Hej Simon

Jo, jeg er her, men jeg har det nok bare med at falde i staver af og til, for så pludselig at befinde mig på både vildveje og vandveje ... og omfartsveje :))

Apropos vild- og vandveje, så mødte jeg tilfældigt denne radioudsendelse på min vej og er nu endt op med et eventyrligt besøg i Venedig og en sanseoplevelse af ord på smukkeste vis :)))
den2radio.dk/udsendelser/venedig/


"En tåre kan fældes i denne by ved adskillige lejligheder. Antager man at skønhed er en fordeling af lys på den måde der er mest kongenial med ens nethinde, er en tåre en indrømmelse af nethindens, såvel som tårens, manglende evne til at fastholde skønheden. I det store og hele indfinder kærlighed sig med lysets hastighed; adskillelse med lydens. Det er nedtrapningen af den høje hastighed til den lave som fugter ens øje. Fordi man er forgængelig føles en afsked med dette sted altid endelig; at lægge det bag sig er at forlade det for altid. For at tage afsked er en forvisning af øjet til andre sansers provinser; i bedste fald til hjernens sprækker og spalter. For øjet identificerer sig ikke med den krop det hører til, men med genstanden for dets opmærksomhed. Og af rent optiske grunde betyder afsked for øjet ikke at kroppen forlader byen, men at byen forlader pupillen. På samme måde volder den elskedes forsvinden sorg, især når det sker gradvist, uanset hvem der rent faktisk flytter sig, og af hvilken peripatetisk grund. Som verden ser ud er denne by øjets elskede. Efter den er alt et antiklimaks. En tåre er forudanelsen af øjets fremtid."


"Om vinteren vågner man i denne by, især om søndagen, til lyden af dens utallige klokker, som om et kæmpemæssigt the-stel stod og rystede på en sølvbakke i den perlegrå luft uden for ens lette gardiner. Man slår vinduet op, og værelset fyldes øjeblikkelig af denne klokkespilmættede dis derudefra, som består af fugtig ilt, af kaffe og af bøn.

Uanset hvilken slags og hvor mange piller man er nødt til at sluge denne morgen, føler man, at ens sidste time endnu ikke er kommet.

Uanset hvor selvstændig man i øvrigt er, hvor meget man end er blevet svigtet, og hvor dybtgående og forstemmende ens selvopfattelse er, tror man på, at der stadig er håb for en, eller i hvert fald en fremtid."


"Hvis det ikke var for nåden, ville årsagerne til gensidighed være uudgrundelige ..."


" ... det eneste som kunne overgå denne by af vand, ville være en by bygget i luften."

(Joseph Brodsky: Venedigs vandmærke)


Søndagshilsner
RoseMarie

Hej RM..

Ja man er som en åkande og ikke så mærkeligt, i betragtning af hvem fortælleren er. Og så lige Venedig, man snuser de dasende billeder i sig og genkender her og dér stemninger – har du brug for en redningsvest? Det ér jo fantastisk godt, og svært at træde vande med ørerne på stilke. Så herfra et tik-tak fra mig, der stadig flyder i kanalerne...

Bedste søndagshilsner
Simon
P.s.: hørte engang samme oplæser fortælle Stefan Zweigs erindringer (Verden af i går), fra samme hyldemeter med fantastiske forfattere, efterfølgende i samme tilstand.
I øvrigt godt at høre du falder i staver, og det er sådan set ikke fordi jeg unødigt vil forstyrre, hader jo den slags når jeg selv staver, men hvad mon du syntes om VS' kristusbog, hører jeg mig selv tænke? ;)

Med kun 111 igen til nissegrøden, et lille forskud på juleglæderne – og så er det for os, børn..;)
https://www.youtube.com/watch?v=1MYQAQ8zV38

mvh
Simon

Hej Simon, du førjulenisse

Én dag nærmere nissernes festtid, dansen om træet og grøden til velbehag. Uuhm ... jamen, vi nupper da lige en forsmag i nedtællingen med det første kapitel i Ole Lund Kirkegaards "Mig og bedstefar - og så Nisse Pok" :))

