|
1
registreret Arne Thomsen
84
gæster og
1064
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Simon
Emne: Re: Mellemrummet
|
Ham her holder jeg så meget af, hans smertelige og glædelige digte der bare ikke ku’ være i deres skabers hud, her starten af samlingen:
Michael Strunge 1981.
Vort syn rørte himlen:
Slip farverne fri, fold fanen ud!
Fanen går til det snavsede landskab, og vort eget sprog
kvæler trommen.
Teknologiens forbrydelse forstyrrer vore danse.
Solen bliver ved at slå ned på mig, muren er en mil høj,
oppe i tårnene holder de øje med mig, håber at jeg vil dø …
Jeg vil ikke høre deres snak! når kongeriget kommer.
Curtis, Bowie, Rimbaud, Fritz og Tom Verlaine
*
Med himlene rundt blandt os og drømmene løs – midt
INDE I storbyens VORTEX – danser jeg for første gang
til sangen »ROLLERBALL«. Jeg smager TIDENS SØDME
trods PLASTICSOLENs rådne duft der rammer midt i
synet – trods de malede knogler i MEDIERNES SÆBE.
Overalt hvor jeg kommer bliver jeg mødt med POP; EN
JOMFRU FRA ET FORFROSENT ÅRTI byder mig på
CANCERCOLA…. Jeg bliver ældre, ET FORKOMMENT
ENGEBARN, jeg plejer mine sår med ERINDRINGER
fra et liv i fortid og fremtid. Endelig bader jeg i TIDENS
BØLGER, jeg dykker beruset og dybt efter kilden, men
må vende om på grund af styrken og strømmen og lyset.
Og, idet jeg nedefra sprænger den nu frosne overflade,
der tynges af mørket, øjner jeg i forvirringen det
glitrende regnbuesprøjt af vores REVOLUTION. Jeg står
igen eller før? et sted i NATMASKINENs tekniske
malstrøm og danser dansens dans…. Senere dreger de
forkomne englebørn ud i årenes opbrud. Vi går i løb og
FALD igennem NÆTTERNE med vores telefoniske rablen
samlet af tråde i spinkle COLLAGER. Mange er væk, kun
hjemme når man kalder, PÅ VEJ gennem byen ser jeg
deres NAVN I NEON og på udsalg – eller skrevet i hast på
en mur. Jeg hører igen tidens ringen, jeg hører »TIME«
igen flere år efter. VINYL er accepteret – selv i
FLØDEBOLLERNES PARADE ses sprængning gjort til
guld: et oprør solgt som mode. Jeg kan ikke komme over
det og ud, jeg søger tilflugt i HUSET FOR U-ORGANISKE.
Jeg kommer ud med tanken om den organiske
revolution og møder mit land i en stilstand af snak og
COMA. BLONDINERS LÆBESTIFT glatter for en tid mine
ømme øjenlåg, og jeg dykker igen i BEVIDSTHEDER.
Atter ser jeg børnenes stærke drift, min hjerne bliver en
DYNAMO, jeg vil længere, vil se en verden der er
VIDERE, udfyldt af hjerter der ønsker at vide. Det er en
REVOLTE, og vi låner blot halsen et par fingre, når vi
lugter KVALMENDE ANMELDEREs moralske dåseånde, I
en dagdrøm, en lydløs og ren PANTOMIME, er jeg en
morgen efter dages søvnfrihed FÆRDIG og bleg som
himmeldisen. Jeg er tom for indre syn, og udenfor er kun
DEN HÆSLIGE BY, beskidt som alle kender den. I et
pludseligt syn af løsslupne farver aner jeg igen DEN
FREMMEDE BY, stedet uden tårne. Senere, om natten,
har jeg STRÅLENDE TID! Til forudanelser om mord og
march. Alt er så langsomt, de forkomne venner er
STATUER. NÆRMERE dagen, dommen, døden,
nærmere dette sidste »Vi sås« til jorden forpulet af
verden!
En anden nat må jeg ha’ set en stjerne, som jeg glemte
for længe siden. Dens varme blålige stråler blafrer i
kulden som selveste DRØMMENS FANER …
Jeg venter på varmen og lyset som blomsten.
*
VORTEX
I en malstrøm af snavset storbylys
der farver asfalten som Pollock
piskes de til kugler af kviksølv
der som sanser rejser byen.
Øjne er nu lysreklamer
næsebor er bilos
ørerne larmende biler.
Hjerterne er rådhusklokkerne
der pumper benzin gennem gaderne.
De trækker vejret gennem alle vinduerne.
Fra radiomasten sendes bølger af regnbuesæd
til alle verdens kvindelige storbyer.
I en hvirvelvind af sirener
rystes de sammen til genfødte kroppe
i ugens centrum.
Det er højlys dag og byen sover.
*
»ROLLERBALL«
Under byen er et stort selvlysende hav
overfladen er is som blåt sølvpapir
dybere og glødende uran
det kunne være flydende krystaller lys
det duver svagt som en elektronisk hyletone
blå røde grønne stråler af energi
løber som kugler af kviksølv mellem antenner
syntetiske sirener synger synkront
som flader af chrom i gensidig spejling
som foto af tog gennem natten
fremkaldt med lang eksponeringstid
som lyserød lysantin mg 50
glidende gennem spiserøret
for at stoppe monoton motorik
som lyden af TVsc prøvebillede
synet af kølig pernod i glas
plastiske kemikalier …
*
TIDENS SØDME
Græske vasers vemodige duft!
Og i ruinerne af min vision:
Forklædte familier i infrarødt.
Dog må der tages forbehold
for vintergardiner og brostenenes facon.
I turisternes enetimer af kulørt fajance
uddeles vrede og sendrægtige manifester
for fremtidens lysmaster
og en febrilsk overlæge skriver falske recepter
på chokolade og timian.
I går så jeg en svales fordømte rute
mod blinklysene i parkens eftermiddag.
Jeg græd frontalt og biseksuelt
forsøgte at udholde himlens pinsler.
For fjerde prøvede min lille butterfly
at overbevise en paryk om nødvendigheden af ild og nat.
Men ingen synes at reagere så spontant
som den genrejste kærligheds flamingo
der uden at blinke eller trække vejret
stilfærdigt og på fransk forkyndte:
»Det hele er jo bare en elskers pyjamas
eller tidens sødme!«
*
PLASTICSOLEN
Gaderne er fyldt med blinde børn.
Det blæser koldt gennem byens tomme kranium.
Ting falder ned fra himlen: radioer,
pilleglas, aviser, sæbe og splintret glas.
Rundt om byen ligger skoven og gærer
af gift og medicin.
Mellem to tårne går en ung mand
på en udspændt line.
Indover de bedøvede huse
trækker store mågeflokke
ud mod det golde, lunkne hav.
Plasticsolen gløder som et betændt øje
stråler af jod blinder indbyggerne.
Dybt i coma sover asfalten
dækket af blå sne:
Belyst af TV-ruderne.
Denne tidlige aftens musik
består af støj fra døende maskiner.
Nylonvinden blæser koldt
og dækker de levendes hud
med et tyndt lag smerte.
- Michael Strunge, Vi folder drømmens faner ud, 1981.
mvh
Simon
|
|
|
|
