Hej Simon

"At rejse er livet, livet er en rejse, livets rejse er en kunst eller en tur på kosten med retning mod Bloksbjerg; ja der er ingen grænser for bevingede forslag til lidt luft om ørerne" skriver du ... :)))

Jeg vil da nødig være tvunget til at rejse på et kosteskaft, nej så hellere på ryggen af en gås som en lille nisse. Varulven er en lang roman og er en alt for stor mundfuld for mig. Men så var det, jeg kom i tanke om denne ½ times radioudsendelse, hvor essayet beskrives som små godbidder af rejsebeskrivelser, nærmere beskrevet med Knud Sønderbys begreb "livsfornemmelsesforløb".

http://den2radio.dk/udsendelser/essays-4-knud-snderby-og-martin-a-hansen/


En anden og lidt kortere roman om livet som en rejse er denne her, som jeg vil forsøge mig ud i. Kender du den? Og er det en, du kan anbefale?

https://www.kristeligt-dagblad.dk/kultur/livet-er-en-rejse

Citat fra bogen:

"Vejen gik opad gennem sort skov, jeg åndede tungt, jeg så mig ikke om. Jeg var på ingen måde udmattet. For et øjeblik siden havde jeg krydset grænsen, og intet havde besejret mig, hverken det fjendtlige land eller det trætte land, og den tvivl, jeg havde haft i Polen, heller ikke. Jeg er i Rusland. Jeg er i Rusland. Først oppe på højderyggen vendte jeg mig om, og det, jeg så, ramte mig i hjertet. Mod vest var himlen revet op, en glødende sprække, bred som horisonten, den sidste sol brød netop igennem. Den kastede glans over alt. Det brunligt tomme, bølgede land. Hele den fjendtlige dag. Jeg blev stående og sugede billedet ud af himlen, til det var forsvundet, så vendte jeg mig igen mod øst, og den mørke snorlige landevej ind i intetheden var det bedste, jeg nogensinde havde set. Fuld af løfter, fuld af eventyr. Fuld af begyndelse."


Gode og bevingede søndagshilsner ;))
RoseMarie

Morn’ RM..

Allerførst, nej, jeg har desværre ikke læst Wolfgang Büschers Berlin-Moskva, og er først her, via dig, blevet bekendt med denne spadsurtær, som jo nok får associationer til at gløde men fremdeles får mig til at tænke på vor tids vanvittigt modige opdagelsesrejsende. Den lyder jo absolut spændende, så tak for begge link – Sønderby ka’ jeg jo passende liste mig ind i til formiddag, nu det hele bare er snot i varme dyner, fødder, ører og tud i kamillete, med et skvæt whisky i irritation, for dét er november, i sine grå sutsko! Men sutsko i november betyder jo bare, at man for igen at ku’ vifte lidt med nissehuen må række ud efter Hr. Andersen, der her rækker ud efter Sten Kaalø, altså for at klare novemberopgaven:

Sten i november

Det er sortnende november og alt er snart forbi
øjne ser ud som om de lige har grædt
eller skal lige til det
fuglene flyver kun nedad
hundene flyver slet ikke
Det er sortnende november og alt er snart forbi
ingen går ud på altanerne mere
ingen hænger vasketøj ud mere
ingen går om bag en busk
det er for sent
det er for sent alt sammen
for det er sortnende november og alt er snart forbi
vi hvirvler ikke mod afgrunden
gjorde vi bare det
men vi synker langsomt ubønhørligt ned i novembermosen
de lysere årstiders livsalige konturer forsvinder med os
ned i golde konturløse dybder
MEDMINDRE
medmindre vi med en sidste kraftanstrengelse
rækker ud efter en bod af Sten Kaalø

