0
registrerede
146
gæster og
69
søgemaskiner online. |
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
#27964 - 19/08/2019 22:30
Re: Mellemrummet
[Re: RoseMarie]
|
veteran
|
Registeret: 04/04/2008
Indlæg: 3512
|
|
Udenfor en Kvickly lørdag formiddag, fik andre end vi nok en ubehagelig oplevelse, idet en tandløs kvinde histovrefra stod dér med sit skilt, „giv en skærv, så jeg ka’ rejse hjem…”. Jeg har nu aldrig noget imod at gi’ en tyver, uanset formålet, men gik nu ind uden og med en fornemmelse af at det nok var andre end hende der burde rejse. Om hundrede år eller mere, ville politikere med ubegribeligt storhedsvanvid i vor tid alligevel aldrig ha’ erkendt konsekvenserne af deres idéer, og de få med erkendelse ville antagelig være nødt til at undskylde overfor deres aner på andet sprog end dansk. Alt sammen en ulykkelig historie om små landes stordrømme, nationaløkonomi og politikeres løgne, som også denne kvinde blev offer for. Forsøgte vel mellem kartofler og frugt at forestille mig hende som barn, en ung pige med drømme, tindrende øjne, forelsket; det sku’ jeg ikke ha’ gjort. Ved udgangen stak vi hende en seld, overbevist om egne forestillinger og uden hensyn til sprog, der nu engang kræver at nogen udtrykker sig i det, men hva’ er der at sige?
En velsagtens glemt poet:
Samvittighedskvaler - tilegnet D. Sjostakovitj
Uden tanke på døden vi lever, og vi glemmer, at skammen får magt. Som en uset Madonna på vejen står samvittighedsnaget på vagt.
Hendes børn, hendes børnebørn flokkes omkring tiggerens pose og stav – et besynderligt nag i en verden, som er død for de ydmygeste krav.
Og de flakker fra låge til låge, banker bønligt på port og på dør – drager om som Guds små invalider med hans billed’ på brystet som før.
Mon de ikke med endeløs dadel, med en hemmelig, sortrandet negl har kradset på husmandens rude, dundret løs på paladsets tegl?
Mon de jagede Pusjkin i snefog som en skumdækket trojka, forrykt? De var med Dostojevskij i lejren og til Tolstoj hvisked’ de: »Flygt!«
For bødlerne véd det jo altid: Den der pines, bli’r snarest rebelsk, og samvittighedsnaget er farligt – det skal kues hos hvem som helst!
Men som manende dødsklokkers klemten, der frøs blod til is, kom samvittighedskvaler til bødlen – de er bøddelgerningens pris.
For selv den, der står vagt foran løgnen, som har mistet sin ære og tro, hvis samvittighed helt er forduftet, lar dens kvaler dog aldrig i ro.
Men så længe i denne her verden, hvor ingen er uden synd, man kan høre: »Hvad var mon min brøde?« - må der findes en vej i dens dynd.
Jeg tror ikke geniets profeter eller tusindsårsriget – åh nej; jeg tror på det stille: »Hvad gør vi?«, på det bitre: »Hvad er vor vej?«.
Og jeg kysser de vejrbidte hænder ved vantroens isglatte bro, for jeg ved, at samvittighedskvaler kun kan styrke min yderste tro.
- Jevginij Jevtusjenko, 1968.
Onde ånder af Dostojevskij, så storslået helt igennem, tar sin begyndelse med disse ord:
Ak og ve, vi ser ej sporet famler os afsted i ring, djævle har sig sammensvoret driver os på mark omkring. Sanseløse rundt de raver ved det skumle grå anneks, mon de nu en trold begraver eller gifter bort en heks?
-A. Pusjkin.
mvh Simon
|
Top
|
Svar
Citer
|
|
|
#27976 - 22/08/2019 12:16
Re: Mellemrummet
[Re: RoseMarie]
|
veteran
|
Registeret: 04/04/2008
Indlæg: 3512
|
|
Små dryp fra Unge Kunstneres Foraarsbog (1942), vandringer i tidløs forgængelighed det ka’ være spændende at gå på opdagelse i, hvor det udover digtene er svært at udpege den ene tegner fremfor en anden, men se lige Jane Muus forevige en søvnig ung læsende i overfrakke og sko, dét vækker øjne. Eller hvad med Frede Christoffersens elsker, der spiller på sin kvinde som en cello, det rene Debussy og så sublimt, at i hvert fald jeg gerne havde billederne hængende over natbordet, hvortil selvfølgelig digtene er tiltænkt.
