|
0
registrerede
16
gæster og
95
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Simon
Emne: Re: Mellemrummet
|
Hej RM..
Ja, den kære sol, der skam aldrig gør forskel på forår og efterår..;)
Jeg blir salig, når den udser sig mig som objekt for så strålende en opmærksomhed. Og når så efterårsvinden blæser minder om snedækkede landskaber ind i ansigtet, breder en nisselig fryd sig i hele kroppen.
Under en frokost lyttede jeg særlig til nogens indtryk af Michael Strunge, indtryk fra digte forvandledes til meninger om mennesket bag, sandsynligvis indtryk fra oplevelser i TV og radio, ikke fra relationer til mennesket selv.
Akkumuleret blev indtrykket en meget syg Michael Strunge, ja, vel næsten fra før han fødtes; en vred ung mand der ikke var som andre, fordi han troede han kunne flyve, og sikkert derfor skrev digte.
Interessen for poesi har vel aldrig begrænset sig til særlige mennesker, særlige tidspunkter eller tider med sygdom og død, hvorimod poesien vel nok har været særlig udbredt i mindre dele af et samfundsliv, og under krige, har grupper af poeter støttet hinanden samlet i exil for overlevelse, mod krig, sygdom og død - hvilket man kan få et nydelsens indtryk af i Meine freunde die Poeten af Hermann Kesten.
Næppe lagde nogen særlig mærke til digteren, når de sammen gik over fodgængerfeltet på Rådhuspladsen, dér tilbage i 80’erne, hvor folk som i dag ikke lagde mærke til andet end umiddelbare indtryk, nu blot hvad mobiltelefoner tillader. Også i dag ka' folk gå i fred for hinanden, trods sociale incitamenter om rigtig at komme hinanden ved, sågar med tilbud om ”ægte kærlighed” mellem ukendte mennesker - vel at mærke ingen "fri kærlighed", næh, den ska' der ansvares for overfor guderne. Tusindvis strømmer de udfra metroen, uden hverken buh eller bæh til sidemanden, alle går de i egne tanker, private mellem hinanden som mennesker altid før – dvs. lige indtil nogen kommer i TV og får privatlivet smadret af misundelse og økonomiske hensyn. Ak ak, er det så mærkeligt når nogen skæver til solsorten?
Færdig
Du ligner meget en bil
med al din høflighed.
Spørg efter en telefon
og jeg kører på cykel.
Politiet eftersøger dig,
død eller såret.
Gid en anden kunne røre mig.
Gid jeg kunne.
”Gå nu på arbejde” beder jeg.
Du er søvnig som et trafiklys,
du er mærkelig som et digt.
Jeg har ingen millioner, ingen våben,
ingen flyvemaskine,
kun et vindue.
Jeg kan se en by.
”Hen, by” tænker jeg
og ligner en færdig skuespiller.
- Michael Strunge, Vi folder drømmens faner ud, 1981.
God nisselig weekend..;)
Simon
|
|
|
|