Da er man reddet endnu engang
Da får man livets skarpe og bløde konturer tilbage
lyset stederne farverne hele spekterviften
hvor det sorte også er med
men ikke får lov at bestemme det hele
lydene af barnegråd, kærlige suk, smadret forskærm, Sonny Rollins
lugtene af hvidtjørn, tang, pis, sved, forår, stegt lever,
huden på en gammel ulv
smagen af havsalt, hævede mandler, honning fra Holbæk-egnen
Her er det hele lige fra kunstskøjteløbersker i New Delhi
til dengang oppe i Farum mens fuglene dovnede i august
hvor du skulle lære at hade vores forpulede militær
og alt dets væsen

og det lykkedes over al forventning
Det er sortnende november og det er her altsammen igen
de SKØNNE DAGE og
FOLK I BYEN er ikke mere
VÆK
De er her MED HUD OG HÅR
med kærlighedens vemod og smerte og nødvendighed
med hengivenhedens udsathed og blinde synskhed
med klangen af tomme bøjler i skabet
og den manglende klang af glemte cykelpumper
og de gamle piger udenfor Lautits Betjent
og de gamle drenge gennem luften
Henry Miller Lars Norén Jens August Schade Bundgård Poulsen
de er her alle sammen igen
så livet varer mindst fjorten dage til
og så er det jo alligevel snart jul
Det er sortnende november og jeg er her igen
udfriet fra novembers udviskning
har fået trukket mine konturer op
(og de sidder vist meget godt
hvis de blir lagt lidt op ved ærmerne)
Det er ikke første gang Sten Kaalø har halet mig op af sumpen
og dog er der folk som i ramme alvor diskuterer
kunstens betydning i dag!
Sten kan kunsten at forvandle verden
til det den egentlig er
ved at trække konturerne op og samtidig spore
de hemmelige forbindelser mellem
lurvethed og skønhed
grumhed og ømhed
en ligtorn og Mount Everest
Det er i kunstens virkelighed så enkelt
at det kun er få der mestrer det
Det drejer sig om stædigt at påvise
det underlige i det selvfølgelige
og det selvfølgelige i det underlige
og så selvfølgelig være konstant tilstede
under hele skriveprocessen
opfyldt af selvfølgelig undren
Kun på den måde kan der opstå merlivsværdi
helt ud i detaljernes knopskydning
som for eksempel stortrommen og dens behårede gedemælk
på brudesuiten i Galway
Hvor var den ellers blevet af, spør jeg bare
eller trillebøren op ad muren
indsmigrende med sin hule ryg udad
som en vanvittig elverpige i ly bag huset fra i sommer
og med luft i sit ene forheksede forhjul
Nu er det her alt sammen igen
Nu fik man alt det igen
som man ikke vidste man savnede
før man fik det tilbage
Det er sortnende november
og man troede man var ved at synke ned i det dyb
hvor alle konturer slettes ud
og så oplever man på ny at det konturløse er et blændværk
men at Sten Kaalø eksisterer
Tak for det og genliv!

- Benny Andersen.

Og med dette lille digt vil jeg så forputte mig igen, men god novemberdag..;)

Nisseligst
Simon

P.s.:

Han ka’ lidt mer, den godeste Hr. Andersen (ham uden reb og droskekørsel rundt om div. middagsborde), faktisk en hel del, her er han lige i sit Es – lad os håbe det stadig sidder i ærmet:

Før jul

Allerede nu kilder vatfnug i næsen
klør gran under flippen
bundløse barneøjne forfølger en overalt
store stærke mænd udskiller tælle
mindes flydende egen og Peters jul
umuligt at træde nogen over tæerne
tindrende børn og fornyede voksne
tilgir alt en måned frem
hjertet blir selvoppusteligt
bulner af god- og gavmildhed
dog endnu holdt nede af
mammonballast
slip hvad der tynger
køb rigeligt ind og stig frigjort op
svigt ikke det barn du engang var
du fik engang
du blir engang
og kilder det i Bethlehem
så klø dig i Jerusalem
det er så enkelt at kaste lidt glæde
følg nærmeste kogle
syng med
hold ud
for i år blir det alles jul!

