Her to udhiv fra Julie Kjærgaards: Rosens skygge, Henrik Nordbrandts forfatterskab – dels fordi kærligheden jo fylder meget, her og dér, og dels fordi Henrik Nordbrandt som mennesker her, selv oplever kærligheden som både konkret og mystisk på samme tid – hvor citerede oversatte strofer fra den tyrkiske digter Yunus Emre flettes ind i hans egne digte, for at understrege forholdet trods samtiden -

Nordbrandts paradokse metafor:

Kærligheden er så logisk:
Alle modsætninger bliver forudsætninger
og sætningerne kommer forud
for logikken: jeg elsker dig, fordi det er sådan.

Og her lidt mystisk kærlighed:

Rosen fra Lesbos

Jeg har fået denne rose af en ukendt kvinde
da jeg var på vej ind til en ukendt by.
- Og nu da jeg har været i byen
sovet i dens senge, spillet kort under dens cypresser
drukket mig fuld på dens tavernaer
og set kvinden komme og gå og gå og komme
ved jeg ikke længere, hvor jeg skal kaste den fra mig.

Overalt hvor jeg har været, hænger dens duft.
Overalt hvor jeg ikke har været
Ligger dens visne blade sammenkrøllet i støvet.

- Fra Ode til blæksprutten, 1975.

mvh & god weekend,
Simon

TRÆET OG HIMLEN

Der går et træ omkring i regnen,
Skynder sig forbi os i det øsende grå.
Det har et ærinde. Det henter liv af regnen
som en solsort i en frugthave.

Da regnen hører op standser træet.
Det ses rankt, stille i klare nætter
ventende som vi på øjeblikket
da snefnuggene springer ud i rummet.

- Tomas Tranströmer.

“My temple stands not on Mount Moriah
but in that Elysian Field where even the immoral
are admitted”.

E.M. Forster.

Dette er første strofe I Elsa Gress’ “Elysisk aften”, som jeg til min glæde fandt blandt Blixens mange andre gode bøger på Rungstedlund, da vi forleden var et smut deroppe for at nyde at gå rundt i de stuer hvor Tanne havde trådt barnefod. Stuerne er ikke uden stemning, de overdrager minder, andres minder i fortællinger man ser ske for sig, i oplevede og eventyrlige skildringer fortalt som de blev oplevet. Mange har haft deres gang i dette hus, vandret og siddet i haven og talt om hændelser der berørte dem, i en anden tid hvor andre værdier end dem vi omgives af nu var i højsædet. Ikke mindst, tænkte jeg på Thorkild Bjørnvig, der lidt svimmel stod dér i entréen med fruens hvasse blik rettet mod sig og denne poesi greb ham i struben, en sjov historie han beretter om i sin bog, ”Pagten, mit venskab med Karen Blixen”:

Jeg vover tit, naar Nætterne er bællene sorte,
at kalde på den Dejlighed, der bor nær Dødens Porte.

Og i søde Middagsstunder, naar Slangen var bedaaret
af sit eget store Hjærte, jeg blev til Elsker kaaret.

Da gælder det at tage det nu, som bliver givet,
for at favne Livets Drage, som staar mig efter Livet.

Men Haanden maa jeg støtte paa Verdens trygge Axe
for at undgaa Dyrets Hævn og de frygtelige Saxe.

Jeg elsker Dragens Vildskab, og Slangebraade stikke
kun dem, der ser paa Slanger med forgiftede Blikke.
--

Jeg ku’ overtales til at leve i dette hus, der ligger så smukt med dufte og lyde fra det hav, der helt sikkert ville beruse mig i nætters drømme. Ta’ en tur på Rungstedlund og nyd indtrykkene, det ka’ kun anbefales – man spiser for øvrigt godt i havnen.

mvh
Simon

Tak for gode ord og stemningsbeskrivelser fra Tannes Rungstedlund og lyden og duften af hav og himmel ... og for din stabile vedholdenhed

Jeg er lidt på banen igen, og efter flere uger i Hedelandets lumre varme arme, er jeg nu ved at genstarte som en overophedet computer, der var gået i hak

Og så til lidt Bjørnvig efter inspiration fra dig ;)

GENNEM REGNBUEN

Opad snurred vi støt, gennem lys og skygger, videre
op til passet, lukket om vintren, netop ryddet
for 6 m. sne. Og derefter ned. Foran os, langt nede
en regnbue; her, for første gang i mit liv, set ovenfra, derfor

ikke en halvbue, nej, den hele, den fuldendte lyskreds,
skyggen af bilen midt i den: Et luftigt sort nav
i det røde og blå, violette og purpur svævende himmelhjul.
Synet løftede hjertet til et øjebliks samspil med livunderet,

genskabte, hvad vi lod bag os, i en hvirvel, en røg af lys,
den sorte lavastrand, blå bugt, det blændende skyhav og brunrødt
fra fjeldenes salige øer. Så gennemsigtig og tydelig
uforgængelig flygtig var afskedsgaven fra højderne.

