1
registreret somo
73
gæster og
197
søgemaskiner online. |
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
#27633 - 28/06/2019 21:02
Re: Mellemrummet
[Re: RoseMarie]
|
veteran
|
Registeret: 04/04/2008
Indlæg: 3512
|
|
Hej RM..
I Linn Ullmanns De urolige findes flg. passage:
Han tvinges til selv at forme ordene; han må tage smerten i den ene hånd og en klump ren lyd i den anden (sådan som folket i Babel måske gjorde i tidernes morgen) og presse dem sammen så der til sidst drypper et splinternyt ord ud.
- Virginia Woolf, Om at være syg.
Stadig nyder jeg ind imellem brevvekslingen mellem Ingeborg Bachmann/Paul Celan, tankebilleder der overskrider rammer om en kærlighed svær at fastholde, en fælles længsel efter ordløse tider i en verden druknet i meninger, men i et lille solstrejf fødes til tider et venskab for livet, så længe dét nu varer – der er intet overraskende i at se ”stumme ægteskaber” holde livslangt, men op gror glæden i samværet med mennesker der elsker uden at forstumme, som gror på hinanden: Paul Celan to Ingeborg Bachmann Paris 5. nov. 1957.
As lines so Loves oblique well Themselves in every Angel greet: But ours så truly Paralel, Though infinite van never meet.
Therefor the Love which us doth bind. But Fate so enviously debarrs, Is the Conjunction of the Stars.
/Andrew Marwell, The Definition of Love s. 77/.
Apropos lidt af forskellen mellem slaveri og kærlighed, ligger nu på natbordet William Faulkners The Sound and the Fury. Igrunden er det første gang jeg læser den, og det kan jeg vel takke Anna Raaby Ravn for, eller måske rettere den frues glæde over Faulkners sprog i artiklen I Herrens land (Bøger WA #23). Jeg faldt godt nok i søvn med det enorme Mississippi på maven, og har sikkert drømt om lugte og fodspor fra brune tæer i et univers forskellig fra Mark Twain’s Huckleberry Finn. Jeg vågnede da også våd af sved men til en duft af kaffe. Åh, du dejlige kaffe, og så en røg – den røg, der nu skal medvirke til at finansiere gamle DSU’eres "Solhavegård-politik", der sikkert vil se noget anderledes ud end Trumps forestillinger om landegrænser; men hånden på hjertet, enhver der fremover vil lunte over den danske grænse på rød el-cykel og med en rose i munden, vil de mon mødes af politiets forelskede blikke? Men der ér nu noget over at se landet forvandlet til en ren Lykkegaard af udenlandsk arbejdskraft, nåja, velsagtens i håbet om at nogen kvitterer for elskværdigheden med lidt i skattekassen. Det har nok altid moret folk at høre bilejere udstøde bandbuller over det tobaksrygende folk, alt imens tobaksplanter har måttet cykle rundt i den luftforurening bilejere ødelagde land og rige med. Det minder mig om en formand for Greenpeace, der engang sad i kantinen iført sin fineste sælvest, mens han med dramaturgisk sans udøste al sin harme over rovdriften på de smukke øjne. Nu er det nok ikke så meget bilejeres ”næstekærlighed” tobaksplanterne bekymrer sig om, nok mere hvor der for fremtiden vil findes grobund – bilejere i Kina, Indien, Rusland og US, de ska’ såmænd nok gøre deres for at hjælpe bilejere også her i landet med at give klimaet det extra puf, hvad der for kommende generationer vil betyde transport med motorbåd, og en lidt særpræget udsigt også kaldet Neden gade oven vande…hmm. Mon ikke de gamle DSU-roser bare sætter prisen for tobak i vejret i håb om, at der så vil blive mere tobak til dem? - er det så mærkeligt, at dem i den anden ende af sandkassen blir så blå i hovedet? ;)
mvh & god weekend.. Simon
Redigeret af Simon (28/06/2019 21:20)
|
Top
|
Svar
Citer
|
|
|
#27638 - 30/06/2019 07:35
Re: Mellemrummet
[Re: RoseMarie]
|
veteran
|
Registeret: 04/04/2008
Indlæg: 3512
|
|
P.s.:
Solen går ned bag Asklepions klipper
Solen går ned bag Asklepions klipper. Havet bliver sort, men bølgerne røde. Din båd er blind, uden ror og skipper. En strand i Tyrkiet vasker de døde.
I solopgangslandende raser krigen i Vesten, diskoteker på hver en kyst. På havet lyder der gråd og skrigen Mod vest går kursen, men døden mod øst.
