Hey I to (RM og S) forårskåde ynder af poesi.
To fluer med et smæk (det med rød fed skrift er meget apropos tråden her, mellemrum, og ellers er det jo problemstillingen med mening, om man kan tillade sig at fylde verden med mening, overføre mening til verden, eller om den skal afsløres og opdages som videnskabsfolk og Heidegger mener og som kunstner hjælper med til at illustrere for os alle).
Præsentation af Tillich såvidt menneskets eksistens omfattes af mening:
hos de eksistentialistiske kristne og teologer må meningsløshedens fortvivlelse og tomhed ikke besejres ved at opgive eksistensen, modet til at være sig selv, ved fx godt nok at redde sig mening og et åndeligt liv gennem religion som man overgiver sig til, men hvor prisen er at man mister sig selv og sin personlige frihed (at overgive sig til religion og religiøse svar (fremmede autoriteter) kalder Fromm og Tillich begge for flugten fra friheden)
men til trods herfor omfatter menneskets eksistens forholdet til
mening, som består i at vi i overensstemmelse med mening og værdi forstår og virker formende (forandrende) ind på virkeligheden, både verden og os selv (og hin -anden) (1)*.
mening og værdi finder vi når vi lever spontant i vekselvirkningsforhold kulturlivet, man behøver ikke selv at være original og udøvende kunstner, videnskabsmand eller politiker (statsmand), men man må kunne tage meningsfuldt del i deres originale frembringelser.
Et fremragende eksempel på dette, er den gensidige afhængighed mellem en digter eller forfatter og de mange, som direkte eller indirekte er påvirket af ham/hende og spontant reagerer på ham/hende. Alle, der er med til at producere mening, bekræfter sig selv ved at participere i meningerne. Man bekræfter sig selv som skabende modtager og omformer af virkeligheden (1)*. Man elsker sig selv som den, der deltager i det åndelige liv og elsker indholdet af det. Man elsker dette indhold, fordi det er opfyldelsen af ens liv og fordi det virkeliggøres gennem en. Videnskabsmanden elsker både den sandhed han opdager, og sig selv som opdageren. Han bæres oppe af sin opdagelse. Det kan kaldes "åndelig affirmation", nemlig er mening en åndelig kategori (og det er i den sammenhæng vi taler om mening, mening skal ikke, kan ikke, overføres til verden, man må ikke fylde verden med mening, den er som den er ifølge eksistentialisterne, og den afsløres i eksistensanalyserne fra det værendes uegentlighed (værens glemsel), fremmedgjortheden, som vi befries fra for at blive stillet i en ny åbning og begyndelse (og hermed også i en ny forståelse historien, det være sig grækerne eller urkristendommen (paulus)).
(1)*:
Berdyaev's philosophy has been characterized as Christian existentialist. He was preoccupied with creativity and in particular with freedom from anything that inhibited creativity
Teologiens grund er kreativitet (som Tillich og Berdyaev præsenterer det ovenfor) og teologiens undergrund eller jord som man betræder er at finde i hvad Bertrand Russell her peger på:
""Some part of life — perhaps the most important part — must be left to the spontaneous action of individual impulse, for where all is system there will be mental and spiritual death." - Bertrand Russell"
mange kærlige hilsner HansKrist
PS:
at du er kommet til at tænke alvorligt på den her efterfølgende af Oscar Wilde tror jeg er ganske sundt, og ja på tide (for du skal ikke fortsætte med at være grænseoverskridende overfor mig ret meget længere, før der vil blive tale om pay back time, og jeg spør, er det det du ønsker her og der, at få mig på nakken? (hvis du vil er du hjertens velkommen til at debattere med mig, men ikke det andet, den idræt du ynder (alle ved hvilken idræt eller tilbøjelighed det er jeg hentyder til fra din side)):
"I hope you have not been leading a double life, pretending to be wicked and really being good all the time. That would be hypocrisy" - Oscar Wilde (fra The Importance of being Earnest).