Ak ja, ”Hvad var Livet uden Kærlighed”…bedyrer Knagsted i den herlige fortsættelse af Livsens Ondskab, og fortsætter: ”Jeg personlig har for Eksempel kendt en Enke, der elskede sin Mand i den Grad, at hun vedblev med at faa Børn i mange Aar efter hans Død”…

Digteren Rasmus Vridsløse (der i Knagsted fordrejer hovedet på folkeskolelærerinder), var forøvrigt Wieds egen karikatur af datidens Carl Ewald, der i Politiken 21/11 1902 svarede, at hvis Gustav Wied ”nogensinde begaar Selvmord, bliver det en Gang, hvor han i otte Dage ikke har kunnet hitte paa noget morsomt”.

Men blev man først grebet af de forgående morsomme beske historier og karikaturer af det menneskelige menneske og dets forestillinger om sig selv, så er man vel allerede på sporet af fortsættelsen med Pastor Sørensen & Co – som humørmusklen ikke må mangle, og er allerede dér på nippet til at melde sig ind i Gustav Wied-selskabet!


*

SPINOZA

paa dit skarpe tuberkulose ansigt
laa visdommens ro i vemodige smil –

din godhed
var din races hjælpsomme humor
trænet under inkvisitionens bedske kærtegn –

din tro
havde klarhedens styrke
og forstaaelsens mildhed –

*

SOMMERNAT

en hvid ugle
sejlede lydløst
imod en cypres –,
og fire stjerner
gik samtidig ud af himlen
og lagde sig paa havet –
fra den øverste bjærgtop
skreg et æsel
en raa stinkende tone
om fortvivlet uret –

- Gustav Munch-Petersen.

mvh
Simon

Her lidt alvorlig morskab fra to vilde hveder i Nr. 10/1945:

RANDBEMÆRKNING
til Halfdan Rasmussens digt om
»nyromantik« i Vild Hvede Nr. 8.

Vel ved vi, Tidens smag er groft forraaet;
men naar en Litterat som ekstra Pirring
serverer os en Snaps Begrebsforvirring
som denne – ja, saa er vel Grænsen naaet?

Lad gaa, at Halfdan ikke har forstaaet
og kun har Spareblus i Læselampen;
men er man saa uartig, brænder Tampen
paa gen Bagdel, før man selv har slaaet!

- Svend Sørensen.

og

BAGTALE

til en artig ung mand fra en uartig do.

Hr. Sørensen, som ikke ynder snapse
af andet bryg end fra Hr. Engbjergs kælder,
er blevet kæfereret og fortæller
mig arme mand, at tampen vil mig klapse.

Jeg stak en naal i Engbjergs hm! – finale.
Men Svend sprang op som var min naal en lanse.
Var naalen spids? Nuvel! Lad den da danse,
som følte stikket i sin egen hale!

Jeg er uartig! Jeg har sagt min mening!
og nu skal tampen brænde mine baller.
Slaa til, Hr. Sørensen! Hvert slag, der falder
vil hærde min bag – og din aands forstening!

Forraaet smag! Entartet – und so weiter.
Vi kender tonen og Hr. Goebbels stemme.
Vi er alene nu! Og vi maa glemme
hvert ord fra Goebbels propagandafejder!

Ny-romantik? Gaa væk! En hverdag taler
til os i dag. Og du maa ikke svigte!
Vi staar paa jorden nu. Og vi maa sigte
med naal og lanse mod de rette haler!

- Halfdan Rasmussen.

*

Og her en vild hvede der mener noget med kærligheden, fra Nr. 9 samme år:

TIL EN PUBERTETSHVALP I ET PRÆSTEGAARDSHJEM

Jeg skal lære din famlende mund
at kysse – og saare dig haardt.
Du skal lære at elske mig,
og lide, naar jeg gaar bort.

Det skal svide i hele din krop,
den dag da du ved jeg gaar.
Du skal lære at skrige efter de kys,
som brændte gennem dit haar.

Ny spirende ukendte ting
skal gi dine søgende hænder,
fylde dem med kejtet angst
for ting, som de ikke kender.

Du skal lære at elske mit bryst,
du skal lære at elske mit skød.
Jeg gir dig ikke stene
men bare levende brød.

