Hejsa RM.

Det er sgu helt underligt, med det vejr, altså på disse breddegrader, nu mangler stokroserne bare at gå i knop og gøgen at kukke!

Nyd freden, ikke mindst i den lille mave - her var det nu ikke slemt med de fede sager, som maver ikke rigtig bryder sig om ;)

Simon
P.s.: fint digt!

Her lidt fin musik med relevant lyrik i vor tid, nok lidt udover tidens små hymner til profeter eller søvnige politikere med euro og sig selv i øjnene – forøvrig er der veldig mye nisse i CV…;)

https://www.youtube.com/watch?v=uDyTZOVEJ8Q


Senior & Søn

Målløse Mortensen’s præmiesøn fik altid
trettentallet i kemi
for en selvstændig men også noget
rutinepræget præstation der sku’ bli’ basis
for den obskure hjemmeindustri
hvis interesser nu varetages fra kælderen i
en forstadsbungalow
hvor junior sidder dødsens bleg
og måneskinsarbejder som en afsporet
teenager på små uhyrligheder
”sådan bare for sjov”

Sidder på en bombe i et S-tog
og drømmer mig tilbage – til dengang i de
ligeglade tressere hvor blomster var symboler
på de samme ting som bomber er idag

”Hvis det alene stod til mig så burde
den slags udskud offentligt skydes”
sagde retskafne Reinkopf hen for sig selv
”og det at de bliver født måske ovenikøbet
hel forbydes”
men avisen han studerer kommer ikke ud
med andet end sludder, om en pæn dreng
og hvordan han blev til bombemand
og døde som en martyr under
overskriften ”ungdomskludder”

Sidder på en bombe i et S-tog
og drømmer mig tilbage – til dengang i de
ligeglade tressere hvor blomster var symboler
på de samme ting som bomber er idag

Det’ lige før det hele er på vej henover
hovedet på skråsikre Strømkjær
der selv om terroren griber om sig har
formået at forblive sig selv, nemlig en kuli
der har rejst sig op og er blevet funktionær
og hvis eneste kommentar til dagens
Danmark ”er at det svinger ikke en meter”
og det er logik for begyndere at det må gå
som det går når de kommende generationer
drives til vanvid af dommedagsprofeter

Sidder på en bombe i et S-tog
og drømmer mig tilbage – til dengang i de
ligeglade tressere hvor blomster var symboler
på de samme ting som bomber er idag.

- C. V. Jørgensen.

mvh
Simon

Ohøj på for(h)jul…

…og baghjul med tidens tand, ud i vor tids uoverskueligt mange ”chefer” i den off. butik, og nutidens forfølgelse af anderledes tænkende i enhver forstand, hvor ikke mindst tv-apparatet jo er blevet et fremherskende instrument til passivisering af det menneske, der dog i stigende grad konfronteres med spørgsmålet om den ønskværdige tilværelse, exempelvis om den skal være stedet hvor mennesket frit kan udfolde sig eller bare stedet, hvor de regelrettede kan have det behageligt?
Eva Forest tanker i ”Dagbog og breve fra fængslet” – nok verdens berømteste fange – er stadig lige så nærværende og relevante som Preben Wilhjelms er det, og burde igrunden ha’ ligget under træet fremfor så meget andet, men nisses i stedet på forslagstavlen her, ikke mindst p.a. brevenes umådelige indholdsværdi ud i menneskelige kvaliteter, men også fordi nutiden er lige så voldsom som dengang ETA blussede i Spanien og Frankrig. God læsefornøjelse…;)

Og så lidt Helge Rode – særlig fordi julesneen snød min næsetip og rosa børnekinder, og så ved jeg jo hvor glad i haven du er:

Våren i Frederiksberg Have
in memoriam Shelley

Da våren nåede den store park,
hvor året afmåler sig træk for træk,
kom der stænk af sne på den blege mark.
Det var Gækkesne, det var Vintergæk;
for den kom på det bud, som jog sneen væk.

Så herlig, som solen brød frem på ny
med sit strålende magtbud: Nu skal de ske!
var den unge jord dog så sky så bly,
at det første vårtegn, som den lod se,
var de blomster, der knap kan skelnes fra sne.

(Erantis kan ikke regnes med,
den buser på som et børnekuld,
der intet aner om tid og sted.
Dens latter triller med sommerguld,
før sne er sunket som vand i muld).

Men Gækkenes skælmske lighed med sne
er en ængstelig spørgen om hvad eller hvem,
er en sitren midt mellem græde og le,
er en bleg lille længsel, som vover sig frem
fra et øjelåg, der står halvt på klem.

