Apropos:

Der har altid været et helvedes hus mellem kamphaner m/u pen, der også dengang havde brug for spilleregler, her et par af de mere noble, muligvis inspireret af ”PP’s” som Wells & Shaw – i det hele taget er tidsskriftet Kritisk Revy, hvorfra dette kommer, en herlig tidløs læsning:

Regler for nobel polemik

En åndsturnering er en fest,
og den har valgt den bedre del,
som værner om den hvide vest
og posen med det rene mel.

Vær large, urban, fidel, koket,
stil skrubben væk og slib din pil
og skjul den i din slebne stil:
Den fine mand har altid ret.

Lidt gift i blækket gør sin gavn,
men anvend helst en andens navn.
Du finder let et dødt geni,
som du kan dyppe pennen i.

Hvis du skal stikke, ros så først,
det viser klart, at du er størst.
Men kniber det, så ti! så ti!
til hele faren er forbi.

En dagens mand med dagens pen
må lægge kræsen smag for dagen.
– Men sagen da, hvordan med den? –
Hvad faen rager sagen sagen!

- Otto Gelsted.

mvh
Simon

Det er let at miste hinanden i snestorm, miste sig selv, i alt det hvide kun afgrænset af utydelige streger. I roligt vejr er det bjergtagende at se hvor roligt og smukt sneen har lagt sig for én, og vidunderligt at glide mellem graner med vinden i ansigtet, vinden der ka’ vende alt på hovedet, som her i det sørgelige digt, skrevet af den tilbageværende ven:

Samme Farve Som Sne

Til David Karetsky (14. april 1940 – 12. marts 1991)
Dræbt af lavine


Vi sætter skiene fra os
i den hvide sne,
mens vinden hyler,
tidens snestorm
farer forbi vore øjne,

det er lidt
som at være sneet inde
i huset i Connecticut
en dag da verden
forsvinder

og kun den hvide hund
går med dig ud
for at lave nye spor
i den lange blå skygge
fra bjerget.

Vi er alle halvvejs fremme,
men foretrækker at lade være
at tænke på det.
Du løb ned ad bjerget
først,
i det strålende lys,
og mindede os om,
at vi skulle gribe vore liv
og leve med blæsten
fløjtende om ørerne
og lyset blændende mod
vores skispidser

og de mennesker vi elsker
venter i hytten dernede,
hvor de skriver linier
på papir af samme farve
som sne,

og ved at det ikke er muligt
at holde fast,
at der kun er blæstens hylen
og disse streger af lys
som skinner
i den nyfaldne sne.

- Erica Jong.

mvh
Simon

Erindringskælderen banker på hos Henrik Nordbrandt, der med pennen hvæsset åbner for spadsereture over Drømmebroer, 1998 – en vandring i genkaldelser, afsatte fodspor og pejlemærker:


Drøm om drøm


Jeg drømmer at jeg drømmer.
Jeg lever, at jeg lever.
Jeg dør, at jeg dør.
Jeg elsker, at jeg elsker.

Jeg elsker at jeg drømmer
at jeg lever, at jeg dør.
Jeg dør, at jeg elsker
at jeg elsker, at jeg elsker.

*


Den fede


1.

Den fedes måned:
Med bugnende madkurve
kører vi ud i skoven.

Kareten er af guld
så den selv kan se
vejen tilbage i mørket.

Hjemme i kælderen
smøres guillotinen.

2.

Sommerens dufte er flygtet ind
i glas og flasker.
Den første dag man lugter jorden:
Venus fra Willendorf
Artemis over skyerne:

3.

Alt hvad der skinnede
synes nu at dryppe.

Knivforretningen holder udsalg.
Ænderne afsætter
et uldent fedtlag på søen.

4.

Jordfolket boede her.
En gang om året kom de op
for at bade
i hvirvlende leers lys.

5.

Så mange somre
troede jeg ikke, jeg skulle opleve.
Det gør heller ingen forskel:
Også efter denne sommer
synes somrenes sum den samme.

Mit nyvaskede sengetøj
lugter af jord.

6.

Sommeren er forbi
uanset hvor ofte man har hørt det før

så det alligevel
ikke er helt det samme.

7.

Månen navngiver
hver af markens stubbe.
Derefter går den forbi en hvid lade
rund, tung og jordisk
som en røgter i gummistøvler.

*

Sent efterår


Himlen er skyfri, men solen er væk.
Man kan høre sine egne ord
som øksehug fra en skov
der er blevet uigennemtrængelig
på grund af de syntetiske farvers
vilde anarki.

Tankerne standser på baneskråningen
hvor mørket falder på
først af alle steder.
Toget der kommer ud af tunnelen
er glemt, når de gule røllikestilke
atter står stille.

- Henrik Nordbrandt.