Jeg gir dig ikke at elske
en Gud, der bare er død.
Jeg gir dig bare at elske
mit levende, levende skød.

Ikke døde ting
skal fylde dig med skrig,
men dine tomme hænder
den dag, da det er forbi.

Dine egne tomme hænder
skal savne det de fik lært.
Du skal jamre efter mit skød,
skrige paa det du fik kært. –

- Edle Nielsen.

Det var da stærk tobak ;)

mvh
Simon

Go'morgen Simon

Ord og hvedekorn og stærk tobak vækker smil om munden her på en højhellig søndag morgen :)))

Der er en lune i ordene på samme måde som morgenkaffe i maven. Øjne og sind åbnes, og man vækkes med velbehag og smagen efter en mundfuld mere ;))

Her stadig i det Halfdanske univers ...


Hvis du vil være blid og smuk
skal du drikke morgendug
og spise aftenrøde,
drysse stjerner i dit hår
og gnide dine tynde lår
med måneskin og fløde.
Men hvis du vil være vild og varm
med hængerøv og kæmpebarm,
så skal du kikke dig selv i et spejl
og elske alle dine fejl
og være som du plejer.

*

Hvad vil du være når du bliver stor?
Kattekonge, kejser eller klodsmajor?
Kagekone, rejekælling, nissemand,
løve tæmmer, kræmmer, muffedissemand,
nattevægter, skattenægter, brillemand,
rotteplager, pottemager, spillemand,
herremand i Herning eller Frue i Paris?
……
Jeg vil være lykkelig
og glad som en gris !!

*

Morgensko og hjemmesko,
snørresko og sutsko,
gimmesko og klemmesko,
træsko og badutsko.
Sko til store,
sko til små,
sko til danseskolen.
Men jeg vil meget helre gå
med bare tær i skolen.



... og så er vi ved Søren Ryges udsendelse om den lille familie i bakkerne :))

Og jo, jeg havde set udsendelsen, men jeg så den da igen. For jeg elsker at se og opleve mennesker, der har mod til at stikke af og ud fra det, som er de gængse værdier for et godt liv. Det gør jeg både af nysgerrighed for at kigge ind i en anderledes verden og for at udfordre mig selv og min egen tilværelse og værdier. Jeg lærer selv at tænke, når jeg oplever mennesker, der tænker over tingene og ikke bare hovedløst følger hverken guruen eller mængden. Sådan lidt som Niels Hausgaard synger i "Hvem bestemmer"...


A hår sit i mit fjernsyn at no går æ galt.
Mæ åltj det vy skylder å intj hår betålt.
Åel skjæller uk, å kon fo er tefres,
gammel å oeng, ja, siel spæbøen hår stres.
Åel skjæller uk, å kon fo er tefres,
gammel å oeng, ja, siel spæbøen hår stres.

Åelting det s tiger, kon kronen går nier.
Åltj mens de ser, vi ska brueg mier å mier.
Så ska vi spåer, å så ska vi brueg.
Parolen dæj skywter trej gåen på en ueg.

Vor bil dæj er tysk å vor fjernsyn japansk.
Å det vi kaitj dar i, det er amerikansk.
Hva er æ for noe? Hva æjjer æ mæ?
Hvodant er vi kommen så tossi årstæ?

Det er val en ting, som vi nøe vil vær ve.
At vi søber de koel, som vi sæel hår svint te.
For de flæst hår jo magten, så det er så næmt,
det er jo præsis, som de flæst hår bestemt.

Men vo vi klåeg, både for det vi er månner i flok?
Tenk så klåeg vi ku blyev, hvis vi båer var nok.
Dar er no en ting, det var skønt å ha væst,
om de flæst er de bæest heller båer de flæst.



Morgenhilsner og en duft af morgenkaffe
RoseMarie

Go’formiddag RM…

Ja, det var virkelig et fint lille indblik i en lidt anderledes måde at skabe familieidealer på, i vor tid; og som vi jo før har talt om, er det altid rart at se værdsættelsen af det atypiske, det ikke så retlinede, i Søren Ryges programmer om livet – og der ér vist også mere end rigeligt af alt det andet! At jeg ikke selv ville ku’ leve i sådanne rammer med børn, gør det ikke mindre inspirerende at opleve mennesker der ikke alene brænder for, men tillige praktiserer og ka’ deres idealer. Sødsuppe ér det jo altså ikke, der lægges knofedt i arbejdet, der slet ikke er så ringe endda. Det ska’ nok gå, selv om livet noget af turen er opad bakke, for den lille familie.

