Hej RM..
Nu solen blusser og så meget springer i øjnene, trods råkolde nætter, her lidt Wivelske tankebilleder i solnedgangen:
Jelling
Drengene raaber i efteraarsmørket –
de leger krig.
Den blaanende stilhed brydes af latter
og varme skrig.
Halvmaanen lyser på himlen, sløret
af tørverøg.
Duggen isner græsset paa Gorms
og Thyras høj.
Duggen isner de levende ind
til marv og ben,
sidder som frost i ormeslynget
paa Haralds sten.
Kirken ruger paa sine drømme,
trodsigt og tungt,
mindes maaske dengang dens skib
var brusende ungt.
Dengang den her mellem hedningehøjene
lagde sig fast
med kraft til mennesker, korn og kvæg
i sin mægtige last.
Nu er den hærget, glemslen nær,
fattig og ond.
Dens klokke kan lyde som ukvemsord
i en oldings mund.
Ældet og ene er kirken nu
som den dystre høj
hvis top er skjult i mørke og sløret
af tørverøg.
Drengene raaber og leger krig
en efteraarsnat
mens spurvene skutter sig tykke og stumt
i de visne krat.
Spurvene, ja. Men de flyver saligt
og uden navn
naar morgenrøden drømmende hviler
i viets favn.
*
Til Martin
Bispebjerg hospital
25. juni 1955.
Dømt og afmagtskrummet,
snart forstummet.
Dine arbejderhænder
famler, brænder.
Væggene maa vige,
du vil sige.
Og dit lys slaar ud
stort mod Gud!
Trodsigt til det sidste
skønt du vidste:
uden sejr falde
Kæmper alle.
*
Lazarus
Paa et gammelt blegnet billede
fra barndomshaven, sommerlandet
under de solplettede træskygger,
staar du med dit undvigende smil.
Nu husker jeg: det var jo aldrig dig
der først sprang i bølgerne og hørte
havet bruse mod dine øren
som møllesten, aldrig dig
der sad øverst i den svajende krone
og saa jorden svinge bort
med legetøjshusene, hvide og små.
Men her, under solurets gyldne pil
som jog eftersommeren imøde,
var du den eneste der hørte
det sorte kamera sige:
knips, du skal dø!
Du var allerede forberedt.
Var for svag, troede vi,
dig kunde det ikke være.
Indtil vi hørte du var taget, dømt og
ført bort. Frøslev, Neuengamme,
Dachau og hjem igen: disse ord
gentaget aften efter aften
af din far og mor naar de bladede
i det slidte album under lampen –
lød de ikke her i stilheden
som den anden trosartikel: pint
under Pontius Pilatus, korsfæstet,
død og begravet, nedfaret til helvede,
men paa tredje dag igen opstanden
fra de døde?
Ingen havde kaldt. Du adlød ikke
blindt en simpel befaling,
men prisgivet faldt du
ud over frygtens rand
hvor din svaghed bar dig.
Og mellem vagttaarnet og de høje ovne
hvor kragerne skreg med hæse skrig
fandt du dit sidste værn
i det værgeløse.
Mærkeligt skrøbelige menneske,
Lazarus, bror og kammerat:
foraaret fandt dig i Danmark.
Men dine søstre, Martha og Maria
som havde let sig af barndommen
med fletninger og bare ben,
løbende i hvide sommerkjoler –
som havde fulgt dig da du var forfulgt
(Martha som altid travl og trodsig
paa kurérfart over sundet mens
Maria aabnede sin favn for dine
trætte, kvindetørstende kammerater):
de stod nu dér og lo i regnen
da de hvide busser kom tilbage
fra dødsriget med de aabne grave.
*
Tidligt foraar
Jeg er vidende, er for lille
der er for snævert i mit bryst.
Det stærke foraar maa gaa derinde
som bølgeslag mod en stenet kyst.
Jeg staar afmægtig af sol og blindes.
Mit hjerte hamrer saa tungt bekriget
af himlens skærende lys og havet
som toner dybt under fugleskriget.
Det vokser skjult i de mørke bede
og bryder trodsigt i havens træer,
skønt endnu ses kun de nøgne grene
og muld som fyger af stumt begær.
Men jeg er udenfor, skudt til side.
Min sjæl er mat som et dugget spejl.
De høje skyer gaar hen derover
som skibe baaret af brede sejl.
Og kvinder møder jeg, stormberedte,
med kinder hvide af vinterdød.
De favner blæsten med stærke arme
og blikke sorte af vaarlig glød.
- Ole Wivel.
mvh & go aftning..
Simon
Svar
Citer
