Skroget kan da blive så glad af hele Bjørnvig og hans historie, som han beskedent ville ha’ spurgt, om dog i det mindste ikke det halve ku’ være rigeligt, ja godt nok? – nøjagtig som spørgsmålet, ikke kun han har stillet sig selv i årtier: er dette nu virkelig al den ulejlighed værd, ja er det virkelig kunst med stort K? – men den ville mangle, halvdelen, og det går slet ikke an. Det med kunsten, ach du lieber, sikke et spørgsmål! At få det hele med er vel en noget uoplagt umulighed, men man ka’ da pakke sig sammen og rejse i ham, se sig lidt omkring i 30’erne, over en kop kaffe, hvis ikke i digtene, så i samlinger af essays som fx. Begyndelsen og Virkeligheden er til, og tilmed en del af vejen i selskab med Rilke og hans store hjerte for fortællingens kunst, som stadig beriger en hel menneskehed, den medmenneskelige del af den:

Udsat paa Hjærtets Bjærge. Se dér hvor lille
Ordenes sidste Landsby, og højere,
ak, men hvor lille, endnu en allersidste
Følelsens Gaard. Kan du erkende den?
Udsat paa Hjærtets Bjerge. Stengrund
under min Hånd. Her blomstrer vel noget
tøvende op, paa det stumme Fjeldstyrt
blomstrer
en uvidende Urt syngende frem,.
Ak, men den vidende? Den, som begyndte
at vide
og tier nu, udsat paa Hjærtets Bjærge.



UNG

Fralandsvind over frisk grønt morgenhav hvirvler erindringer
op om engang fremtiden lå blæsende vidtstrakt
foran mig: et uhyre både dragende og skræmmende tomrum,
og bag mig barndommens tætte hule, en verdenshule med sin egen
sol og måne, håndgribelige som appelsiner og lerklumper,
nu med en ufattelig kampesten foran indgangen, og desuden omkring den:
drengetidens skov ryddet, dam fyldt op, og grusgrav skredet sammen.

Ja, ryggen mod nær anvendelig fortid og foran mig fremtiden,
den ene dag netop som havet derude i fralandsvind endeløst plant
som et stort tomt dansegulv, en øde motorvej og hvælvet over den
lysdybder af begyndende farveløshed som det yderste rummørke
eller som aftenhimlen ved enden af en højtliggende forstadsgade: plads
intet andet end plads og udradering af den, som vover
vandringen kørslen springet ud i den skinnende lysåbning.

Den anden dag fremtiden som et fluepapir overfyldt myldrende,
alt optaget, kvinderne lejlighederne husene og stillingerne,
akcellererende misforhold mellem antallet af mennesker og muligheder,
1936, og jorden optaget til ende, Dr. Mabuses testamente skrevet,
alle roller (uskelnelig virkelighed og scene) fra Fred Astaire til Roald Amundsen
opbrugt,
Greta Garbo en af intet opsteget Venus i kjole og sko, uopnåelig,
og forførelsen til det, enhver syntes om, indiskutabel.

Og for at overkomme alt dette og mismodet
og følelsen af at være kommet uigenkaldeligt for sent:
dagdrømme om voldsomheder, berettiget forbrydelse,
ubetinget forskrivelse og sejr for enhver pris,
selv digtningen ubekendt som væsentligt andet end dagdrøm
og uden et glimt fra forklarelsens bjerg eller Medusas ansigt,
eksempelvis Jack Londons ”Bokseren” og Bernhard Kellermanns ”Tunellen”.

Under alle omstændigheder den illitterære umusikalske og ukomplicerede helt i aktion,
den aldrende hestedreng Mac i det første tunneltogs førerkabine under Atlanten på vej,
hans trætte heroiske ligegyldighed overfor alt andet end for sit værk og sin triumf,
dagligdag smerte omkostninger elimineret, ladt tilbage i den ekkoende endeløse tunnel;
arbejdet for arbejdets skyld og farten for fartens – og derudover?
Og hvor endte den til syvende og sidst? Skar lyset i øjnene fra hvilke blændende
tomrum
og jublende morderisk længsel, eksplosioner og apati?

Beskæftigede mig adspredt, årets begivenhed (for mig) var den, at jeg fik kørekort,
mens alle hastigheder steg, fortvivlelser og dagdrømme intensiveredes;
dog ind imellem, som køling fra en underliggende vandåre,
trods alt følelsen af andre muligheder: fra svimlende solidaritet til afsides visdom,
i hvert fald holde en linje og dø af den grund i tide
før man blev enten afsindig i tomrummet eller kompromitteret i trængslen;
alder i hvilken som helst form – uønsket og utænkelig.