Og for nu blie i hvedeklimaet, præsenterer Hans Kirk her sit bud på den hjertevarme underhvede-vild’ert…

Min Frands jeg jo elsker og vil holde af,
for han spiller saa yndigt paa Harmonika,
han spiller de yndigste Toner for mig
og siger, min Hanne, jeg elsker kun dig.

Min Frands, han kan synge, ja, det kan I tro,
min Frands, han kan danse, saa der sier Sparto,
min Frands, han synger en yndig Tenor,
hans Stemme er kraftig, han Kundskab er stor.

Jeg strikker, jeg hækler, broderer og sy,
jeg malker den sværeste Ko uden Kny,
jeg koger og laver den fineste Ret
til min Frands, naar han kommer hjem og er træt.

*

Sjovt er det altså at læse de gamle hveder, dem bliver man sgu ikke så hurtigt træt af, hvor Overhvedestadiet heller ikke dengang var kønsbestemt – meeen, mon ikke (Matadors) Fru. Grisehandler Larsen var et nogenlunde typisk exempel på hjemmefrontens overhvede, også dengang? Jeg synes at ane det, uden dermed at underhvede-bestemme Halfdan Rasmussen, meeen så alligevel, mon konen kiggede ham over skulderen, mens han skrev dén…;)

Det minder mig for resten om, da Knagsted i Livsens Ondskab fortæller historien om gud, der havde glemt at kaste klumper på til barmen – har du forøvrigt læst Wieds Knagsted, RM?

mvh & glimrende søndag
Simon

Hej RM..

Lidt til kaffen; et klassisk smukt digt af Wied, der blev optaget i tidsskriftet Ny Jord. Det er fra 1887 og dedikeret til kvinden i hans eget liv, Nathalia, men også til kvinden som mandens frelse og fordærv – kom igen, nutidens romantikere!

Jeg tror kun paa een Gud, og det er Dig!
_ _ _

Naar dine hvide Armes Marmorlænke
i mejslet Skønhed om min Hals sig vinder,
da vaander Sjælen sig i dybets Ve
og jubler højlydt som en dødpint Martyr,
der skuer Gudens underfulde Billed
gennem en blodrød Taagesky
af Vanvids Fryd,
af glædeblandet Sorg,
af stille Vemods taareslørte Lykke!
I Rædslens Dæmon jeg genkender Dig …

Dit Blik er som Jasminens Blomsterduft
en dugfyldt Julinat, naar Maanen stjæler
sit gustenblege Lys i Haven ned …
Som Kejserkronens Taarer er dit Blik:
et Væld af Smerte bag et Gem af Purpur,
_ _ _

Jeg kunde sætte Dig i Himlen op
og vælte mig i Støvet for din Fod!
Jeg kunde pine Dig med djævelsk Fryd
og bade dig med Vellyst i dit Blod;
Jeg kunde stryge med en blytung Hånd
ned ad dit hvide stolte Gudelegem,
saa Fingrene sad efter i dit Kød!
_ _ _

Jeg drak mig drukken i dit Drueblod
og kaldte paa Dig med ukendte Navne …
Du kommer, Engel, Dæmon, Barn og Kvinde,
Du kommer under Tusind Harpers Lyd!
Jeg bær dig hen til Klippens bratte Rand
hvor dybt i Dybet Glemslensfloden rinder.
Der styrter jeg Dig ned. Et Kvad jeg kvæder,
et vildt, vanvittigt-jublende,
et daarende, graadblandet Elskovskvad,
der stiller hver en Længsel, hvert et Savn …
_ _ _

Jeg kaster mig fra Klippen i din Favn,
og Glemslensfloden skyller over Stedet,
hvor Rædsel dvæler skjult bag Lykkens Navn!
_ _ _

Gud eller Dæmon, jeg tilhører Dig!

- Gustav Wied

mvh
Simon