Go'morgen, Simon

Og tak for både Laugesen, Kirkeby, Kaalø og ja, Borum ... Vidunderlig ordlyd fra dem alle fire til musik og eftertanke ;))

Lige i øjeblikket har jeg en rasmusraptus kørende med Borum, som jeg i den grad nyder i al sin enkelhed og begyndelse, så det må her komme til udtryk i endnu et af hans tidlige digte ... Velbekomme til morgenkaffen med sang til dagens glæde

Talehandlingen

grænserne mellem stilhed og tale
er udvisket på samme måde
som grænserne mellem organisk og uorganisk

sagte og uden bevægelse
blir sten til fugl som blir sten
og inde i hånden til menneske

jeg frøs
og løb ind i regnbygen
og stod stille dér og faldt lodret

jeg blev kongeligt modtaget
af den varme jord
med eftersmag af mørke

tilsyneladende udtømthed
tilsyneladende lykke
hvem griber med hånden for sig for ikke at falde

langsomt med pauser mellem hver død
stilhedens klokker fjernt tyndt
støvskyer op fra græsset

om sommeren
om sommeren er vi ikke bange
huden modtar og afgir signaler

jeg ville ha vished for
forrådnelsens ligevægt
og jeg lod mig ikke føre bag lyset

tilladt af allerede forbiblæste vindstød
adspurgt af allerede opløste skyer
bekræfter jeg varighed så længe ord er

vi nærmede os hinanden
tyste uigenkendelige foranderlige
i dansen mellem linjerne

solstriben mod væggen
en klang af metal mod metal
sommeren og dit udslåede hår

vi har været her
vi har glemt at vi var her
ordene står efter os i luften som stilheder

jeg kommer fra et mørke som ikke er mørke
jeg går i et lys som ikke er lys
jeg siger disse ord og er tavs

med min menneskekløgt
udmåler jeg afstande mellem stjernerne
og lader det ikke blive ved det

et barn af jorden
og blir som et barn igen
ureflekteret glæde

hvor menneskene færdes
hvor de baner sig stier
gennem et vildnis af næsten-betydninger

huset af ord
sætningsbygningen
omgivet af store grønne områder af stilhed

du kommer herind
du lader dig ikke mærke med tidens gang
en fugl står op fra græsset

(fra "Sang til dagens glæde" 1974)

Morgenkaffehilsner fra RoseMarie

God eftermiddag’ til morgenstunden, sir jeg, for det var sandelig en god morgenstund du havde dig dér, med kroppen siddende ved siden af kaffekoppen, forsvindende ind i Borums dybe øjenhuler – ja, egentligheden skeletteret af Borums fotografiske blikøjne, som stod han skoleret foran et lysshow af kærlige punkere med vrede nærmiljøerklæringer. Jeg kender ingen der som han, forstod det smukke i disses udtryksformer, selv om musikken nu sprayede mine ører til med ren Irma, så jeg dårligt ku gå lige flere dage efter. Jeg var én gang til et af disse shows, men overlevede, trods alt. Ak ja, det gjorde ”transformatoren” dér ikke, men hvem gør i grunden det?

I de understående to digte, findes præcis elementerne man udlever i digtet Talehandlingen, som er så godt, så godt..;)

LYSET LØFTER MIG

Lyset løfter mig,
jeg som ikke kunne bære mig selv,
det er ikke mig
denne krop af luft
som al luft er.
Det er ikke stemmen der bærer,
det er lyset.
Lyset er den eneste lovsang.

Går i dage,
vader i dage,
har et bredt udvalg
af dage til rådighed,
kan ikke bestemme sig
for hver dag,
men en morgen er det,
ja, en morgen.

Som dans,
blades dans eller stjerners,
som den dans traner træder,
som søens bølger mod rørene.
Som ild.
Som dansen af flammer
op over øjnene,
som ord.

Jeg har mere tid
end jeg kan være nærværende i,
og kunne jeg splitte mig krop
var jeg dog stadigvæk ikke verden.
Men det samles i mig,
som glaskugler, som sole,
lyset løfter mig,
åh, jeg er ikke mig selv!
*

Men se nu engang her …

GRÆNSELØST

Så grænseløst åben
som verdensdybet
og samtidig insektsvirrende
i et kaos af vinger.

Læberne former ord
til luften,
blæsten aflæser dem,
bærer dem.

Som kroppen er klædt i hud
og hud defineres som sang,
således er jeg hos dig,
tilfældigt, varmt.

Så grænseløst tom og træt
som rummet,
og med berøringens mulighed
som rummet.
*
Poul Borum, Andethed, 1977.

