Hej i solen, RM...

Tiden blir hurtig mørk når man forsvinder i Højholts samlede liv med de fantastiske historier – i Praksis 1 og med en revolver i mørket, slås lagkager venligt ihjel:

En lagkage tilovers

Jeg rækker en lagkage ind i mørket til Jørgen Leth
som sidder inde i mørket og spiser lagkage og nikker
til sin gamle film og jeg sætter mig ind til Jørgen
Leth inde i mørket og vi sidder og ser hans gl film
mens vi spiser lagkage og nikker og rækker rækker af
lagkager længere inde i biografen til alle de andre
som sidder derinde for at se Jørgen Leths gamle film
og spise lagkage og nikke op til billedet i mørket

*

Og med solen, der omsider nåede huden i græsset, er vi næsten inde i sommerfugletiden:

Sommerfuglen

Hvor svært at holde sig i ro når man i rum sø
er sommerfugl og hvor fristende. Ingen så

da skibet gik fra kaj den grønne larve
på rælingen, hverken mand eller mus. Ingen

på den lange rejse sommerfuglen
som blafrede i lasten fra luge til luge.

Klangfiguren på mine vinger solens eller min?
Hvor fristende at undslå sig hos vindende

og tørre ind som solen hvidglødende uden røg
så hvor svært at leve sådan dagevis på en nål.

*

Dampenumser pryder allerede stranden, snart slukker man sig i havet og nyder en stilhed til lyden af insekter svirende i luften under træers skygge – du vidunderlige sommer! Og du, RM, rejser dig vel fra tid til anden i fuglesang fra det solgrønne, som en rundrygget Fanøkone med smilerynker – man hører svagt hr. Talpa for sig, signalere ro med sin stok mod loftet over al din larm – og så er der Søren Ryge i vente, ikke så ringe endda…;)

Trosfriheds vrede discipel, ska’ naturligvis heller ikke snydes for et demokratisk lune:

Fristil om demokrati

Demokratiet betyder folkestyre.
Vi har demokrati, og vi er et demokratisk folk
i Danmark. Vi styrer selv vores land.
Det er folket der sørger for
at det går os godt alle sammen.
Det er os der er retfærdige
og det er også os der behandler alle ens,
både rige og fattige.

I er demokrati skal vi være demokratiske.
Sådan er det ikke i et diktatur .
Der er kun nogle der skal bestemme,
de andre må ikke hvis de vil,
men selv om de er mange
er det ikke demokratisk alligevel.

Men i demokratiet er der også frihed, meget,
helst mere og mere, lige meget til dem alle sammen.
Vi skal passe på at de rige ikke får mere
end de fattige af frihed,
for det skal være demokratisk.
Et demokrati kan man kende på
hvis de fattige også er frie.

Frihed skal være gratis i demokratiet,
ellers har de fattige ikke råd.
Hvis nogen ikke er fri er det deres egen skyld.
Hvis nogen tager friheden fra nogen andre
kommer de i fængsel, undtagen politiet
og dommerne eller børn,
hvis man kan fange dem.

Alle i demokratiet som arbejder får løn.
Dem der ikke kan arbejde får heller ikke løn,
det hedder bistand.
Dem der ikke vil arbejde skal,
ellers får de ingen løn
og det er udemokratisk.
De arbejdsløse skal også være demokratiske,
for det kan de ikke gøre for,
og når de får arbejde igen
skal de have lige så meget af frihed
som ham der fyrede dem,
der må ikke være forskel.
De arbejdsløse for understøttelse,
det ligner løn meget,
men de arbejder jo heller ikke.

Børnene får demokratiet af deres far,
men ellers af deres mor.
Når de bliver større får de det i skolen,
hvis de passer sine ting og ikke sviner,
fordi demokrati er noget alle skal.

*

Fra Praksis, 8:

5. Et kunstværks tilblivelse er helt indlysende
knyttet til dets ophavsmands livstid, af og til
endda på skæbnesvanger vis. Henførte læsere be-
græd hin engelske lyriker – var det Keats eller
Browning? – der udåndede midt i en strofe, og vi
i vor tid har næppe endnu set den sidste entusiast
forsøge at afslutte en af Kafkas romaner! De fær-
reste blandt poeter har som Mallarmé installeret
en sarkofag i digtet for at kunne føje en død til
dets udsagn, men serafer som Hölderlin og Proust
har utvivlsomt udnyttet deres egenart, da de ind-
gik deres kontrakter med det hinsidige. Blandt
disse dages mere koldsindige naturer ved rimeligt
huld har det længe været gængs at betragte egne
værker som dele af en broderlig tekst, bidrag til
en stadig fornyet kontinental sammensværgelse,
som indtil nu uforknyt har pustet sin fjer gennem
litteraturens endeløst muterende rum.