Thorkild Bjørnvig (fra "Gennem regnbuen" 1987)

... og

ET RUM skrevet af Poul Borum fra digtsamlingen "Lyssyn" (1985)

et rum

hvor løv

og tid

gensidigt udskiftelige

med ild

og fald

hvirvler

ansigt

til ansigt

hvirvler

et rum

hvor du

og jeg


Varme hilsner i opadgående luftstrømme fra RoseMarie

Hej RM..

Fine sager, både Bjørnvig og den lille film om Tannes 17 gode år i det smukke Østafrika, droslet ned til stort set kun en kærlighedsaffære, hvilket nu engang synes var både synd og en skam for den smukke bog. Men sådan er der jo så meget, eller lidt, det afhænger lidt af hvordan man ser på det.

Men se, nu ka’ jeg jo ik’ sårn’ la’ en torsdag fare, uden at skulle se Søren Ryge, det ville lissom være et brud på etiketten, ka’ man sige, og den slags duer jo ik’, hvilket man måske ka’ takke ”Rend mig i Traditionerne” for. Men altså, lige præcis i forbindelse med havegrejer, nåja, så også den dersens ordmusik, kom jeg sådan til at tænke på al den skønsang jeg en del år havde gående omkring mine ører, derovre vestpå, og nærmere bestemt tænkte jeg på en vis Hr. Højholt, som andre omkringgående ører tilsyneladende nu helt har ladet gå i glemsel, og det duer jo heller ik’. Så derfor har jeg altså tænk mig et genoplive ham, sådan nærmest for en ordens skyld, så nogen ik’ pludselig står og mangler ham, så her er han så, værsgo og nyd:

Gittes monolog om haven:

Alså, hav’, det’ ligesom ikk’ os, mig og Preben,
og vi knokler altså, Susanne,
hver weekend, lisson de andre,
ja, mer, næsten,
og når man ser hvodden de har deres, ikk’ oss’,
det’ alså flov’.
»Prøv og hold’ øj’ me’em, Gitte,«
sir han så engang her i sommers, Preben,
»hvodden de gør’et og sårn!«
Så mått’ jeg stå ind’ hel’ søndagen,
ved vinduet, ikk’ oss’,
jeg ku’ da ikk’ få øj’ på noget!
Preben, han kigget ind
lig’ før han sku’ te’ rally.
»Knokler de?«
»De sidder og får der’ kaff’.«
»Jammen har de sle’ ikk’ knoklet?«
»Overhodet ikk’, de går bar’,
nu går de rundt og kikker på’en!«
Så kørt’ han.
Jeg hentet alså mi’ strik’tøj, ikk’ oss’,
så stod jeg jo dær og strikket og holdt øj’ me’em,
ind’ bag gardinet, -
i soltop, Susanne, - hel’ eftermiddagen.
Han’ alså flot, ham ind’ve siden a’,
jeg tror han går te’ bodybuilding,
og stærk, ser’et ud te’.
Ja, hun’ oss’ brun, solbrændt,
næsten for meget, ikk’ oss’.
Så da Preben kom hjem, så knoklet vi igen.
Preben har ordnet græsplæn’,
f’di han ka’ ikk’ find’ ukrudt,
hvis der oss’ er blomster.
Jeg ka’ godt find’ ud a’et,
jeg rykker lidt i all’ sammen,
dem der’ løs’, det ukrudt!
Så om aftenen vi var kommen op,
stillet han sig hen ved vinduet, Preben.
»Jeg tror sgu de gør’et om natten,« sir han så.
»Hvaffor noget?«
»Jeg tror, de går og knokler om natten.«
Alså, Preben, han vill’ jo ha’ blodbøg, ikk’ oss’,
så det var noget af det først’,
en bitte lille én var’et,
de gro’et lidt bedre, sagde de,
men bladen’ gik a’en.
Preben han købt’ sig alså en størr’, om foråret,
for nu sku’et alså te’ at vær’, ikk oss’,
og han vandet og han vandet og han gødet,
der sku’ ikk’ vær’ noget dær.
Nu har vi nummer fem blodbøg,
f’di det noget han vill, ikk’ oss
hans chef har nemlig oss’ een,
og dem ind’ ve’ siden s’, de har ikk’ nogen.
»Det ska’ ka’ la’ sig gør’, « sir Preben,
»alting ka’ la’ sig gør’,
bar’ man knokler.«

- Per Højholt.

