|
0
registrerede
19
gæster og
1327
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Simon
Emne: Re: Mellemrummet
|
Ohøj på for(h)jul…
…og baghjul med tidens tand, ud i vor tids uoverskueligt mange ”chefer” i den off. butik, og nutidens forfølgelse af anderledes tænkende i enhver forstand, hvor ikke mindst tv-apparatet jo er blevet et fremherskende instrument til passivisering af det menneske, der dog i stigende grad konfronteres med spørgsmålet om den ønskværdige tilværelse, exempelvis om den skal være stedet hvor mennesket frit kan udfolde sig eller bare stedet, hvor de regelrettede kan have det behageligt?
Eva Forest tanker i ”Dagbog og breve fra fængslet” – nok verdens berømteste fange – er stadig lige så nærværende og relevante som Preben Wilhjelms er det, og burde igrunden ha’ ligget under træet fremfor så meget andet, men nisses i stedet på forslagstavlen her, ikke mindst p.a. brevenes umådelige indholdsværdi ud i menneskelige kvaliteter, men også fordi nutiden er lige så voldsom som dengang ETA blussede i Spanien og Frankrig. God læsefornøjelse…;)
Og så lidt Helge Rode – særlig fordi julesneen snød min næsetip og rosa børnekinder, og så ved jeg jo hvor glad i haven du er:
Våren i Frederiksberg Have
in memoriam Shelley
Da våren nåede den store park,
hvor året afmåler sig træk for træk,
kom der stænk af sne på den blege mark.
Det var Gækkesne, det var Vintergæk;
for den kom på det bud, som jog sneen væk.
Så herlig, som solen brød frem på ny
med sit strålende magtbud: Nu skal de ske!
var den unge jord dog så sky så bly,
at det første vårtegn, som den lod se,
var de blomster, der knap kan skelnes fra sne.
(Erantis kan ikke regnes med,
den buser på som et børnekuld,
der intet aner om tid og sted.
Dens latter triller med sommerguld,
før sne er sunket som vand i muld).
Men Gækkenes skælmske lighed med sne
er en ængstelig spørgen om hvad eller hvem,
er en sitren midt mellem græde og le,
er en bleg lille længsel, som vover sig frem
fra et øjelåg, der står halvt på klem.
»Når du smiler til mig, må jeg smile til dig,
men husk, at jeg mente det kun som skæmt!
Er det spøg for dig, er det spøg for mig.
Det var bittert slemt, hvis jeg sad forglemt
med et smil, som skam og spot havde
skræmt.«
Jeg har ventet dig længe, du mægtige vår.
I min søvn har jeg drømt, at dit kys var sødt,
og din hånd gav vinteren banesår.
- Når dens herredømme er brudt og dødt,
skal jeg blusse med gyldent og blåt og rødt.
»Når du kysser mig, sol, med dit hvide lys,
skal jeg give dig alle mine farvers kys.
Når Vintergækken er svunden hen,
skal jeg lyse imod dig, mer varmt end den.«
Og krokus brød frem, violet og guld!
Små brogede flammer slog op og stod
som glædesblus på den brune muld
og lyste den lysende sol imod
med jordens fineste blomsterblod.
For se! Dens kalk er så sart og skør
og dens sind så rent, at den ville le,
hvis den hørte, at lykken gør vild og ør
og brænder sig ud i tomhed og ve,
for dens ild er lige så kysk som sne.
Tulipanen kom med et stærkere sind.
Dens farver er mættet med ro og mod.
Den vajer som flag under vårens vind,
den blander sin flamme med lysets flod,
for den er frygtløs fra top til rod.
Men den unge jord blev så drømmefyldt,
mere varm og øm for hver dag, der gik,
og dens nat blev sølv og dens dag forgyldt
under vårens store og lyse blik,
og den drag af dets glans som en gudedrik.
Og tændt blev kastanjen med rødt og hvidt.
Ak, kirkernes kerte er ikke så from,
og hjemmenes lys er ikke så blidt,
for den nærer sin ild ved en overflom
fra livets inderste helligdom.
Og Syrenen, svøbt i sin egen duft, -
dens blegblå klaser bar samme bud:
at den fineste bølge i forårets luft
er et åndedrag af den ukendte Gud,
som anes ved blomsternes gennembrud.
Og slyngede ind i den sølvblå kvæld
hang guldregnsguirlander, den lyse regn,
der et nu har standset sit rislevæld
for at stå som et stille og gyldent tegn
fra et evigt rige, en salig egn.
Stå stille, stille du rislende strøm!
Opløft dig, tid, over dag og år!
Dit blik er bristende fuldt af drøm;
– for det, som er evigt i vore kår,
er den flygtige stund, som er hellig vår.
Den flygtige stund før sommerens glød,
da anelsen hvisker et hemmeligt ord,
så vi skimter trods skiften og sot og død,
at alt, hvad der gror og bygger og bor,
har dybere rod end i denne jord.
- fra digtsamlingen Ariel, men findes også i Ebbe Rodes ”Mit Frederiksberg, erindringer fra Sokkelund Herred”.
Så meget for romantikken og den gode hr. Rode og hans elskede Storm på barometerstokken, to luner i ret vinkel. Håber du/dine nyder lidt ”forårsferie” med div. nisserier, og at du blev befrøet med alt der hører julen til, her i andedammen – sneglerierne lar vi ligge lidt endnu, medmindre altså at bøgen ikke springer ud i morgen! ;)
mvh
Simon
|
|
|
|