"Hvert år, når julen nærmer sig, flytter jeg ud på landet og bliver bondemand. Eller bondedreng hedder det vel, når man kun er otte år gammel og mangler den ene fortand.
»Sådan en bette knægt har slet ikke godt af at bo inde i en by,« siger min bedstefar til min mor.
»Næhh, sådan en grønskolling skal ud på landet og ha’ godt med snefog i næsen og masser af rim i skægget.«
Jamen,« siger mor, «drengen har da slet ikke noget skæg.«
»Har han ikke noget skæg?« råber min bedstefar.
»Nåhh, nej. Det har de vel for resten ikke i den alder. Men en næse – det har han da vel?«
Ja, ja,« siger min mor.
»En næse har han – så for min skyld kan han såmænd godt tage på landet.«
Se. På den måde går det til, at jeg hvert år først kører et stort stykke vej med toget – så et mindre stykke vej med rutebilen – og til sidst skrumpler og bumpler jeg ud ad en gruset vej på toppen af Alfred Olsens gamle lastbil. Til sidst standser Alfred med et ryk – og dér ligger bedstefars gård minsandten midt mellem bakkerne. Der stiger røg op af skorstenen, hunden Sophus gør og logrer, og den gamle hest, som hedder Lotte – ligesom alle andre ordentlige heste – stikker hovedet ud ad stalddøren og vrinsker. Og så kommer bedstefar susende ud ad døren.
»Halløj, knægt,« råber han.
»Vel mødt.«
Min bedstefar har et kæmpestort, hvidt skæg. Så stort er hans skæg, at det næsten når ned til midt på hans mave, og jeg kan slet ikke forstå, hvordan han kan finde munden derinde i skægget, når han skal putte mad derind. Men når man ser rigtigt længe på ham – min bedstefar – så kan man nu godt se, hvor munden sidder, fordi skægget er lidt gult på det sted. Det kommer vist af, at noget af maden bliver siddende i skægget, når han har spist. Og så lugter han – min bedstefar. Næhh, ikke sådan grimt – nærmest lidt dejligt. Mest lugter han af stald og halm – men han lugter også lidt af tobak og skrå og brændevin og røg fra komfuret. Nå, men når jeg kommer, så råber han:
»Halløj, sønnike,«
og giver mig en ordentlig knusetur, så jeg bliver helt rød i hovedet – og bagefter går vi rundt og hilser på alle dyrene. Hunden Sophus bider mig i buksebenet, og gamle Lotte rykker mig i ærmet, fordi hun tror, at jeg har en sukkerknald i lommen. Så giver jeg hende et stykke tyggegummi – eller to – i stedet for, og så ser hun mægtig tilfreds ud. Lotte holder ganske forfærdelig meget af tyggegummi. Til sidst går bedstefar og mig ind i hans varme stue, hvor der er så lavt til loftet, at bedstefar må bukke hovedet en smule. Og derinde sidder vi så foran kakkelovnen og stikker hovederne sammen, mens vi fortæller hinanden ting, som ikke kommer andre ved. Til sidst siger jeg: »Bedstefar, kommer her nisser i år?«
»Mmm, tjahhh,« siger min bedstefar.
»Det plejer der jo, så mon ikke.«
Og minsandten om det så ikke banker på døren, og Anders Post stikker hovedet ind i stuen og siger, at der er brev til bedstefar.
»Ha,« brummer min bedstefar fornøjet, da Anders Post er gået igen. »Det her er sikkert brev fra en eller anden nisse, der vil tilbringe julen i vores hyggelige selskab.«
Og ganske rigtigt. Brevet er fra Nisse Pok, og han skriver, at han kommer en af de nærmeste dage.
»Nisse Pok,« mumler bedstefar og tænder sin krumme pibe.
»Nisse Pok. Nå, så det er Nisse Pok, der vil bo her i år.«
»Kender du ham?« spørger jeg.
»Om jeg kender ham,« brummer bedstefar.
»Ja, du kan lige regne med, at jeg kender ham. Men vent til i morgen, så skal jeg fortælle dig et par historier om ham.«

Se, dét er en rigtig nissehistorie, som må høre med i nedtællingen.

Med ønsket om en Glædelig forjul på forskud
RoseMarie

Hejsa RM...

Jeg er helt enig, dén hører absolut med til forretterne – forøvrigt undrede det også altid mig, som barn at se disse enorme skæg nærmest dække bord, samt hvordan de netop fik noget i skrutten, med denne vækst strittende ud af hovedet. Særlig én fascinerede mig, en gammel ven til min far der hed Cornelius, og så hans store bistre papegøje. Skægget sad faktisk altid og gaflede ostebidder i sig til kaffen, når jeg en sjælden gang var med på besøg, og jeg tænkte tit på hvad der mon gemte sig, dér i skoven. Tanken slår mig stadig, når jeg ser én med rigtig skæg, altså julemandsskæg, men mad får de altså, for samtlige jeg har observeret er temmelig trinde og har i reglen et storartet lune…;)

Og ja, tiden ér jo ved at være inde til hyggelige nisser på loftet, samt til udveksling af gode opskrifter på exempelvis klejner, der som regel ender med at gi’ mig kvalme, ikke at det stopper trafikken, som begynder om ca. en måneds tid. Og så netop historierne, de er næsten det vigtigste, det stemningsskabende, men her er der også små og store børn med julelys i øjnene, som overhovedet ikke ka’ skelnes fra hinanden når der fx er Chip & Chap i æteren, alt sammen herlige historier, julehistorier; så lad os endelig få en masse af dem og lidt til – forresten er det ikke helt utænkeligt at jeg får langt skæg i år, dog uden ostehaps men sikkert hvidt…

Bedste hilsner
Nissen