Hej RM..

Jah, nu dvæler sommeren atter i os, selv nætterne strækker sig dvask oven på sådan en dag. Det blir også for meget for mig, hvis tid jo er efteråret. Dejligt bliver det selvfølgelig atter at bade, og nu at spise gode salater til kolde øller, men så alligevel: at samle tankerne i svale aftenstunder til kaffesnak og gløden fra sin cigaret, er nu noget af det bedste. Snart vil flyvende frøkener med lange snabler og de slimede ”infanterister” u/hus på ryggen jo også bidrage med deres bud på sommerens charme – heldige os!
Jeg holder meget af indre bys forladthed i sommertiden, indtaget på trappestenen til min frisørs tyrkiske snapsekaffe, og her fornemmelsen der fangede Søren Ulrik Thomsen:

Alle mine venner og de, jeg elsker, er rejst
Eller også er det mig.
Ihvertfald:
I gaderne er stilheden bredt ud,
og der er en lyd i baggården.

*

Ned gennem 11

Det regner ned gennem 11 tåger
tyk er disen der presser de hvinende ruder
ind i mit rum –
Og jeg.
regnen slår råbende op mellem murene
masterne, busserne
vælter uden et suk
ind under tågen.

*

Hvis mørket en dag var brugt op
måtte det genopføres som en fornem villa
med utilnærmelige tårnværelser
hvori vi omsider kunne få lidt søvn

var vinteren en martsdag for altid forbi
skulle alverdens kulde huses
i vores egen forfrosne sjæl

blev stilheden ridset som en gammel lp
måtte dens uhørte opus nul
komponeres fra grunden igen og igen

og blev der slået en streg over døden
måtte alle der var færdige med livet
bæres bort i de hemmelige tunneler
under den mørklagte villa

- Søren Ulrik Thomsen.

mvh
Simon

Hej RM…

Nå, du havekvinde, skal da lige ha et drys af Ester Nagels humoristiske vid, og hvis ikke du allerede har moret dig over hendes og Tove Ditlevsens vidtløftige humorider i ”Husmor og skribøse”, ja så er der nok ikke så meget andet du ka gøre, end at smide leen og kaste dig ind i bilen og futte mod det nærmeste bibliotek!
Man trænger jo altid til et godt grin, om så man lige har overlevet et. De to madammer er ganske enkelt pragtfulde, man skæver til uret og hører ordene klukke når sider vendes. Så gartnerinden ka godt belave sig på en fridag, men her lige en mundskænk – åh ja, for øvrigt var disse damer en del af Unge Kunstneres Klub, ligesom Halfdan o.a. var det. Åh ja, mon ikke de har haft det ret morsomt…;)

Virum d. 28.4.49.

Kære Tove –
Jeg hører, du er blevet hospitals-flakke. Hvad er nu det? Render fra det ene sted til det andet med dit stakkels hoved og dit døve øre og bliver opereret og får gjort ved. Da jeg sidst – osse den gang gennem vor kære Bjermose – hørte om dig, gik bulletinen ud på, at du var i god bedring. Og jeg belavede mig så småt på at falde over Ewaldsbakken med min vanartede yngel. Jeg ventede bare på, at det skulle blive lidt varmere i vejret, Og så hører jeg, at der slet ikke er nogen at falde over derude, ingen uden en sagesløs Carlt og tre små sagesløse børn,
Stakkels Tove, jeg føler en dyb og medlidende sympati for dig! For mit eget vedkommende var 6 uger på hospital mere end tilstrækkeligt, så befandt jeg mig i en sådan tilstand, at jeg det ene øjeblik trak tæppet op over hovedet og forsøgte at dø og i det næste sad lige ret op og ned i sengen og i afmægtig raseri tænkte: »Hvis der nu kommer en læge ind, så smider jeg blækflasken i hovedet på ham!« Nå, til alt held skete der ingen af delene. Og jeg har en fornemmelse af at du trods alt tilhører samme slags sejlivede ukrudt som jeg selv. Men guderne skal vide, sjovt er det ikke så længe det står på og det har jo stået temmelig længe på med dig, hvad der ikke gør det sjovere. Ak, tålmodighed, tålmodighed er en vanskelig dyd!