Ja varmt har det sandelig været, men du er da ikke tørret helt ud RM, og det er jo godt at se – faktisk nyder også jeg det lidt køligere vejr pt., for fyd’ i grisen det var hedt, lige en tand for voldsomt.

mvh
Simon

Her lidt herligheder, i særlige omstændigheder:

Små øjeblikke

Der er øjeblikke, små øjeblikke
hvor jeg føler at jeg alligevel vil savne alt dette
når jeg – som man sige – ikke er mere
og således næppe får tid til at savne noget som helst.

Det er ikke de store øjeblikke
– der altid har lidt evighed i sig –
Jeg tænker på i disse små øjeblikke,
men på alt det der gør at livet er til at bære
og som undertiden gør at det ikke er til at bære:
alt det, der er så småt, at det er til at græde over,
– til at grine ad
– til at smile over
– til at smile til.

- 10.-9.

Løvfald

På træerne stråler bladene. Hvis ikke de raslede under fødder-
ne, kunne man høre dem falde.
Der lyder et skud. Skytten kommer lige imod mig med gevæ-
ret under armen. Det ville være let for ham at plaffe mig ned.
Nogle ville savne mig. Da det er pinligt at tænke på, tænker
jeg på dem jeg ville savne, før jeg kommer i tanke om at jeg
ikke ville savne nogen. Det er det værste ved døden. Det er
døden.
Bag mig lyder et skud. Jeg vender mig ikke om. Træernes
farvepragt minder mig om en dødskantate af Bach.

11.-10.

Sidst i september

Sundet er blankt og blåt.
Himlen er lysere blå med sarte hvide striber
løvet har alle andre farver end blåt og hvidt.

Sommeren er aldrig så klar som når den er forbi.
Det har sommeren til fælles med så meget andet.

Foran mig på stenbalustraden hopper en krage
hurtigere og hurtigere, jo nærmere jeg kommer med
langsommere og langsommere skridt, indtil den
stiller sig på tvært med forbløffet blik og gennemborende næb
og letter med et ærgerligt grynt.
Bølgerne lyder som stille munterhed.

Hvis dette var en drøm
var det en lykkedrøm.
Men så ville kragen sikkert have min størrelse
og jeg kragens.

28.-9.

Villy Sørensen, Vejrdage, 1980.

ANGÅENDE VIRKELIGHEDEN

Der er mere end 60 km til den nærmeste virkelighed,
Og whiskyflasken i denne er tom.
Næste flaske er derimod nær.
Et resolut vrid med hånden
og den breder sine tørvemoser ud,
sit irske landskab,
som skal fylde os med glemsel,
kvase, først vor nærhukommelse
(alle de kunstige ord, som ender på –land),
og siden visse organer, vi bedre kan bruge.
Tilsyneladende helt tilfældigt,
det er svært at få øje på tegningen,
ødelæggelsens mønster er ret subtilt
og vil vanskeligt kunne kortlægges
selv med det mest moderne, avancerede udstyr.
Naturligvis lander man langt borte, og på en eng,
og folk, man har kendt, er så gamle, at de er døde,
uden penge er man tillige,
uindløselig i en vis forstand.
Men jeg tror, at stolen flyver os hjem,
eller i det mindste tilbage,
og ved, at de adskilte virkeligheder
er forbundet med whiskyflasker.

AMSTEL HOTEL

Ti år er gået, siden den fragile
og stille Baker, tømt for energier,
defenestreredes. Snart tre årtier
er nu forløbet, fra Celan fandt hvile
i Seinens tavshed. Her i Amsterdam
er månelyset gråt og sporvognstoner
fremmaner visse barndomssensationer
markeret på det indre spektogram.
Én spiller kort og mister sine øjne,
en anden finder trøst i heroin,
de drømmer andres drømme, ikke min,
for den er gjort af virkelige løgne.
Støj bliver til stilhed, hvis den varer ved,
ti år kan ikke måles som et sted.

- Peter Poulsen, En skygges forbigående, 1999.

mvh
Simon