|
0
registrerede
15
gæster og
195
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Simon
Emne: Re: Poetisk fryd..
|
Hej RM..
I det store og hele ér vi jo omvandrende vandmænd og koner, flyder ved fødslen ud i verden og fortsætter nu tørre bag ørerne livet ud i et rent vandbad. Ikke så mærkeligt vi har det bedst med vand om ørerne, der ér jo heller ikke meget ved en vindtør rosin med sure tæer!
Det er noget ganske særligt at falde i søvn med en klukken fra vandet i ørerne, eller som jeg selv gjorde i længere tid, at sove på stranden i det græske, hver aften at falde i søvn til lyden og duften af et salt hav, nærmest vågne som skildpadde. Og alligevel er vi så forhippet på et udtørret liv i storbyer, med os og larm i næse og ører, se dét er det mærkelige!
Tanken om Stille- og Atlanterhavets storme ka’ jo nok få tæerne til at krumme, men sikke et boligareal, en boligplads – nej, spøg tilside, men også jeg blir ærlig talt vældig oplagt når jeg ser livet udfolde sig på flodbåde, en boligplads der nok minder en del om de mange små lejligheder rundt om i brokvartererne, hvor det at sove i en skuffe jo slet ikke var ualmindeligt, også dengang bed folk fra sig med stor fantasi. Husker du i den forbindelse Halfdan Rasmussens fortælling om én af de mange søskende der sov for enden af mors tøjrulleaggregat?
En del bygger jo flodpramme her i landet, men i forhold til vores ophav som en ældgammel sejlerkultur er det jo en bedrøvelig affære at se på, og desuden – her i Nordens Jantekultur, hvor ingen åbenbart skal ha’ mere end jeg – også temmelig dyrt. Engang imellem tar man sig jo til hovedet, men kommer så i tanke om hvordan kulturen pt. def. samfundet: som en større eller mindre gruppe mennesker, der finder sammen om kun ejerforhold!
Den form for accepteret kultur- og samfundssind, lider tydeligvis også mange mennesker af i det sydlige US, hvor mange bare ikke har andre muligheder end at leve på og af floden. Nu kan man jo reducere alt til bare romantik, men det er ingenlunde hensigt eller pointe, for jeg betvivler simpelthen at dagliglivet på exempelvis Mississippi vil opleves som fx Hollywood ville fremstille det, tværtimod er der sikkert tale om dagligt slidsomt arbejde, men til gengæld et liv på ganske nødvendige behov, hvad der får alt derudover til at opleves som glædelig luksus.
Parret i den lille sekvens vidner i høj grad også om temmelig jordbundne mennesker, og det er ikke spor mærkeligt, når man betænker hvordan byliv fremdeles folder sig ud som kun en servicevirksomhed, og at langt hovedparten af mennesker nutildags slet ikke kender andre levemåder. Faktisk er det så galt, at menneskelivet ikke længere har kontakt til naturens fødevarekammer, og som følge deraf heller ingen respekt for det, ja ikke engang ville kunne finde ud af at tørre sig i røven uden toiletpapir! Som kulturform betragtet, ville vi af temmelig mange årsager få langt bedre udbytte af en tættere kontakt til den natur vi udspringer fra, altså kontakt til en enklere levefod, også p.a. resistensforhold, og det er vel igrunden hvad de to i filmstrimlen grundlæggende udtrykker behov og forståelse for. Nu handler det der interesserer de to sig jo fremdeles om flodlivet, eller om livet i tættere kontakt dertil, et liv i kontakt til naturens præmisser, men enkelte af disse grundtanker findes også i Robert Pirsigs Zen og kunsten at vedligeholde en motorcykel, der stadig er en vidunderlig læseoplevelse og her en kvittering for vidunderlig poesi, jeg tror sgu’ endda den findes på lydbog, hvem der så ka’ ha’ lagt stemme til dén – man ku’ jo håbe på Fjord Trier Hansen, der desværre blev skyllet ud sidste år, men stadig eksisterer i et utal af ører…;)
mvh & mojn!
Simon
|
|
|
|