*

AFBRYDELSE

Det trommer inden i mig, pulserer til fingerspidserne,
vished fra linje til linje, fra ord til ord,
et styret raseri, placidement og vågent.

Afbrydelse, Men trommerne fortsætter, bliver ved, løber løbsk
i hæslige kakofonier, rytmer og syner forvirres,
et idiotisk og vidunderligt arbejde – behøver

ubrudt sammenhæng som f.eks. sygdom eller rejse,
savner placering og alibi, kan tilsyneladende
altid opsættes, til imorgen, i overmorgen.

Men den hemmelige arbejdsgiver (hvem eller hvad det kan være
og hvilket køn) siger altid: Nej, det er nu –
og alting larmer og arbejder videre i infernalsk

tomgang præcis til den tid jeg ville have været færdig
som om man var et optrukket urværk, løbsk og løbet ud.
Resten er tomhed og desperat gætteri,

fortrydelse, rekonvalescens og glemsel
og spørgsmålet: Er dette såkaldte arbejde, kunst måske med stort K
overhovedet den ulejlighed, og andre forsømmelser, værd?

*

TOGSIGNALER FOR LÆNGE SIDEN

Var det i Chartres? I Dinard? Befinder mig der igen.
Hører på hotellet togene ude i landskabet –
deres lange skingre hyl gennem natten
flimrer over min nethinde: omrids af fremadjagen.
Min sjæl står op fra mit søvnløse lyttende legeme
og ligger som en langstrakt spejdende lyd
i luften efter dem. Ligger der endnu
årtier efter. En dis af længsel. En tågestrime
af ensomhed. Et voldsomt dirrende kraftfelt.
Et ekko, der lever sit eget liv og higer imod
at blive et ekko af noget uvist vildt eventyrligt
og indhente det, og med et glødende parringssuk bore, udlade sig
ind i det ukendte, blive til ét med det – østen for sol
og vesten for måne og uden ophør, nogensinde.

*

TYSK BY

En rejse i tiden. Alene.
Lange støvende eftermiddage,
trykkende formålsløs forventning.

Uhyre ressource latens og fortvivlen,
kroppen en eneste fallisk støtte,
i mangel af bedre et krav om gudinder.

Vejtræer og parker kvalte anslag,
væksten nedtalt til eksplosivt zero
eller død - som min stående krop.


- Thorkild Bjørnvig.

mvh
Simon

Apropos Thorkild Bjørnvig, essays og den elegante humor, fortæller han i Digtere om en række sjove episoder fra Akademiet med gode venner som Otto Gelsted, William Heinesen, Løgstrup, Knud Sønderby m.f. Det sker jo tit, at man først gennem humoren lærer et menneskes inderste rigtigt at kende, Akademiets forsamling har kendt hinanden særdeles godt og gerne, sikkert lidt henad Gustav Wieds exempler på bordskik og Dionysus dannelse, her et par pragtfulde ex.:

Gelsted glemte aldrig at videnskaben i sin oprindelse var græsk, og han glemte heller aldrig sin afsky for kristendommen. Dette fik sit særlige udtryk i en samtale med Knud Løgstrup, som blev gentaget næsten enslydende ved aftenbordet efter møderne når de to kom til at sidde sammen. Gelsted spurgte pludselig Løgstrup højtideligt og uvant inkvisitorisk: „Du tror på videnskaben, ikke?” „Jo”, sagde Løgstrup. „Men du tror også på teologien”. „Jo, undertiden,” sagde Løgstrup. „Men du tror også på Gud?” „Jo,” sagde Løgstrup fast, om end lidt desorienteret. Og så kom det nærmest som en slags syngende triumf fra Gelsted: „Gud, hvor må du være uhæderlig.” Og Løgstrup morede sig lige hjerteligt hver gang.

Alt tyder på at Akademiet for Otto Gelsted var en hårdt tiltrængt rekonvalescens fra den dogmatiske kommunisme. Den nævnede han aldrig med et ord. Nej her var han grækeren, den gamle græker, med talrige referencer til Hellas, og det skulle Akademiet leve op til, det var meningen med det, den egentlige mening. Ved særlige festligheder kunne han kort og dødeligt forelske sig i et af Akademimedlemmernes kone, således f.eks. i Jørgen Gustava Brandts smukke og stilfærdige jydekone. Så hævede han glasset til hendes og sagde hengivent: „Goddag til dig, goddag til dig.” Og derefter sit mod Jørgens: „Farvel til dig, farvel til dig.”

