|
1
registreret
(1 usynlig),
14
gæster og
245
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Simon
Emne: Re: Poetisk fryd..
|
P.s.:
Skrift paa vind og vand er en solopgang for øjne siddende i klitterne, dér på Vesterhavets skråning, hvor man burde sidde med saltet svælg over den sandkolde Chablis mellem måger, mens Højholts billeder suser ind:
Akvarel
Vejen løb ind
i et sneglehus,
jeg ligger i græsset og venter,
under en busk
i det varme grus
spiller græshoppers små instrumenter.
Kølighed dræer
over marken ind,
mit sind bevæges som græsset,
maagerne syer
i den lette vind
som trækker sig henover næsset.
Alt blir saa let.
Jeg ligger og dør
med aftenstjærnen i munden.
Det bølgende græs,
var det lavere før?
Eller synker jeg langsomt mod bunden?
Kineseren tror
paa en evig pastel
som kroner de to elementer.
Jeg ligger slængt
i en dansk akvarel
med øjnene aabne – og venter.
Solen tøver
i luende rav,
vibrerer mod havets bræmme.
Saa glider den ned,
og græssets hav
slaar sammen over min stamme.
*
Postscriptum
Natten gik
som en bølge henover en hed strand.
Promenadens træer dukker frem af taagen
kolde, blinkende. – Havet lyser grønt
i solopgangen!
En tærne tumler op
i havstokken, vakler tungt op mod vinden
glider af, drejer paa vingespidsen og stormer ud
med skyggen springene under sig.
(Et øjeblik endnu
saa slukkes mine øjne!)
Byen strækker sig, rød under solrøg. Havnen
morgenstille, med bassinernes usikre spejl
under ridende skyer.
Hvem er det som rider bort?
*
Havsnød
Med sin tidevandsbølge har havet grædt sig helt bort
fra denne min strand og dette mit græsgraa land,
død-stille lys over frisk hø men intet kort
som kan udlægge aaer og strø frø i furet sand
findes. Jeg er her alene, ene mens vindene gaar
og maagerne fletter de kommende aar, saa frisk
som græs under himlen naar hav og fisk
er drømme langt borte. Ensom og intet kort
og strandsand i drift over græsgraat land
ensom og ingen sjæl kun planters drøm og dyrs lort
og livet selv for kort til at kaldes liv
i natur eller gud, for kort og fortvivlende sent
at indhente livet med lud eller gud for at leve det rent.
*
Solen
Den store fugl
er langsomt fløjet bort.
Stilhed bølger
efter sommerens akkord.
Stor og sval
og ensom i den lunkne rede
ligger solen,
straalende af fattigdom og vrede.
*
Paa morgenens grænse
Grebet og bortført i svalers parabler, blindt
som det blik der naar mig
fra en fisk paa en tør sten
er det øje som svømmer paa havets graa stanniol.
Maagernes skrig ligger stumme i græsset
som pile, vendt mod den stigende sol.
Dugg over viber i engdrag, et kast af morgenfrisk
vind langs det graa spejl
kuldsejler i græsset.
Blodet stabler sig rødt til en rus i forgrenede aarer,
et værkende rum hvor sanserne dør
og loft og væk gror til med taarer.
Springer lærkerne ud? Gaar græs i knæ for en
morgenfødt vind? –
Kvidrer til svar den østlige
gren i min vandblinde krone slaar dagen rødder
og solen planter sit dirrende spyd
her, i sandet mellem mine fødder.
- Per Højholt.
mvh
Simon
|
|
|
|