For tiden sidder jeg græsenke i Virum. Min kære ægteviede opholder sig på et 2-måneders stependieophold i Norge, tæt ved Oslo. Da jeg imidlertid ved, at du ikke er meget for selv at foretage rejser eller befinde dig i udlændighed, kan jeg nok uden at fremkalde en misundelse, der er lige så giftig som mit eget farvebånd, fortælle dig, at jeg også selv skal derop. På visit, I 8 dage. Min stakkels gamle mor tager sig af ungerne imens. Egentlig føler jeg mig som et skrækkeligt luksusdyr, en flittig mands uproduktive kone, som iført en dyr rød frakke (figur, oh la la!) rejser til Norge på en billet, som manden har betalt, og ferierer på et hotel, som manden også kommer til at betale. Det er den slags ting, som er yderst behagelige, og i det lange løb påfører en de forfærdeligste mindreværdskomplekser. Jeg forudser, forstår du, at jeg en dag fremtræder som: Fru forfatter Halfdan Rasmussen. Og det er gyseligt! For alt hvad der så er blevet tilbage af mig, er dette lille uhyggeligt lovformelige og anonyme og selvudslettende »fru«. Ak ja, denne kvindes selvhævdelsestrang! At man dog ikke bare kan falde til ro og blive en af den slags, Martin A. Hansen besynger et sted: »Først giver hun, siden mister hun.« Det lyder så smukt, men du må indrømme, der er forbandet lidt sjovt ved det. Nå, men foreløbig er jeg trods alt heller ikke nået så langt. Foreløbig skal jeg 8 dage til Norge og kan som tilforn glæde mig ved min mands flid og husets gode økonomi.

Under Halfdans fravær er jeg blevet grebet af den store havedille. Jeg oprykker træer med rode for at anbringe dem på nye og bedre pladser i vores lille park. Jeg omlægger stenhøjen og står på hovedet i den givtige muld til jeg ligner en neger. Og med sans for det storagtige har jeg plantet solsikker. Når du engang kommer herud, skal du få en buket med hjem. Det vil sikkert komme til at se morsomt ud. Især hvis du skal køre på motorcykel hjem. Havearbejde er nerveberoligende og dulmende og har yderligere den fordel, at børns larm og gråd og skæren-tænder lyder mindre ophidsende under fri himmel. Der er ligesom bedre plads til lyden. Jeg har, som du ved, to børn, men disse to børn har skarer, skarer af legekammerater, uanede mængder af børn, som alle sammen stormer ind gennem hoveddøren og ud af havedøren, mens jeg selv sidder midt i gennemtrækken og fortvivlet klamrer mig til den gamle Erika-maskine med en stedse mindre fast vilje til at skrive en novelle. Du forstår, det er bedre med det samme at opgive den novelle og stikke i træsko og gå ud og rive træer op med rode. Bliver jeg inde, er jeg bange for at springe i luften med et knald og en skønne dag komme til at springe det lille stykke for højt, så jeg knækker nakken mod loftet.

Tja, hvad skal jeg mere finde på at fortælle dig? Der allerede skrevne er jo mest lokalt Virum-nyt. Jeg lever p.t. ret isoleret i min egen lilleput-verden, mens de store strømninger driver lindt udenom. Den gamle garde ser jeg sjældent noget til, Frede, Ågård og Niels og Kås.
…Jeg traf for nogen tid siden Ågård på gaden og mens vi skridtede Strøget af, viklede han os begge ind i sine sædvanlige uforståelige alenlange teorier, så jeg følte mig som en forkludret garnnøgle, da jeg endelig tog afsked ved Kgs. Nytorv. Bortset fra at Ågård har fået ny frisure under sit pariserophold, er han fuldstændig den samme. Han fortalte mig, at han det sidste hele år ikke havde bestilt andet end at male diagonaler. Man undrer sig undertiden over, hvad store voksne mænd får tiden til at gå med. Diagonaler! Næh, må jeg så ikke be’ om Ib Spang Olsen, som tegner trolde og på opfordring nedriver enligstillede haveejerskers rådne plankeværker, hurtigt og sikkert, mens hans kone sidder og modner i solen. Ib Spang og Grethe (som jeg ikke ved, om du kender) skal nemlig ha’ en lille.

Nå, til slut de bedste ønsker om en snarlig og fuldstændig helbredelse. Bliv rask og vend frygteligt tilbage!

