P.s.:

Anbefalet læsning i de små timer:

1) Thorkild Hansen: Processen mod Hamsun.
2) Harald Grieg: Lesningens velsignelse.

mvh
Simon

Pludselig solens ansigt over sneen,
som tidlige jordbær til champagnen,
mens træers fugle synger blidt
om Erik Satie og Sibirien i haven:

Jeg gaar i
Vinterskove

Jeg gaar i Vinterskove
i sommerligt Humør
usømmeligt og synger
en Tak for alt, der dør,
som elsked jeg distrait
en Enke sørgeklædt,
der ikke burde gløde
bag sine sorte Slør.

Jeg ser kun Sørgeskarer
af stedsegrønne Træer
ustandseligt passere
i Skovens Gaadeskær,
en Sorg i grønt at se
imod den triste Sne.
Dog er min Glæde stadig
og stærkt til Stede her.

Kun nøgne Bøgestammer,
en barsk og nøgen Hær
kun lange, sorte Skygger,
kun Sorg og trist Besvær.
Kun Sorg og megen Ve,
den dødsensblege Sne.
Saa hvorfor skal jeg juble
i dette Vintervejr?

Men bag de sorte Stammer
staar Solen luerød,
som vilde den fortære
et Slør i Flammeglød.
Da mindes jeg distræt
en Enke sørgeklædt,
der ikke burde gløde,
men drømme om en død.

- Tom Kristensen.

BrushaneForår i min hånd, med blæstens grube
i de lyse fjer ved roden af den lange strube

bagudbøjet, forår, plukket brunt og plettet
i himlen over havet der lyner mågespættet

bag de blæsende enge, hvor tidsormen skyder
smal og lys i mørke rosetter af skarntyder.

Forår mere grønt end de knasende fluer,
mer metallisk blåt end solen der i løbebiller luer.

Dunetblødt og rustent gammelrosafarvet – Hjemme
sover hun alene som sødede min stemme.

Derfor står jeg her med næven fuld af gaven:
Alle rummets farver lagt i ring om ring om kraven.

Alle jordens farver spilet i dens haleslæb,
renæssancebukser, sænket fægternæb.

Alle oceanets farver spejlet i den lange strube,
forår i min hånd, med blæstens blide grube.

Iljitsch Johansen.

mvh
Simon

Et gammelt lysthus

Det gamle lysthuset står der.
Jeg trodde, at det var revet.
Der sitter en kvinne ved bordet.
Hun lukket et brev, hun har skrevet.

Jeg mener å kjenne henne.
Men det må være en annen.
Hun kleber igjen konvolutten,
og langsomt senker hun pannen.

Tænk, at det står der ennu.
Jeg trodde, at det var revet.
Det var jo i min ungdom,
jeg fikk det brevet.

*

Et seil glir bort

Et seil glir bort i kveldens blå,
og sagte faller søvnen på,
og under nattens stjernebro
går mennesker og dyr til ro.

Og søvnen faller, sort og sær,
på mennesker, dyr og trær.
Men først bak stjernene et sted
er søvnen søvn, er freden fred.

*

Paris

Tre gudinner steg ned på bjerget Ida,
omstrålt av udødelig ungdoms ynde.
Hver av dem gjorde krav på Eris’ eple,
prisen for skønhed.

Stolt lod Hera sin gyldne khiton falle,
og Athene vrengte sin rustning av sig,
Afrodite stod som steget av havet,
uden et smykke.

Blendet av salig skjønnhet sank mit øie
ned mot Athenes pikeknær og føtter.
Derpå kretset mitt blikk om Heras hofter,
henført av andakt.

Men da en duft av Afrodites nærhet
og hennes ånde fylte mine lunger,
og hun strakte sin kjærtegnshånd imot mig,
fikk hun mitt eple.

Snart skal jeg dø. De andre to har dømt mig.
Ingen har jeg forsmådd, men min blir ingen.
Hun, den deiligste, vil med muntert hjerte
møte sin elsker.

- Arnulf Øverland.

Aftenrøde

Solen i et kvalt Medusamod
stirrer vildt med blikket fuldt af blod.

Synker, mens hun fletter skrig af måger
i sit slangehår af skorstenståger.

Alle ved vi, hvad der nu vil ske,
ser i himlen, hvad vi helst vil se.

Stirrer højt fra gadesten og stier
for at se en frelser og befrier.

Aftenrødens rytter på sit hors.
Solens kristus på sit flammekors.

Men hvad himlen dybest nu kan mene
fattes bedst af træer og af stene.

Og mens blodet mørkner solens hår
alle huse tier og forstår.

Står på rad forstenede og nøgne
spejlende en gru i deres øjne.

Og før solen sluttelig må dø
udstrøs under aftenrødens sø

i et blod fra solens åbne årer
lygtebyger af Medusatårer.

- Iljitsch Johannsen.

mvh
Simon
P.s.: https://vimeo.com/5251715

Ups!

Det jeg skriver nu

Det jeg skriver nu er fortsættelsen af mig selv, den trætte stil er hele tiden ved at blive slidt så meget, at den bliver skarp. Sliddet lægger sig langs den gentagne oplevelse, langs sætningernes meningskanter og fører til elementære sammenhænge. Landet poleres rent, dets skrift er vendt helt om og fjernet et rum, så de ikke vender nogen dele væk fra mig selv.

