Hej Simon

Ordene kan også læses omvendt ;))

Poesien
Poesien er
Poesien er ikke til
Poesien er ikke til noget

... men altid til nogen og rettet mod den anden.


"Poesien er aldrig ulogisk. Dens Væsen er ikke Forklaring, men Aabenbaring af Sammenhæng, ikke blot i
Formerne. Dens Forhold til Logiken er frit. Det er dens Væsen altid kun at tale om Forbindelser, selv hvor
du ingen ser. Hvor Tingene mødes, er Poesien. Aldrig hvor de skilles."

Paul la Cour



og med Inger Christensen

et sprog
der fortæller
at afgrunden
mellem os
fyldes


Grønne hilsner imellem sommerdryppenes frodighed
RoseMarie

Nu hvor sneen og juletiden la'r vente på sig ... ;))


Jeg har hele tiden haabet paa Sne,
det er dog sjovt, at den kom.
Ja, nu ligger den der –
se, hvor hvid den er,
jeg er saftsusemig glad for den,
jeg har jo hele tiden nok tænkt, at den ville komme.

Og saa ligger den der lige med ét –
det er dog sjovt, at den saadan kommer,
uden at man gør noget som helst for det,
jeg har ikke halet den ud af Luften,
den er kommet saadan af sig selv.

Jens August Schade


Morgenhilsner
RoseMarie

Hej RM…

Fine ord – nejda, jeg har det selv lidt a la’ La Cour og Inger Christensen, der omvendt ikke har det helt som jeg, lige nu, men derfor ka’ vi jo sagtens se lidt ens på i al fald Dét – for øvrigt også lidt som Schade, som jeg elsker at hale frem i og udenfor – nissetiden; men hold på hat og briller, du kære julegeneral, for der er ikke langt igen, før små fnug daler nedover os, der har gran i næsen og jul i hovedet: jeg klipper derfor endnu en dag i julekalenderen ;)

Men her i aftningen fra endnu en dag uden himmelmusik – blir dette ved, ender vi som små forkælede brownies med ører på stilke efter regnens trommen – lidt højtravende men smuk ordmusik fra både Rilke og Verhaeren:

TIL MUSIKKEN

Musik: Statuers Aande, maaske:
Billeders stilhed. Du sprog, hvor sprogene
ender, du Tid,
som lodret staar på de svindende Hjerters Retning.
Føling med hvem? O, du Følelses
Ændring, til hvad? Til hørbart Landskab.
Musik: Du fremmede. Hjerterum vokset
længst fra os. Mest inderligt vort, som overstiger os,
trænger os ud –, hellige Afsked:
naar vort Indre staar om os
som det indøvede Fjerne, den anden
Side af Luften,
ren,
vældig,
og ubeboelig.

*

FORGÆNGELIGHED

Timernes Sandflugt. Sagte evigt fortærende
selv den velsignede Bygning en Dag.
Liv farer hen. Snart ikke mer bærende
Søjler op uden forbindende Tag.

Men er Forfald mere Sorg end Fontænen, som vender
tilbage til Spejlet, bestøver det draabefordelt.
Lad os da holde os mellem Forvandlingens Tænder,
saa at dens skuende Hoved begriber os helt.

- Rainer Maria Rilke.


UENDELIGT

Høstblæstens og Fortvivlelsens Hundeflok sig samler
Og skambider Aftenens Ekko med sit Glam,
Og umaadeligt i Tomheden Skyggerne famler
Efter Maanen, der glimrer i hver en Brønd og Dam.

I Slettelandets Synsrand bestandig samme Plettet
Af Lys. Og stadig Røster i Vest og Øst –
Tværsover over de uendelige Sumpe og Sletter
Og Skovdybet – Skumringens mangfoldige Røst.

Og Aftenens Landeveje sig uafbrudt forener
Og skilles ad, som Skibene krydses tavst og brat –
Bestandig de sig strækker og grænseløst forgrener
Og taber sig langt borte i den bundløse Nat …

- Émile Verhaeren.

Endelig lidt fra Knud Sørensens smukke samling, Først Nu (2013), der er som sol i øjnene – han er nøjagtig lige så dygtig som Sven Holm, der faktisk ka’ skære en ko i små stykker og plante delene på marken, for siden at kunne stå og nyde synet af alle de glade køer der vokser op derude:

DER LÅ ET SEKUND

derhenne på vejen
lige ved skovbrynet

et rådyr stod
som en skulptur
og kiggede
en rævehale lå ubevægelig
ved en græstue

det voksede langsomt op
sekundet
som om kloden åndede
en sæbeboble

jeg stod og kiggede
kiggede ind i den
og opdagede
at der sad én derinde

som jeg vistnok
kunne huske
at have set i et spejl
engang

*

VIGEN

Det er en af de dage
hvor hverken himmel
eller jord ånder, alt er
som et eviggjort øjebliksbillede
og her
op mod de grønne fjordenge
ligger et blåt silkegulv
ventende.
Jeg fornemmer
at jeg burde bryde ud
af øjeblikket
at jeg burde gå ud på det blå
gå hen over det
til jeg nåede en anden side, men
jeger alligevel
for bundet til jorden
og bliver stående
herinde i min ø-faste
dagligdag.