Nu var erotiske forhold mellem mænd og drenge og mænd og mænd jo absolut tilstedeligt i det gamle Hellas, agtet lige så højt, ja, undertiden højere end forholdet mellem mand og kvinde. Men her satte Gelsted grænsen. Det fik sit klare udtryk ved et Akademimøde, der blev holdt i et nyindrettet biblioteksrum i Rungstedlund. Under mødet dér blev døren pludselig smækket op, og dér stod William Heinesen. Midt gennem de tætte tobakståger fik han øje på Gelsted og udbrød straks: „Goddag, Otto. Det er dig jeg er kommet for. Det er dig jeg vil være sammen med i aften.” Han blev bragt til sæde, men han ville kun i kontakt med Gelsted. Ind imellem fortalte han om Thorshavn og Færøerne eller småsang. Gelsted slap han ikke. Pludselig slog han på sit glas, rejste sig op og sagde højtideligt: „Jeg elsker dig, Otto. Skål!” Gelsted rejste sig protesterende, med armene i vejret, mødet blev hævet, Gelsted foreslog Heinesen at holde bøtte, og der blev holdt pause før middagen. Bjarnhof, der var sekretær, trak Ole Wivel og mig til side og bad os om at tage os af de to. De blev nu placeret ved enden af middagsbordet side om side, og Ole satte sig ved det ene hjørne, ved Gelsted, og jeg ved det andet hjørne, ved Heinesen. Da vi var kommet forbi forretten, slog Heinesen på glasset og bad om ordet. „Jeg har noget vigtigt at sige Akademiet. Jeg tror ikke det for alvor er gået op for jer, at når jeg elsker Otto, så er det rent kødeligt. Det er fysik!” Og så lagde han armene om den spinkle Gælle og klemte ham til sig. Gælle gjorde sig fri og spurgte: „Ja, men hvorfor finder du ikke hellere en pige. En ung pige. Jeg er jo ikke andet end skind og ben.” „Nej, Otto,” svarede Heinesen med dyb og indtrængende stemme. „Det er dig, dig, og ingen anden jeg er forelsket i.” „Jamen skal det absolut være en gammel én, hvorfor så ikke hellere ham,” sagde Gelsted og pegede på Paludan. „Eller ham!” sagde han og pegede på Steen Eiler Rasmussen. „Nej, det er dig og ingen anden,” sagde Heinesen og ville igen lægge armen om Gælle. Men nu blev det for meget, han rejste sig op, tog sin tallerken, satte sig ved den anden ende af bordet og sagde: „Jeg vil slet ikke sidde ved siden af dig, William. Du er for besværlig. Du ved ikke hvad du selv siger.” Så foreslog jeg Heinesen at spise. Vi fik rød oksesteg, men han havde endnu ikke rørt den. Nu kiggede han olmt på den, vendte og drejede den og tog den pludselig i én mundfuld, som en stor glubsk schæferhund. Derefter blinkede Ole og jeg til hinanden, og vi skålede de to langsomt og grundigt, om ikke under bordet, så til blid søvn i hver sin ende af huset. Hvad der dog skete inden det kom så vidt, husker Ole bedre end jeg og har skildret i et erindringskapitel om Akademiet.

Gelsted var græker, men ikke på den måde. Dog for dem begge var Akademiet et fristed. Og for Gelsted var det om noget symposiets sted. Den græske ånds sted, i bidende ironi og i absolut alvor. Og det var ikke blot min opfattelse. I en tale til Akademiet, som lund og sted, som begreb og institution, fra Platon til Ewald – citerer Paul Diderichsen Otto Gelsted og kaldte ham „Akademiets ældste og græske medlem.” Det stemmer.

Når jeg så på Gelsted, eller nu ser ham for mig, kan jeg næsten ikke forestille mig ham som ung. Bag sig havde han hele sit lange foretagsomme liv, med Thøger Larsen og Johs. V. Jensen, med tidsskrifter, artikler og digte, sit emigrantliv i Sverige under krigen, sit københavnerliv – men han refererede næsten aldrig til det. Han var helt i det nærværende. han havde gjort sin alder, de syv år jeg kendte ham før han døde, til et livsafsnit. Han var uforanderlig uforsonlig, med en højst forsonlig munterhed. Der var som en lang eftervarme i hele hans væsen fra den græske sol – lige til han forsvandt i den absolutte skygge.

