|
1
registreret Arne Thomsen
84
gæster og
1064
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Simon
Emne: Re: Poetisk fryd..
|
En forsvunden almuekultur, og tanker derom, forsvandt siden helt med en af de største digtere. I Martin A. Hansen til minde mærkes indtrykket han efterlod i flere store digtere, ikke mindst skriver Jacob Paludan meget smukt om vandringsmands hjem, sind og væsen, der kun blev 47 år, og allerede efterlod sig et uforligneligt skaberværk - om skolelever i dag overhoveder kender Martin A. Hansen, læser ham, tja ... måske, her i al fald digtet som introducerer mindeværket:
Landet hinsides fjorden
Hvad blev for mig den Sang jeg nynned paa?
Mundharpens rustne Blikmusik, Cikadesang.
Kun sorgfuld er jeg vaagen, kun stum er jeg at tro.
For saa du ikke Ordet drukne
imellem det og mig?
En Lærkelyd, et sejlende Dun af Sang,
en tjæret Pram,
den amboltmørke Ko som tygger Drøv i Græsset
... du frister ... men vig bag mig.
Først Stum, først Død med Jord i Munden
skal man annamme det maaske.
I døde, I kan tale ud, I taler paa dets Vegne,
at dø er kun at elske fuldt og aldrig mere skilles.
Det er min Bøn:
Giv mig min Død paa Borg at jeg kan tale sandt.
For hvor jeg gaar, ja hvor jeg gaar og ser
optaarnet imod Himlen foran
staar Keruben.
I hans Øjne er det ingen Naade
og mine Tankers Fugleskarer opbrænder i hans
Flammekappe
saa at intet Skrig naar frem, saa fjernt
som Glimt i Fjordens Bølger.
Han er imellem mig og Marken hvor min Vugge stod
hvor jeg vil bo.
Han er imellem mig og alt jeg ved og gaar imod.
Han er imellem mig og mig.
Saa trodser jeg og kalder: Kom ud af Højen
ud af Graven,
mød paa Tinget og Lys denne Sjæl i Kuld og Køn!
Men ingen kommer, tavs er Jorden, urtidsstum.
Da trodser jeg og ruster mig, den røde Vilje svulmer,
Remmen strammer under Hagen, Vaabnet tynger
frydefuldt som Ørnen tynges af sit haarde Bryst
naar den fra Skyenøjner Bukken som en Myre.
En Kriger rejser sig, en fremmed Kraft:
Da har jeg ingen Fader
og ingen Fortid her, da skal du røves,
som du blev røvet før, som du blev røvet først.
Du er en Kvinde, troløs i Drømmen, tro i Tvang,
da skal du røves som det er din dunkle Længsel.
Men Lynet lammer.
Vinden gaar igennem Krigersjælen som gennem
Fjordens Dis.
Det tabte Land.
Hvad inderligst du ser det er og bliver fjernt
du selv en fredløs Mand.
At elske er at blive Dømt
mit Hjerte er et Dommens Sted,
hvor Faar og Bukke skilles.
Til stille søvntung Sjæl der lyder: Kom!
Men bort skal drives Landnamsindet
som røver Land, som bygged Land, som værged Land,
ud jages da min Mandsforstand,
en Ravn i fredløs Skumring
25-9-49.
Martin A. Hansen.
*
Sluttelig en anden stor digter, også af den slags man ikke mere ser:
Tankestille
Omme ved bagsiden
af bankerne,
den tomme plads bag templerne,
gaar sjælen nu og raaber.
En gade svinder i horisonten.
Og sorte skygger falder tungt,
mens solen brænder livet hvidt,
uvirkeligt
- - -
Som punkttegn gaar fjerne mennesker
over gader
og i udkanten af forventningens øde torv.
Der lurer en krig
langt ovre bag tagene.
Og tanken sidder tavs
i sit taarn.
Ole Sarvig, 1944.
mvh
Simon
|
|
|
|