To verdener ligger der bryst imod bryst Ingen kan vende sig væk fra den anden. Til døden den skiller, i smerte og lyst
ligger de der som et påtvunget møde. Ingen kan vende sit blik fra stranden: Den før så øde vasker nu de døde.
*
Ateist
Ikke alene er jeg en såkaldt ateist jeg er også sådan én som ved nattetide lister meget stille forbi kirkegården.
Tænk, hvis jeg skulle komme til at vække en af de døde så staklen pludselig forstod at det var det, den var.
- Henrik Nordbrandt.
„His grief is that his mother should feed om him, himself and what he saw, In that distant chamber, a bearded queen, wicked in her dead light”
- Wallace Stevens.
mvh Simon
|
Top
|
Svar
Citer
|
|
|
#27639 - 30/06/2019 19:08
Re: Mellemrummet
[Re: RoseMarie]
|
veteran
|
Registeret: 04/04/2008
Indlæg: 3512
|
|
Sommerlæsning med snuden mod vinden og Erica Jong’s Parachutes & kisses i lommen:
I know that there are immense expanses hidden from us, … quartz in slugs, ooze, blue waters for a battle, much silence, many ore-veins of withdrawals and camphor, fallen things, medallions, kindnesses, parachutes, kisses.
- Pablo Neruda.
A venetian Ending og The Greenest Island
Can one then have the heart, the impudence to visit Venice? Is that the reason Proust would never go? For against this, if it might be too hot by day or the stench then too great, by contrast it would seem only too easy to set out by moonlight so taht no couple, if given the miraculous chance, could fail, intent on their two selves, to sink Venice, as can be done tomorrow by the Gondola covering a moonlight lane of sea. Yet to leave her thus is but to come back to bed in Venice.
- Byron.
Take him, I won’t put a price on him. Take him, he’s yours. Take him, pajamas look nice on him. Bur how he snores!
- Lorenz Hart “Take him” Pal Joey
mvh Simon
Redigeret af Simon (30/06/2019 19:08)
|
Top
|
Svar
Citer
|
|
|
#27640 - 01/07/2019 06:12
Re: Mellemrummet
[Re: RoseMarie]
|
veteran
|
Registeret: 04/04/2008
Indlæg: 3512
|
|
Hvem der fik den skøre idé, at drøne byen rundt i en lastvogn ladet med tyve skrigende fremtidshåb fulde som alliker, mens muzak slår revner i huse? ... aner det ikke, men enhver hest ville selvsagt være rendt sin vej og overladt studenter til ciklen, dengang man sang for håbet på Kgs. Nytorv og i den lyse nat kravlede fra Hviids hjem gennem byens stilhed, som en ottearmet blæksprutte:
GYMNASIUM
Det var egentligen bara fyra korta vintrar. Med Thomas Mann och Hesse och grekiska grammatiken. Och biografen Skandia. Sånt går fort numera. Men då, på den tiden var alltsammans så stort, så långt som ett halvt liv. Cyklarna där låsen rostade. Det innersta av dessa rostande cykellås: Ett av dessa ställen som vi inte studerade tillräckligt noga.
*
ALLA GALNA SMÅ FÖREMÅL
Alla dessa underliga små föremål som under en livstid kommer till oss vart och ett från sitt ställe var och en från sin Logos. Den gamla trädgårdskniven med sitt slitna skaft av trä och blad som slipats tunt hittad på en trottoar i Arles. Och den skulptur av numera ärgad mässing som en gång en konstnär svetsade ihop åt mig av gamla dörrhandtag i en ateljé nära dåvarande Berlinmuren i Marie Louisenstadt. Denne konstnär var fullständigt galen och kunde bara tilltalas på det schizofreniska språket. Hans verk liknar, om det liknar något alls, en spindel. Men utan nät. En liten azurblå flaska med en fiskmun uppe vid korken från någon sophög
- Lars Gustafsson.
*
Brytning
Jag vet att mina fotspår ska suddas ut av eftermiddagsregnet och att jag när som helst kan bli en droppe i det dreglande bäckvattnet och att alla speglar spricker i tiden
En förrymd hund springer efter ett rop på landsvägen och svalorna berättar i allt högre himlar att sommaren snart ska kvävas av potatisblast
Snart hänger fladdermössen i sina svarta sidendukar
Frosten ska bryta sig in i verandornas glasrum och nätternas obesvarade brev ska bli allt tyngre och allt svårare att lämna efter sig
- Ingela Strandberg, Ett rum för natten (1984).
mvh Simon
|
Top
|
Svar
Citer
|
|
|
annonce
|
|