Morn’ i sovetryner,
her en baglæns strøm af tidløse digte, en fremtid af fortid fra øjeblikkets Tomas, lige til at ta ind fra et himmelhvælv af overblikskunst:
NATBOGSBLAD
Jeg steg i land en majnat
i et køligt måneskin
hvor græs og blomster var grå
men duften grøn.
Jeg steg op ad skrænten
i den farveblinde nat
mens hvide sten
signalerede til månen.
Et tidsrum
nogle minutter langt
otteoghalvtreds år bredt.
Og bag mig
hinsides de blyskinnende vande
lå den anden kyst
og dem der herskede.
Mennesker med fremtid
i stedet for ansigter.
- Tomas Tranströmer (Sørgegondolen 1996).
AIR MAIL
På jagt efter en postkasse
bar jeg brevet gennem byen.
I den store skov af sten og beton
flagrede den vildfarne sommerfugl.
Frimærkets flyvende tæppe
adressens dinglende bogstaver
plus min forseglede sandhed
lige nu svævende over havet.
Atlantens krybende sølv.
Skybankerne. Fiskerbåden
som en udspyttet olivensten.
Og kølvandets blege ar.
Hernede går arbejdet langsomt.
Jeg skeler tit til uret.
træskyggerne er sorte tal
i den grådige stilhed.
Sandheden er på jorden
men ingen tør tage den.
Sandheden ligger på gaden.
Ingen gør den til sin.
NATTERGALEN I BADELUNDA
I den grønne midnat ved nattergalens nordgrænse. Tunge
blade hænger i trance, de døve biler farer mod neonlinjen.
Nattergalens stemme træder ikke til side, den er lige så
gennemtrængende som en hanes galen, men smuk og uden
forfængelighed. Jeg var i fængsel og den besøgte mig. Jeg
var syg og den besøgte mig. Jeg lagde ike mærke til den
da, men nu. Tiden strømmer ned fra solen og månen og
ind i alle tik tak taknemmelige ure. Men lige her er der
ingen tid. Kun nattergalens stemme, de rå klingende toner
der sliber nattehimlens lyse le.
- Tomas Tranströmer (For levende og døde, 1989).
SATELLITØJNE
Jorden er ru, ikke noget spejl.
Kun de groveste ånder
kan spejle sig der: Månen
og Istiden.
Kom nærmere i dragedisen!
Tunge skyer, myldrende gader.
En susende regn af sjæle.
Kasernegårde.
ISLANDSK ORKAN
Ikke noget jordskælv men himmelrystelse. Turner kunne
have malet det, fastsurret. En enlig vante hvirvlede forbi for
lidt siden, flere kilometer fra sin hånd. Jeg vil arbejde mig
frem i modvind til det hus på den anden side af marken. Jeg
flagrer i orkanen. Jeg er røntgenfotograferet, skelettet indgi-
ver sin afskedsansøgning. Panikken vokser mens jeg krydser,
jeg forliser, jeg forliser og drukner på tørt land! Hvor det er
tungt, alt det jeg pludselig har at slæbe på, hvor det er tungt
for sommerfuglen at bugsere en pram! Endelig fremme. En
sidste brydekamp med døren. Og nu inde. Og nu inde. Bag
den store glasrude. Hvilken mærkelig og storslået opfindelse
er glasset ikke – at være helt nær uden at blive ramt … Ude
farer en horde af gennemsigtige sprintere i kæmpeformat
over lavasletten. Men jeg flagrer ikke længere. Jeg sidder
bag glasset, stille, mit eget portræt.
VINTERENS BLIK
Jeg hælder som en stige og når
med ansigtet ind i kirsebærtræets første sal.
Jeg er inde i farvernes klokke som ringer af sol.
De sortrøde bær gør jeg en ende på hurtigere end fire skader.
Så rammes jeg pludselig af kulden langt borte fra.
Øjeblikket sortner
og sidder som øksens mærke i en stamme.
Fra nu af er det sent. Vi forsvinder småløbende
uden for synsvidde, ned, ned i det antikke kloaksystem.
Tunnelerne. Dér vandrer vi i måneder,
halvvejs i tjeneste og halvvejs på flugt.
Kort andagt når en luge åbner sig over os
og et svagt lys falder.
Vi ser opad: stjernehimlen gennem afløbsgitteret.
ERINDRINGERNE SER MIG
En junimorgen hvor det er for tidligt
at vågne men for sent at falde i søvn igen.
Jeg må ud i det grønne der er tæt besat
med erindringer, og de følger mig med blikket.
De ses ikke, de smelter helt sammen
med baggrunden, perfekte kamæleoner.
De er så nær at jeg hører dem ånde
skønt fuglesangen er bedøvende.
- Tomas Tranströmer (Det vilde torv, 1983).
FODGÆNGEROVERGANGEN
Isblæst mod øjnene og solene danser
i tårernes kalejdoskop da jeg krydser
gaden der har fulgt mig så længe, gaden
hvor grønlandssommeren lyser fra pytterne.
Omkring mig sværmer hele gadens kraft
der intet husker og intet vil.
I jorden dybt under trafikken venter
den ufødte skov stille i tusinde år.
Jeg får den idé at gaden ser mig.
Dens blik er så sløret at solen selv
bliver et gråt garnnøgle i et sort verdensrum.
Men lige nu lyser jeg! Gaden ser mig.
Tomas Tranströmer (Sandhedsbarrieren, 1978)
mvh
Simon
Svar
Citer