- Thorkild Bjørnvig [Digtere, Gyldendal 1991].

mvh
Simon

En forsvunden almuekultur, og tanker derom, forsvandt siden helt med en af de største digtere. I Martin A. Hansen til minde mærkes indtrykket han efterlod i flere store digtere, ikke mindst skriver Jacob Paludan meget smukt om vandringsmands hjem, sind og væsen, der kun blev 47 år, og allerede efterlod sig et uforligneligt skaberværk - om skolelever i dag overhoveder kender Martin A. Hansen, læser ham, tja ... måske, her i al fald digtet som introducerer mindeværket:

Landet hinsides fjorden

Hvad blev for mig den Sang jeg nynned paa?
Mundharpens rustne Blikmusik, Cikadesang.
Kun sorgfuld er jeg vaagen, kun stum er jeg at tro.

For saa du ikke Ordet drukne
imellem det og mig?

En Lærkelyd, et sejlende Dun af Sang,
en tjæret Pram,
den amboltmørke Ko som tygger Drøv i Græsset
... du frister ... men vig bag mig.

Først Stum, først Død med Jord i Munden
skal man annamme det maaske.

I døde, I kan tale ud, I taler paa dets Vegne,
at dø er kun at elske fuldt og aldrig mere skilles.

Det er min Bøn:
Giv mig min Død paa Borg at jeg kan tale sandt.
For hvor jeg gaar, ja hvor jeg gaar og ser
optaarnet imod Himlen foran
staar Keruben.

I hans Øjne er det ingen Naade
og mine Tankers Fugleskarer opbrænder i hans
Flammekappe
saa at intet Skrig naar frem, saa fjernt
som Glimt i Fjordens Bølger.

Han er imellem mig og Marken hvor min Vugge stod
hvor jeg vil bo.
Han er imellem mig og alt jeg ved og gaar imod.
Han er imellem mig og mig.

Saa trodser jeg og kalder: Kom ud af Højen
ud af Graven,
mød paa Tinget og Lys denne Sjæl i Kuld og Køn!
Men ingen kommer, tavs er Jorden, urtidsstum.

Da trodser jeg og ruster mig, den røde Vilje svulmer,
Remmen strammer under Hagen, Vaabnet tynger
frydefuldt som Ørnen tynges af sit haarde Bryst
naar den fra Skyenøjner Bukken som en Myre.
En Kriger rejser sig, en fremmed Kraft:
Da har jeg ingen Fader
og ingen Fortid her, da skal du røves,
som du blev røvet før, som du blev røvet først.
Du er en Kvinde, troløs i Drømmen, tro i Tvang,
da skal du røves som det er din dunkle Længsel.

Men Lynet lammer.
Vinden gaar igennem Krigersjælen som gennem
Fjordens Dis.

Det tabte Land.

Hvad inderligst du ser det er og bliver fjernt
du selv en fredløs Mand.

At elske er at blive Dømt
mit Hjerte er et Dommens Sted,
hvor Faar og Bukke skilles.

Til stille søvntung Sjæl der lyder: Kom!
Men bort skal drives Landnamsindet
som røver Land, som bygged Land, som værged Land,
ud jages da min Mandsforstand,
en Ravn i fredløs Skumring

25-9-49.

Martin A. Hansen.

*

Sluttelig en anden stor digter, også af den slags man ikke mere ser:

Tankestille

Omme ved bagsiden
af bankerne,
den tomme plads bag templerne,
gaar sjælen nu og raaber.

En gade svinder i horisonten.

Og sorte skygger falder tungt,
mens solen brænder livet hvidt,
uvirkeligt
- - -
Som punkttegn gaar fjerne mennesker
over gader
og i udkanten af forventningens øde torv.

Der lurer en krig
langt ovre bag tagene.

Og tanken sidder tavs
i sit taarn.

Ole Sarvig, 1944.

mvh
Simon

Kopierede lige følgende fra Information på facebook:

At være digter er at være antireligiøs.





Min kommentar, det beror selvfølgelig på en stor misforståelse af religion (og det spirituelle), for intet mere end det religiøse og spirituelle skubber til menneskets poetiske kreativitet, uden dog at det essentielle i det religiøse og spirituelle kan erstattes af det poetiske. Ej heller kan det poetiske fyldestgørende og udtømmende redegøre og beskrive det essentielle i det religiøse og spirituelle som er meget meget mere omfattende. Især fordi det religiøse og spirituelle også omfatter vores vertikale noumenale spontane disperate diskontinuerte kreative ekstatiske skabelsesøjeblikke, Kairos øjeblikke, i vores liv. Disse strukturer er nøje beskrevet i enhver dyb religiøs spiritualitet.

