P.s.

Fra baglæns til forlæns skriver jeg nu ...
For det ér jo dér, vi kommer fra og dér, hvor vi træder og kommer frem, om det så er skridt for skridt, fod efter fod, og hvor det største skridt tages i det mindste ... med mod og ansigt til ansigt.

Floden er gammel og floden er ung.
Byen er sorgfuld og munter.
Natten er glædelig. Natten er tung.
Livet er timer, sekunder.
Hold dig til livet et stykke endnu.
Døden har masser af venner.
Æd kun af mørket, men tro på at du
snart finder et menneske, du kender.

Lande bli'r nedlagt og lande består.
Venner forsvinder og savnes.
Livet er mer end sekunder og år.
Snart vil vi mødes og favnes.
Gribben er ikke en kolibri.
Lænken er ikke en kæde.
Vis mig dit ansigt før alt er forbi,
så er vi begge til stede.

Luften er lummer og sommeren går,
forår er noget, man mindes.
Livet er mer end sekunder og år,
forår er der, hvor et menneske findes.
Danmark er lukket og gået i hi.
Gold er en indkapslet glæde.
Vis mig dit ansigt før alt er forbi,
så er vi begge til stede.

Mure kan gi' sig, men luften er hård.
Livet begynder at stramme.
Husk, selvom rotterne slikker dit sår,
lys er den mørkeste flamme.
Affind dig ikke med mørkets magi.
Rut med dit forråd af glæde.
Vis mig dit ansigt før alt er forbi,
så er vi begge til stede.

Træer kan vælte og riger forgå.
Kloder kan flække som ærter.
En ting er drøj og går aldrig i stå:
Kærligheds magt over hjerter.
Mørket vil binde, men lyset gør fri.
Bred er den smalleste glæde.
Vis mig dit ansigt før alt er forbi,
så er vi begge til stede.

Mørket kan larme og mørket er lyst.
Sorgen er nem nok at lære.
Jeg ved en zone, hvor mørket er lyst.
Der vil jeg synge og være.
Ånd på mit hjerte og tæl så til ti.
Hør, hvor det vågner af glæde.
Vis mig dit ansigt før alt er forbi,
så er vi alle til stede.

Benny Andersen

Morn' RM..

Har du læst I al korthed af Frederik Dessau? - en pryd på natbordet dit..;)

mvh
Simon

Den der beklager sig over tidens politikere, er som sømanden der beklager sig over at det blæser på søen.

P.s.:

Frederik Dessau, fra kap. Læs hvad du vil:

Selv holder jeg mest af poesi. Joseph Brodsky, der selv var en stor poet, havde det ligesådan, og han motiverede det i sin nobelpristale:

- Der findes som bekendt tre former for erkendelse: den analytiske, den intuitive og åbenbaringen, den form som var kendt for de bibelske profeter. Det som adskiller lyrikken fra andre grene af litteraturen er dens anvendelse af alle tre former samtidig.

I sin tale ved åbningen af den første bogmesse i Torino i 1988 uddybede han temaet:

- Fordi poesien er den mest ophøjede menneskelige udtryksform, er den ikke alene den mest præcise, den mest koncentrerede måde at videregive oplevelsen af at være menneske på. Den sætter også den højest mulige standard for al sprogbehandling - navnlig den der foregår på et stykke papir.
Jo mere poesi man læser, jo mindre tolerant bliver man over for enhver ordflom af politisk og filosofisk art i historiske afhandlinger, sociale studier, eller inden for den kunstart som kaldes fiktion.
Misforstå mig nu ikke: Jeg prøver ikke på at afglorificere prosaen. Men poesien er simpelthen ældre end prosaen og har derfor rejst over større afstande. Litteraturen begynder med poesien, med en syngende nomade, længe før mennesket slog sig ned, blev fastboende og begyndte at skrive.