*

Nytårsfortsætter

Velkommen nytår
lige hvad vi behøver
den går ikke længre på den gamle manér
jeg vil gerne gøre mit til
og andres til
at højne hinanden
Jeg lover at gøre mit bedste
ikke gøre visse ting for tit
og iøvrigt ikke gå for vidt
gøre hvad jeg kan for ikke at smaske
svede
skylde
fare op
ikke blande mig i alt for meget
men dog ha begge hænder
i hanke med adskilligt
daglig virke lindrende
huske at hilse
jævnligt skrive under på det gode
komme plaster på det onde
vinke til det gamle
gå ind for det nye
gøre det ene
holde op med det andet
for en tid
jovist kan det nytte
hvis man bare vender blikket indad
samt udad
luger ud i sit privatliv
såvel som i Congo
indser sine fejl
som man indser de andres
griber denne lejlighed
til at gribe ind
med beslutninger
fortsætter
afkald
det er jo kun nytår én gang om året
og sku man få tilbagefald
(man er dog kun menneske
og året er så langt
og fremtiden så uvis)
behøver løfter ikke betyde en døjt
hvis man ikke sir dem højt.

- Benny Andersen.

Apropos Varulven, denne herlige fortælling af Sandemose, ja for den sags skyld ture bag på koste til Bloksbjerg, forstår jeg så fint dit syn i begge fald, ja dvs. udfra mit. Dels ér oplæsning jo noget af en belastning for alle bånd, udover kunsten, endelig bør i al fald mænd ikke sådan koste rundt med deres gode kugler, hvis de har deres helbred kær. Men tænk engang, sikke en udsigtspost, sådan at svæve forbi forsvarets jetjawere med et lille vink. Bare fare afsted mellem våde skyer blå, naturligvis med regnfrakke på, til fest med alle de nøgne damer og så i dans – tror sgu’ jeg ville sætte med ved siden af Ebbe Rode og udvide horisonten, knappe et par bajere op og række kammertjeneren den ene. Det ville vi sikkert trænge til!

Nisseligst
Simon

Ups!

Udover Andersen, der introducerede behovet for Sten, der ligger til glæde over det hele, her hans eget:

