|
1
registreret
(1 usynlig),
28
gæster og
1453
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Simon
Emne: Re: Mellemrummet
|
Hej RM..
Jah, sådan et par mandshøje havenissebasser, sku' nok ku' få gæster, postbud og samtlige firben til at holde sig på maven af grin - apropos kærligheden og det at elske, velsagtens særlig næsten, her lidt til juletræets fod, kald det endelig humoristiske godterier til overflod:
Den standhaftige kætter
På et tidspunkt da der var tre paver, var der en farlig kætter der drog pavens autoritet i tvivl. Kongen, den verdslige myndighed, indkaldte da til et koncil i en by hvis navn betyder standhaftighed eller overensstemmelse, for at bringe skismaet – sådan kaldte man uoverensstemmelsen i kristenheden – til ophør og for at stille kætteren til ansvar. Kætteren kunne med god grund frygte at møde op, men kongen gav ham frit lejde: han skulle kunne rejse til og fra koncilet som en fri mand. Han begav sig på vej og blev arresteret da han ankom.
Inden koncilet var omme, havde det også arresteret den tilstedeværende pave – han måtte derefter skifte navn fra Johannes til Baldassare – og afsat de to andre og valgt en helt fjerde og således lykkeligt genforenet den splittede kristenhed. Kætteren fik, i nærværelse af den romerske konge, sit hjemlands konge, kardinaler og prælater, forelagt citater fra sine skrifter og taler, han indvendte at citaterne ikke var nøjagtige, men fik til svar at det ikke drejede sig om ordlyden, men om meningen, og meningen viste sig – for kætterens dommere – at være endnu værre end ordlyden.
Kætteren hævdede samtidig at
- Kirken er dem der følger Kristus, ikke dem der bare adlyder pave og præster,
- i skriften er der ikke belæg for at pave og præster ubetinget skal adlydes,
- kirkelige straffe er ukristelige; er et menneske faret vild, bør det vejledes udfra skriften og ikke som Kristus, der sagde: „Hvem har sat mig til at dømme eller skifte mellem jer?”, overlades til den verdslige og øvrigheds straf,
- pavens verdslige stedfortrædende magt bliver svækket hvis han ikke i sin livsførelse efterligner Kristus og Petrus; han er ikke en sand pave hvis han ikke er en sand kristen,
- kardinalerne er ikke apostlenes sande efterfølgere hvis de ikke i liv og gerning viser sig som sande kristne.
Den kardinal der forhørte kætteren, havde meget at indvende på alle punkter, men var især indigneret på dette sidste punkt:
- Du har ikke holdt måde i skrift og tale, sagde kardinalen: dine ord burde tilpasses tilhørernes fatteevne; hvorfor nævne kardinalerne i prædikener for folket når de ikke selv var til stede; det skulle siges til dem selv og ikke folket.
- Nu siger jeg det til kardinalerne, sagde kætteren, men blev bedt om at tie, han måtte kun tale når han blev spurgt.
- Og, fortsatte kardinalen: sikke snak at en pave ikke er pave hvis han ikke er en sand kristen, pave, kardinal, konge er jo embeder, ikke moralske fortjenester.
Her indskød kætteren:
- Og hvorfor blev Johannes afsat? Han der, nu hedder Baldassare.
Det var kongen selv der svarede:
- Ingen er uden synd, det er formasteligt at tro det, især om sig selv. Johannes var den sande pave, indtil dette koncil afsatte ham på grund af hans noksom bekendte misgerninger hvormed han vakte Guds kirkes forargelse og ødslede kirkegods bort.
Men nu stod kristenheden sammen om den sande pave og mod den farlige kætter. Han blev opfordret til at tilbagekalde sine misforståelser. Hans hjemlands konge, som først havde beskyttet og siden svigtet ham, det første fordi han havde mange tilhængere i landet, det sidste af samme grund (for det var alligevel risikabelt), foreslog at han simpelthen under ét skulle afsværge alt hvad han havde misforstået, uden at gå i enkeltheder – det ville jeg til enhver tid gøre, sagde kongen der var en kendt dranker. Men den romerske konge sagde at kætteren måtte vælge mellem to veje, ydmyghedens eller hovmodets, han måtte afsværge og udlevere sig til koncilets nåde, eller fastholde sine misforståelser og vente koncilets dom. Kætteren svarede at han ikke ville fastholde misforståelser, men da han ikke var blevet overbevist ud fra skriften, kunne han ikke uden at krænke Gud og sin samvittighed skifte mening efter koncilets ønske, for man skal adlyde Gud mere end mennesker. Kætteren ville ligefrem appellere til kristus, men han var jo ikke til stede, og forsamlingen lo.
Dommen blev afsagt i domkirken. Inden kætteren blev ført til bålet, holdt en veltalende biskop en festtale hvori han berømmede kongen fordi han ved at indkalde dette koncil havde bevirket at der var gjort en ende på det ulyksalige skisma som var gået udover kirkens anseelse, så at det kirkegods der var erhvervet ved forløserens og martyrernes hellige blod, blev udplyndret, foruden mange andre skændigheder, men som især havde giver anledning til farlige kætterier. Herom står der skrevet: „Den krop der ligger under for synden, skal tilintetgøres,” og det gjaldt ganske særlig denne halsstarrige kætter hvis ondskab havde smittet hele byer og et halvt land med kætteriets pest. Dette hellige værk påhvilede kongen der var udvalgt til det i himlen før han var blevet valgt på jorden, og de umyndiges røst ville uafladeligt prise ham, og jesus Kristus, højlovet i al evighed, ville give ham kraft dertil.
Derefter fulgte hele koncilet og den halve by kætteren til bålet og så ham brænde til Guds ære. Siden da har der, bortset fra et ganske kort åremål, kun været én pave ad gangen, men ganske vist mere end én kirke.
- Villy Sørensen, 55 bagateller, 2002.
mvh
Nissen
P.s.: efter at ha' læst Et ganske almindeligt land i WA #48, har mit natbord på nissevis gjort krav på Søren Mørchs Utilsigtede hændelser, og den slags krav må en ærværdig nisse naturligvis efterkomme!
|
|
|
|
