At drage er langt fra kun Misse Møghes passion, udover når hun drager omsorg for en rigtig drage, sjoskende bagefter med vidunderligt udadvendte fødder, naturligvis. Drager fascinerer alle børn, lige fra fortidsøglen og en eller anden forbandet kælling, til et vindomsust overbliksbillede der indgyder tanken om selv at kunne flyve, at bygge dem selv gjorde de fleste børn. Nogle var klumpede, andre elegante, enkelte et helt vidunderligt syn skabt i spændt forventning, langt de fleste havnede dog i skraldebøtten, som dragefyrster iført flerfarvede butterflys eller dragekoner der aldrig fik suset i skørterne at mærke. At musik ku’ være dragende vidste vel alle, endda at enkelte drager ligefrem sang, exempler sås i teatret, og med dragemusik hilser Karsten Bjarnholt her Poul Henningsen, denne geniale mand:
Dragemusik
Dragerne flyver i grus og gryn
alligevel kan udsigten være uendelig
hvad er det modsatte af en nyskabelse
er en gentagelse det modsatte …
Herren skabte jorden på syv dage
ud af mørket og vandet kom dragerne
ja, jeg tror dragerne kom først, Poul
så skabte han mennesket i sit eget billede
som skabte musikken og dampmaskinerne
elektronikken, beviskæderne og isfjeldene
krigen og de yderste områder i hjernen
dem skabte Gud som en straf, nu koger
herreværelset af ivrige indvendinger som
hvem skabte kvinderne og børnene og de små
katte
jeg tror dragerne kom først, Poul
de stammer fra et gyldent punkt af indsigt
jeg tror der er sagt mere med musik
end med ord, jeg tror dragerne kom først.
- Karsten Bjarnholt.
Her en romantisk herre i rullestol siddende i klosterhaven, digtets titel, en byge er just passeret og hjertet skælver over den dramatiske oplevelse:
Han gol – han galer – jeg tæller det ikke.
Jeg drukner i Sol mine salige Blikke,
jeg ligger og drikker Luftens Duft;
Stærene spanker saa blanke og tykke,
Græsset er spættet af Lys og Skygge;
over mig snurrer de surrende Bier;
Æbleblomsterne skælver og tier;
Somme er hvide, og somme er røde,
alle de dufter dog Solen imøde,
åbner under dens Glød
pigefrygtsomme bløde
Blomsterskød …
- Valdemar Rørdam.
*
Romantikken har her passeret kanten, man ser klart hele situationen for sig: H.C. Andersen har beæret med besøg (i tre hele uger!) og sidder nu i den fine stue og læser op for den samlede familie; på en rød barnekind er en tåre vist på vej ned, da han rørt fortæller om Muslingedyrets skæbne:
Man har et Sagn –
Man har et Sagn – et Eventyr:
Hvert Muslingedyr,
Der bygger i den dybe, salte Sø,
Naar det har skabt sin Perle. maa det døe.
O Kjærlighed! Du blev mit Hjerte givet,
Og Perlen kostede Livet.
- Den første Andersen.
Man finder massevis af samme slags i den samlede, der på mange måder minder om sødsuppen hos hine lægprædikanter når de på verdens trygge akse står med tårefyldte øjne og skuer udover vorherres romantiske natur, måske særlig når de underlagt argumentationskrav føler deres sensible natur dingle på krusfixet og med grådkvalte stemmer anråber himlen om retfærdighed, der er et lige så rørende syn som ovenstående digte af Rørdam og HCA. Man skal selvfølgelig huske på, at der også i HCA’s og SAK’s levetid fandtes masser af mennesker der så på disse poetiske livssyn med ironisk afslappet humor, mennesker der bestemt ikke flagrede oppe under kirkeloftet når de så en honningbi dase på et blomsterblad. Man havde rigeligt at bestille med livet og de almenmenneskelige forhold.
