0
registrerede
29
gæster og
208
søgemaskiner online. |
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
#19275 - 03/05/2015 20:06
Re: Mellemrummet
[Re: Simon]
|
bor her
|
Registeret: 02/05/2009
Indlæg: 1013
|
|
Hej til dig, Simon :)) Forår er godt, forår er grønt, forår er grokraft ... ja, foråret er gavmildt og en gave ... og det får du altsammen beskrevet her i dette digt af Viggo Stuckenberg :)) Nu springer våren fra sin seng, slår ud sit gyldne solskinshår, nu drømmer jorden morgendrøm, som klokker de små kilder går!
Nu springer livets porte op, de porte på den store stad, og den, som sad i armest kår, går ud at le sig rig og glad.
Der synger under himlens blå en lærkehær, et jubelkor; der strømmer fra den store stad en skare ud, hvor solskin bor!
Den kommer fra de lumre rum, hvor hjul og rem for lærke sang, hvor mødigt slid og kunstigt lys fik gjort den skumle dag så lang.
Og over stadens skorstensskov, hvor tusinde maskiner sang, der lyder for en enkelt dag de frie markers fuglesang.
Viggo StuckenbergsAlbummet med Sting, som du husker og refererer til, kender jeg ikke. Jeg kan godt huske ham fra Police, men det var først i 1995, da jeg så Luc Bessons film Léon, hvor Sting synger denne her smukke sang : https://www.youtube.com/watch?v=pm3rDbXbZRI Majmilde hilsner fra RoseMarie
|
Top
|
Svar
Citer
|
|
|
#19276 - 04/05/2015 06:59
Re: Mellemrummet
[Re: RoseMarie]
|
veteran
|
Registeret: 04/04/2008
Indlæg: 3512
|
|
Morn’ til forårsregnen, RM..
I 1961 fik min mor Stuckenbergs digtsamling ’Sne’, en smuk lille læderindbunden ting fra ’Gyldendalske Boghandels små digtsamlinger’, i starten befinder sig netop lidt vådt fra oven – og hvor jeg dog elsker den lyd! ;)
Foraarsregn
Det regner over Mosen, saa mildt og blødt, saa fint og tæt et Regnvejr graat af Grøde, en Livsens Dug, der lindt og let mod Jordens Hjærte rinder.
Som smaa Krystaller perler i Kabelejers gyldne Fang de vædeblanke Draaber, og Slaaentjørnens Tornehang i snehvidt Knopbrud skinner.
Det gule Græs, de spinkle, de silkefine brune Rør i Regnen lydløst Bæver, og Spindelvævets Sølverslør om Straa sig draabet vinder.
Det regner over Mosen, saa stille går den Dag sin Gang, en enlig Smaafugl pipper og løfter kvidrende sin Sang, imedens Regnen rinder.
*
Farmand var ret romantisk anlagt, veg ikke tilbage for ret meget, ej heller at ty til Stuckenbergs vemod for naturen, når kvinden i hans liv måtte formildes eller smægtes, harper ka’ jo være hvasse, og så gælder det kende sine strenge… Ved gennemlæsning af deres indbyrdes breve, rejste pulsen fra to unge hjerter sig jo straks, og så levende de stod dér, med bl.a. egen og andres poesi som et vidnesbyrd om et stormfuldt kærlighedsliv, der jo altid er kendetegnet på deltagende og derfor godt liv ;) Det er jo helt forrygende at tænke på alle de af kærlighed berusede hjerter, der i århundreder, nej i årtusinder har banket i rytmiske billedsprog, hvori altid naturen har haft sin helt særlige plads. Og så dygtige mange var, når hjertet galoperede eller vemodet rendte over, så det som en papirtiger sprang ud i sang, bestemt også Stuckenberg.
Hør bare denne sonet:
Mit søde, kære, dyrebare pant
Mit søde, kære, dyrebare pant Naturen stjal og Himlen passer på, hvor er din medynk dog så svær at få, den støtte i mit liv som var mig vant!
Før kom du i det mindste, så jeg fandt dig i min drøm, i ild lar du mig stå og køler ikke; hvorfor la tiden gå? Deroppe står foragtens plads vakant,
hernede kan et hjertes medynk stige - det sker – man tænker andre måtte lide, så Amor står besejret i sit rige.
Du ser mit indre, ser min smerte slide, alene du kan slutte sorgens krige og med din skygge slå min ynk til side.
- Fransesco Petrarca.
mvh & god regnvejrsdag – missede sgu forleden Hr. Ryge, uf! Simon
Redigeret af Simon (04/05/2015 07:10)
|
Top
|
Svar
Citer
|
|
|
#19279 - 06/05/2015 00:12
Re: Mellemrummet
[Re: RoseMarie]
|
veteran
|
Registeret: 04/04/2008
Indlæg: 3512
|
|
Hej RM..
