|
1
registreret
(1 usynlig),
28
gæster og
1470
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Simon
Emne: Re: Mellemrummet
|
Erindringskælderen banker på hos Henrik Nordbrandt, der med pennen hvæsset åbner for spadsereture over Drømmebroer, 1998 – en vandring i genkaldelser, afsatte fodspor og pejlemærker:
Drøm om drøm
Jeg drømmer at jeg drømmer.
Jeg lever, at jeg lever.
Jeg dør, at jeg dør.
Jeg elsker, at jeg elsker.
Jeg elsker at jeg drømmer
at jeg lever, at jeg dør.
Jeg dør, at jeg elsker
at jeg elsker, at jeg elsker.
*
Den fede
1.
Den fedes måned:
Med bugnende madkurve
kører vi ud i skoven.
Kareten er af guld
så den selv kan se
vejen tilbage i mørket.
Hjemme i kælderen
smøres guillotinen.
2.
Sommerens dufte er flygtet ind
i glas og flasker.
Den første dag man lugter jorden:
Venus fra Willendorf
Artemis over skyerne:
3.
Alt hvad der skinnede
synes nu at dryppe.
Knivforretningen holder udsalg.
Ænderne afsætter
et uldent fedtlag på søen.
4.
Jordfolket boede her.
En gang om året kom de op
for at bade
i hvirvlende leers lys.
5.
Så mange somre
troede jeg ikke, jeg skulle opleve.
Det gør heller ingen forskel:
Også efter denne sommer
synes somrenes sum den samme.
Mit nyvaskede sengetøj
lugter af jord.
6.
Sommeren er forbi
uanset hvor ofte man har hørt det før
så det alligevel
ikke er helt det samme.
7.
Månen navngiver
hver af markens stubbe.
Derefter går den forbi en hvid lade
rund, tung og jordisk
som en røgter i gummistøvler.
*
Sent efterår
Himlen er skyfri, men solen er væk.
Man kan høre sine egne ord
som øksehug fra en skov
der er blevet uigennemtrængelig
på grund af de syntetiske farvers
vilde anarki.
Tankerne standser på baneskråningen
hvor mørket falder på
først af alle steder.
Toget der kommer ud af tunnelen
er glemt, når de gule røllikestilke
atter står stille.
- Henrik Nordbrandt.
*
Endnu et glædesbrus over en digter der satte så varige spor, bare som kvittering for dit seneste link, RM, en time i selskab med et selskabeligt gensyn, i hvert fald ikke jeg ka’ mindes tilsvarende.
Så slå endelig auricula ud, hvis du ikke allerede har siddet dér, blandt alle de leende øjne og de sjove ”frisurer” man tidsmæssigt så let genkalder sig, ja det er nærmest som en time på RUC:
https://filmcentralen.dk/museum/danmark-paa-film/film/gittes-monologer-hojholt
*
Sluttelig lige et for resten, her over tidlig kaffe og små pips der allerede har sunget dagen op: Paul Celan & Ingeborg Bachmann, apropos de dybe fodspor og en kærlighed der var så tung af afsindig byrde, at den trak Paul Celan ned i det mørke vand: Deres brevveksling er smuk som en drøm, og trods erkendelsen fyldt med denne glæde over at ha’ mødt og betydet så meget for hinanden; man kan slet ikke forestille sig digte der blomstrer så levende af taknemlighed, nogensinde vil glemmes, selv om også det er drøm, som solen der buldrer løs og lukker sig om et Sahara - selv fuglene må jo ha' det slemt med heden, ja det er bare med at komme ud til det salte vandet og sprede tæerne, baske lidt med armene, du har heller ikke godt af slå rødder mellem skumle snegle og grønkål der sveder under armene:
Årene fra dig til mig
Igen bølger dit hår, når jeg græder. Med dine øjnes blå
dækker du vores kærligheds bord: en seng mellem sommer og efterår.
Vi drikker det, som én har brygget, der hverken var mig eller dig,
eller en tredje:
vi slubrer det sidste, det tomme.
Vi ser på hinanden i dybhavets spejle og deler hastigt maden:
natten er natten, den begynder med morgenen,
den lægger sig ind til dig.
*
Hele livet
Halvsøvnens sole er blå som dit hår en time før morgen.
Også de vokser rask som græsset på en fugls grav.
Også dem lokker legen, vi legede som en drøm på lystens skibe.
Ved tidens kridtklint vil også de møde dolkene.
Den dybe søvns sole er mere blå: sådan var dine lokker kun én gang:
Jeg dvælede som en nattevind i din søsters bestikkelige skød;
dit hår hang i træet over os, men du var der ikke.
Vi var verden, og du var et buskads foran portene.
Dødens sole er hvide som vores barns hår:
det steg op af højvandet, da du rejste et telt på klitten.
Det trak lykkens kniv over os med udslukte øjne.
- Hjertetid, 2008.
mvh & god soldag.
Simon
|
|
|
|