*
Mere spændende og historisk interessant er Tage Voss, skeptisk ven af fakta og flittig skaber af mange fine bøger gennem sin levetid, ikke mindst tetralogien. Noget af det sidste han med høj cigarføring nåede at skrive, inden farvebånd, tissetøj og hvad ved jeg gjorde knuder, var bogen Besættelsen 1940-45 som den nødigt berettes fra 2013. Heri befinder sig et underholdende kap. som er en helt anden historie end Ole Frøslevs fantasier om politiets heltegerninger, virkelige hændelser iklædt ren fiktion, som skaber et misvisende billede af politiets hovedsagelige engagement under besættelsen:
Heksejagt
Den sidste heks blev brændt i Danmark i 1686. Anklagerne var luftige, ofte fremsat af personlige fjender, misundere, rivaler. Sammenhængen mellem en ulykke, som ramte de forheksede og det hekseri, som påstodes at ligge bag, var påstand, umuligt at eftervise. Ved hekseprocessen blev den anklagede ofte afpresset en tilståelse ved grove midler, trusler, repressalier, brutal tortur. Tilståelsen frikendte anklagerne og dommernes samvittighed bekvemt, så sagen til alles tilfredshed og folkets lettelse og forlystelse kunne slutte med heksen på bålet. Der er anslået i hundredtusindvis i Europa. Motivet til hekseri var dunkelt, til anklagen ofte ret åbenbar, ofte personlig, altid heksens ondskab, redskab for onde magter som argument. Men et videre perspektiv fandtes næsten altid, som førte fra den snævre verdslige politiret til den universelle himmelske kirkelige domstol. En dom baseret på heksens forbund med onde magter, med Den Onde selv, som hun havde forskrevet sig til – Satan.
I nutidens nøgternhed står det klart, at definitionen af Det Onde og Det Gode må være politisk, ligesom det rigtige og det forkerte ofte refereres til som vedtaget lov: hvad der er lovligt, hvad der er ulovligt. At brænde hekse var gudvelbehageligt, en from pligt i kampen med Det Onde, kirkepolitisk pligt forklædt som en moralsk, I dag, hvor et flertal er enten ateister eller ligeglade, er der ikke den store forståelse for disse middelalderlige begreber og generel stor tvivl om deres rimelighed og om deres effekt.
Ved lidt kritisk eftertanke finder man dog en sær lighed med holdninger i nutiden. Politiske systemer som regerer et udsnit af verden er udpræget militante og sensible overfor forandringer, enten de kaldes nationale, økonomiske, religiøse eller politiske. Jo mere differentieret samfundet er, des mere følsomt overfor knas i maskinen. Producenten tjener på produktet, arbejderen tjener alene på én råvare: arbejdskraften, hans eneste aktiv, strejken hans eneste magtmiddel. I lande med produktionsomkostninger (som råstoffer, lys, og maskinkraft) er den dygtige producents overskud afhængigt af, at han kan købe disse ting til billigste pris. Derfor bliver lønkrav, arbejderbeskyttelse, forsikringer, en trussel mod produktionens rentabilitet, en trussel mod samfundets velstand, fremgang og tryghed.
Arbejderen er en produktionsfaktor. At han også er et menneske, hvis liv og velfærd, kost og bolig, hans børns vilkår, afhænger af arbejdslønnen, er en anden sag. Først når han kæmper for prisen på sit eneste monopol , ser man det. Med krav, med strejker og organiseret obstruktion, må man kalkulere med det. Så enkel er forklaringen på, at kommunister forfølges til alle tider gennem århundreder som Satans yngel, børn af den onde selv. Og hermed er der også lagt op til hekseforfølgelse, til inkvisition. Omend heksebålene i vor tid er afløst af mere moderne og avancerede metoder, i sidste instans af funktionelle krematoriovne, men inden det – forfølgelse, forvisning, internering. Og løfter til de værgeløse arbejdere om kompensation i bedre tider. Men besættelse eller ikke besættelse: arbejdernes krav var en trussel mod produktiviteten, mod profit, konkurrenceevne, velstand, mod samfundets stabilitet. Derfor hilste man med tilfredshed kommunistlovene, hekseforfølgelse og arbejderorganisationernes villige kamp mod medlemmerne.
Under besættelsen var politiet fantastisk. Utrætteligt, nævenyttigt, med uanede ressourcer og et betydeligt netværk af angivere. De udfoldede lige så stor iver og anvendte en lige så stor instans på at finde efterlyste kommunister som på at tage rovmordere. Nu hvor ministeriet havde frigjort dem fra retsplejelovens og grundlovens hæmmende regler, havde de frit slag. Mange hundrede mennesker blev arresteret som kommunister, som forhenværende kommunister, som muligt blivende kommunister eller blot som sympatiserende med kommunister. Farlige personager, nogle lumske fandtes ikke på deres folkeregisteradresse, andre var simpelthen forsvundne, og det var eftersøgningen af disse som stillede store krav til politiets organisation, mandskab og fantasi.
