Morn’ fru julegeneralinde..

Her med kun 22 dage igen til lidt spontandans omkring træet, tænkte jeg at du måske overvejer at erhverve dig et par havenisser, evt. som portaler ved indkørslen: https://bergensmagasinet.no/wp-content/uploads/2018/12/Sundt-nissene1-1.jpg

Solide str. de to! ;)

Venner holder jul i Venedig, og man er naturligvis ikke det mindste misundelig, når man spagt mumler at man selv tar nordover, mens man tænker på nattestilheden over kanalernes vande med museet bag, sanset af Ruskin i et vakkert digt (du selv må oversætte), der dog næppe påskønnes rigeligt af nisser flest i den søde juletid, meeen, selv ku’ man velnok gøre en undtagelse, ak ja..:

Et les palais antiques,
Et les graves portiques,
Et les blancs escaliers
Des chevaliers.

Et les ponts, et les rues,
Et les mornes statues,
Et les golfe mouvant
Que tremble au vent
Tout se tait

Eller tænk dig, at bruge dec. og jan. til et sted i Sahara og mærke sin egen forsvinden under lyshavet fra oven, mens kameler i baggrunden drømmer om vandnymfer og cisterner fyldt med rislende minder. Vand er alpha & omega ligemeget hvor i verden man nisser rundt, også for små grønlændernisser og store polarbjørne der afventende glor ned i det isnende vandhul i håbet om en sælsom begivenhed.
(Så i weekenden en af mine yndlingsfilm, Lawrence of Arabia m. en stjernebesætning af formidable skuespillere).

El sur

Fra en af dine patioer at have set
de gamle stjerner,
fra den mørke bænk at have set
disse spredte lys
som min uvidenhed ikke har lært at navngive,
endsige ordne i stjernebilleder,
at have fornemmet vandets cirkel
i den hemmelige cisterne,
duften af jasmin og kaprifolium,
den sovende fugls stilhed,
porthvælvet, fugtigheden
– disse ting tilsammen er, muligvis, digtet.

- Borges.

mvh & goherlig dag..
Simon

Go'morgen Simon

Havenisser som velkomst og haveportal ... jo, det er da en overvejelse vejr!

https://julehaven.havemobel-centret.dk/image/cache/catalog/Jul/Bramming/Figure%20(Tr%C3%A6)/nisser-paa-rekke-290x290.jpg

https://www.youtube.com/watch?v=bzBaTpE-mVQ

... og derfor nu Rifbjergnissen fra Under vejr med mig selv:

At elske

Danmarks roterende dreng nummer ét
er jeg afgjort nu.
13800 lygtepæle i København og Frederiksberg
vidner nu om min evige, udødelige, patenterede kærlighed
til kvinden, som jeg uden at rødme kalder
min unge elskede
og kysser med en energi som en roeknuser.

Ingen tildeler os idrætsmærket
for de uendelige aftners vandringer
med vores maratonkærlighed.
Og de sammenflettede fingre
er komplicerede som heksenøgler.

Vi gør os frygtelig umage med alting.
Det gælder om at elske rigtigt
alle synes at vide hvordan man gør.
Vi arbejder energisk for at lære det.

Farvel ta´r tre timer
og morgenen kommer kørende i sporvogn
fra Ndr. Fasanvej
og samler mig op til barmhjertig slummer
efter kraftprøven.

Klaus Rifbjerg


Glædesdag til nissen ønsker
Julegeneralinden

Hej RM..

Jah, sådan et par mandshøje havenissebasser, sku' nok ku' få gæster, postbud og samtlige firben til at holde sig på maven af grin - apropos kærligheden og det at elske, velsagtens særlig næsten, her lidt til juletræets fod, kald det endelig humoristiske godterier til overflod:

Den standhaftige kætter

På et tidspunkt da der var tre paver, var der en farlig kætter der drog pavens autoritet i tvivl. Kongen, den verdslige myndighed, indkaldte da til et koncil i en by hvis navn betyder standhaftighed eller overensstemmelse, for at bringe skismaet – sådan kaldte man uoverensstemmelsen i kristenheden – til ophør og for at stille kætteren til ansvar. Kætteren kunne med god grund frygte at møde op, men kongen gav ham frit lejde: han skulle kunne rejse til og fra koncilet som en fri mand. Han begav sig på vej og blev arresteret da han ankom.
Inden koncilet var omme, havde det også arresteret den tilstedeværende pave – han måtte derefter skifte navn fra Johannes til Baldassare – og afsat de to andre og valgt en helt fjerde og således lykkeligt genforenet den splittede kristenhed. Kætteren fik, i nærværelse af den romerske konge, sit hjemlands konge, kardinaler og prælater, forelagt citater fra sine skrifter og taler, han indvendte at citaterne ikke var nøjagtige, men fik til svar at det ikke drejede sig om ordlyden, men om meningen, og meningen viste sig – for kætterens dommere – at være endnu værre end ordlyden.
Kætteren hævdede samtidig at