- Per Højholt.

mvh
Simon
P.s.:
Man lægger solen fra sig på puden og vågner omfavnet af efterår – og så lige af DR, der nu digitaliserer sig selv med analoge argumenter, til forsikring af de uforglemmelige genudsendelser til nye udgifter, muligvis et muterende rum…

Hej Simon

Jo, jeg har i øjeblikket fingre og fødder plantet solidt i mulden, kigger blå himmel igennem alt det lysegrønne og nyder det hele i fulde drag. Kom og fang mig forår, det er blevet tid til at lege ta'fat i det grønne med blomstersne i håret ... :)))


Sol og sne

Idag er der Lys i Overflod,
et Luftsyn er Verden, hvid og blaa!
Det er en Dag for det svimle Mod,
selv Skyggen er overmodigt blaa!

Et Luftsyn er Verden: de kendte Ting
set i et flimrende Spejl af Drøm.
Hvor luer fortroligt de nære Ting
i deres Dragt af ufavnelig Drøm!

***

Græsset grønnes

Græsset grønnes. Dagene lysner.
Underfuldt bruser den store vår.
Nætterne er kun dæmrende aftner.
Duggede stjerner i kimmingen står.

Glæde, jeg troede blev aldrig moden,
lykke, jeg troede var drømmespind,
bryder sig vej som stjernedæmrende
løsnede vande gennem mit sind.

***

Kvinderne ved graven
atter engang det vilde græs,
tågen, regnen, det frodige mørke,
pletter af sol på dampende jord,
tavse aftners myggedans
mellem huse, hvor små børn slumrer!

Atter vågne ved hanegal
og skue havets udstrakte agre
af smilende lyn!
Cirrusskyer, fuglevinger, afsindig jubel
højt i den isblå luft!

Da går det glade galsinds musik
fængende gennem din sjæl –
fuldriggerbruset, Purcell, Händel –
rige hjerters overstadige fortrøstning:
»Død, hvor er din bråd?«
»Helvede, hvor er din sejr?«

Og i en brænding af lys over lys
aner du oprakte hænder mod dybet –
aner du frydefuldt kaldende munde –
øjne, der misser mod solen –
kvinder, samlet i en undrende klynge
foran en natsort klippehules indgang –
foran et mørke, hvor sorgen ikke mere bor…

William Heinesen

Tak for alle dejlige ord, Simon ... de nydes altså også i fulde drag :))

I aftenlys og fuglesang
RoseMarie

Hej RM..

Hva’ sir mon hr. Talpa til at du sådan slår rødder på 1. sal, som en anden hobbit? Ja man ligner sgu’ nærmest en forårsrulle i det her vejr, med de momentvise sommerdage som den just overståede weekend, hvor vi faktisk ku’ sidde under himmellyshavet til sent aften og helt uden massemord på draculiner, der nok ska’ arrivere for at kræve deres skålpund blod - uf!

Here is this spring, stars float along the void;
Here in this ornamental winter
Down pelts the naked weather;
This summer buries a spring bird.

Symbols are selected from the years’
Slow rounding of four seasons’ coasts,
In autumn teach three seasons’ fires
And four birds’ notes.

I should tell summer from the trees, the worms
Tell, if at all, the winters’ storms
Or the funeral of the sun;
I should learn spring by the cuckooing,
And the slug should teach me destruction.

A worm tells summer better than the clock,
The slug’s a living calendar of days;
What shall it tell me if a timeless insect
Says the world wears away?

- Dylan Thomas.

mvh
Simon

P.s.:

Skrift paa vind og vand er en solopgang for øjne siddende i klitterne, dér på Vesterhavets skråning, hvor man burde sidde med saltet svælg over den sandkolde Chablis mellem måger, mens Højholts billeder suser ind:

Akvarel

Vejen løb ind
i et sneglehus,
jeg ligger i græsset og venter,
under en busk
i det varme grus
spiller græshoppers små instrumenter.

Kølighed dræer
over marken ind,
mit sind bevæges som græsset,
maagerne syer
i den lette vind
som trækker sig henover næsset.

Alt blir saa let.
Jeg ligger og dør
med aftenstjærnen i munden.
Det bølgende græs,
var det lavere før?
Eller synker jeg langsomt mod bunden?

Kineseren tror
paa en evig pastel
som kroner de to elementer.
Jeg ligger slængt
i en dansk akvarel
med øjnene aabne – og venter.

Solen tøver
i luende rav,
vibrerer mod havets bræmme.
Saa glider den ned,
og græssets hav
slaar sammen over min stamme.

*

Postscriptum

Natten gik
som en bølge henover en hed strand.
Promenadens træer dukker frem af taagen
kolde, blinkende. – Havet lyser grønt
i solopgangen!

En tærne tumler op
i havstokken, vakler tungt op mod vinden
glider af, drejer paa vingespidsen og stormer ud
med skyggen springene under sig.
(Et øjeblik endnu
saa slukkes mine øjne!)

Byen strækker sig, rød under solrøg. Havnen
morgenstille, med bassinernes usikre spejl
under ridende skyer.
Hvem er det som rider bort?

