0
registrerede
35
gæster og
1484
søgemaskiner online. |
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Simon
Emne: Re: Mellemrummet
|
Hej igen RM..
Ja, så er der her et par stk. til, til aftenskaffen, og måske en lille kage dertil?, ja hvem ved ;) Herunder et digt der gir (mig) associationer til Morten Nielsens pennestrøg, et der bare virker! De øvrige er forskellige fra Kongen af Mørket, og skaber en sjov konstellation. Jeg er enig i at Strunge passer så fint ind – og har tænkt at snige resten af samlingen ind, uden nogen opdager det. Ha’ en god aften.
KONGEN AF MØRKET
Jeg er kongen af Mørket, alle mine nætter er sten – jeg er Kongen af Mørket, sten har jeg spredt på min vej.
Selv er jeg ild og tanker, selv er jeg glødende støv, du kan ikke flyve fra mig så sandt som nat er dag.
Med lænker om hænder og øjne står jeg i legemers storm. Jeg er Kongen af Mørket, forladthed og frihed i ét.
*
RUM
Mit rum strømmer over med rum jeg har alle stjernerne herinde alle vinde.
Min krop er så overfyldt med alle mennesker at jeg bare har smerte at give dig.
Kald det glæde hvis du vil. Det er det åbne rum vi bor i.
*
SØLVSERIEN
1 Hvis jeg var min egen skygge, hvis jeg var i verden, hvis søens spejl var i min hånd og alle stjernetegn dansede,
hvor skulle jeg da dække dig med kroppe;
men der er langt til næste jord, der er afgrund over øjne, en brand af is langs verdens rand,
og alle dine tider tikker bort;
så jeg går ind hvor døden ikke standser mellem vægge, og jeg går ind i en snedrøm med jord til alle sider,
og jeg går ind i dig.
2 Selve det indgangsbestemte skjoldet af modtag-og-giv, selve det overglemte lykkesultne liv.
Vinduet af vand døren af brød tremmernes solmønsterland gulvets skrå død.
Hvor er vi rige på afstand, aldrig holder det op. Fingrene mærker din tavshed, tungen mærker din krop.
3 Ja der er langt ned eller op tårnet af skygge skyggen af krop.
Jaget i løvet funder forført kroppen tikker det har jeg hørt.
Vandets rejse når helt ind sådan at elske i sind og skind.
Ja jeg kan forme verdens bund overgivet til din mund.
4 Som med løv som med rejser der er ikke den nåde jeg ikke kan nå.
Himlens dække havets lukke alle sekunder er tomme og smukke.
Der er ikke den afgrund som er tilbage jeg vil samle dage.
5 Sådan ligge landet sådan ligger jorden arme af solstråler tilbage til solen fugle af sangens forvildelse spredte som vinger fra sky til sky.
Dag mig ikke sorte nat lys mig ikke klokken tre-hav sølvmørkt tungt. Sådan ligger jorden jeg skal arve.
6 Jeg var bange for at se hvor bange jeg dog var jeg havde lange ar af sne og ingen verdens svar.
Da kom du påfuglmorgen i havens skønne skrig at glæden er som sorgen: uovervindelig.
Nu er jeg ikke bange (det er jeg bange for). Middagshedens sange er dødens fadervor.
7 Inde i sneland hos de hurtige skygger traf jeg beslutninger jeg ikke kunne fatte:
Løv til løv og fjer til fjer fuglen sover inde i stammen:
Sådan kan det gå i de tikkende år jeg holder af din krop som jeg holder om.
8 Lille fugl verden jeg sulter så stort kom i din fjerdragt regnbuegjort.
Selve det lynende løber mit blod jeg har kun et træ at læne mig mod.
Regnen er kropstung at elske ned dine omrids er jeg noget ved. *
DE TRE TIGGERE
Der var tre tiggere der drog ud for at finde verden. Omsider, århundreder efter, kom de til- bare. Den første, værkbruden og træt, sukkede og sagde: - Jeg fandt ismarker, jeg fandt snebjer- ge, jeg fandt slagger – var dét verden? Den anden, syg og sanseforbrugt, smaske- de og sagde: Jeg fik det hele, jeg beholdt det, jeg har ingenting, det må da vist være verden? Den tredje kom dansende, han var ung som sig selv, og sagde ingenting. Han lagde sig ned på jorden og sov med den.
*
FLYGTIGT
Jeg er et bjerg af drifter og en vej over bjerget og en tunnel igennem
Jeg er en have hvor længsler slynger sig som løfter og lag efter lag af opfyldthed suges ned
Jeg er himmel uden stjerner og lidt efter lidt borer de sig igennem - således danser min hud
Jeg er et stort fjernt land hvor langsomme omrids bor i deres kødhuses ubevidsthed og jeg elsker med dem alle som den jord hvoraf
Jeg er dine drømte skyer for sådan fjerner jeg mig og nærmer jeg mig og jeg er din virkelige regn for sådan tar du imod mig
Jeg er tiden før og tiden efter og ophævet et lyn af øjne mund og køn en smerte som ikke er smerte
Jeg elsker nedad til de små døre i huden i havet i himlen og hvorsomhelst jeg træder genkender jeg flygtigt den flygtige ømhed
Berør mig med berøring og berør mig med ikke-berøring.
*
Poul Borum, Ingen vej er længere end lynet, 1983.
mvh Simon
|
|
|
|