|
0
registrerede
26
gæster og
161
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Simon
Emne: Re: Mellemrummet
|
Hej RM…
Fine ord – nejda, jeg har det selv lidt a la’ La Cour og Inger Christensen, der omvendt ikke har det helt som jeg, lige nu, men derfor ka’ vi jo sagtens se lidt ens på i al fald Dét – for øvrigt også lidt som Schade, som jeg elsker at hale frem i og udenfor – nissetiden; men hold på hat og briller, du kære julegeneral, for der er ikke langt igen, før små fnug daler nedover os, der har gran i næsen og jul i hovedet: jeg klipper derfor endnu en dag i julekalenderen ;)
Men her i aftningen fra endnu en dag uden himmelmusik – blir dette ved, ender vi som små forkælede brownies med ører på stilke efter regnens trommen – lidt højtravende men smuk ordmusik fra både Rilke og Verhaeren:
TIL MUSIKKEN
Musik: Statuers Aande, maaske:
Billeders stilhed. Du sprog, hvor sprogene
ender, du Tid,
som lodret staar på de svindende Hjerters Retning.
Føling med hvem? O, du Følelses
Ændring, til hvad? Til hørbart Landskab.
Musik: Du fremmede. Hjerterum vokset
længst fra os. Mest inderligt vort, som overstiger os,
trænger os ud –, hellige Afsked:
naar vort Indre staar om os
som det indøvede Fjerne, den anden
Side af Luften,
ren,
vældig,
og ubeboelig.
*
FORGÆNGELIGHED
Timernes Sandflugt. Sagte evigt fortærende
selv den velsignede Bygning en Dag.
Liv farer hen. Snart ikke mer bærende
Søjler op uden forbindende Tag.
Men er Forfald mere Sorg end Fontænen, som vender
tilbage til Spejlet, bestøver det draabefordelt.
Lad os da holde os mellem Forvandlingens Tænder,
saa at dens skuende Hoved begriber os helt.
- Rainer Maria Rilke.
UENDELIGT
Høstblæstens og Fortvivlelsens Hundeflok sig samler
Og skambider Aftenens Ekko med sit Glam,
Og umaadeligt i Tomheden Skyggerne famler
Efter Maanen, der glimrer i hver en Brønd og Dam.
I Slettelandets Synsrand bestandig samme Plettet
Af Lys. Og stadig Røster i Vest og Øst –
Tværsover over de uendelige Sumpe og Sletter
Og Skovdybet – Skumringens mangfoldige Røst.
Og Aftenens Landeveje sig uafbrudt forener
Og skilles ad, som Skibene krydses tavst og brat –
Bestandig de sig strækker og grænseløst forgrener
Og taber sig langt borte i den bundløse Nat …
- Émile Verhaeren.
Endelig lidt fra Knud Sørensens smukke samling, Først Nu (2013), der er som sol i øjnene – han er nøjagtig lige så dygtig som Sven Holm, der faktisk ka’ skære en ko i små stykker og plante delene på marken, for siden at kunne stå og nyde synet af alle de glade køer der vokser op derude:
DER LÅ ET SEKUND
derhenne på vejen
lige ved skovbrynet
et rådyr stod
som en skulptur
og kiggede
en rævehale lå ubevægelig
ved en græstue
det voksede langsomt op
sekundet
som om kloden åndede
en sæbeboble
jeg stod og kiggede
kiggede ind i den
og opdagede
at der sad én derinde
som jeg vistnok
kunne huske
at have set i et spejl
engang
*
VIGEN
Det er en af de dage
hvor hverken himmel
eller jord ånder, alt er
som et eviggjort øjebliksbillede
og her
op mod de grønne fjordenge
ligger et blåt silkegulv
ventende.
Jeg fornemmer
at jeg burde bryde ud
af øjeblikket
at jeg burde gå ud på det blå
gå hen over det
til jeg nåede en anden side, men
jeger alligevel
for bundet til jorden
og bliver stående
herinde i min ø-faste
dagligdag.
*
SNEFNUG
Der er nogle snefnug derude
så få er de
at jeg næsten kan tælle dem
det er nok vinterens
sidste, tænker jeg
og de holder sig
svævende over
den engang så hvide
nu smeltende grålige flade
trodsende
enhver erindring
om tyngdekraften
og jeg ved nok
hvad der styrer os
for vi søger jo
efter et vissent
græsstrå
hvor vi kan bosætte os
som var vi dun
fra Vorherres sovepude
og i et håb om
at vores korte evighed
kan forlænges
så den dag udsættes
da strået
varsomt vil grønnes
uden os.
- Knud Sørensen.
Bedste sommerjulehilsner..;)
Simon
|
|
|
|