Ordene generer ikke skriften, deres velmente holdning til den er deres planlagte funktion. Så længe de opfører sig sådan er de ikke i vejen og kan få lov til stadig at være dele af skriften. De søger selv sammen i sætninger, tættere sammen i skarpere sætninger i cirkulære betydninger. Skriften er sangen og legen om Tornerose, hvis man er det ord cirklen lukker sig om. I deres fuldstændig spontane sætninger, nærmer ordene sig den rene følelse kun en sætning kan komme i nærheden af.

Bakkerne er limet i forvejen før farverne trækkes ned over den. Farverne standser når de ikke kan nå længere. På en måde spiller kærligheden kulissen. Fingrene reagerer på visheden om at skriften maser sig ind på dem gennem bevidsthedens virkelighed. Det er materialets sætninger der ender med at eksplodere, når ordene nærmer sig forsigtigt og ærbødigt. Det er ordene der gør skriften til det den er.

- Peter Laugesen.

Fiskestime

Stilhed omsluttet af vigende klarhed.
Rytme.
Tegn som bestandig er kode.
Flygtende billede.
Tøvende som musik
af forløste skygger.
Glidende former
som intet forestillede.
Mønster på vandring mod nye mønstre.
Drøm.
Flygtig anelse
slettet af vind og strøm.

- Halfdan Rasmussen.

Bevidstheden gentager sig selv hele tiden

Bevidstheden gentager
sig selv hele
tiden Jeg véd at hvad
jeg siger nu har jeg
sagt i et andet rum i
en anden tid Det
er ingen grund til
at jeg ikke skulle sige
det igen når jeg ikke
er den samme som
sidste gang er det
også ændret af de
usynlige hænder uden for
vinduet i den anden
materialiserede tid der
pisker mine øjne til
et andet støv der
hvirvler op fra
mine fingre

Og ellers
„har jeg det godt” har jeg
dét, godt, jeg
har det, godt det har
jeg … græsset
klamrer sig til vinden
jord og himmel „står” ikke
i ét men er ét
sådan. … og alle vægge
bør sés som værende
under permanent nedrivning

Ord fra mit nygamle
kendteukendte sammeanderledes
land hvor jeg sangskriver
ingenalting
enaldrigmeregangtil.

- Dan Turèll.

mvh
Simon

Påsken er et snapseting, hvor rejerne gør hvad de kan, for at komme væk i tide – det lykkes dem aldrig – godt at ha’ Laugesen, selv om man ikke rejehopper…

Derfor danser de ikke

Digtere er melankolske fugle
der ruger på store sten
i træet som ingen botaniker
endnu har fundet
Der sidder de og synger
som skæve og rustne stemmer
siger de skal
Du ser dem med øret i struben
i kanten af alting hvor mørket står
som en anden verden af gulvet
Med blinde øjne ser de på lyset
der brænder dem ned.

Shit

Jeg kan stadig mærke
den spidse metalsmag i munden
som en jernplade revet over
med en laserpapirkniv
da Gomasiobruden åndede ud
på den leviterende risgalette
over det magiske spøgelsesbord
hvor kejser Klump III
sad for bordenden
i sin kulørte kaftan
og stangede til sin skæve skål
med brune ris i grød
Skal vi nu have grøn Marok igen
telepaterede vi til hinanden

Danger
som en due
der dykker tungt
i bunden af himlen
Som en vimpel
der vajer i storm
fra en frønnet pæl
Fuck haiku
gadekæret fråder
om munden
på Speedy Gonzales

„White collar conservatives flashing down the street
pointing their plastic finger at me.”
Jimi Hendrix

Minder
så højt oppe
så dybt need
så langt ude
så langt inde
at de ikke kan huskes
Klaverets tangenter
klistret sammen
af tusind års sved
og fingrene
skorpede
af gammelt blod
S-toget
standser stadig i Lyngby
Det kører
gennem sammenkrøllede cigaretpakker
indad mod Hovedbanegården
Intet
er anderledes
end det altid har været
Billboards langs nordhavnens
knuste paladser
Alt det
kun musik kan bære
fordi øjeblikket er evigt
som udtrådte sko
eller en jumbojet
der nødlander i et badekar
mens alverdens insekter
summer i den sorte kasse

Jeg hører John Cale
Paris 1919
mens jeg tænker på min datter
et sted i Kina
på The Backpacker Trail
starry eyed and crazy
Hun står på muren
og leder efter
en telefonboks
Hvorfor har de ingen telefonbokse
på den forbandede mur
når den kan ses
fra månen
Og lad os så tænke lidt
på Formand Mao
og hans lille røde bestseller
der jog de intellektuelle
ud i rismarkerne
eller til Hongkongs
opiumshuler
Drømmeland mod øst
hvor magre gamle mænd
springer efter månen
og ridser tegn
i Yangtzes bred
med bambusstokke
for vandet at læse.

Når hunden pisser god nat

Du vil helst ikke
ud i det fri
hvor alting lurer
Jeg holder mig helst
til de sorte buske

- Peter Laugesen.

mvh
Simon
P.s.: https://www.youtube.com/watch?v=IB-McCXl5PQ