Hej RM..

Her mens sneen hænger i mælkehvide negle og man ikke rigtig kan nisse sig op, endnu, selv om der er x dage til jul og Jesper Klein er væk – hvad der har betydet pladder af en julekalender, end ikke Søren Ryge kan lægge plaster på – har vi dog stadig den stille ordmusik, eller, er det mon en tung fuga? Under alle omstændigheder, her et forspil af Shelley:

For love, and beauty, and delight,
there is no death nor change: their might
exceeds our organs, which endure
no light, being themselves obscure.


Efter Heaney


uden seng eller bord
har jeg mørke dage i vente
i frosne huler
og fygende sne

is skuret af vinden
valne skygger af vækket sol
i ly af det eneste træ
på højsletten

skræmmende dyrestier
regn der ikke vil standse
jeg er den første der træder
i det grå frysende græs

jeg klatrer op i passet
hvor tyrene brøler
skoven står omkring mig
med sin lyd af ny brænding

hvor jeg end går
sweeney med de smalle hofter
stønner det knuste hjerte
i min ravende slidte krop


Fremviseren klaprer
med sine lysende luffer
i afskedens bibliotek

Dag for dag håndskrift i hæfter og
så på maskinen
flytte rundt

som om ingenting var sket
og det var for længe siden

Udsigten hver dag den samme
som om jeg bare kunne tage telefonen
dreje centralen og ringe til Breton

Det kan ikke bare smides i et hul
også hullet skal bæres videre
det forsvinder ikke


Absolutter, naturen,
howl vildere sax
og i finere sødere smukkere hæfter
skrive grimmere og grimmere forbi
det skønnes akademiske idioti

som græsset, nælderne,
den vilde rose der skyder sine blomster ud midt i grantræet
som natten fuld af lys

hvor ræven vandrer
til den rejser sig
af mørket som et daggry
og labber fuglefrø af fuglenes junge

Journalisten og digteren er de
frieste højeste fugle i skriften

Simple beskrivelser
af ting der er: Blomsterne
i deres potter: Den røde ny
i den sorte muld,


et kinesisk stempel
mod himlens blå.


no road her
John Clare

Det er fuglene der med deres stemmer, skingre og skurende,
fint rustne og rørstrømske peger på ræven, havens rovdyr,
hvis lugt af jungle hænger i morgenens tåge.

Der er ikke nogen videre tro på, at noget andet vil ske,
men det gør egentlig ikke noget.

Et barns skælvende jazz
river lyset ud
af dødsdommens væg


Billeder der ikke er metaforer.
Bare billeder.

Det konstruerede er fjenden, det der opfylder forventningerne.
Ikke gøre som jeg synes, som jeg har lyst til, ikke opfylde krav
og ikke stille dem.

Ikke acceptere, ikke protestere.

Konkrete billeder af noget der findes og sker. Ingen tilstand,
ingen stilstand.
Din undertrøje
på snoren
uden for mit vindue
Hvordan skal jeg vide
om ribsbusken er der.

Væv, slør, fortæpper, bagtæpper.

Ikke hvad det ligner, men at det er. Ikke hvad det er. Det er det,
vi taler om, mig og mig, digtet som redskab og instrument, som kuffert
kiste, blomst.

Vær dig selv. Det kommer til at gå den ene vej,
og det kommer til at gå den anden vej, alene eller
sammen med andre i en større sags tjeneste eller ej


(til Yu Jian)


- Peter Laugesen, Brev til en maler, 2016.

mvh
Simon
P.s.: Efter at fjolserne også fik ødelagt Kgs. Nytorv, sidder man nu i kælderen på hjørnet og vædder om, hvad de mon næstefter finder på – man, som på hjemturen altid runder andre hjørner. Engang sad Schade dernede og vædede sine sko på at det var månen der var fuld! Ak, hvor skal nu studenterne danse i måneskin, ville han ha’ sukket.
Når min onkel omkring midnat kom ud fra teatret, på det andet hjørne, ku’ han godt finde på at sætte sig på en af bænkene bænk og hvile skroget i stedets gamle historie. Han ville nu ha’ rystet på hovedet over fjolsers historieløshed, og taget bussen hjem.

Jah, godnathistorien har mange sprog og nuancerede stemmer, og den svenske er bestemt ikke den værste af slagsen, man er bedaget..;)

P.s.:

Fint link forøvrigt, tak tak..;)

mvh & fornøjelig dag
Simon

Hej Simon

Med så meget regnvejr kan selv små solstrejf i efterårsløvet pludselig lyse op, så øjne står på stilke, udsigten bli'r stor og mærkes i hjertet, og øje blikket fæstner sig i horisonten.


FØRST NU

Det er først nu
her i november
da løvet falder
”trindt om land”
at jeg igen
bliver bevidst om
at den ligger derude
min horisont
blålig og fjernere
end jeg huskede den
og på én gang
gådefuld og mærkelig fortrolig
og jeg tænker
på alt der groede op
inden for denne cirkel.