*

SNEFNUG

Der er nogle snefnug derude
så få er de
at jeg næsten kan tælle dem
det er nok vinterens
sidste, tænker jeg
og de holder sig
svævende over
den engang så hvide
nu smeltende grålige flade
trodsende
enhver erindring
om tyngdekraften
og jeg ved nok
hvad der styrer os
for vi søger jo
efter et vissent
græsstrå
hvor vi kan bosætte os
som var vi dun
fra Vorherres sovepude
og i et håb om
at vores korte evighed
kan forlænges
så den dag udsættes
da strået
varsomt vil grønnes
uden os.

- Knud Sørensen.

Bedste sommerjulehilsner..;)
Simon

Hej igen RM..

Syntes lige at du sku mærke Sørensens blæst i ansigtet, og håber i den forbindelse bare, at den har børstet bisserne og ikke lugter af våd kat – sagt i ønsket om en fornøjeligt weekend med sol på broen…;)

DEN VESTJYSKE BLÆST

Det er en af de dage
hvor jeg kan læne mig
op mod blæsten
kan stå
med samlede fødder
og danne en vinkel
på ca. 60 grader
mod horisonten

og i den stilling
får jeg
et mere fortroligt
forhold til jorden
kan næsten se igennem den
aner
ormenes
disse hellige dyrs
bolig dernede.

*

HER

netop her
slap husene op
de dyrkede marker rundt om
sank ned under overfladen
og landskabet
er ikke mere menneskeskabt
men noget som vel bør kaldes
naturens natur

men et sted i erindringen
står der et æbletræ
med et enkelt rødt æble
som glemte at falde
mens tid var

og nu
er det som om
at mine hænder
vil gribe efter noget
som måske var
engang.

*

PROPELLER

Der er nogen
der har sat propeller
på vores mark
og nu vi går
spændt
og venter på
at den en dag letter
og tager os med
til en bedre
verden.

- Knud Sørensen.

mvh
Simon

Hej RM..

De grundværdier vi længere tilbage talte om, frygten for børnenes fremtid, de sociale implikationer, der angiveligt har interesseret mange rundt om i landet og som også bekymrede dig, afdækkes måske lidt mere her i det åbenbart sidste program:
https://www.youtube.com/watch?v=beX_NdmgG-M

Bemærkelsesværdigt er det, at mange mennesker åbenbart har reageret hvis ikke moralsk negativt, så i hvert fald meget tvivlsomt overfor den lille families livsprojekt, og muligvis fordi sjældent få i dag kan forestille sig et liv uden elektroniske hjælpemidler og samfundsinstitutioner der ånder dem i nakken.
Min første reaktion på familieprojektet var i øvrigt: nåda, dér har vi jo livet på Moberg-plan! - et herligt gensyn, vil jeg sige dig. Du husker vel i øvrigt selv de gamle klicheer i anvendelse, når argumenter slap op: jamen det er bare udviklingen, dén kan man ikke stille noget op overfor…;)

Ikke desto mindre levede vore forældre og bedsteforældre altså netop uden alt det isenkram som mennesket i dag er så afhængiggjort af, men der findes dog stadig små samfund der praktiserer livsindretningen der fungerede flere hundrede år tilbage.
I den forbindelse må det vel også bekymre mange mennesker, hvad de selv ville stille op hvis pludselig det elektroniske grej ikke fik strøm i månedsvis, hvor exempelvis et ”pengeløst” samfund” – hvormed fortalere kun tænker på betaling via kreditkort – ville true os alle på livet.
Men der er jo flere gode grunde til at mennesker finder på alternativer til samfundsjaget der reducerer så mange menneskeliv til bare en økonomisk ressource; de så at sige, generobrer deres eget liv med private beslutninger, og det er vel denne personlige frihedsudøvelse der minder meget om grundtankerne Fristaden Christiania blev opbygget på – ja du husker sikkert, hvor negativt det blev opfattet af ikke mindst politikere dengang, der slet ikke tålte at se alternativer udvikle sig til deres samfundstanker. Christianitter var nassere, kriminelle og lugtede alle af hash osv.

Jeg forestiller mig at du allerede har set programmet, selv fik jeg først nyligt set det, uanset må ka’ det være et gensyn værd – og så lige én til, bare for en ordens skyld, som vendte et par ganske udviklingsivrige forestillinger ryggen:

Og det blir godt at sidde
ganske stille
og være ene med
en stues ro.
Og høre regnen banke
mod den rude,
som angsten før
har mærket med sin kno.

- Halfdan Rasmussen.

mvh
Simon