»Når du smiler til mig, må jeg smile til dig,
men husk, at jeg mente det kun som skæmt!
Er det spøg for dig, er det spøg for mig.
Det var bittert slemt, hvis jeg sad forglemt
med et smil, som skam og spot havde
skræmt.«

Jeg har ventet dig længe, du mægtige vår.
I min søvn har jeg drømt, at dit kys var sødt,
og din hånd gav vinteren banesår.
- Når dens herredømme er brudt og dødt,
skal jeg blusse med gyldent og blåt og rødt.

»Når du kysser mig, sol, med dit hvide lys,
skal jeg give dig alle mine farvers kys.
Når Vintergækken er svunden hen,
skal jeg lyse imod dig, mer varmt end den.«

Og krokus brød frem, violet og guld!
Små brogede flammer slog op og stod
som glædesblus på den brune muld
og lyste den lysende sol imod
med jordens fineste blomsterblod.

For se! Dens kalk er så sart og skør
og dens sind så rent, at den ville le,
hvis den hørte, at lykken gør vild og ør
og brænder sig ud i tomhed og ve,
for dens ild er lige så kysk som sne.

Tulipanen kom med et stærkere sind.
Dens farver er mættet med ro og mod.
Den vajer som flag under vårens vind,
den blander sin flamme med lysets flod,
for den er frygtløs fra top til rod.

Men den unge jord blev så drømmefyldt,
mere varm og øm for hver dag, der gik,
og dens nat blev sølv og dens dag forgyldt
under vårens store og lyse blik,
og den drag af dets glans som en gudedrik.

Og tændt blev kastanjen med rødt og hvidt.
Ak, kirkernes kerte er ikke så from,
og hjemmenes lys er ikke så blidt,
for den nærer sin ild ved en overflom
fra livets inderste helligdom.

Og Syrenen, svøbt i sin egen duft, -
dens blegblå klaser bar samme bud:
at den fineste bølge i forårets luft
er et åndedrag af den ukendte Gud,
som anes ved blomsternes gennembrud.

Og slyngede ind i den sølvblå kvæld
hang guldregnsguirlander, den lyse regn,
der et nu har standset sit rislevæld
for at stå som et stille og gyldent tegn
fra et evigt rige, en salig egn.

Stå stille, stille du rislende strøm!
Opløft dig, tid, over dag og år!
Dit blik er bristende fuldt af drøm;
– for det, som er evigt i vore kår,
er den flygtige stund, som er hellig vår.

Den flygtige stund før sommerens glød,
da anelsen hvisker et hemmeligt ord,
så vi skimter trods skiften og sot og død,
at alt, hvad der gror og bygger og bor,
har dybere rod end i denne jord.

- fra digtsamlingen Ariel, men findes også i Ebbe Rodes ”Mit Frederiksberg, erindringer fra Sokkelund Herred”.

Så meget for romantikken og den gode hr. Rode og hans elskede Storm på barometerstokken, to luner i ret vinkel. Håber du/dine nyder lidt ”forårsferie” med div. nisserier, og at du blev befrøet med alt der hører julen til, her i andedammen – sneglerierne lar vi ligge lidt endnu, medmindre altså at bøgen ikke springer ud i morgen! ;)

mvh
Simon

Morn’ RM..

Det blæser til morgen mindst tre pelikaner, og min sæl om ikke øjet aner en flok festlige pingviner der til vinter formaner; men cyklen holder fri og kaffen den er varm, så jeg fraviger råben og alverdens larm...

eg fór vill i viuskogjen
ikringum ein elvestein –
jutuldotteri narre meg,
eg fann ikkje vegen heim.

Det er nu synd, at vi får sneen i dråber, da særlig for de der havde sat næsen frem til en lille skiferie med de små ben. Men den ka endnu nåes – sir de festlige i dress…;)

Var i byen og spise forleden, og inden kaffen arriverede stod vi så dér, tre mand høj i skjorteærmer og trøje og dampede ude på gaden, på ægte norsk manér, så at sige – og mens jeg stod dér og ledte stjerner ned, kom jeg til at tænke på Mortens smukke digt:

VI SENDER DANSEMUSIK
OM NATTEN

Jeg er Cigarettens Glød
og Jazzmusikken Rytme,
hurtig. let, men med en Underklang
af Død.

Jeg er restauranters Rum
og Dansegulve
- Ekko af den Dans der gaar der,
langsom men med Underklang
af Skabelsens Rytme.
haard og hed og stum.

Jeg er Ilningen af Ild
i jeres Nerver –
Døgnets golde Mening med den Vej, hvir I
gaar vild.

Jeg er Rytmen i mig selv –
munter – uden lykke –
haard og hed og stum.

Aldrig mere Rytmen i en
Blomsteraabnings hvide Skælv.

Ikke Jorden Rytmespil
eller Sangen gennem Kornet,
ikke Rytmen hvortil Vaaren
foldes ud og
bliver til.