Her lidt tankeguld fra bogen ’Der brænder en ild’ (1945), i stearinlysets skær fra dagen derpå, hvor fødder store som små stod ved hinanden i Mindelunden og betænkte og sang for de venner og landsmænd, der side ved side blev tvunget i jorden. ’Der brænder en ild’, byder på så mange stærke tankebilleder fra store forfattere og digtere kun 70 år tilbage, øjeblikke der synes at tilhøre en anden verden, men sådan er det langt fra… I samme bog finder man Martin A. Hansens samvittighedstunge ”Dialog om drab og ansvar”, som nok er værd at læse!
Ingen skal flygte herfra
Husk da for Fanden naar du vaagner og med Øjnene søger Sollyset, at nu vaagner de ogsaa paa Hospitalerne og i Fængslerne og at se Solen nu stryger forgæves henover den lukkede Jord paa Kirkegaardene –
Store, naive unge Mand, husk dem! Men lad vær og syng, tankeløst og for Farveforskellens Skyld om denne Elendighed paa Baggrund af hvilket dit Liv er dybt og lyst. Hvem har sagt dig, du skulle høre til de udvalgte, ha’ en Stribe Sol nedover Øjnene og se og se –
Vov ikke at synge Ordene mit Liv og hvisk ikke Ordet Død – en Kugle til dig ligger måske i en Produktionsplan, en Fabrik, et Værelse, en Skuffe, et Magasin, et Pistolløb – Og hvordan med din Hjerne – den fungerer tungt og smerteligt. Den må overvinde Modstand hvergang den vil fastholde – denne Smuldren i din Hjerne, som du ikke tør tænke på hvad er den?
Morgenen kommer alle Steder Ogsaa over et Gittervindu paa et Hospital. Hvor tør du synge om kommende Arbejdslykke? Din Kammerat, der nu er vaagnet i sin Sengs snehvide Helvede til en oppegående Dag, hvor han har Ret til at færdes paa en Linoleumsgang – din Kammerat, der ikke kan arbejde, fordi der ligger Baand om hans Hænder, og fordi hans stærke Hjerne forvitrer, og han er forfulgt –
I var fælles om et Stykke Ungdom. Skiture i Hammer Bakker. Fulde ved Studentereksamen. Sammen i lunken Foraarsregn over Vejene til Fjorden. Nu vaagner han sammen med andre Mænd – hver sit rektangulære snehvide Helvedes Forgaard – Sløvhed, gennemtrukket af pludselig hvirvlende Angst. I delte et stykke Ungdom. Selvom ingen har hinandens Fortrolighed, kan nogen le ad de samme Ting. Han er alene, husk ham! Tør du strække dig i Solen?
Husk din anden Ven, fra Aftnerne her, det lange, regnende Efteraarsmørke, I gik i, han talte nervøst om sine egne Vers, (sine egne Ting, stadig sine egne,) den samme usikre, kraftige Stemme som din. Hans blege, klodsede Ansigt, de tunge Øjne og de desperate Vaabenhænder, som kun skrev Vers.
Tyve Aar gammel og alene i en Lejlighed, kvælende hed af Sommer, var han tre Døgn om at dø. Hvordan tør du skrive Døden – Der var et koldt Rum om dig, den dag for 3 Aar siden, men hvem var det, der blev stiv i Munden, og hvem var det, de vaskede de ligeglade hvidklædte Koner?
Naive! … Døden – din angst … Ordene har et frygteligt Indhold du ikke kender. Gaar der en dunkel Rytme af dit haarde, dumme Blod igennem dem? De er ingenting. Et Ord forstaar man, naar det falder paa én som en Dom. Første og sidste Gang.
Du vaagner hver Morgen under Tagene, Solen rammer dine Bøger, der er aabne hvide Fortove, Foraarstrær, Ismejeri og Langelinje – din Glæde gaar på tynd Is. Mennesker er skrøbelige, Livet omgaas dem med Haarde Hænder, nogen gaar vild en Formiddag, ind i Kulden, Feber og dunkende Hovedpine, Lyset er saa stærkt, at en lurende Stribe Rædsel lige kan kaste sin Skygge – andre bærer hver Dag en ny Del Indhold til Ordene, der skal slaa dem i de sidste Ord – nu dør jeg.
