Et hej i solen, RM..

Eller et pluk fra grenen, fra Efterårssuitens øjeblikke fastholdt, som endnu noget af betydning, ham stodderen i dette lys, ordløs blandt disse stemmer, i selskab med morgenfruer på række, og i al fald som en af de der skaber glæde:

Sådan
den lugt af efterår i stuen: grønne æbler
sådan
mens himlen mættes med tungsindig væde
løvet græder

sådan derude
lyset: en søjle over jordens fedme
sådan sådan musens fortrøstning
stubbene med dugges filigran
og sneglens lille øregang
lyttende knyttet om et ekkos salt

- Ivan Malinovski.

mvh & nisselig dag..
Simon

Hej Simon

Tak for Malinovskis skønne efterårsstemning. Ja, luftens klarhed og solstrålerne i septemberløvet lyser op til smil og sanselighed som var det en hilsen fra selveste forårssolen ... :))

Klarheden

Man kan ikke klargøre klarheden
og klarheden hører aldrig op
og det er som et vindu
men et vindu af luft
og det er som et øje.

Det gode ved at blive ældre
er tilvæksten af tavshed,
en slags indlevelse.

Til sidst er man helt stille
og der er ingen forskel
på lyset der ser én
og lyset man ser.

Poul Borum

***

Derfor sveder stenene i juni: en vag forskel
mellem luften og den kolde jord
de stikker i påtvinger dem et sprog af tårer
som var de sjæle i kval under en
åndsforladt himmel, grædende kondensvand,
eller ældre engles isser
svedperlende i en voldsom anstrengelse
for at vride sig op
og få lunet de jordslåede vinger i solbrisen.
(Ved daglig færdsel her
på brolægningen er det år ud og år ind
lykkedes mig at holde samtlige engle nede,
til nu, ak! for ingen ved bedre end jeg
at jeg en skøn morgen vil åbne døren
og se alle sten i indkørslen lette, store som små,
og flyve hjem til gud, han til hvis
himmelveje ikke hænger på træerne.)

Per Højholt


Nisseløjerligst på englevis
RoseMarie

Hej RM..

Ja, den kære sol, der skam aldrig gør forskel på forår og efterår..;)

Jeg blir salig, når den udser sig mig som objekt for så strålende en opmærksomhed. Og når så efterårsvinden blæser minder om snedækkede landskaber ind i ansigtet, breder en nisselig fryd sig i hele kroppen.

Under en frokost lyttede jeg særlig til nogens indtryk af Michael Strunge, indtryk fra digte forvandledes til meninger om mennesket bag, sandsynligvis indtryk fra oplevelser i TV og radio, ikke fra relationer til mennesket selv.
Akkumuleret blev indtrykket en meget syg Michael Strunge, ja, vel næsten fra før han fødtes; en vred ung mand der ikke var som andre, fordi han troede han kunne flyve, og sikkert derfor skrev digte.

Interessen for poesi har vel aldrig begrænset sig til særlige mennesker, særlige tidspunkter eller tider med sygdom og død, hvorimod poesien vel nok har været særlig udbredt i mindre dele af et samfundsliv, og under krige, har grupper af poeter støttet hinanden samlet i exil for overlevelse, mod krig, sygdom og død - hvilket man kan få et nydelsens indtryk af i Meine freunde die Poeten af Hermann Kesten.

Næppe lagde nogen særlig mærke til digteren, når de sammen gik over fodgængerfeltet på Rådhuspladsen, dér tilbage i 80’erne, hvor folk som i dag ikke lagde mærke til andet end umiddelbare indtryk, nu blot hvad mobiltelefoner tillader. Også i dag ka' folk gå i fred for hinanden, trods sociale incitamenter om rigtig at komme hinanden ved, sågar med tilbud om ”ægte kærlighed” mellem ukendte mennesker - vel at mærke ingen "fri kærlighed", næh, den ska' der ansvares for overfor guderne. Tusindvis strømmer de udfra metroen, uden hverken buh eller bæh til sidemanden, alle går de i egne tanker, private mellem hinanden som mennesker altid før – dvs. lige indtil nogen kommer i TV og får privatlivet smadret af misundelse og økonomiske hensyn. Ak ak, er det så mærkeligt når nogen skæver til solsorten?

Færdig

Du ligner meget en bil
med al din høflighed.
Spørg efter en telefon
og jeg kører på cykel.

Politiet eftersøger dig,
død eller såret.
Gid en anden kunne røre mig.
Gid jeg kunne.

”Gå nu på arbejde” beder jeg.
Du er søvnig som et trafiklys,
du er mærkelig som et digt.

Jeg har ingen millioner, ingen våben,
ingen flyvemaskine,
kun et vindue.
Jeg kan se en by.

”Hen, by” tænker jeg
og ligner en færdig skuespiller.

- Michael Strunge, Vi folder drømmens faner ud, 1981.

God nisselig weekend..;)
Simon

P.s. i aftningen m. Tania Maria ved tangenterne:

Fossil


Den drøm
som klippes over
af en entrédørs smækken
i efterårsblæst
river sig løs
fra det sarte hjernevæv
som et foster
fra uterus' væg
aflejres som pergamentgråt
spildprodukt
et smertende fossil
frosset inde et sted bag øjnene.

- P. Tafdrup.

mvh
Simon

Go'morgen Simon

Vågne-op-sang

Vågne og være ikke
den samme som igår
(hvornår
var igår
vågne, se på lyset,
ikke se på sig selv
og de er vågne!

Sætte fødder
ud på gulvet.
Kulde er et kærtegn.
(Er der koldt
i dig selv?
Se på lyset, finde ind
i lysets labyrint
og aldrig, aldrig
finde ud.
Så lang
en dag!
så snehvid lang!

Vågne, se på spejlet,
hilse
på en fremmed,
gøre store øjne,
ikke fremmedgjort
men værende
i sin egen
fremmedhed.
(Er du dér?
Nå,, det var godt!
Se forelsket på
den megen luft
som slutter tæt
om kroppen,

Sætte sig og skrive
dette brev
til en anden
som er jeg.
Vær hilset, morgenvæsen.
Og husk:
identiteten
er identiskheden
og der findes ikke andet.

Poul Borum

Go'morgennisseweekend
RoseMarie