|
1
registreret
(1 usynlig),
14
gæster og
245
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Simon
Emne: Re: Mellemrummet
|
P.s.
Alsisk kalender 1972/3, maj:
Di tumbe pigghe! . ja, om en vidst e
og hielt forstov, hvad der trót og friste,
for det kån hæend sig, en skikle dræeng
er havnet bliendt i en snuske sæeng.
Bevares vel! ok, det kån og’ hæend sig,
den viilest pig’ i e by hæ bræend sig
og kam i lav med en skide knægt,
der skejed ud fro en anset slægt.
*
Blandt firsernes tidstunneløjne, et lille stykke nutid der i en eftertid kan forekomme lidt kolerisk, men Blake og hans tids skønånder, ville uden tvivl ha’ misundt denne stemmegaffel tonen, der nu kun svagt anes:
PÃ¥ jorden sidder jeg
og fanger stjernerne ind
i min øjenruse.
Drømmeste drømmer drøm mig en drøm,
stig op fra dybet i en søjle af ilt.
Bær mit inderste, bær alle tider
i boblernes sølv og i brændende lunger.
Poesien er sprogets sorte får,
den er helt ude af pressefolden
medmindre den går kun på forbenene
og i øvrigt lader sig klippe
og sælger sin uld til modetøj.
Det hænder, at den er en ulv. Snap!
- Strunge.
Solens stråler stak til den hjertevarme Schade, der månesyg rundede Kgs. Nytorv for at sige godnat på Skindbuksen, et sind så fjernt fra skyer og byer i strålende plasticsol, der var allerhøjst tale om en lyserød elefant i tranedans:
Lykke
Skyer går over hor,
begravelse, lykke, sødme –
jeg får kaffe med piskefløde.
– Hendes søde kind må rødme.
Lysedugen skælver
ved de blottede knæ –
min cigaret rødmer
og falder ud af munden.
*
Stjernerne på gaden
Deres ansigt var stort
og de strålede rent
det lyste fra stjerne til stjerne
i dybe skygger
i skumle gyder
gik skøgerne ud på forretning
og der kom mænd
de skjulte et minde
og sammen græd de i samme seng
deres ansigt var stort
og de strålede rent
det lyste fra stjerne til stjerne.
*
Indledning
Disse folder i din klædning
disse linjer i din lænd
disse slag i hjertet
sang de om et større liv
sprang de af en større verden
disse linjer
mægtigt mindes jeg en guddom
der var mere end jeg selv
jeg er ikke verdensrummet
jeg er SCHADE jeg vil synge
og et vildt og fremmed væsen
der skal sejre over mørket
jeg vil bøje mig i nætter
hvor de mange elsker jorden
og en stjerne skal du se
det er livet.
- Schade.
O, høstlige forår,
aldrig gaves der skønnere forår end
hint i høsten.
Endnu engang blomstrede det forgangne,
det selvbegrænsende,
den elskelige ro før uvejret.
Endog Mars smilede.
- Hermann Broch.
Al den fantasi får én til at mindes Umberto Ecos strålende Dronning Leonas mystiske flamme, et univers af fortællinger og erindringer der igrunden burde læses siddende overskrævs på en egs tykke stamme et sted under skyerne, for så synd det ville være at forstyrres af andet end vinden.
Man ka’ dog som han lade sig traktere i en uforstyrret frugthave, hvor den ene hånd snapper frugter mens den anden vender blade.
Tit vender jeg tilbage til denne bog, så fyldt med kundskab og sproglig begavelse, at heldiggrise der havde denne filosofiske begavelse som lærer, sikkert aldrig nåede at mærke sig deres forandring. En natbordets fyrstinde værdig, er Dronning Leonas mystiske flamme – med hvilken, RM, du mellem bøge og birke er lykkeligt fri for tidens virulente gudesnak, ja man ka’ ligefrem sige at den slags placeres på sin retmæssige plads i litteraturen –, nu vi er dèr:
Hvad gør du, måne på himlen,
sig mig, hvad gør du?
Jeg lever mit liv,
mit falmende liv,
thi jeg er en hoben
af jord og døde dale
og af trætte, udslukte
vulkaner.
mvh
Simon
|
|
|
|