Nogle fandt de aldrig. Blandt dem, der klarede sig igennem hele periodens fire år var således Børge Houmann. Han var tilstrækkelig politisk realist til at vurdere sine vilkår efter besættelsen, så han forlod sin folkeregisteradresse og tog ophold på sit kontor på partibladet Arbejderbladet… Men efter 22. april 41 hvor kommunister blev jaget vildt, fortrak han også derfra. Bladet blev forbudt, og som medredaktør og medlem af partiets centralkomite måtte han gå under jorden. Han var en stilfærdig skønånd, fornem oversætter af Joyce, Walt Whitman, Sherwood Anderson. Og af Bert Brecht. Men han var også en dynamisk forretningsfører for bl.a. teatret i Riddersalen, for forlaget Tiden, for den kommunistiske presse trods al dens modgang. Han fortæller, hvordan han straks efter den skærpede kommunistjagt, som indledtes nov. 42, med sin kuffert og sin skrivemaskine starter en endeløs odyssé fra logi til logi, ofte med blot halve timers forspring fra det nidkære politi. Jeg var i nogle uger i 43 ”under jorden” på lignende vilkår med skiftende logi i mærkværdige lokaler og erfarede, hvor belastende for helbred og sjælefred sådan en tilværelse er. Men Houmann gennemførte det med krigsmodet i behold i over fire år. Som politiet havde et netværk, således havde han det også. Han var heldig og klarede sig med spioner af forskellig slags, som bistod ham trofast i disse år.
Som svend Gynge havde Ib, således havde Houmann Mads. Stædig, stærk, snu, utrættelig loyal. Han mente selv, at han uden hende aldrig havde klaret sig. Mads var et af flere dæknavne. Hun var medicinsk student og var blandt studerende ”Trille”, andre steder hed hun sikkert noget tredje. Hendes borgerlige navn figurerede aldrig. Til hans overlevende på flugten bidrog hendes nøgleknippe, der var som en middelalderlig borgfrues, med nøgler til en snes tomme lejligheder, loftskamre, havehuse og pigekamre hos venligsindede folk. Og typisk Mads: ingen navneliste, ingen adresser. Hun havde lært det hele udenad. Hun stenograferede udlandets nyhedsradio om natten, oversatte og renskrev på maskine , kørte næste dag ud til underjordiske trykkerier med resultatet. Transport af 10.000 stykker papir i folie var hendes cykel en selvfølgelig sag fra lager til trykkeri, senere med afhentning og fordeling af tryksagen i byen eller endda i provinsen. Houmanns kuffert og skrivemaskine flyttede hun pr. taxa eller til fods, kurértjeneste, telefonvagt, budskaber, Mads var uerstattelig og altid ufortrøden og munter. Der var ingen som Mads, hævdede Houmann. Men det var ikke rigtigt: der var mange som Mads, mange som vi først senere kendte til. Og muligt flere som vi aldrig fik at vide eksisterede.
Politiet var – som sagt – fantastisk. På Houmanns kontor på Arbejderbladet havde de ved ransagningen fundet en ren skjorte med vaskerimærke ”H8”. Snedigt og utrætteligt lod man forhøre på alle vaskerier om mærket H8. Omsider vedkendte Dehns Dampvaskeri sig forbindelsen. Skjorten var indleveret via rulleforretningen i kælderen i Husumgade, tilhørte hr. Houmann. Rullekonen passede hans vasketøj, indleverede og modtog det, strøg skjorter og syede knapper fast. Men hr. Houmann havde ikke vist sig længe. En pakke tøj lå stadig uafhentet i rullekælderen. Politiet satte to mand på vagt hos rullekonen. De sad der fra kl. 8 morgen til kl. 8 aften i 11 dage, uden at få bid, og uden at få en bid endsige et glas vand af rullekonen.
