|
1
registreret
(1 usynlig),
661
gæster og
257
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Simon
Emne: Re: Poetisk fryd..
|
Ups!
Det jeg skriver nu
Det jeg skriver nu er fortsættelsen af mig selv, den trætte stil er hele tiden ved at blive slidt så meget, at den bliver skarp. Sliddet lægger sig langs den gentagne oplevelse, langs sætningernes meningskanter og fører til elementære sammenhænge. Landet poleres rent, dets skrift er vendt helt om og fjernet et rum, så de ikke vender nogen dele væk fra mig selv.
Ordene generer ikke skriften, deres velmente holdning til den er deres planlagte funktion. Så længe de opfører sig sådan er de ikke i vejen og kan få lov til stadig at være dele af skriften. De søger selv sammen i sætninger, tættere sammen i skarpere sætninger i cirkulære betydninger. Skriften er sangen og legen om Tornerose, hvis man er det ord cirklen lukker sig om. I deres fuldstændig spontane sætninger, nærmer ordene sig den rene følelse kun en sætning kan komme i nærheden af.
Bakkerne er limet i forvejen før farverne trækkes ned over den. Farverne standser når de ikke kan nå længere. På en måde spiller kærligheden kulissen. Fingrene reagerer på visheden om at skriften maser sig ind på dem gennem bevidsthedens virkelighed. Det er materialets sætninger der ender med at eksplodere, når ordene nærmer sig forsigtigt og ærbødigt. Det er ordene der gør skriften til det den er.
- Peter Laugesen.
Fiskestime
Stilhed omsluttet af vigende klarhed.
Rytme.
Tegn som bestandig er kode.
Flygtende billede.
Tøvende som musik
af forløste skygger.
Glidende former
som intet forestillede.
Mønster på vandring mod nye mønstre.
Drøm.
Flygtig anelse
slettet af vind og strøm.
- Halfdan Rasmussen.
Bevidstheden gentager sig selv hele tiden
Bevidstheden gentager
sig selv hele
tiden Jeg véd at hvad
jeg siger nu har jeg
sagt i et andet rum i
en anden tid Det
er ingen grund til
at jeg ikke skulle sige
det igen når jeg ikke
er den samme som
sidste gang er det
også ændret af de
usynlige hænder uden for
vinduet i den anden
materialiserede tid der
pisker mine øjne til
et andet støv der
hvirvler op fra
mine fingre
Og ellers
„har jeg det godt” har jeg
dét, godt, jeg
har det, godt det har
jeg … græsset
klamrer sig til vinden
jord og himmel „står” ikke
i ét men er ét
sådan. … og alle vægge
bør sés som værende
under permanent nedrivning
Ord fra mit nygamle
kendteukendte sammeanderledes
land hvor jeg sangskriver
ingenalting
enaldrigmeregangtil.
- Dan Turèll.
mvh
Simon
|
|
|
|