Tove Ditlevsens digte, der som dørløse mure står foran håbet om lykke i livet, nøgterne skildringer af kærlighedens veje og vilkår i tiden, næsten eidetiske, havde det ikke været for romaner og breve mellem hende og Ester Nagel, der besk og humoristisk illustrerer familielivet og den nagende stilhed over skrivebordet, når dagliglivets trivialiteter forvandler husmødrene til statister i et kammerspil om mændenes karriere. Med levende humor lægges der afstand til indtørrede drømme og selvmedlidenhed, veninderne er der praktisk talt for hinanden, med tørt konstaterende detaljer om alt hvad der møver sig ind på livsgrundlaget, digtningen og dens svære vilkår – ingen uvigtig detalje, når/hvis karrieren udvælger sig en yngre model, og hvilket perspektiv: livets smerte eller et velordnet liv, som kimen for digtning, corps de ballet…
Unge Kunstneres Foraarsbog er lige til natbordet, vælg selv, hvad du ville hænge op blandt illustrationerne deri:
Sølvringe
Maanen dypped sin Pegefinger ned i en natsort Sø, og i det sugende Fosforlys saa jeg hundrede Sølvringe dø. De vugged som higende Længsler til en smertefuld, vag Melodi og opløstes svagt i en Skælven for at dø i en sort Harmoni.
Vinden løb sagte gennem de raslende Straa og Siv, og Sindet blev tung af stænget Graad over længslernes sitrende Liv. Mens Maaned stod fjernt på sin Himmel, saa jeg hundrede Sølvringe dø - - - - - - Hver Længsel, hver Drøm er som Ringe, jeg saa i den natsorte Sø.
- Ester Nagel.
Ind i en Stjærne
Natten er lys, men med drivende Skyr under Maanen. Sovende Blomster duver for Vinden paa Plænernes Skraanen.
Syrenen er afblomstret nu, men Roserne bløder .. saa ondt og saa sødt som to Menneskers stjaalne Møder.
Natten tar alle Ting nær. Der er klingende tomt i det fjærne .. – Vi gaar med hinanden i Haanden ind i en Stjærne.
- Morten Nielsen
Smil - !
Et ufødt Liv er født, og du og jeg og vort, vokser i dig. Du smiler, aah det Smil, der nu paa tredie Maaned vokser i mig.
To Mennesker i Smil, der uset flagrer gennem stille Stuer; dét blev vi til, vi to. Der vokser Evigheder ud af skønne Nuer.
Hvor har vi mange Smil. De andre ser dem ikke, men de er der, de blinker lunt og mildt i vore Blikke og i vore Hjerter.
Et ufødt Liv er født, og nye Smil blir til i nye Sjæle. Tavst lever noget i dig, en sød Forventning med et ordløst Mæle.
- Erling Poulsen.
.Der var engang et Rige
Der var engang et Rige, hvor Solen aldrig sank. Der var engang en Vaar, da Storme brødes. Et Rige, hvor den rejste sig ukuelig og rank, den Vaar, hvoraf en Sommer skulde fødes.
Og Mørket skal jeg møde om mange mange Aar. Der var engang et Rige. Der var engang en Vaar
- Piet Hein.
En kvindes frygt
Vi elsker hinanden, og alting er godt, over Dagene raader kun du, men maaske vil du elske en Kvinde engang, der ikke er født endnu.
Du sir jeg er sød, og du kysser min Mund, jeg stryger dit mørke Haar, men af alt, hvad jeg ved, er det sikreste det, at Lykken skal knuses af Aar.
Og alt det du elsker og knæler for nu og drømmer og længes og ved, skal visne og falme og svinde og dø i Glemsels Uendelighed.
Du stirrer dig blind i en lysende Nat paa min Ungdom og alt det, du ser, men imellem os staar, hvad du ikke kan se, en ganske ung Pige og ler.
Hun er yngre end jeg, for endnu er hun kun som en strofe i Moderens Sind, men hun vokser sig op til dit Hjerte en Dag og gør dig beruset og blind.
Der er Mænd, der skal gaa ad en tankeløs Vej og plukke de Blomster der staar, og lykkeligst dem der, endnu ikke født, først plukkes om tyve Aar.
Men knæl for min Ungdom der lever i Nat saa kort som en Sommerfugls Leg, og kys mig og elsk mig og kast mig saa bort mellem Blomsternes Skaar på din Vej.
Jeg har elsket en Mand med et Hjerte som dit, derfor ved jeg lidt mere end du, og jeg skælver af Angst for den Kvindes Magt, der ikke er født endnu.