Venlig hilsen
fra
Ester
---

mvh & sov godt
Nissen

Hej Simon

Tak for ord til latter, og de klukkende fornemmelser i maven
Åh jo, gartnerinden holder skam fridag og nyder friheden og latteren, letheden og tyngden og selvfølgelig havens eksplosion i farver og dufte ... den rene salighed :))



"livet, luften vi indånder findes
en lethed i alt, en lighed i alt,
en ligning, et åbent bevægeligt udsagn
i alt, og mens træ efter træ bruser op i
den tidlige sommer, en lidenskab, lidenskab
i alt, som fandtes der til luftens leg med
den faldende manna en enkel principtegning,
enkel som når lykken har masser af mad
og ulykken ingen, enkel som når længslen
har masser af veje og lidelsen ingen,
enkel som den hellige Lotus er enkel
som når latteren tegner dit ansigt i luft"

Inger Christensen - fra "Alfabet" 1981


Varme hilsner fra en overlevende i skyggen
RoseMarie

Godaften fru gartnerinde..

Ja jeg ska lige love for at varmen huserer – åh de træer, den svage brise, velkommen, ven!
Det ér lige på grænsen, 28-30 grader, men det ér en vidunderligt duft der omringer os i denne tid, ingen tvivl om det. Farvesmældet er dog ikke særlig kraftigt her, grøn er min dal, men jeg ka sagtens forestille mig din glæde ved et sådant syn…;)

Ester Nagel tyede vist tit til naturens nåde, når der var ved at være lidt for ”lavt til loftet”, men sådan en kæmpe børneflok ka jo få de allerfleste til at løbe på væggene, så en park med tilhørende hus ka være godt for alle parter. I øvrigt kender de færreste måske noget til humoriden i Tove Ditlevsen, hendes lyrik og prosa ler jo ikke læseren ret op i ansigtet, men den eksisterede altså. Depressioner er jo også en slidsom skygge altid at ha på slæb, den kræver sit af livets lys, og ikke mindst et våben som humoren, og det findes der jo mange pragtfulde exempler på, fx Joh. Møllehave…;)

Nå, du sku bare lige ha lidt fra Ester Nagels, og det må vist ha krævet en større af slagsen, altid at blive anset som Fru Halfdan Rasmussen, for uanset hvor meget man holder af hans pen, skrev hun med sin egen.

Og med tak for Fru Christensen, her lidt til solen fra endnu en humoride:

Årstiderne

Blomster på eng og i potte.
Banket blir mangt en måtte.
Plæner blir sået
og digte forstået
for nu er det forår i Danmark.

Vasketøj vajer i vinden.
Småbørn får knopper på kinden.
Piger blir drillet
og fodbold blir spillet
for nu er det sommer i Danmark.

Dagene falder så dystre.
Skolebørn vil ikke lystre.
Tøj blir forældet
og tårer blir fældet
for efterår er det i Danmark.

Skilsmisser. Dødsfald. Romaner.
Hoste og nedfrosne planer.
Næsen blir dryppet
og tuden blir dyppet
for nu er det vinter i Danmark.

- Benny Andersen.

mvh
Simon

Simon: "Årstiderne"

¨¨¨¨

- Ja livet går sin gang.

Tiden lige nu er så dejlig trods den stærke varme.

Det er en sand fryd at gå langs bækken hen under aftenen, nu hylden er i blomst, når jeg skal til haven med de døde, hvor vandsprinklerne arbejder på fuld styrke for tiden.

Vandsprinklerne som er havens hemmelighed, så den kan holde sig smuk grøn.


I denne forunderlige have sker der altid noget uventet, som her til aften da en pige på ca. 9 år tog sine sko af for en sikkerheds skyld, hvis hun nu trådte på de døde, der hvor hun gik.

Hun gik bagefter en kvinde som virkede søgende og fraværende trods barnets mange forsøg på at få svar på sine spørgsmål om stedet, som hun sandsynligt besøgte for første gang ud fra de spørgsmål, jeg hørte hun stillede.


Jeg havde aldrig forestillet mig, at det at komme og være på kirkegården skulle være så berigende, som jeg oplever det er.

Selv kirkeklokkerne virkede venlige.

¨¨¨¨