- Kirken er dem der følger Kristus, ikke dem der bare adlyder pave og præster,
- i skriften er der ikke belæg for at pave og præster ubetinget skal adlydes,
- kirkelige straffe er ukristelige; er et menneske faret vild, bør det vejledes udfra skriften og ikke som Kristus, der sagde: „Hvem har sat mig til at dømme eller skifte mellem jer?”, overlades til den verdslige og øvrigheds straf,
- pavens verdslige stedfortrædende magt bliver svækket hvis han ikke i sin livsførelse efterligner Kristus og Petrus; han er ikke en sand pave hvis han ikke er en sand kristen,
- kardinalerne er ikke apostlenes sande efterfølgere hvis de ikke i liv og gerning viser sig som sande kristne.

Den kardinal der forhørte kætteren, havde meget at indvende på alle punkter, men var især indigneret på dette sidste punkt:
- Du har ikke holdt måde i skrift og tale, sagde kardinalen: dine ord burde tilpasses tilhørernes fatteevne; hvorfor nævne kardinalerne i prædikener for folket når de ikke selv var til stede; det skulle siges til dem selv og ikke folket.
- Nu siger jeg det til kardinalerne, sagde kætteren, men blev bedt om at tie, han måtte kun tale når han blev spurgt.
- Og, fortsatte kardinalen: sikke snak at en pave ikke er pave hvis han ikke er en sand kristen, pave, kardinal, konge er jo embeder, ikke moralske fortjenester.
Her indskød kætteren:
- Og hvorfor blev Johannes afsat? Han der, nu hedder Baldassare.
Det var kongen selv der svarede:
- Ingen er uden synd, det er formasteligt at tro det, især om sig selv. Johannes var den sande pave, indtil dette koncil afsatte ham på grund af hans noksom bekendte misgerninger hvormed han vakte Guds kirkes forargelse og ødslede kirkegods bort.

Men nu stod kristenheden sammen om den sande pave og mod den farlige kætter. Han blev opfordret til at tilbagekalde sine misforståelser. Hans hjemlands konge, som først havde beskyttet og siden svigtet ham, det første fordi han havde mange tilhængere i landet, det sidste af samme grund (for det var alligevel risikabelt), foreslog at han simpelthen under ét skulle afsværge alt hvad han havde misforstået, uden at gå i enkeltheder – det ville jeg til enhver tid gøre, sagde kongen der var en kendt dranker. Men den romerske konge sagde at kætteren måtte vælge mellem to veje, ydmyghedens eller hovmodets, han måtte afsværge og udlevere sig til koncilets nåde, eller fastholde sine misforståelser og vente koncilets dom. Kætteren svarede at han ikke ville fastholde misforståelser, men da han ikke var blevet overbevist ud fra skriften, kunne han ikke uden at krænke Gud og sin samvittighed skifte mening efter koncilets ønske, for man skal adlyde Gud mere end mennesker. Kætteren ville ligefrem appellere til kristus, men han var jo ikke til stede, og forsamlingen lo.
Dommen blev afsagt i domkirken. Inden kætteren blev ført til bålet, holdt en veltalende biskop en festtale hvori han berømmede kongen fordi han ved at indkalde dette koncil havde bevirket at der var gjort en ende på det ulyksalige skisma som var gået udover kirkens anseelse, så at det kirkegods der var erhvervet ved forløserens og martyrernes hellige blod, blev udplyndret, foruden mange andre skændigheder, men som især havde giver anledning til farlige kætterier. Herom står der skrevet: „Den krop der ligger under for synden, skal tilintetgøres,” og det gjaldt ganske særlig denne halsstarrige kætter hvis ondskab havde smittet hele byer og et halvt land med kætteriets pest. Dette hellige værk påhvilede kongen der var udvalgt til det i himlen før han var blevet valgt på jorden, og de umyndiges røst ville uafladeligt prise ham, og jesus Kristus, højlovet i al evighed, ville give ham kraft dertil.
Derefter fulgte hele koncilet og den halve by kætteren til bålet og så ham brænde til Guds ære. Siden da har der, bortset fra et ganske kort åremål, kun været én pave ad gangen, men ganske vist mere end én kirke.

- Villy Sørensen, 55 bagateller, 2002.

mvh
Nissen
P.s.: efter at ha' læst Et ganske almindeligt land i WA #48, har mit natbord på nissevis gjort krav på Søren Mørchs Utilsigtede hændelser, og den slags krav må en ærværdig nisse naturligvis efterkomme!