Ikke Klodens, ikke Vækstens
gode Rytme, der er nær og mild
og evig stor og streng
- jeg er Hungrens, Tidens, Dødens
Dansemelodiers Rytme og Refræn.

- Morten Nielsen.

Så melodisk smukt konstrueret, helt ligesom hans digt…

ØJEBLIK

Vilde Roser i Dagregn !
Og Toget er standset,
med Ruder, der løber fulde
af blændende Regnskær
og Buskenes vilde Lys
i det vaade og grønne.

Lykkeligt stort og ligetil bliver Livet –
Draabe der rammer Draabe,
Regn over Regn.
Sekunderne lukker sig op
for en lang Erindring:
Veje i Hederne, Pigestemmer og Havet.

Jeg smager dem paa min Mund,
de forsvundne Somre …
Kølige, regnfulde Lykke, et Kys af Aar –

Vi rejser i krigens urolige, fjerde Sommer.
Med eet er der stille …
Vilde Roser i Dagregn,
Ruder, der løber fulde
af blændende Regnskær
og Buskenes vilde Lys
i det vaade og grønne.

*

Bedste hilsner letter i blæsten, du sneglenes Mutter Courage! ;)
Simon

Hej Simon

Ja, Morten Nielsen er jo lige så smuk i regn som roserne, han skriver om. Jeg holder meget af ham, og jeg holder meget af roser ... og sne. Roser i sne og sne på roser, og i sne gør han også godt :))


Nu sner det med Mørke
og stilner med Sne.
- - Det hvisker i Hjertet, besværligt og hedt:
Du svigter for meget,
du har bragt mig for lidt.
Saa hvisker det angst: Ufuldbyrdet, forladt
staar din Skæbne tilbage,
hvis du gaar nu i Nat.
Du skal vokse og blomstre og sætte dine frø.
Du er endnu for ringe til at dø


Du skal vokse og blomstre og sætte dine frø ... det kan næsten ikke siges bedre ... ja, man er vel en rigtig Mutter C.

Når man siger Morten Nielsen følger en hel række navne på andre af de skrivende og tidstypiske ordsmede, bl.a. Ole Wivel. Også han har go'e ord om sneens forvandlende kraft :))


Vi maa forvandle os -
vi maa forødes i vor form
som bladene der hvirvles hen
i høstens tunge storm.
Som løv af høje gamle træer
maa vi til jorden ned,
forraadne, synke bort som muld
med læ og frugtbarhed.
Vi maa berede os -
vi gaar nu vinterfrost imod,
og der maa samles forraad
af det som gror paa slægtens rod.
Nu har det hast for den som ved
at eng og dyrket jord
snart ligger dybt i sne kun rørt
af lette fuglespor.


Og nu vi er ved Wivel, så må også han æres med en gentagelse her i mellemrummet :))


Der truer os i tiden en ond,
usynlig magt:
vor egen sikre viden,
som sprængte med foragt
den skænkede natur
og nedskrev Adams billed
til skyggen på en mur.

Før sang man roligt salmer
i fattet tro på Gud.
Men gammel enfold falmer
som løv og slettes ud
i denne jævndøgnstid,
hvor hjerterne er delte
og med sig selv i strid.

En frygt på vore øjne
er lagt som ild og is.
Afmægtige og nøgne
vi ser vort livs forlis:
vor jord forladt af sol,
de stærke bjerge smuldret
fra nedbrudt pol til pol.

Og dog er vi i live,
Forpint samvittighed
vil troligt hos os blive
og nægte os vor fred.
Vort hjerte banker tungt
og søger i sin feber
mod håbets vendepunkt.

I ordet overvintrer
den sandhed, vi forlod,
og ingen magt kan hindre
den i at fæste rod
selv i en fattig jord,
hvor frøet som et under
og skjult for alle gror.

I ordet skabtes verden
som kloderne i lys.
I ordet skal vor færden
fra dag til dag fornys,
så vi alligevel
får ærligt mod til sammen
at vedgå arv og gæld.

En Adam i os alle
hver stormfuld jævndøgnstid
kan høre nogen kalde
langmodig, trofast, blid:
Mit barn, mit barn, giv agt -
alt er igen uprøvet
i dine hænder lagt.


Og han får lige et sidste ord med på vejen, og må det være en opfordring til årets sidste nisser, for måske de også bli'r de første? ;))


En dag smiler den mørke
og opfatter verden som ordnet fra begyndelsen
men grundigt forkludret undervejs.
Hør han henvender sig til en kammerat!
Visdommen fra talerstolen blev glemt
med samt folkehaabet og gyldenaaret.
Men i samtalen begynder livet igen.



Med højagtelse og ærbødist

Deres Mutter Courage ;))