Aften’ RM..

Tom Kristensen havde jo også en Plys i maven, og omvendt, tænk bare på begges store evne til at glæde ganen – og meget apropos, ja to så stærke filosofiske hoveder må naturligvis ha’ lidt rede på maven, være lidt på forkant med sig selv:

Torsdag, da rimer frosten slem;
det blinker rim, når jeg skal hjem.
Dog er den gåde ganske nem,
om hvem er hvis – Men hvis er hvem?

*

Forresten blev jeg jo næsten helt opvakt over pludselig at se din genopstandelse, men kom så til at tænke på Ørkenens Sønner og de fire raske drenges Slag på Reden, ja på deres bemærkelsesværdige opfordring om at holde stand, hvilken jeg her videregiver, da hverken verden eller Plys jo står foruden!
Ja, nu vi kun får sne i flydende form, da må vi jo glæde os over små mellemrum med faste ritualer, ved du. Hvad angår Aksel Sandemose, har jeg jo tidligere stukket fingeren i vejret for ham, engang imellem ka’ jeg vist ikke rigtigt få den ned, for det meste skyldes det nu Varulven, som jeg jo mener man bør læse fremfor bibler, aviser og alt muligt andet, men folk med fingrene i vejret sir jo så meget, og her ønsket om en god nats søvn…;)

mvh
Simon

P.s.:
Et godt exempel på et visionært interessant livsforbrug med historiske rødder, det er ikke et krav at reproducere naboens stationære villa-vovseliv med biblen i natskuffen og et kryds hvert fjerde år: https://www.youtube.com/watch?v=OttgPFvGQYI

mvh
Simon

Halløj Sømand

Nøøøj, tænk at ha' en flodpram. Hér er der en hel verden til forskel, og intet kan sammenlignes med hverken naboens kalender- eller gadekryds :)))

Vand kan noget, og vand gør noget ved mig. Vandets bevægelser og strømninger får også mit blod til livligt at strømme og gør mig levende i både krop og sjæl. Tak for kig til strømme af længsler og drømme :)) ... med et dyk ned i Den samme flod to gange, som vi før har badet i her i mellemrummet :))


Hennepin

Dagen begynder som evakuering,
og alting er menneskers vej over broer.
På Hennepin rejser vi sammen med lyset
i spor mellem blokke og tårne af spejl.
Den ene bygnings side
i den anden bygnings fald
er sat som det eneste syn, jeg kan tro.
Jeg holder til højre og drømmer mig blind.
Mit hoved er barberet
så jeg mærker Mississippis vind.
Det er sådan at jeg venter.
Det er sådan at jeg elsker dig.

***

Floden

De mange kroppes flod er stærk
Med Coffman Memorial Union som base.

Jeg lægger mig ned for at sove
På broen ved East River Parkway,

Og ingen man skal kæntre
På Dirty Boulevard.

Mit hjem er sorte bakker
I en dal i North Dakota.

Mit hjem er en lejr Joshua Tree,
Og jeg passerer fra støvet til støvet,

Men min hammer skal ringe i bjerget,
Og bjerget skal synge mod regnen og jorden,

Og ved hver stjernes død skal du tænke
At lyset forbliver i støvet og floden,

Og floden bliver ved i os,
Ikke hver for sig men sammen,

Ikke i ro men stadig i drift, thi
Bevægelsens spor er den frugtbare kraft.

Vind Kant Strøm Feber: Med dette
Stof har jeg skrevet for livet,

Og min hammer skal ringe mod bjerget,
Og bjerget skal synge i jorden,

Og jorden skal samle de mange,
Og floden skal rejse i fred.

Vi forlader lejren ved daggry.
Ingen mand skal kæntre.

Med dette stof har jeg skrevet.
Du skal kende din længsel som grøn.


***

Øvelser i afsind

Det er solhverv. Månens vinkel
Og tyngden af stjernernes materiale
Har hævet floden til landets niveau.
I det store dyrs kæbe er natten grå.
Skaktens rør er en tunnel til hjertet,
Og uden for minen står dværgene ret.

I min mund er smagen af længsel som blod.
Jeg véd ikke om stoffet der sidder i luften
Er sne eller frø eller hvidt fiberglas,
Men jeg falder i dage for rejsningens pris.

Jeg skar mine hænder på rosen, men
Fryden skal komme ved afsindets stof.
Forvandlingen foregår stadig i strømmen.
Min mave skal sprænges til grønt før jeg dør.

I feel like i'm dying from mining for gold

***

Sanatorium

De sejler mig hjem til den havn, som jeg kom fra. Om natten kan jeg høre vinden. Den river i rigninger, nåder og skodder. Jeg ligger på køjen, jeg ligger på dørken. Mellem uret og sengen kan tiden gå til, og efterhånden har jeg en svag fært af rute. Jeg véd at floden fører sydpå, at det kun er et spørgsmål om måneder nu, at der vil være balloner og alleer, børn i parkerne, kvinder i hvidt, gylden sprit og medicin, til at tage den værste længsel og slukke tørsten efter sne. I den havn blev jeg født engang, 33 cirkler borte, tilbage i skellet før lyset lå fast. Jeg ligger på køjen med nålen og skeen. Vægten balancerer optimalt. Jeg ser Mødrene komme og fædrene gå. Hver nåde brister ved daggry. Det er ikke nogen drøm det hér: Jeg smiler igen som en indfødt.