***

KLODEN ÅNDER STILLE

i lavningen derhenne
den
manifesterer sin vilje til liv
og et svagt pust
ude fra universet
forener sig med klodens ånde
og fortaber sig i den evighed
der skjuler sig et sted derude
bag min fjerneste
horisont.

***

Jeg ved at jeg ved
at derude
bag en af mine horisonter
er der et digt
der venter på mig.
En aften
da alle horisonter
var skjult i mørket
kom et par linjer til mig
de lød:
»Jeg var/altså er jeg.«
Resten må jeg begive mig ud
for at opsøge. 

***

Solen står op og går ned
og står op og går ned
det sker planmæssigt
hver dag
og tiden går
urene er velsmurte og i god stand
evighedens erobring er kun et spørgsmål
om tid. 

Knud Sørensen


Go' weekend med solstrejf og udsigt :))
RoseMarie

Hej RM..

Ja, her hvor sneen hænger i mælkehvide negle og man ikke rigtig kan nisse sig op, må vi bade i ordmusik og tørre øjnene efter forspillet af Shelley her:

For love, and beauty, and delight,
there is no death nor change: their might
exceeds our organs, which endure
no light, being themselves obscure.


Efter Heaney


uden seng eller bord
har jeg mørke dage i vente
i frosne huler
og fygende sne

is skuret af vinden
valne skygger af vækket sol
i ly af det eneste træ
på højsletten

skræmmende dyrestier
regn der ikke vil standse
jeg er den første der træder
i det grå frysende græs

jeg klatrer op i passet
hvor tyrene brøler
skoven står omkring mig
med sin lyd af ny brænding

hvor jeg end går
sweeney med de smalle hofter
stønner det knuste hjerte
i min ravende slidte krop


Fremviseren klaprer
med sine lysende luffer
i afskedens bibliotek

Dag for dag håndskrift i hæfter og
så på maskinen
flytte rundt

som om ingenting var sket
og det var for længe siden

Udsigten hver dag den samme
som om jeg bare kunne tage telefonen
dreje centralen og ringe til Breton

Det kan ikke bare smides i et hul
også hullet skal bæres videre
det forsvinder ikke


Absolutter, naturen,
howl vildere sax
og i finere sødere smukkere hæfter
skrive grimmere og grimmere forbi
det skønnes akademiske idioti

som græsset, nælderne,
den vilde rose der skyder sine blomster ud midt i grantræet
som natten fuld af lys

hvor ræven vandrer
til den rejser sig
af mørket som et daggry
og labber fuglefrø af fuglenes junge

Journalisten og digteren er de
frieste højeste fugle i skriften

Simple beskrivelser
af ting der er: Blomsterne
i deres potter: Den røde ny
i den sorte muld,


et kinesisk stempel
mod himlens blå.


no road her
John Clare

Det er fuglene der med deres stemmer, skingre og skurende,
fint rustne og rørstrømske peger på ræven, havens rovdyr,
hvis lugt af jungle hænger i morgenens tåge.

Der er ikke nogen videre tro på, at noget andet vil ske,
men det gør egentlig ikke noget.

Et barns skælvende jazz
river lyset ud
af dødsdommens væg


Billeder der ikke er metaforer.
Bare billeder.

Det konstruerede er fjenden, det der opfylder forventningerne.
Ikke gøre som jeg synes, som jeg har lyst til, ikke opfylde krav
og ikke stille dem.

Ikke acceptere, ikke protestere.

Konkrete billeder af noget der findes og sker. Ingen tilstand,
ingen stilstand.
Din undertrøje
på snoren
uden for mit vindue
Hvordan skal jeg vide
om ribsbusken er der.

Væv, slør, fortæpper, bagtæpper.

Ikke hvad det ligner, men at det er. Ikke hvad det er. Det er det,
vi taler om, mig og mig, digtet som redskab og instrument, som kuffert
kiste, blomst.

Vær dig selv. Det kommer til at gå den ene vej,
og det kommer til at gå den anden vej, alene eller
sammen med andre i en større sags tjeneste eller ej


(til Yu Jian)


- Peter Laugesen, Brev til en maler, 2016.

*

mvh & nisselig weekend..
Simon
P.s.: Efter at fjolserne også fik ødelagt Kgs. Nytorv, sidder man nu i kælderen på hjørnet og vædder på hvad de næstefter finder på – man, der på hjemturen runder andre hjørner, ligesom Schade, der engang sad dernede og vædede sine sko på, at det var månen der var fuld. Ak ja, hvor skal nu studenterne danse i måneskin, ville han ha’ sukket…
Når min onkel omkring midnat kom ud fra teatret, ku’ han finde på at sætte sig på en bænk og hvile sig på stedets gamle rødder, nu ville han ha’ rystet på hovedet over tossers historieløshed, og taget bussen hjem.

Ups!

Da en sommerfugl baskede på Edith Rodes pen, smilede naturen til Helge...

En dag du sad ved dit Skrivebord
og søgte i Tanker et broget Ord,
der kunde svøbes som Silkepind
omkring et levende Pigesind,
kom der en Sommerfugl flyvende ind.

- Helge Rode

mvh
Simon