Hups

hups
der har vi stranden
med sydfrankrigs letpåklædte damer og stribede badetelte
maleren dufys penselstrøg sidder endnu i 1969 på himlen
et par hår fra hans pensler er faldet ned i havet
og bruges nu som badebroer af eksmænd og ekskoner med
cigarer og barberede øjenbryn
og ude i havhorisonten
dukker japanernes hellige bjerg fusijama frem af varmen
som et stykke afrikaørken der mangler bare dromedarerne
derpå kolde afvaskninger og et enkelt glas og så ind i
kystbyen med fortovsrestauranterne
de mørke nethinder under solparasollerne
helligdagens lange hvide skægstubbe omkring kanten
af de kolde glas
og dette perlemorsglas
der sitrer over hage og kindben
dette perlemorslys
det ligger som en klar tåge ved den lille mørke kirke
hvor officererne går morgentur med krigsveteranerne
og unge par skulker fra skole gemt bort fra
forældre og skoleinspektører af store militærfabrikker
seks francs for alletiders frokost: sild, tomater og ristede
æg med fem glas vin til
bookmakerhandel i de små gader
og museernes forstørrede glyptotekshaver
de berømte fontæner der blir dybere og
dybere jo længere man læner sig udover kanterne forbi
koncerthuset hvor et turnerende pariserorkester øver nu i
denne viftende time
oboen – en ung mand med overskæg – kommer for sent
til prøven og med bølger i håret
og alle tubaerne morer sig mægtigt
de ved han blir forelsket af denne kystby lisom
han blir det af enhver anden kystby
og en glødende buket har han sendt til sin udkårne
han ved hvordan hun helst vil ha det uden afsender
han har let til tårer og græder under hele prøven
pigens far
er den berømte digter Joachim Gasapparat
med fuldskæg og tilbagestrøget hår
han må ikke vide noget om oboen fra paris
frankrigs gonorré har han engang kaldt den by
og stirret stift på det store landkort i studereværelset
robåde til en francs i timen
eftermiddagen under det grønne bladhang ved kanalerne
hvepsereden i de røde ruiner
over havets glitrende sølvarmbånd
familiefesterne og promenadeturene mellem havernes
statuer og solure
skyggen står på tre
en damper ankommer til den sydlige kaj
malerne har åbnet atelierdørene og lagt modellerne
i solens varme lysthus midt på gulvet
de bruger udelukkende hvide farver i disse timer
og fiskerne navigerer efter de skinnende lærreder
nattens danserinder er ved at stå op
de sorte netstrømper
og de kaminrøde kostumer hæftes fast om kroppene
og de høje slanke sko sættes op under fødderne
Joachim Gasapparat går den bitre vej til lægen til under-
søgelse for syfilis
hans kone sidder i køkkenet med støv på ryggen
og i datterens værelse står vasen med oboens blomster
man kan næsten ikke se det unge par i mylderet på torvet
men de er der … arm i arm
ind på fortovet
der kommer et omrejsende cirkus gennem byen
oboen og hans elskede blir mast i trængslen
og kysser første gang hinandens læber
– du smager af mozart, siger han og hun ler til ham
de skynder sig afsted over torvet
skygger blir lange og når hinanden samtidigt fra alle
fire sider
natfiskerne sejler ud mod månen der har lagt sig
som en snehytte på toppen af det hellige bjerg
danserinderne i halvmørket fremkalder mavekrampe både hos
sig selv og tilskuerne
oboen tar et vist hensyn hun er jo jomfru endnu
men han kender et godt sted
digteren Joachim Gasapparat ligger længe på ryggen
så drejer han hovedet og hvisker
– afsvedne kælling, snart er det ude over hele byen:
Joachim Gasapparat har pådraget sig en ondartet syfilis ved
omgang med en nydelig tyrkisk forfatterinde
Joachim læner sig ind over sin kone
– hvis bare ikke du havde været sådan en forbandet
afsvedet mær
var dette aldrig sket
for øvrigt var det alletiders knald
århundredets bedste at du ved det
konen vender ham ryggen og tænker på hvordan hun skal for-
klare det overfor Joachims forlægger
toget afgang ud af landet klokken 0.30
vognene duver ind i tunellen
søsygen hænger i loftet sammen med den grove røg fra
gauloisecigaretterne
man forlader hurtigt frankrig
man når dårligt nok at sige
hups

- Sten Kaalø.

mvh
Simon

Hej Simon

Sten og Andersen er ikke nogen helt dårlig blanding til kaffebrygningens duft og aroma. Jeg tror, jeg vil fortsætte med blandingen af de to herrer, nyde kaffen og vente på en vinterverden af sne ... :))

VINTER

Det var sne - det stod
ud over havet inde fra land
og det er ikke længe siden

lidt yngre lidt mere
rejseklar - nu er du ældre
og lidt mere forberedt

Sten Kaalø

***

ALT

Det er ikke bare noget
Det er mere end noget
for meget
hvordan begynde
andre er sikkert begyndt på det samme
men faldet fra
for overvældende
og hvor mange får ikke engang begyndt
og så dem der er tilfredse med
bare at få begyndt
hævder at
godt begyndt er halvt fuldendt
Er der noget så pinligt
som halvt fuldendt
Så hellere blive ved med at begynde
Godt begyndt
er helt begyndt
Godt begyndt
er at komme til verden
Findes der smukkere udtryk på jord
At komme til verden
At Komme Til Verden
Der findes andre smukke udtryk
At elske
At være lykkelig
At gøre lykkelig
At glæde sig ved livet
Men hvad var det værd
hvis man ikke kom til verden
Ikke blev BRAGT til verden
SAT i verden
eller på anden måde tvunget ind i noget
men kom slentrende ude fra rummet
havde masser af tid
og ikke noget særlig andet at lave
og fik øje på verden
og tænkte
Aha
Der er noget dér
der kunne jeg tænke mig at slå mig ned
og se dagens lys
Hvilken tillid der ligger i de par ord
At komme til verden
Det er alt
hvad det drejer sig om.

Benny Andersen

Vinterlige verdenshilsner
Rosemarie