En anden Nobelpristager, Seamus Heaney, har også talt godt for poesien, som foruden sin skønhedsværdi har, hvad han kalder en genoprettende kraft:

- Poetisk fantasi og drømme om alternative verdener bestyrker også regeringer og revolutionære. Der er bare det ved det, at regeringer og revolutionære gerne vil tvinge samfundet til at forme sig efter deres forestillinger. Digtere er mere interesseret i at trylle med deres egen og læserenes fornemmelse af, hvad der er muligt eller ønskeligt eller bare muligt at forestille sig.
Det ædle ved poesien er en vold indefra, der beskytter os mod en vold udefra. Det er fantasien, der øver modtryk mod presset fra virkeligheden.
Over for historiens brutalitet er kunsten til ingen nytte. Alligevel bekræfter den os som enestående væsener. Den siger ikke 'Nu kommer der en løsning', men i den sprække som findes mellem dét, der vil komme til at ske, og det vi ville ønske kom til at ske, holder poesien vores opmærksomhed fangen et stykke tid.
Poesiens store fortjeneste er dens magt til at overbevise den sårbare del af vores bevidsthed om at den har ret, til trods for beviserne på det modsatte overalt omkring den. Og poesien giver bevidstheden en chance for at erkende dens situation, på forhånd lære, hvad den formår, og gennemspille dens modtræk på alle mulige eventyrlige måder. Som sådan er den gavnlig både for digteren og læseren. Den kan tilbyde en reaktion på virkeligheden med en befriende og bekræftende virkning på den enkeltes sind.

*

Det var lidt til natbordet, til den vågne drømmer, en tur på rejse i Frederik Dessaus kuffert - han der så ofte har beriget os, men nu er død; ak ja.

mvh
Simon

Aft'n Simon

Tak for et hint til Frederik Dessau I al korthed.

Jo, den kender jeg, og jeg har så genhørt den på din opfordring. Den sidste fjerdedel har altid betydet meget for mig, for han er et meget vidende og veltalende menneske for både skriftens øjne og ører. Han har italesat forskellen mellem længsel og håb som en pubertetsdrøm overfor en direkte livsnødvendig fordring til overlevelse ... jo, og forskellen er meget stor og gør en verden til forskel.

Jeg tror selv Pippi vil være enig med Frederik Dessau i det modne barns håb og udkig i forhold til til den voksnes pubertets- og evige længselsdrøm. Ta' et kig med og gense Pippi Langstrømpe på DR ... ;))



I håb om indsigt og udsigt
RoseMarie

Hej RM..

Ja, han var et dejligt menneske og en herlig forfatter, og sikkert ikke så lidt af en bedstefar - han døde nytårsaften, og fik altså ikke sin champagne. Til gengæld fik han en masse ører og øjne, der nu går rundt eller måske sidder og tænker lidt på de essays, han gennem tiden fornøjede dem med, hvoriblandt også jeg er tilskrevet.
Jeg ved ikke om han som jeg er det, var glad i Hviid's, men på Hviid's er der nok andre end jeg der er glad i ham.

På Hviid’s, har man ud på de små timer nemlig stadig stjerner i øjnene, ja måske enkelte stadig drømmer om natten mellem stjerner, og tænker på en anden gammel bohemenatur, der så ofte gik hjem med månen i snor:

Aften på Kgs. Nytorv
Schade til minde

Man ser et lille tog
på nattehimlen.
Der er stjerner i
og omkring det
og en mand, der kigger
ned på jorden.

Kan han se os
her på Kgs. Nytorv,
her hvor månen nu er tændt
i den runde vandpyt
foran Hviid’s?

Kan han høre
bluesharmonikamusikken
dryssende fra Nyhavnsknejper
skønnere end sne
og parmasan og makaroni?

Her går mennesker forbi
i mørke frakker
men med lyset tændt på vrangen –
ind i deres hjerter
bruser bytrafikken
som en gul guddommelig citronvand.

Hej, Jens August, tænker jeg
i maosutter og med hul på hælen
som den stakkels Baudelaire,
nu til morgen, når vi vågner
her i København,
skal du drikke morgenkaffe
med Vorherre..

- Peter Poulsen.

Om det stadig drypper på degnen, ska' jeg ikke kunne sige, dog drypper det på skyggerne, hatteskygger der farer afsted uden mål og med, i forsøget på at holde rødderne tørre, her i springvandet. Lyden af vandet der siler ned i undergrunden er herlig, og får sikkert hin kloakrotte til at stikke næsen frem, og sku' du være så (u)heldig pludselig at stå foran bissen, vil du sikkert høre den hvæse: "How dare you!"

mvh
Simon