På uforklarlig måde, (dvs. forklaret af en dusør på 35 kroner), fik så det årvågne politi kendskab til, at Houmann havde en vinterfrakke til reparation hos skræddermester Niels Larsen, Nørrebrogade 55 A, 1. sal, og at denne frakke nu var klar til afhentning… Samt at efterlyste Houmann forventedes at ville afhente den, nu den var færdig. Uden skæven til omkostningerne posterede man to kriminalbetjente i skræddermester Larsens lokaler og opretholdt denne vagt fra 8 morgen til 9 aften, med en dansk og en tysk politimand fra 7. til 14. december, så opgivet efter indstilling fra Gestapo. Men ivrigt genoptaget af det danske politi allerede et par dage efter og opretholdt et par uger ind i januar. Man sparede ingen umage for at pågribe og uskadeliggøre denne trussel mod det stortyske rige og i lige måde den danske stat.
Det var blevet antydet, at Houmann havde været forretningsfører for teatret i Riddersalen engang i 1936-37 og vistnok af og til havde forbindelse med skuespillerne fra dengang. Dette udløste forhør af en snes undrende scenekunstnere, husransagninger uden at vide, hvad man ledte efter, plus en enkelt arrestation, dog fortrudt efter et par dage. Idet dog alle havde fået påbud om ufortøvet at meddele til politiet, hvis de fik noget som helst oplyst om Houmanns opholdssted. Således demonstreredes politiets skarpsindighed og energi som ihærdig og imponerende. Om end altså forgæves.
Her afsløredes det, hvor planløst politiet udførte sit europæiske kvalitetsarbejde: fintmasket net på ligegyldige positioner, store huller hvor væsentligt kunne findes. Således i årevis, klart udtryk for mangel på skelnen mellem stort og småt, vigtigt og uvæsentligt. Men heldigvis skænkede den politiske udvikling nu politiet nye og frugtbare opgaver: jødeforfølgelse.
Efter at regeringen gik i hi og gjorde sig usynlig, fungerede det danske politi simpelthen som en afdeling af Gestapo, og det gik udmærket. De ransagede, de forfulgte, de arresterede og fængslede ufortrødent og effektivt. Indtil de i september 1944 selv blev arresteret af Gestapo og således opnåede erfaring for, hvorledes arrestation uden anklage på ubestemt tid oplevedes. Reaktionen rundt om – hvor der overhovedet sporedes en reaktion – var lettelse. Vi åndede lettet op: endelig, så slap vi da af med dem!
I modsætning til deres egne arrestanter, som nu gennem år havde holdt sig i live (de som ikke var døde), blev politiet ikke anbragt i KZ-lejre. De fik en afdeling som militante krigsfanger i Buchenwald, med bedre forplejning og enklere regler i blot et halvt år. De modtog regelmæssigt Røde Kors-pakker og havde bedre vilkår, som ikke rakte til medlidenhed, endsige til synderlig sympati for disse, som nu skulle stå skulder ved skulder med dem, de selv havde sendt i fangenskab.
Sært som det kan flaske sig. !5 år senere, i 1962, var jeg nogle dage konsulent på børnehospitalet i Risskov. Om morgenen mødte jeg på afdelingen for at præsentere mig. ”Overlæge Høeg-Brask går stuegang, men hun er snart færdig!” sagde sygeplejersken. Og dér kom overlægen ud fra en stue og ind på den næste, med en 3-årig klamret ved sin pegefinger og 4-5 børn i forskellig alder i livligt følge. Og så så jeg det: overlæge Birte Høeg-Brask var – Trille. Dynamisk, munter og umærket af svære år. For nogle timer efter at opleve hendes ægtefælle, Børge Houmann, foran et meterlangt bord tynget af bøger, i fuldt gang med redaktion af udgivelser og rettelser af artikler.
Til min undren over, hvordan politiet manifesterede sit europæiske kvalitetsarbejde nu, i mangel på anledning, foreslog jeg (i et brev til politidirektøren), at man her i fredeligere tider i anledning af deres mangeårige sparringspartner Børge Houmanns 60-års fødselsdag stillede med en æresvagt til parade under hans vinduer med flag og f.eks. transparent: ”VI SAVNER DIG!”. Men der mødte ingen gratulanter fra politiet på dagen. Og jeg fik aldrig svar på min skrivelse.
- Tage Voss.
mvh
Simon
Redigeret af Simon (03/10/2018 13:52)
Svar
Citer