Hej RM..

Med tak for Green-Jensens altid finurlige tonerige - han er jo nu engang en lille solsort, det lyse hoved - kvitteres her med anbefaling af en herlig spændingsroman, ja tilmed en for tiden relevant: Skyggen af Robert Harris.

mvh & god påske ditto..;)
Simon

Hej Simon

Her i Koronaens tid og havefingrenes flid må der være plads til en frokostpause, hvor der foruden mad også er plads til lidt ord på bordet. Så lad mig fortsætte, hvor jeg slap, med Bo Green Jensen lige her midt på havebordet imellem frokostsild og forårssolens lys og glæde ... :))

HYBENSKRÆNTEN

Alle vegne levende hegn
Og efter tomme himle fyldt
Af disens annoncer for glemsel
Nu blå rum, hvide skyer og en
Solvind med steder for fugle.
Lærken er kommet, og stæren,
Og viben. Så sandt som der
Er dødslejre til: Denne luft
Skal erobres af svale og solsort.
Den som lever sandt vil elske sandt,
Og drossel har lært sig at elske
Dette Danmark som drejer om drengen,
Der næppe skelner synderligt mellem
Selv og blik og syn og verden,
Det som er dreng og det som er alt.
En morgen står han ved hybenskrænten,
En hund ved hans side, myg og mennesker
Alle passeret og lige langt borte,
Her hvor rosenkrat og havtorns pagt
Kun brydes af lyden af summen og spind,
Som havde hvidtjørns blomster fanget
Liv og svævede skælvende frem, båret
Af den samme blæst som driver
Galløkken frem mod sommerens øjne.
Hvidt og grønt og stort er dette
Første år med fald og skrænter, en
Jord som også drikker sin regn,
Sin sol, sine folk, sine spurve
Og om natten månens gule plet
Der er sat sammen mellem tindrende stjerner
På et mørke som er blødt og let.
Vi skal leve, som pindsvin med
Hæk og stubbe, alene i håbet
Om skåle med mælk. Og ingen
Flammekaster tændes, skønt
Her er både campingplads og
Kaserne. I sommer vil det hele
Være krat og hegn og løse skud,
For virkeligheden kan tids nok begynde,
Og marts var en kold og blæsende
Måned. Her skal junisolen krone
Den maj som nu begynder. Jeg
Blev skabt til kun at leve. Jeg
Tror at jeg aldrig skal dø.

***

Den lyseste måned i året,
det er mørke januar, hvor
Alt er forventning og ingen
Endnu aner hvor tiden går hen.
I februar man helst vil se
Heftig vind og megen sne,
Hård frost og klart solskin
På fulde grøfter. Thi
Hører man torden i februar
Vil ingen mørke former
Senere komme og slå rod
I din store sommer, den store,
Den lysende grønne, dit
Kraftfelt som kan vejre
Hver en storm og vende
Stor sorg til stærk livsglæde
I riger uden slutning og navn,
Figurer af vejr uden ende
Som lyset lærer hjertet at kende

For disse sommerløfter blev
Vi frostens skjulte tjenere.
For denne drøm om livet har
Jeg plukket verdens rose op.

Og ingen skal komme og sige vi ikke
Gjorde vort bedste i tiden som var.


Bedste hilsner til forårsnissen
Rosemarie

Ohøj RM..

Ja der er virussnak i alle kroge og revner, må man sige - selv sekterikerne har tydeligvis travlt med at få deres guder og bibelvers sat på virulens - foråret springer dog ufortrødent videre, fra gren til green tydeligvis, hø hø - hvortil jeg i stedet kvitterer med lidt fra hr. Skousen, nåja, faktisk læste jeg i går lidt fra Søren Ulrik Thomsens En dans på gloser, hvis du kender dén, hvori disse enkle strofer skinner som dengang de strømmede gennem os:

Det' en forårsmorgen så kold og våd,
at den går én til marv og ben -
på landevejen går en ensom mand
forbi sin kilometersten.
Nu går blæsten over landet,
den river det hele med:
det' et hårdt vejr for én,
der ikke har noget sted.

Du selv går vel og ordner have, ka' jeg tænke mig, så de små snegle ka' få lidt at spise, og nyder dermed solen stikke lidt til humørbarometeret. Det er jo en herlig tid, med gymnaster i den grønne lund og folk der lidt fra hinanden sidder på bænke og nyder en kold øl. Ugh & hej herfra, du frøken i rosenlund..;)

mvh
Simon

P.s.

Alsisk kalender 1972/3, maj:

Di tumbe pigghe! . ja, om en vidst e
og hielt forstov, hvad der trót og friste,
for det kån hæend sig, en skikle dræeng
er havnet bliendt i en snuske sæeng.

Bevares vel! ok, det kån og’ hæend sig,
den viilest pig’ i e by hæ bræend sig
og kam i lav med en skide knægt,
der skejed ud fro en anset slægt.