Poesien kan forsøge at beskrive disse "strukturer" men kun gennem vores religiøse spirituelle engagement kan vi direkte tilegne os disse "strukturer" med fx et nyt liv til følge, med fx Healing og helbredelse som en følge og gevinst.



Eksempeler på "STRUKTUR FORHOLD" som poesien ikke fyldestgørende kan gøre rede for, følger her:



Disse vertikale spirituelle struktur forhold vil poesien aldrig kunne fyldestgørende redegøre for. Disse vertikale spirituelle struktur forhold griber ind i alle menneskelivets forhold og antropologier, bare at nævne nogle: medicin og sundhed; karakter og personligheds dannelsen; psykologi og pædagogik; neurovidenskab etc etc


Det religiøse og spirituelle (med dets fokus på alle menneskets transcendens muligheder) er netop ikke et lukket system som Adonis siger, alle dage har det jo stået for, repræsenteret og præsenteret os for det stik modsatte, nemlig som et brud med alle former for determinisme og lukkede systemer.


Venlig hilsen Hans-Kristian

PS:

Egentlig vil jeg ikke blande mig i jeres tråd, men det her var for relevant.

Og da I begge ved flere lejligheder (i jeres poetiske lalleglade (fra sans og samling strukturløse) naivitet) har givet udtryk for det samme som Adonis måtte jeg lige for min samvittigheds skyld og for at forsvare det autentiske i det religiøse og spirituelle lige begå dette indlæg for at udrydde jeres Adonis misforståelser.

Skal det drøftes yderligere må det blive i en ny oprettet tråd.

Lidt fra den grånede irske kongebusk:

En dagslys kunst

til Norman Mac Caig

Den dag Sokrates skulle indtage giften
fortalte han sine venner at han havde skrevet:
havde sat Æsops fabler på vers.

Og det var ikke fordi Sokrates holdt af visdom
og ville forsvare det undersøgte liv.
Grunden var, at han havde haft en drøm.

Nå, tag nu Cæsar, eller Herodes, eller Konstantin
eller hvem som helst af de Shakespear'ske konger,
der andet med at briste som dæmninger

hvor originale panorama'er ligger oversvømmede
og må stige op før dødsscenerne -
det er troligt, at de tror på drømme.

Men næppe Sokrates. Før, selvfølgelig,
han siger til sine venner drømmen gentog sig
hans liv igennem, hver gang med samme opfordring:

Dyrk kunsten, hvilken kunst han indtil da
altid troede var filosofien.
Lykkelig derfor den, som er født ned evnen

til at dyrke den rigtige lige fra starten -
poesi, for eksempel, eller lystfiskeri; hvis nætter er drømmeløse;
hvis dybt sunkne panorama'er stiger op og glider bort
som dagslys gennem fiskestangens øje eller pennespidsen.

*

Stensliberen

Penelope arbejdede med en vis garanti for et resultat.
Hvor meget hun end ødelagde om natten af sin vævning
kunne det fremskynde alt med en dag.

Jeg, jeg sliber de samme sten i halvtreds år
og hvad jeg ødelagde var aldrig hvad jeg havde gjort.
Jeg var ude belønning som mørke ved et spejl.

Jeg behandlede min flade så den kunne overleve hvad der kom -
kartografer, typografer, al denne linietegning og farvesætning.
Jeg fastlagde uigennemsigtigheder og de spåede.

For dem var det hver gang en frisk start
og en ren tavle. For mig, at komme cirklen rundt
som den lille krusning der fødes i stilhed.

Derfor. For at mindes mig. Tænk på flader hugget
i et stenbrud. Praktisér
coitus interruptus på en stak af gamle litografier.

*

Tjørnebærlygten

Vinter-tjørnebærret brænder udenfor tiden,
tornens krabbe, et lille lys for småfolk,
som bare kræver af dem at de hindrer
selvrespektens lunte i at brænde ud,
den behøver ikke blænde dem med illumination.

Men til tider når din ånde pudser sig i frosten
antager den form af den omvandrende Diogenes
med lygten, som søger en retfærdig;
sådan ender du med at blive betragtet fra bag ved tjørnebærret
som han holder op i øjenhøjde ved dets kvist,
og du viger for dets bundne marv og sten,
dets blod-stik som du vil skal prøve og frikende dig,
dets hakkede modenhed, der gennemgår dig og flytter videre.

- Seamus Heaney.

mvh
Simon