Særlig dette ovenstående finder jeg er så smukt, med vore kroppe klædt i hud, som lyden fra hudens friktion mellem de andres, indre og ydre berøringsområder, naturligt smukt i al sin barskhed, en evig berøringsflade i og fra rummet, så åben og nær. Han er stadig nær, en fornøjelse, ”stjernerepporteren” der på små ben traskede afsted henover Rådhuspladsen med dasketasken henover skulderen..;)

mvh - & god aftning.. ;)
Simon

Ham her holder jeg så meget af, hans smertelige og glædelige digte der bare ikke ku’ være i deres skabers hud, her starten af samlingen:

Michael Strunge 1981.

Vort syn rørte himlen:

Slip farverne fri, fold fanen ud!

Fanen går til det snavsede landskab, og vort eget sprog
kvæler trommen.

Teknologiens forbrydelse forstyrrer vore danse.

Solen bliver ved at slå ned på mig, muren er en mil høj,
oppe i tårnene holder de øje med mig, håber at jeg vil dø …
Jeg vil ikke høre deres snak! når kongeriget kommer.

Curtis, Bowie, Rimbaud, Fritz og Tom Verlaine

*

Med himlene rundt blandt os og drømmene løs – midt
INDE I storbyens VORTEX – danser jeg for første gang
til sangen »ROLLERBALL«. Jeg smager TIDENS SØDME
trods PLASTICSOLENs rådne duft der rammer midt i
synet – trods de malede knogler i MEDIERNES SÆBE.
Overalt hvor jeg kommer bliver jeg mødt med POP; EN
JOMFRU FRA ET FORFROSENT ÅRTI byder mig på
CANCERCOLA…. Jeg bliver ældre, ET FORKOMMENT
ENGEBARN, jeg plejer mine sår med ERINDRINGER
fra et liv i fortid og fremtid. Endelig bader jeg i TIDENS
BØLGER, jeg dykker beruset og dybt efter kilden, men
må vende om på grund af styrken og strømmen og lyset.
Og, idet jeg nedefra sprænger den nu frosne overflade,
der tynges af mørket, øjner jeg i forvirringen det
glitrende regnbuesprøjt af vores REVOLUTION. Jeg står
igen eller før? et sted i NATMASKINENs tekniske
malstrøm og danser dansens dans…. Senere dreger de
forkomne englebørn ud i årenes opbrud. Vi går i løb og
FALD igennem NÆTTERNE med vores telefoniske rablen
samlet af tråde i spinkle COLLAGER. Mange er væk, kun
hjemme når man kalder, PÅ VEJ gennem byen ser jeg
deres NAVN I NEON og på udsalg – eller skrevet i hast på
en mur. Jeg hører igen tidens ringen, jeg hører »TIME«
igen flere år efter. VINYL er accepteret – selv i
FLØDEBOLLERNES PARADE ses sprængning gjort til
guld: et oprør solgt som mode. Jeg kan ikke komme over
det og ud, jeg søger tilflugt i HUSET FOR U-ORGANISKE.
Jeg kommer ud med tanken om den organiske
revolution og møder mit land i en stilstand af snak og
COMA. BLONDINERS LÆBESTIFT glatter for en tid mine
ømme øjenlåg, og jeg dykker igen i BEVIDSTHEDER.
Atter ser jeg børnenes stærke drift, min hjerne bliver en
DYNAMO, jeg vil længere, vil se en verden der er
VIDERE, udfyldt af hjerter der ønsker at vide. Det er en
REVOLTE, og vi låner blot halsen et par fingre, når vi
lugter KVALMENDE ANMELDEREs moralske dåseånde, I
en dagdrøm, en lydløs og ren PANTOMIME, er jeg en
morgen efter dages søvnfrihed FÆRDIG og bleg som
himmeldisen. Jeg er tom for indre syn, og udenfor er kun
DEN HÆSLIGE BY, beskidt som alle kender den. I et
pludseligt syn af løsslupne farver aner jeg igen DEN
FREMMEDE BY, stedet uden tårne. Senere, om natten,
har jeg STRÅLENDE TID! Til forudanelser om mord og
march. Alt er så langsomt, de forkomne venner er
STATUER. NÆRMERE dagen, dommen, døden,
nærmere dette sidste »Vi sås« til jorden forpulet af
verden!
En anden nat må jeg ha’ set en stjerne, som jeg glemte
for længe siden. Dens varme blålige stråler blafrer i
kulden som selveste DRØMMENS FANER …
Jeg venter på varmen og lyset som blomsten.