*

Havsnød

Med sin tidevandsbølge har havet grædt sig helt bort
fra denne min strand og dette mit græsgraa land,
død-stille lys over frisk hø men intet kort
som kan udlægge aaer og strø frø i furet sand

findes. Jeg er her alene, ene mens vindene gaar
og maagerne fletter de kommende aar, saa frisk
som græs under himlen naar hav og fisk
er drømme langt borte. Ensom og intet kort

og strandsand i drift over græsgraat land
ensom og ingen sjæl kun planters drøm og dyrs lort
og livet selv for kort til at kaldes liv
i natur eller gud, for kort og fortvivlende sent

at indhente livet med lud eller gud for at leve det rent.

*

Solen

Den store fugl
er langsomt fløjet bort.
Stilhed bølger
efter sommerens akkord.

Stor og sval
og ensom i den lunkne rede
ligger solen,
straalende af fattigdom og vrede.

*

Paa morgenens grænse

Grebet og bortført i svalers parabler, blindt
som det blik der naar mig
fra en fisk paa en tør sten
er det øje som svømmer paa havets graa stanniol.
Maagernes skrig ligger stumme i græsset
som pile, vendt mod den stigende sol.

Dugg over viber i engdrag, et kast af morgenfrisk
vind langs det graa spejl
kuldsejler i græsset.
Blodet stabler sig rødt til en rus i forgrenede aarer,
et værkende rum hvor sanserne dør
og loft og væk gror til med taarer.

Springer lærkerne ud? Gaar græs i knæ for en
morgenfødt vind? –
Kvidrer til svar den østlige
gren i min vandblinde krone slaar dagen rødder
og solen planter sit dirrende spyd
her, i sandet mellem mine fødder.

- Per Højholt.

mvh
Simon

Hesten og Solen (1949) hedder samlingen – måske skitser tabt af solvognen:

Om sommeren sker det,
at hestene begiver sig til havet.
Står med sænkede hoveder foran den vældige ager.
Prøver at græsse, men vender forundret tilbage
med mankerne hvide af skum.
Den udslagne dag tumler de sig som klodsede børn,
vrider de blanke kroppe i solen.
Senere gaar de paa sandet
og hører havet vokse.

*

Det at vide dette –

Vished flød fra min hånd
da jeg greb de sejrende bølger
og trak himlens grænser op
med løgn og rummets salt.

I timer saa lange som mit liv
i dagene efter min død
i sengen paa torvet
i postbudets taske i fødeklinikker
paa kirkegaarde i tomme magasiner
saa jeg efter et sted at rejse mit alter.

Allevegne raabte de:
i morgen i morgen
vi skal skrive og spørge i morgen!

Men i dag er der kryds paa alle portene.

*

Og fra Poetens hoved, et…

Poetisk landskab

Hver afvigelse svinger her helt i et særligt leje
som den stærk ryster. Et forår til så umuligt
at spå om og al arkitektur kommer under vand.
Hvilken mægtig flodseng for storkene at flyve over
og om lidt besøge efter hvilen i de genfundne reder.

*

Kirsebærskråningen

Træt som når henimod sengetid et barn
synker sammen på gulvet blandt sit legetøj
digteren på kirsebærskråningen.

Grå og smuk i gamacher og støvfrakke
ligner han en stor
fra himlen nedfalden hånd i det tynde græs.

˶Naturens variationer henrykker os.
Skønheden hos det uforudsete smigrer den findende.
Men prøvet imod det tabte er den klangløs

uden dyd. Den som vil skabe i sådanne tider
må befri sig for fremtid og vaner. Hans liv
ikke tage retning men forblive vertikal

hårdnakket: en stift mod det strømmende …
uænset: må være uden gestus, en brønd
et tårn som findes og er tilfreds ufundet.˝

*

Blue in green

Et træ er et digt. Denne gran
er fældet efter kunstens regler.

Uophørligt udslynger synet sådanne økser
som bider i roden og rører

ved fortøjninger:
Over insekternes larm en tone,

højere end den en fugls stemme
skjult: en meddelers mund;

en fugls musik talende om skove
som om mennesker dette træ.

Du som herfra sendes videre uden besked
her er din båd over Acheron.

- Per Højholt.

*

I en anden tråd på debatsiden her, taler én igrunden meget om sin egen rædsel for det altafsluttende, om dommedagen - dvs. i en religiøs kontekst -, et egentlig blomstrende exempel på den ængstelse for livets ophør der så ofte lægges ned i børn for tiden rundt om i skoler o.a. institutioner, information præsenteret under foregivende af at akkurat miljøspørgsmål sku’ være børnenes store nysgerrighed - altså lige midt i en tid med evige kontroltab. Meget apropos, her historien om kalenderdåsen og samlerens særlige patologi, fra et symposium hvor bl.a. Fredrik Sjöberg musicerede:
https://www.youtube.com/watch?v=wuXfhGA5HsE

mvh & god weekend..
Simon