Lidt fra Th. Bjørnvigs Morgenmørke m. de grafiske arbejder af Bodil Kaalund, 1977 - min er fra '79 p.a. udvidelse med nye digte, smuk som en skat, som hans digtsamlinger i øvrigt:

Den hvide væg

Der står et langt lavt vinterlys
fra ruden hen på væggen overfor -
et ganske stille lys på en planetvæg,
som flytter rummet ind i stuen her,
her hvor jeg siddet grundende
alene efter drømmen rusen festen,
fyldt af en dyb varm mættelse,
organisk velbefindende, som bliver ved
og strømmer over i en vågen søvn -
uden behov for andet end lyset,
som lever ubevægeligt i luften
og indladt i en vellyst diamantklar
og uden optakt eller synken -
fraværende og dog intenst til stede
i et usynligt punkt, som er en åbning,
et intet som blir til en ny pupil
at se på nært med indtil nært blir fjernt -
et tilløb til et flygtigt sfærisk øje.

Alting står stille, svæver, er beskinnet
så skyggeløst og fjerntfra som kun ting i
det ydre rum. Hertil går ingen vej
og ingen vej herfra. Men paradisisk
og ensom står den hvide væg i rummet -

*

Ikke langt herfra har beboere høns og springvand i haven, livligt vand og italieneres klukkende lyde, man aner tidligt hanen stikke næbbet i sky og stolt skryde ud over sin bestand, sit harem. Her Th. Bjørnvigs farverige beskrivelse af sine små naboer:

Agerhøns

Der lyder en hjertegribende pippen i morgenmørket,
halvvoksne agerhøns flokkes på bakken: en kort stund deres
med mørke øjne sorte som sort vand i halvmørket -
hvad mon de klukker de fuglesøskende små?
Et sprog må det være siden det rører mit hjerte
så ømt omtrent som den nøgne huds membran blir berørt af
min elskedes øjenvipper.

Bevidsthedens tærskel synker
og lige over den ser jeg græsser og skærmblomster vandre
forbi og i øjenhøjde, ser blågrå halse og fjerenes strå
med stråler og egebladsvissent brunt i fanen
rodfæstet i deres løbende jordkroppe, dugges
og mens de ransager bakken og pikker larver og frø,
vokser den bløde klukkens jordrunding ud over himlen

- Th. Bjørnvig.

Anbefalet juleoplevelse: John Hustons Moukin Rouge m. bl.a. José Ferrer & Zsa Zsa Gabor.

mvh
Simon

Hvor er det dog sørgeligt at se, hvordan den ene forf. efter den anden misbruger Peter Handkes fine pris til at promovere sig selv og sine politiske synspunkter, men så igen, misundelse har så mange ansigter...

Noget ganske andet: livets tungsind, ak ja, det er så hårdt at være blød, trods alt, er det vel hårdere at vågne op og være død…;)

ET HÅRDT ÅR
Tilegnet Danmarks statistik

Jeg har været ulykkelig 11,6 gange i året, der gik
og ulykkelig 8,1.
3,7 gange har jeg bedraget min hustru
og er blevet bedraget 5,2.
Jeg har stjålet 12,60 kr. og 0 øre
og er blevet bestjålet for 13½

Jeg har giftet mig 0,13 gange, er blevet separeret 0,10
og skilt 0,75 gange.
Jeg er blevet far til 0,18 børn,
kørt ned af 0,1437 budcykler (uden lad),
kørt op et lignende antal gange.
Jeg har kollideret med 8,4 biler,
3,2 motorcykler,
½ tog
og 0,00 dræsiner.
Jeg har fløjet 8 gange
og er faldet ned med 1,6 fly,
jeg har skudt 0,07 fasaner, 0 papegøjer, 0 præsidenter,
jeg har siddet i fængsel 3,9 dage
– heraf 0,2 i detentionen –
4,7 gange har jeg været i Malmø
og har haft 1,4 pakker cigaretter og 2,1 pund kaffemed mig
hjem.
Jeg har set 6,7 film,
3,2 teaterstykker,
jeg har drukket 1 ¼ flaske whisky
og er død halvanden gang.
Det har været et hårdt år,
hvis I vil høre m i n mening.

*

REGNENS POETIK

Regnvejr

En pludselig diagonal regn imod Vesterbrogade.
Disse dråber kunne slå en mand til jorden
og således finde, måske, et stykke natur.

Svære at følge,
som selvmordpiloter styrter de sig ned
fra stor højde.

Èn knuses totalt og stiger herefter intakt
med en rød Volkswagen inden i sig
– jeg kan læse nummerpladerne fuldstændig klart,
regndråbe indregistreret i København,
chaufføren holder øje med lyset,
der om et øjeblik skifter fra gult til grønt.

Væk.

Den næste har en husrække med sig.

Og den næste igen samme husrække.

Og den næste igen igen den samme.

In Infinitum, indtil du går eller regnen ophører.

Regnens poetik
er præcisionen i hver enkelt dråbe,
regnens uberegnelige præcision,
fra insisterende tungsind til blindt raseri.

- Peter Poulsen.

mvh & god weekend til nisser og andet godtfolk..
Simon