*

VORTEX

I en malstrøm af snavset storbylys
der farver asfalten som Pollock
piskes de til kugler af kviksølv
der som sanser rejser byen.
Øjne er nu lysreklamer
næsebor er bilos
ørerne larmende biler.
Hjerterne er rådhusklokkerne
der pumper benzin gennem gaderne.
De trækker vejret gennem alle vinduerne.
Fra radiomasten sendes bølger af regnbuesæd
til alle verdens kvindelige storbyer.

I en hvirvelvind af sirener
rystes de sammen til genfødte kroppe
i ugens centrum.
Det er højlys dag og byen sover.

*

»ROLLERBALL«

Under byen er et stort selvlysende hav
overfladen er is som blåt sølvpapir
dybere og glødende uran
det kunne være flydende krystaller lys
det duver svagt som en elektronisk hyletone
blå røde grønne stråler af energi
løber som kugler af kviksølv mellem antenner
syntetiske sirener synger synkront
som flader af chrom i gensidig spejling
som foto af tog gennem natten
fremkaldt med lang eksponeringstid
som lyserød lysantin mg 50
glidende gennem spiserøret
for at stoppe monoton motorik
som lyden af TVsc prøvebillede
synet af kølig pernod i glas
plastiske kemikalier …

*

TIDENS SØDME

Græske vasers vemodige duft!
Og i ruinerne af min vision:
Forklædte familier i infrarødt.
Dog må der tages forbehold
for vintergardiner og brostenenes facon.
I turisternes enetimer af kulørt fajance
uddeles vrede og sendrægtige manifester
for fremtidens lysmaster
og en febrilsk overlæge skriver falske recepter
på chokolade og timian.
I går så jeg en svales fordømte rute
mod blinklysene i parkens eftermiddag.
Jeg græd frontalt og biseksuelt
forsøgte at udholde himlens pinsler.
For fjerde prøvede min lille butterfly
at overbevise en paryk om nødvendigheden af ild og nat.
Men ingen synes at reagere så spontant
som den genrejste kærligheds flamingo
der uden at blinke eller trække vejret
stilfærdigt og på fransk forkyndte:
»Det hele er jo bare en elskers pyjamas
eller tidens sødme!«

*

PLASTICSOLEN

Gaderne er fyldt med blinde børn.
Det blæser koldt gennem byens tomme kranium.
Ting falder ned fra himlen: radioer,
pilleglas, aviser, sæbe og splintret glas.
Rundt om byen ligger skoven og gærer
af gift og medicin.
Mellem to tårne går en ung mand
på en udspændt line.
Indover de bedøvede huse
trækker store mågeflokke
ud mod det golde, lunkne hav.
Plasticsolen gløder som et betændt øje
stråler af jod blinder indbyggerne.
Dybt i coma sover asfalten
dækket af blå sne:
Belyst af TV-ruderne.
Denne tidlige aftens musik
består af støj fra døende maskiner.
Nylonvinden blæser koldt
og dækker de levendes hud
med et tyndt lag smerte.

- Michael Strunge, Vi folder drømmens faner ud, 1981.

mvh
Simon

JAAAAAAAA :))))))))))))))

Vildt godt med Strunge her efterfølgende
Lader lige øjnene skæve lidt mere til ordene, så de også kan fæstne sig ... derinde i mig
... og så vender jeg tilbage med servering til aftenkaffen eller natmaden ;))

PS. Skønne, skønne ord fra Borum, har endnu ikke fået hænderne ned og ind til kroppen ;))

Hænderne over hovedet fra RoseMarie

Hej igen RM..

Ja, så er der her et par stk. til, til aftenskaffen, og måske en lille kage dertil?, ja hvem ved ;)
Herunder et digt der gir (mig) associationer til Morten Nielsens pennestrøg, et der bare virker! De øvrige er forskellige fra Kongen af Mørket, og skaber en sjov konstellation. Jeg er enig i at Strunge passer så fint ind – og har tænkt at snige resten af samlingen ind, uden nogen opdager det. Ha’ en god aften.

KONGEN AF MØRKET

Jeg er kongen af Mørket,
alle mine nætter er sten –
jeg er Kongen af Mørket,
sten har jeg spredt på min vej.

Selv er jeg ild og tanker,
selv er jeg glødende støv,
du kan ikke flyve fra mig
så sandt som nat er dag.

Med lænker om hænder og øjne
står jeg i legemers storm.
Jeg er Kongen af Mørket,
forladthed og frihed i ét.

*

RUM

Mit rum strømmer over med rum
jeg har alle stjernerne herinde
alle vinde.

