Ohøj RM..
Ja, han er en finurlig gut, Piet Hein, bredspektret som nogen, her et længere et fra Træet, med hans særlige livssyn som skinner igennem, og som jeg formoder du og andre her til dels vil kunne genkende sig i. Smukt er det – ordenes spejlinger, rytmen og ganske beskrivende for også den tids debat, om grænsen man formodede fandtes mellem noget muligt og ikke muligt. Ikke mindst afspejler digtet en særlig følsomhed overfor den ydmyghed traditionen skænkede, og til hvilken man knyttede et helt særligt indre bånd, overfor tanken om dette ”noget” man idet mindste håbede holdt menneskeheden i sin trygge hånd – lidt lyrisk udtrykt.
Men sagen er, at netop trygheden blev der pillet ved på flere måder, ikke mindst i kraft af krigen og de revner den skabte i sindet, hvor styrken til at beskrive sig ind i verden og et sammenhold voksede og generede kraft, ja skabte mål mod fremtidens fællesskaber. Naturen nede i mennesket vendes og drejes her, og sættes på rytmiske linier der ansporer en særlig blidhed, i et menneske med en ellers streng livsførelse; et interessant indblik:
Sapiens og Psyke –
Mennesket sidder ved havets bred
og leger med sten og rav.
Uudforsket mod kysten gaar
det ubegrænsede hav.
Bundløst ligger atomernes dyb
og stjernernes tid og rum.
Mennesket selv er menneskets eget
stridige studium.
__
Først var tanken – med simpelt krav
paa magisk alvidenhed,
et aabenbaret indre lys,
som vidste saa vel besked.
Saa delte et sagteligt dæmrende skel
tanken og verden i to.
Mellem dem gik kun erkendelsens vej
ad erfaringens regnbubro.
Og vejen til verden derudeom
var lige og lettest at vandre.
Erkendelsens første erobringstogt
er rettet mod andet og andre.
Tanken, bevidstheden, mennesket selv
fortabtes i dis og dunst.
Dén kunst at erkende sin egen natur
er en slangemenneskekunst.
Billedet af vores eget jeg
blev skabt i fysikkens billede:
sinds-mosaikker af sjæls-elementer
additivt sammenstillede.
Men hver ting maa tas efter sin karakter,
og hvad er hvert enkelt del,
naar helhedens inderste egenart
består i, at den er hel.
__
Aaben undren og forskerfærd
har banet en farbar sti.
Dær, hvor den ender, staar mørkets mur
og lokker med stor magi.
Det er i ærlig erkendelses aand
at vedgaa sin videns front.
Forskerens værk er et voxende land
ved en vigende horisont.
Men de som, forstandigt, ser egen gevinst
i at devaluere forstanden
haaner erkendelsens ydmyge slid
med at udvide himmelranden.
De tolker dens vandrende grænse som tegn
paa at der har den spillet fallit.
De kommer med krav paa de yderste ting
og erklærer at feltet er frit.
Dærude bag dagslysets skridende rand,
hvor al redelig aand melder pas,
kræver et pak triumferende troldtøj
en retmæssig tumleplads.
Nu har man prøvet med aabent spil
og er naaet så langt der kan naaes.
Herfra til himmelen hjælper kun godt gammelt
uvederhæftigt vaas.
__
Ordene lar sig taalmodigt fortrække
paa mangen utrolig led.
Spøgen beror paa, om virkeligheden
behager at hænge ved.
Tanken maa brydes et sted med en ting,
hvis en sandhed skal kæmpe sig fri.
Vi maa kunne indløse ordenes check
med erkendelsens guldværdi.
Forskeren afstaar fra luftkasteller
og søger de ydmyge steder.
Taaberne tramper frimodigt ind,
hvor englene ængsteligt træder.
Det gælder at tænke saa følsomt, at tanken
tro følger tingen i sporet,
og tale saa varligt, at tanken ikke
overdøves af ordet.
__
Kun Al-uvidenheden
kan tro sig Al-videnhed.
Dén er paa vej mod viden,
som véd, hvad den ikke véd.
Dét som har skilt vores verdener, var,
at vi holdt vores særheder hellige.
Dét som vil kunne forene os er
at forstaa. hvad der gør os forskellige.
__
- Piet Hein (Du skal plante et træ).
mvh
Simon
Redigeret af Simon (25/10/2013 16:41)
Svar
Citer
