|
0
registrerede
12
gæster og
154
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Simon
Emne: Re: Mellemrummet
|
P.s.:
Frederik Dessau, fra kap. Læs hvad du vil:
Selv holder jeg mest af poesi. Joseph Brodsky, der selv var en stor poet, havde det ligesådan, og han motiverede det i sin nobelpristale:
- Der findes som bekendt tre former for erkendelse: den analytiske, den intuitive og åbenbaringen, den form som var kendt for de bibelske profeter. Det som adskiller lyrikken fra andre grene af litteraturen er dens anvendelse af alle tre former samtidig.
I sin tale ved åbningen af den første bogmesse i Torino i 1988 uddybede han temaet:
- Fordi poesien er den mest ophøjede menneskelige udtryksform, er den ikke alene den mest præcise, den mest koncentrerede måde at videregive oplevelsen af at være menneske på. Den sætter også den højest mulige standard for al sprogbehandling - navnlig den der foregår på et stykke papir.
Jo mere poesi man læser, jo mindre tolerant bliver man over for enhver ordflom af politisk og filosofisk art i historiske afhandlinger, sociale studier, eller inden for den kunstart som kaldes fiktion.
Misforstå mig nu ikke: Jeg prøver ikke på at afglorificere prosaen. Men poesien er simpelthen ældre end prosaen og har derfor rejst over større afstande. Litteraturen begynder med poesien, med en syngende nomade, længe før mennesket slog sig ned, blev fastboende og begyndte at skrive.
En anden Nobelpristager, Seamus Heaney, har også talt godt for poesien, som foruden sin skønhedsværdi har, hvad han kalder en genoprettende kraft:
- Poetisk fantasi og drømme om alternative verdener bestyrker også regeringer og revolutionære. Der er bare det ved det, at regeringer og revolutionære gerne vil tvinge samfundet til at forme sig efter deres forestillinger. Digtere er mere interesseret i at trylle med deres egen og læserenes fornemmelse af, hvad der er muligt eller ønskeligt eller bare muligt at forestille sig.
Det ædle ved poesien er en vold indefra, der beskytter os mod en vold udefra. Det er fantasien, der øver modtryk mod presset fra virkeligheden.
Over for historiens brutalitet er kunsten til ingen nytte. Alligevel bekræfter den os som enestående væsener. Den siger ikke 'Nu kommer der en løsning', men i den sprække som findes mellem dét, der vil komme til at ske, og det vi ville ønske kom til at ske, holder poesien vores opmærksomhed fangen et stykke tid.
Poesiens store fortjeneste er dens magt til at overbevise den sårbare del af vores bevidsthed om at den har ret, til trods for beviserne på det modsatte overalt omkring den. Og poesien giver bevidstheden en chance for at erkende dens situation, på forhånd lære, hvad den formår, og gennemspille dens modtræk på alle mulige eventyrlige måder. Som sådan er den gavnlig både for digteren og læseren. Den kan tilbyde en reaktion på virkeligheden med en befriende og bekræftende virkning på den enkeltes sind.
*
Det var lidt til natbordet, til den vågne drømmer, en tur på rejse i Frederik Dessaus kuffert - han der så ofte har beriget os, men nu er død; ak ja.
mvh
Simon
|
|
|
|