Min krop er så overfyldt
med alle mennesker
at jeg bare har smerte at give dig.

Kald det glæde hvis du vil.
Det er det åbne rum vi bor i.

*

SØLVSERIEN

1
Hvis jeg var min egen skygge,
hvis jeg var i verden,
hvis søens spejl var i min hånd
og alle stjernetegn dansede,

hvor skulle jeg da dække dig
med kroppe;

men der er langt til næste jord,
der er afgrund over øjne,
en brand af is
langs verdens rand,

og alle dine tider
tikker bort;

så jeg går ind hvor døden
ikke standser mellem vægge,
og jeg går ind i en snedrøm
med jord til alle sider,

og jeg går ind
i dig.

2
Selve det indgangsbestemte
skjoldet af modtag-og-giv,
selve det overglemte
lykkesultne liv.

Vinduet af vand
døren af brød
tremmernes solmønsterland
gulvets skrå død.

Hvor er vi rige på afstand,
aldrig holder det op.
Fingrene mærker din tavshed,
tungen mærker din krop.

3
Ja der er langt
ned eller op
tårnet af skygge
skyggen af krop.

Jaget i løvet
funder forført
kroppen tikker
det har jeg hørt.

Vandets rejse
når helt ind
sådan at elske
i sind og skind.

Ja jeg kan forme
verdens bund
overgivet
til din mund.

4
Som med løv
som med rejser
der er ikke den nåde
jeg ikke kan nå.

Himlens dække
havets lukke
alle sekunder
er tomme og smukke.

Der er ikke den afgrund
som er tilbage
jeg vil samle
dage.

5
Sådan ligge landet
sådan ligger jorden
arme af solstråler
tilbage til solen
fugle af sangens forvildelse
spredte som vinger
fra sky til sky.

Dag mig ikke
sorte nat
lys mig ikke
klokken tre-hav
sølvmørkt tungt.
Sådan ligger jorden
jeg skal arve.

6
Jeg var bange for at se
hvor bange jeg dog var
jeg havde lange ar af sne
og ingen verdens svar.

Da kom du påfuglmorgen
i havens skønne skrig
at glæden er som sorgen:
uovervindelig.

Nu er jeg ikke bange
(det er jeg bange for).
Middagshedens sange
er dødens fadervor.

7
Inde i sneland
hos de hurtige skygger
traf jeg beslutninger
jeg ikke kunne fatte:

Løv til løv
og fjer til fjer
fuglen sover
inde i stammen:

Sådan kan det gå
i de tikkende år
jeg holder af din krop
som jeg holder om.

8
Lille fugl verden
jeg sulter så stort
kom i din fjerdragt
regnbuegjort.

Selve det lynende
løber mit blod
jeg har kun et træ
at læne mig mod.

Regnen er kropstung
at elske ned
dine omrids
er jeg noget ved.
*

DE TRE TIGGERE

Der var tre tiggere der drog ud for at
finde verden.
Omsider, århundreder efter, kom de til-
bare.
Den første, værkbruden og træt, sukkede
og sagde:
- Jeg fandt ismarker, jeg fandt snebjer-
ge, jeg fandt slagger – var dét verden?
Den anden, syg og sanseforbrugt, smaske-
de og sagde:
Jeg fik det hele, jeg beholdt det, jeg
har ingenting, det må da vist være verden?
Den tredje kom dansende, han var ung
som sig selv, og sagde ingenting.
Han lagde sig ned på jorden og sov med den.

*

FLYGTIGT

Jeg er et bjerg af drifter
og en vej over bjerget
og en tunnel igennem

Jeg er en have
hvor længsler slynger sig som løfter
og lag efter lag
af opfyldthed
suges ned

Jeg er himmel uden stjerner
og lidt efter lidt
borer de sig igennem
- således danser min hud

Jeg er et stort fjernt land
hvor langsomme omrids bor
i deres kødhuses ubevidsthed
og jeg elsker med dem alle
som den jord hvoraf

Jeg er dine drømte skyer
for sådan fjerner jeg mig og
nærmer jeg mig
og jeg er din virkelige regn
for sådan tar du imod mig

Jeg er tiden før og tiden efter
og ophævet
et lyn af øjne mund og køn
en smerte som ikke er smerte

Jeg elsker nedad til de små døre
i huden i havet i himlen
og hvorsomhelst jeg træder
genkender jeg flygtigt
den flygtige ømhed

Berør mig med berøring
og berør mig med ikke-berøring.

*

Poul Borum, Ingen vej er længere end lynet, 1983.

mvh
Simon