***

Det sidste skud her fra kanten af landet
Er taget, hvor året lukker sig til
På veje og måder, som sikkert vil
Vokse og veksle med mønstre i sandet,
Der ligger ens mellem skrænten og vandet,
Uden at mindskes eller tage til,
Som i et uendeligt langsomt spil
Med vinden, stjernerne, støvet og andet
Materiale, vi prøver at tyde,
Fordi vi blankt erkender og glat forstår,
At vi intet véd om et hjem, et år,
Som stadig skifter med skygger og lyde:
Vi kender hver farve som kærligheds ven,
Og for begyndelsen begynder vi igen.

Bo Green Jensen

En strøm af hilsner
RoseMarie

Hej RM..

I det store og hele ér vi jo omvandrende vandmænd og koner, flyder ved fødslen ud i verden og fortsætter nu tørre bag ørerne livet ud i et rent vandbad. Ikke så mærkeligt vi har det bedst med vand om ørerne, der ér jo heller ikke meget ved en vindtør rosin med sure tæer!
Det er noget ganske særligt at falde i søvn med en klukken fra vandet i ørerne, eller som jeg selv gjorde i længere tid, at sove på stranden i det græske, hver aften at falde i søvn til lyden og duften af et salt hav, nærmest vågne som skildpadde. Og alligevel er vi så forhippet på et udtørret liv i storbyer, med os og larm i næse og ører, se dét er det mærkelige!
Tanken om Stille- og Atlanterhavets storme ka’ jo nok få tæerne til at krumme, men sikke et boligareal, en boligplads – nej, spøg tilside, men også jeg blir ærlig talt vældig oplagt når jeg ser livet udfolde sig på flodbåde, en boligplads der nok minder en del om de mange små lejligheder rundt om i brokvartererne, hvor det at sove i en skuffe jo slet ikke var ualmindeligt, også dengang bed folk fra sig med stor fantasi. Husker du i den forbindelse Halfdan Rasmussens fortælling om én af de mange søskende der sov for enden af mors tøjrulleaggregat?

En del bygger jo flodpramme her i landet, men i forhold til vores ophav som en ældgammel sejlerkultur er det jo en bedrøvelig affære at se på, og desuden – her i Nordens Jantekultur, hvor ingen åbenbart skal ha’ mere end jeg – også temmelig dyrt. Engang imellem tar man sig jo til hovedet, men kommer så i tanke om hvordan kulturen pt. def. samfundet: som en større eller mindre gruppe mennesker, der finder sammen om kun ejerforhold!
Den form for accepteret kultur- og samfundssind, lider tydeligvis også mange mennesker af i det sydlige US, hvor mange bare ikke har andre muligheder end at leve på og af floden. Nu kan man jo reducere alt til bare romantik, men det er ingenlunde hensigt eller pointe, for jeg betvivler simpelthen at dagliglivet på exempelvis Mississippi vil opleves som fx Hollywood ville fremstille det, tværtimod er der sikkert tale om dagligt slidsomt arbejde, men til gengæld et liv på ganske nødvendige behov, hvad der får alt derudover til at opleves som glædelig luksus.
Parret i den lille sekvens vidner i høj grad også om temmelig jordbundne mennesker, og det er ikke spor mærkeligt, når man betænker hvordan byliv fremdeles folder sig ud som kun en servicevirksomhed, og at langt hovedparten af mennesker nutildags slet ikke kender andre levemåder. Faktisk er det så galt, at menneskelivet ikke længere har kontakt til naturens fødevarekammer, og som følge deraf heller ingen respekt for det, ja ikke engang ville kunne finde ud af at tørre sig i røven uden toiletpapir! Som kulturform betragtet, ville vi af temmelig mange årsager få langt bedre udbytte af en tættere kontakt til den natur vi udspringer fra, altså kontakt til en enklere levefod, også p.a. resistensforhold, og det er vel igrunden hvad de to i filmstrimlen grundlæggende udtrykker behov og forståelse for. Nu handler det der interesserer de to sig jo fremdeles om flodlivet, eller om livet i tættere kontakt dertil, et liv i kontakt til naturens præmisser, men enkelte af disse grundtanker findes også i Robert Pirsigs Zen og kunsten at vedligeholde en motorcykel, der stadig er en vidunderlig læseoplevelse og her en kvittering for vidunderlig poesi, jeg tror sgu’ endda den findes på lydbog, hvem der så ka’ ha’ lagt stemme til dén – man ku’ jo håbe på Fjord Trier Hansen, der desværre blev skyllet ud sidste år, men stadig eksisterer i et utal af ører…;)

mvh & mojn!
Simon

Hej Simon

Ja, jeg er ganske enig med dig i, at Zen og kunsten at vedligeholde en motorcykel er en vidunderlig læseoplevelse. Jeg har ikke selv kørekort til motorcykel, men jeg er faldet pladask (i vandet!) :))) over dette klip med Havets bikere. Kig med her og få en ligeså vidunderlig oplevelse:

https://www.youtube.com/watch?v=0bi8goFTRmw

God weekend, måske endda med sne :))
RoseMarie

P.s.

Der hører selvfølgelig også sang til:

https://www.youtube.com/watch?v=0PkAdTsQH9I

https://www.youtube.com/watch?v=A4D_rzVDZwo