedøves af de sidste 30 år –, hvor et spænd af kunstneriske udtryksformer udvirker så bred og sanselig en palet, at vi smager vores egen nære historie og genererer de mindelser vi ellers aldrig var kommet i nærheden af, men har så hårdt brug for, for at skabe kontakten til os selv.

Men nu var det jo heller ikke uden grund at Grass fik de helt store priser, og der findes jo stadig mange der som han, med store tanker om litteraturen, kunsten og kulturen behandler historien i os med så fantastisk en realisme og på ark af hvidt og uskyldigt papir som en Oskar Matzerath; evner Günter Grass ikke selv anså sig i besiddelse af.
Men det rækker jo at bygge båden og angive destinationen. Som fantasien der puffer virkeligheden lidt i siden, næh..lidt mere til venstre, ja sådan, og vupti, så ér den der, udsigten til Fortunas Tempel med drømmenes horisont, som virkelig ka’ gøre os (til) noget!
I hvert fald blev der noget ud af ham, er du gal en livshistorie han har behandlet og på samme måde som Seamus Heaney, hvilket ku’ få hans elskede søster, der var lidt from, til at udbryde: arh, det dér har du jo digtet, jeg tror ikke på dig! Men hendes tanker flød skam allerede med strømmen, lapperne i erindringshullerne var bare ikke hendes. For øvrigt døde hun et halvt år før han, og sådan går det tit mennesker der er limet sammen af en fælles historie, dét er så til gengæld svært at lappe.

Om ikke andet, er der masser af oplevelser at hente hos Günter Grass, hans billedhuggerarbejde er ret fantastisk og ses langt ind i historierne beskrevet med ord. Fremfor alt var han kunstner og ikke en ”produktarbejder”, jamen man ka’ da blie så kvalm over at høre folk omtale det de sælger som ”produkter”. Enten sælger man vandhaner, eller også gør man ikke, det andet er bare pis og papir og bør blive på handelsskolen, basta!

Forresten er der atter udsigt til fine snemænd og koner omkring os, og røde ører og næser, hurra!

mvh Simon

P.s.: Elsker altså også vitser, men har tilgode at vågne leende; det lyder altså helt top! ;)