|
0
registrerede
31
gæster og
1527
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: RoseMarie
Emne: Re: Poetisk fryd..
|
Hej Simon, du førjulenisse
Én dag nærmere nissernes festtid, dansen om træet og grøden til velbehag. Uuhm ... jamen, vi nupper da lige en forsmag i nedtællingen med det første kapitel i Ole Lund Kirkegaards "Mig og bedstefar - og så Nisse Pok" :))
"Hvert år, når julen nærmer sig, flytter jeg ud på landet og bliver bondemand. Eller bondedreng hedder det vel, når man kun er otte år gammel og mangler den ene fortand.
»Sådan en bette knægt har slet ikke godt af at bo inde i en by,« siger min bedstefar til min mor.
»Næhh, sådan en grønskolling skal ud på landet og ha’ godt med snefog i næsen og masser af rim i skægget.«
Jamen,« siger mor, «drengen har da slet ikke noget skæg.«
»Har han ikke noget skæg?« råber min bedstefar.
»Nåhh, nej. Det har de vel for resten ikke i den alder. Men en næse – det har han da vel?«
Ja, ja,« siger min mor.
»En næse har han – så for min skyld kan han såmænd godt tage på landet.«
Se. På den måde går det til, at jeg hvert år først kører et stort stykke vej med toget – så et mindre stykke vej med rutebilen – og til sidst skrumpler og bumpler jeg ud ad en gruset vej på toppen af Alfred Olsens gamle lastbil. Til sidst standser Alfred med et ryk – og dér ligger bedstefars gård minsandten midt mellem bakkerne. Der stiger røg op af skorstenen, hunden Sophus gør og logrer, og den gamle hest, som hedder Lotte – ligesom alle andre ordentlige heste – stikker hovedet ud ad stalddøren og vrinsker. Og så kommer bedstefar susende ud ad døren.
»Halløj, knægt,« råber han.
»Vel mødt.«
Min bedstefar har et kæmpestort, hvidt skæg. Så stort er hans skæg, at det næsten når ned til midt på hans mave, og jeg kan slet ikke forstå, hvordan han kan finde munden derinde i skægget, når han skal putte mad derind. Men når man ser rigtigt længe på ham – min bedstefar – så kan man nu godt se, hvor munden sidder, fordi skægget er lidt gult på det sted. Det kommer vist af, at noget af maden bliver siddende i skægget, når han har spist. Og så lugter han – min bedstefar. Næhh, ikke sådan grimt – nærmest lidt dejligt. Mest lugter han af stald og halm – men han lugter også lidt af tobak og skrå og brændevin og røg fra komfuret. Nå, men når jeg kommer, så råber han:
»Halløj, sønnike,«
og giver mig en ordentlig knusetur, så jeg bliver helt rød i hovedet – og bagefter går vi rundt og hilser på alle dyrene. Hunden Sophus bider mig i buksebenet, og gamle Lotte rykker mig i ærmet, fordi hun tror, at jeg har en sukkerknald i lommen. Så giver jeg hende et stykke tyggegummi – eller to – i stedet for, og så ser hun mægtig tilfreds ud. Lotte holder ganske forfærdelig meget af tyggegummi. Til sidst går bedstefar og mig ind i hans varme stue, hvor der er så lavt til loftet, at bedstefar må bukke hovedet en smule. Og derinde sidder vi så foran kakkelovnen og stikker hovederne sammen, mens vi fortæller hinanden ting, som ikke kommer andre ved. Til sidst siger jeg: »Bedstefar, kommer her nisser i år?«
»Mmm, tjahhh,« siger min bedstefar.
»Det plejer der jo, så mon ikke.«
Og minsandten om det så ikke banker på døren, og Anders Post stikker hovedet ind i stuen og siger, at der er brev til bedstefar.
»Ha,« brummer min bedstefar fornøjet, da Anders Post er gået igen. »Det her er sikkert brev fra en eller anden nisse, der vil tilbringe julen i vores hyggelige selskab.«
Og ganske rigtigt. Brevet er fra Nisse Pok, og han skriver, at han kommer en af de nærmeste dage.
»Nisse Pok,« mumler bedstefar og tænder sin krumme pibe.
»Nisse Pok. Nå, så det er Nisse Pok, der vil bo her i år.«
»Kender du ham?« spørger jeg.
»Om jeg kender ham,« brummer bedstefar.
»Ja, du kan lige regne med, at jeg kender ham. Men vent til i morgen, så skal jeg fortælle dig et par historier om ham.«
Se, dét er en rigtig nissehistorie, som må høre med i nedtællingen.
Med ønsket om en Glædelig forjul på forskud
RoseMarie
|
|
|
|
