P.s.:

Her mellem hysteriske troende der smider dommedagsfantasier i hovedet på hverandre, er det vist på tide med lidt..

Naturhistorie

Naturen fryser.
Som granen vil den hjem i din stue.

Modtager daglig invitationer
fra de glade oldinges klub,
men lader dem uåbnet hvile i postkassen.

Hvad det ligner, billedet i avisen?
Jeg tror nok, jeg har set det før.

Kender De det,
man går ind ad den samme dør,
som man øjeblikket forinden gik ud af
og man er sikker på, at man hørte skridt?

Allerede som kyllinger
reagerer høns på visse attrapper.

En midnat er du alene med Blågårdsgade
og pludselig er din skygge forsvundet.

En anden står du i folkemængden på en tætpakket plads
i Recife
og hører en blind velsigne forbandelsen
og trække smerter som atlanterhavskabler ud af sin
harmonika:
'O Deus, meu coracao'.

En morgen vågner et menneske i sin seng.
Hvad er verdenshistoriens samlede forbrydelser
imod ulideligheden i det almene?

I tretten graders kulde
er nulpunktet varmt.

Året er den grusomste måned.

- Peter Poulsen.

Ak ja, den natur og al dens væsen, og så de kærlige troende med de storartede guddommelige fantasier, der gerne sku' gi' sig ud for at være i det mindste en smule filosofiske, om ikke andet metafysiske. Men ak, det lille virus synes at være aldeles indifferent og fortsætter bare med at være sig selv, indtil metamorfosen, mutationen med nye naturlige egenskaber. Naturen har vist ikke meget tilovers for moralske domme om den, hvor megen guddommelig kærlighed den så end iklædes..;)

mvh & god weekend..
Simon

Hej Simon

Måske naturen er på vores side

https://www.youtube.com/watch?v=TeGerYkVIpE

Your friend forever

Jan

Anbefalet læsning: A letter to a young poet:

To penetrate that room is my desire,
The extreme attic of the mind, that lies
Just beyond the last bend in the corridor.
Writing I do it. Phrases, poems are keys.
Loving’s another way (but not so sure).
A fire’s in there, I think, there’s truth at last
Deep in a lumber chest. Sometimes I’m near,
Bur draughts puff out the matches, and I’m lost.
Sometimes I’m lucky, find a key to turn,
Open an inch or two – but always then
A bell rings, someone calls, or cries of ‘fire’
Arrest my head when nothing’s known or seen,
And running down the stairs again I mourn.

- The Death of the Moth and Other Essays, Virginia Woolf – et møde med poeter som Coleridge, Henry James m.f., pudelæsning til de stille timer. Eller hva’ med denne herlighed, der ligefrem sætter døren på klem mellem drøm og virkelighed, der bærer mindelser om stemmebånd vådtet med vodka og cola og an aften i Saltlageret, selv om det nu ikke var herfra han dengang læste op: My Education: a book of dreams af William S. Burroughs – der tidligere samme aften var blevet interviewet af Dan Turèll, som han bestemt ikke brød sig om: „Hvem ér denne underlige mand med de sorte negle?”, kom det dæmpet fra denne excentriske cowboy.

mvh
Simon

Godmorgen Simon

Her skriver jeg med fingre, der nærmest knopskyder og ser ud som om, de snart springer ud i lysegrønt for herefter at folde sig ud i forårssolens varme stråler. Hver aften, når dagen nærmer sig solnedgang og kroppen er træt og brugt efter dagens grønne fingre, så sætter jeg mig i min bil og kører ud i det blå og grønne landskab for at nyde horisonter og aftenhimlens lysende og glødende farver. Derfor er det her helt på sin plads at overlade scenen til Knud Sørensen fra hans næstseneste bog Horisonter udgivet i november 2019 ... :))


DE VENTENDE

De stod og ventede på mig
digtene
nogle på den strandbred
som fjorden
søgte ind på
og nogle stod
og åbnede sig
mellem de træer
der ellers begrænsede
mit udsyn
og der var andre
som varslede om kommende
erindringer.
Enkelte
fulgte dog ikke med mig
da jeg gik videre.

***

UDE I NATUREN
har nogle ord skjult sig
nogle nede i muldlaget
nogle i havrens bjælder
og nogle
inde bag træernes løv
og oppe i rummet
er der uhørte toner
der søger efter ord
de kan forbinde sig med
og når det lykkes
når ord og toner forenes
besættes vi
af landskabets sjæl

***

INDE I MINE ØJNE

er der et par ører
der fornemmer
at en fuglesang
er på vej

og pludseligt
ser jeg den så
sangen
i alle dens
farvetoner
favnende det landskab
jeg er på vej ind i.

***

JEG VED
at da jeg i går
gik søgende
gennem et ukendt terræn
efterlod jeg mig
en række fodspor
i den sandblandede muld
og nu håber jeg
at der en dag er én
der træder ned i dem
og møder det digt
der i går
ikke ville forenes med mig

***

DER ER STEDER
hvor det kun er stilhed
der gror på markerne
men hvor svage spor
dog vidner om
en fortidig aktivitet
og rundt i terrænet ligger
som en slags monumenter
de bygninger der engang
var fyldt op med liv.

Knud Sørensen


Soldansende hilsner
RoseMarie

Ohøj til blomstrende fingre og øjne hvilende derpå..;)

Herligt nyt til øjnene mine, med tak for Horisonten og det solbeskinnede grønne, her lidt fra solstrålen Eeva Kilpi:

Denne morgen har jeg besluttet ikke at skrive
og i stedet plante en rose.

For dette behøver et menneske for at være lykkelig:
et arbejde for at kunne forsømme det,
soldisen for at føle det berettiget,
og en barndom
for derfra at kunne rodfæste en midsommerrose
til sin alderdoms mur.

En gammel husgrund, en kilde og en høg
får mit hjerte til at sprudle, sagde min søster,
da vi spiste hindbær på den plads hjemmet lå,
en lys bakketop, omgivet af skov.
En hare havde besøgt storstuen,
en elg kammeret.
Det var en varm aften.
Tredive år er gået.

Hvor dog mennesket elsker sin lige.

- Eeva Kilpi.

Og i solens stråler ligger mis og ser på fuglenes dans i græsset, ikke en muskel rør sig, mens tankerne hviler på det grønne køkken.

mvh
Simon