*

Blandt firsernes tidstunneløjne, et lille stykke nutid der i en eftertid kan forekomme lidt kolerisk, men Blake og hans tids skønånder, ville uden tvivl ha’ misundt denne stemmegaffel tonen, der nu kun svagt anes:

På jorden sidder jeg
og fanger stjernerne ind
i min øjenruse.

Drømmeste drømmer drøm mig en drøm,
stig op fra dybet i en søjle af ilt.
Bær mit inderste, bær alle tider
i boblernes sølv og i brændende lunger.


Poesien er sprogets sorte får,
den er helt ude af pressefolden
medmindre den går kun på forbenene
og i øvrigt lader sig klippe
og sælger sin uld til modetøj.
Det hænder, at den er en ulv. Snap!

- Strunge.

Solens stråler stak til den hjertevarme Schade, der månesyg rundede Kgs. Nytorv for at sige godnat på Skindbuksen, et sind så fjernt fra skyer og byer i strålende plasticsol, der var allerhøjst tale om en lyserød elefant i tranedans:

Lykke


Skyer går over hor,
begravelse, lykke, sødme –
jeg får kaffe med piskefløde.
– Hendes søde kind må rødme.

Lysedugen skælver
ved de blottede knæ –
min cigaret rødmer
og falder ud af munden.

*

Stjernerne på gaden


Deres ansigt var stort
og de strålede rent
det lyste fra stjerne til stjerne

i dybe skygger
i skumle gyder
gik skøgerne ud på forretning

og der kom mænd
de skjulte et minde
og sammen græd de i samme seng

deres ansigt var stort
og de strålede rent
det lyste fra stjerne til stjerne.

*

Indledning


Disse folder i din klædning
disse linjer i din lænd
disse slag i hjertet

sang de om et større liv
sprang de af en større verden
disse linjer

mægtigt mindes jeg en guddom
der var mere end jeg selv
jeg er ikke verdensrummet

jeg er SCHADE jeg vil synge
og et vildt og fremmed væsen
der skal sejre over mørket

jeg vil bøje mig i nætter
hvor de mange elsker jorden
og en stjerne skal du se

det er livet.

- Schade.

O, høstlige forår,
aldrig gaves der skønnere forår end
hint i høsten.
Endnu engang blomstrede det forgangne,
det selvbegrænsende,
den elskelige ro før uvejret.
Endog Mars smilede.

- Hermann Broch.


Al den fantasi får én til at mindes Umberto Ecos strålende Dronning Leonas mystiske flamme, et univers af fortællinger og erindringer der igrunden burde læses siddende overskrævs på en egs tykke stamme et sted under skyerne, for så synd det ville være at forstyrres af andet end vinden.
Man ka’ dog som han lade sig traktere i en uforstyrret frugthave, hvor den ene hånd snapper frugter mens den anden vender blade.
Tit vender jeg tilbage til denne bog, så fyldt med kundskab og sproglig begavelse, at heldiggrise der havde denne filosofiske begavelse som lærer, sikkert aldrig nåede at mærke sig deres forandring. En natbordets fyrstinde værdig, er Dronning Leonas mystiske flamme – med hvilken, RM, du mellem bøge og birke er lykkeligt fri for tidens virulente gudesnak, ja man ka’ ligefrem sige at den slags placeres på sin retmæssige plads i litteraturen –, nu vi er dèr:

Hvad gør du, måne på himlen,
sig mig, hvad gør du?
Jeg lever mit liv,
mit falmende liv,
thi jeg er en hoben
af jord og døde dale
og af trætte, udslukte
vulkaner.

mvh
Simon

På rejsefod i blæk, pt. eneste måde at lægge grænser bag sig:

Colum Cille Cecinit

I Is scith mo shrob ón scríbainn

My hand is cramped from penwork,
My quill has a tapered point.
Its bird-mouth issues a blue-dark
Beetle-sparkle of ink.

Wisdom keeps welling in streams
From my fine-drawn sallow hand:
Riverrun on the vellum
Of ink from green-skinned holly.

My small runny keeps going
Through books, through thick and thin,
To enrich the scholar’s holdings –
Penwork that cramps my hand.

II Is aire charaim Doire

Derry I cherish ever.
It is calm, it is clear.
Crowds of white angels on their rounds
At every corner.

III Fil Súil nglais

Towards Ireland a grey eye
Will look back but not see
Ever again
The men of Ireland and her woman

11th -12th Century.

*

Derry-Derry Down

I
The lush
Sunset blush
On a big ripe

Gooseberry:
T scratched my hand
Reaching in

To gather it
Off the bush,
Unforbidden,

In Annie Devlin’s
Overgrown
Back garden.

II
In the storybook
Back kitchen
Of The Lodge

The full of a white
Enamel Bucket
Of little pears:

Still life
On the red tiles
Of that floor.

Sleeping beauty
I came on
By the scullion’s door.

- Seamus Heaney.

mvh
Simon