I Dag ved du noget, og er bange. Hvor jeg ler ad dig, naar du har tænkt det og ringer til en og pudser dine Sko og tror, du kan flygte til nogen, en Mund, en Arm – en kælen Flugt! Men ingen skal flygte herfra …
Det er kun en blind Mand, der smiler og stryger med Haanden over Græsset, paa et Hovedpandested. Den der kan se, husker ikke Græsset, men staar med Blikket og kan mærke Rebets kolde, kvælende Ryk, der skal brække Halshvirvelen –
- Morten Nielsen.
mvh Simon
|
Top
|
Svar
Citer
|
|
|
#19329 - 28/05/2015 07:48
Re: Mellemrummet
[Re: RoseMarie]
|
veteran
|
Registeret: 04/04/2008
Indlæg: 3512
|
|
Morn’ RM..
Her lidt Shelley i oversættelse af Brandes, en digter der optog ham og om hvem, han måske skrev det smukkeste; så ta her et hør på blodets smukke buldren i Shelleys hjertekamre:
Jeg er som en ånd, der sig har fjælet dybt i hjerternes hjerte; jeg har dvælet derinde, følt en andens liv, og tænkt hans tanker, kendt den løndom, der var stængt inderst, den streng, som nogensinde rørtes, den klang, som kun i blodets tavshed hørtes, når alle pulse, alle årers elve var sommersø’r i ro, der stille skælve. Som med en mesternøgle ud jeg lukked de gyldne melodier, der sig vugged i digterskabens dyb, befried dem og baded mig deri, som ørnen bader i tordensky sig, klædende sine vinger i lyn.
- Shelley.
Og her lidt hjerteblod fra Michaëlis buldrende hjerte, der i året 1912 dryppede på et festskrift til ære for mesteren Georg Brandes:
Du lod min Uungdom skue Musers Dans, min Manddom dine Storhedslængsler fylder - af Sol-impulser, som mit Liv dig skylder, jeg binder, Mester, dig min bedste Krans.
Bevæget selv bevæger du min Sans, du er endnu min Dignings blaa Fortryller, din Tales Festglans mine Kaar forgylder, og du forstod som ingen her til Lands.
Du lærte mig, der gives hellig Harme og ædel Vrede. Buestrengens Nerve var spændt til Bristen af din bundne Varme.
Og aldrig jeg fortrød, jeg log mig hverve af dig, o Mester, til den Ridderpligt: at vie Lysets Daad mit bedste Digt.
- Sophus Michaëlis.
Det er ikke just ordmusik vi i året 2015 er vant til at høre, hvis nogens hjerte flyder over i taknemmelighed, eller måske taknemmeligheden flyder andre steder, men smukt er det ment. Forestiller mig der for tiden er dunk i dine egne grønne fingre, her bobler det i hvert fald frodigt grønt alle vegne, til nyd i større og mindre ben. Ja bare en kande kaffe, en liggestol og en bog ka sådan set gøre det, altså få mig til at slå rødder – og nu siges det sgu’, at der allerede i næste uge bliver lidt sol til lårbasserne, stænglerne, om man vil. Fortsat god nyd dér ;)
mvh Simon
Redigeret af Simon (28/05/2015 07:50)
|
Top
|
Svar
Citer
|
|
|
#19343 - 05/06/2015 03:43
Re: Mellemrummet
[Re: Simon]
|
veteran
|
Registeret: 04/04/2008
Indlæg: 3512
|
|
Hej i nattetid…
I sådan en nat, med fuglenes drømmeputten i påklædte træer og hr. mis med de vagtsomme øjne ved træets fod der tænker sit, da ka’ tanken jo godt falde på en af Bilbos yndlingssange, om afvaskning af dagens flid med bad ved sengetid, så hvorfor den kommer her:
Hurra! for bad ved aftenstid, Som skyller af dig dagens flid! En tåbe er den tavse mand, Der hylder ej det varme vand!
Åh, skønne lyd af regnen sval, Af bækkens lyd fra høj til dal; Men mer end regnen over land, Jeg elsker dog det varme vand!
Åh, køligt vand, vi skyller ned I støvet svælg, i hals så hed: Men bedst er øl for tørstig mand Og badet i det varme.
Å, sød er lyden af den å, Der snor sig under himlens blå. Så sød var bølgen ej på strand, Som plasken af det varme vand.
- Skrålet af Pippin, nu snart også af mig!
Har du læst Ringens Herre, RM? – hvis ikke, må du endelig gøre det, for det er helt andre grejer end hvad Hollywoodske manuskrifter ka’ præstere. Dén er svær at slippe, mens sek. går på dér natbordet og man ved der snart kommer lyd – forøvrigt gir fuglene sig til at synge i akkurat dette nu! God weekend…;)
mvh Simon
Redigeret af Simon (05/06/2015 03:47)
|
Top
|
Svar
Citer
|
|
|
annonce
|
|