- Tove Ditlevsen.
mvh Simon
|
Top
|
Svar
Citer
|
|
|
#27986 - 22/08/2019 19:51
Re: Mellemrummet
[Re: Simon]
|
bor her
|
Registeret: 02/05/2009
Indlæg: 1013
|
|
Hej Simon
Jeg vil smile på forhånd ... sammen med natbordet :))
Natbordet er lige nu optaget af Bredal, Venedig og Proust. Et FemmerFund fra genbrugens reoler. Glad var jeg ved fundet, endnu mere glad blev jeg ved bogens glade overgivelse og begejstring til både Proust og Venedig.
Således så jeg senere, i Venedig, længe efter solnedgang, når det syntes at være blevet fuldstændig nat, takket være det usynlige ekko af en sidste sprogtone, der endeløst blev ved med at klinge ud over kanalerne som ved et optisk orgels usynlige pedal, paladsernes reflekser udrullet til evig tid i det sorteste fløjl på vandets grå skumring. En af mine drømme var en forening af dét, min fantasi ofte i vågen tilstand havde forsøgt at forestille sig, med et bestemt maritimt landskab og dets middelalderlige fortid. I søvnen så jeg en gotisk by midt i et hav med ubevægelige bølger som på et glasmaleri. En gren af havet delte byen i to; det grønne vand lå for mine fødder; ved den modsatte bred slikkede det op ad en orientalsk kirke og huse fra det 14. århundrede, så en bevægelse over imod dem var en rejse op imod tidens strøm
Gå du nu på din helt egen opdagelse på natbordet ... dit og mit og Venedigs
Bedst fra RoseMarie
Redigeret af RoseMarie (22/08/2019 19:55)
|
Top
|
Svar
Citer
|
|
|
#27989 - 23/08/2019 15:27
Re: Mellemrummet
[Re: RoseMarie]
|
veteran
|
Registeret: 04/04/2008
Indlæg: 3512
|
|
Hej dér, ved det smilende natbord...
Tak ska’ du ha’. Og ja, det ér virkelig en vidunderlig stad, Venedig, jeg som barn oplevede med de udvoksede, senere ved selvsyn under en hjemrejse fra Hellas. Men jeg kender ikke nær nok til staden, hvorfor andre menneskers oplevelser i kulturriget såmænd hurtigt ka’ bidrage med nye oplevelser, forudsat selvfølgelig at nogen forstår at fortælle om det oplevede på en interessant og indtagende måde. Men dét synes jo også at være hvad du er ude for, selv om jeg sandt at sige har dig mistænkt for hele sidste års tid at være bosat i Venedig, sammen med hr. Proust naturligvis, men han er vel også en aldeles udmærket rejsepartner – ingen sidebemærkninger om ham.
Det var hen i efteråret jeg oplevede Venedig på egen hånd, og gennem to somre jeg oplevede den med de voksne, som jeg nu alligevel savnede dér i efteråret, trods det at priserne var sænket betragteligt ovenpå en indbringende sommer med turister allevegnefra, netop årsagen til at jeg ikke ku’ flytte dertil. Vinteren sku’ ellers være den fascinerende tid at opleve Venedig i – akkurat hvad en nisse ville hæfte sig ved – men ærlig talt, trods det paradoxale ér turismen et voksende problem for Venedig og dens indbyggere, og det ville da være utilstedeligt, ja unisseligt, ikke at følge fakta op med handlen. Nisseligvis ka’ man jo også rejse i litteraturen, hvad der også er tradition for: ”en lille nisse rejste, fra…” og så hovedsageligt overlade til venezianeren selv at skrive deres indviklede kulturhistorie, mens verden sukker, og mere nænsomt hjælper med holde staden oppe på sine våde fødder.
Det smilende natbord er skam heller ikke at kimse ad – og fremfor morgensure ansigter, rene fornøjelser at ha’ i sovegemakket, og de tér sig helt anderledes end velduftende sminkeborde, med deres udbud af fremmede kulturers dufte, osv.osv.
Postkort fra Adriaterhavets fjerne brølen, ved du da altid er velkommen..;)
Nisseligst.. Simon – der sku’ hilse fra Noël Coward; den heldige kartoffel befinder sig pt. i et solbeskinnet Jamaica og er lige er blevet færdig med sin Together with Music – der nu ligger på tuben mellem reklamer, suk..;)
Redigeret af Simon (23/08/2019 15:38)
|
Top
|
Svar
Citer
|
|
|
annonce
|
|