*

Endnu et glædesbrus over en digter der satte så varige spor, bare som kvittering for dit seneste link, RM, en time i selskab med et selskabeligt gensyn, i hvert fald ikke jeg ka’ mindes tilsvarende.
Så slå endelig auricula ud, hvis du ikke allerede har siddet dér, blandt alle de leende øjne og de sjove ”frisurer” man tidsmæssigt så let genkalder sig, ja det er nærmest som en time på RUC:
https://filmcentralen.dk/museum/danmark-paa-film/film/gittes-monologer-hojholt

*

Sluttelig lige et for resten, her over tidlig kaffe og små pips der allerede har sunget dagen op: Paul Celan & Ingeborg Bachmann, apropos de dybe fodspor og en kærlighed der var så tung af afsindig byrde, at den trak Paul Celan ned i det mørke vand: Deres brevveksling er smuk som en drøm, og trods erkendelsen fyldt med denne glæde over at ha’ mødt og betydet så meget for hinanden; man kan slet ikke forestille sig digte der blomstrer så levende af taknemlighed, nogensinde vil glemmes, selv om også det er drøm, som solen der buldrer løs og lukker sig om et Sahara - selv fuglene må jo ha' det slemt med heden, ja det er bare med at komme ud til det salte vandet og sprede tæerne, baske lidt med armene, du har heller ikke godt af slå rødder mellem skumle snegle og grønkål der sveder under armene:

Årene fra dig til mig


Igen bølger dit hår, når jeg græder. Med dine øjnes blå
dækker du vores kærligheds bord: en seng mellem sommer og efterår.
Vi drikker det, som én har brygget, der hverken var mig eller dig,
eller en tredje:
vi slubrer det sidste, det tomme.

Vi ser på hinanden i dybhavets spejle og deler hastigt maden:
natten er natten, den begynder med morgenen,
den lægger sig ind til dig.

*

Hele livet


Halvsøvnens sole er blå som dit hår en time før morgen.
Også de vokser rask som græsset på en fugls grav.
Også dem lokker legen, vi legede som en drøm på lystens skibe.
Ved tidens kridtklint vil også de møde dolkene.

Den dybe søvns sole er mere blå: sådan var dine lokker kun én gang:
Jeg dvælede som en nattevind i din søsters bestikkelige skød;
dit hår hang i træet over os, men du var der ikke.
Vi var verden, og du var et buskads foran portene.

Dødens sole er hvide som vores barns hår:
det steg op af højvandet, da du rejste et telt på klitten.
Det trak lykkens kniv over os med udslukte øjne.


- Hjertetid, 2008.

mvh & god soldag.
Simon

P.s.:

Noget af en tilføjelse: https://filmcentralen.dk/museum/danmark-paa-film/film/dansk-litteratur

Det nyligt overståede valg har sikkert fået en del til at tænke på, nu statsmedisteren jo har erklæret sig som fortrinsvis børnenes statsminister, om grundskoler og undervisning mon så vil tilbageføres til børnene og skolelærerne, eller om deres barn- og ungdom fortsat skal stoppes med stræbsomme politikeres forestillinger om kommende skatteydere?
Er det mon igen bare de sædvanlige fraser fra en socialdemokrat? Eller, vil dansktimer igen fyldes med indføring i kultur- og litteraturhistorie, med mulighed for sprogkundskab og tid til nysgerrighed, så børn og unge igen ka’ være i fred for de voksnes manier, få tid til i ro og mag at etablere deres eget livsforhold, og skærpe sproglige værktøjer og kundskabslyst, hvilket må være skolens egentlige formål.
At være barn, er ikke det samme som at være nogens ejendom, man er uanset alder sin egen – kat i sneen..;)

mvh
Simon – der stadig synes børn har nødværgeret mod at tingsliggøres og institutionaliseres, og at de derfor burde reetablere Børnemagt, måske med skolens hjælp til organisering, mod fælles frigørelse fra politisk overgreb.

Go'sommermorgen Simon

"- selv fuglene må jo ha' det slemt med heden, ja det er bare med at komme ud til det salte vandet og sprede tæerne, baske lidt med armene, du har heller ikke godt af slå rødder mellem skumle snegle og grønkål der sveder under armene"

Og jo, du har så helt ret, morgenvind i håret, luft under vingerne og kroppen i den salte bølgegang, så er dagen godt begyndt, og der ka' synges morgensang med fuglene. Nu er alt grønt jo ikke bare grønkål med sneglespor. Borum har sin helt egen udgave af det grønne og Vizki om at vågne op til lyset af en bille ... :))


Inderst er grønt
kriblende ind-i-sig-hvirvlende
tættere tættere
dyb af tidligste grønt
er grønt

I nat har jeg været
i tilblivelsens land
grønne klipper
grønne enge
tilløb til dyrisk lykke
grønt

Inderst er grønt
og evigheder siden
jeg vidste det ikke
jeg så det
det dækkede mig

Poul Borum

***

Lyset når man vågner lyset er her
nu vågner du op
til virkelighedens lette tåge
og det er overstået nu
der kravler en Hercules
bille
og du ser farvede dugdråber

Morti Vizki


Vind i håret og go' sommerdag
RoseMarie