Howdi Simon ;))

"Ham hertugen med hængemulen" :)))))))))))))))))))

Jo, Rifbjerg og Larsen sammen husker jeg godt :)) ... og tak fordi du fik mig til at genkalde de herlige og netop helt ligefremme samtaler om sang og poesi ... og ikke mindst få mig til at huske Rifbjergs latter Og det var lige netop dén, jeg havde glemt. Latteren, glæden, humoren og glimtet i øjnene ;))

Herligt og helt bestemt et gensyn værd!

https://www.youtube.com/watch?v=5uUtgR5O-G0&list=PL7q7IH7yy5heHyqwgZJQ_-n-JFoZrbcQg

Misundelse er noget af det værste til at skabe og opretholde fordomme, og jeg vil godt tro, at det har været Rifbjergs lod at skulle trækkes med rigtig mange forfatterkollegers misundelse. Fordomme og kassetænkning kommer vi ikke udenom, dem har vi alle på et eller flere områder. Vigtigst er det at ha' øje for sin egen misundelse og egne fordomme, for på den måde at la' sig udfordre til udvikling og en større rummelighed. "Misundelse er sjælens sår" har Sokrates formuleret, og det er der noget om ...

Her har Brian P. Ørnbøl skrevet om misundelse

Invidia (misundelse)

Jeg vil tage alt det,
du har, og alt det,
alle de andre har
Jeg forstår godt,
at jeg vil tage det
Jeg vil tage alt det,
jeg ikke har
Jeg har ikke alt
Jeg har ikke det, jeg vil tage
Jeg har ikke langt igen
Jeg vil tage det hele,
og du vil tage det, der
er mit, og alt det,
der er alle de andres
Du har ikke alt det, du
vil tage, og vi
vil alle tage alt, inden noget tager
os

Cowboy'der og indianere, Simon ... Joooooo, den er jeg helt med på! Frem med bue og pil, fjer og regndans, bål og røgsignaler

Humørlige hilsner, Ugh ugh og håndtegn fra RoseMarie

P.s. ved morgenkaffen :))

At dykke ned i Rifbjergs univers har været en overraskende glæde, f.eks. denne hilsen til det norske folk ved en mindehøjtidelighed i Oslo for de 77 dræbte i Oslo og på Utøya.


Hjertets termometer

I klassen stod en sparebøsse forklædt som termometer. Og hver dag så man søjlen vokse, når vi lagde vores tiøre i til bøssen var helt fuld.

Og der blev købt havregryn til Norgeshjælpen, fordi de sultede deroppe. Mens vi trods krigen havde nok at spise.

Nu er der hverken sparebøsse eller havresuppe, ingen sult. Og tiøren er for længst forsvundet. Men behovet for at sende noget, brænder mens hjertet vejer.

Tungere end noget fjeld. Lad os da sende håb og kærlighed. Med vores lyse tro på den humanisme som i nød og glæde altid har båret Norge.

Til vi rammer termometrets top, og det strømmer ud og fanger os - og alle andre der stadig helst vil gå fornuftens vej.

Et broderkys til Norge og et håndtryk sender vi. Vi bringer endnu en ekstraudsendelse. Nyhedsstrømmen fra Oslo og Utøya er ganske vist stilnet af, men det er følelserne ikke.

Sorgen, vreden, lysten til at række hånden ud til nordmændene.


Ja, det er jo noget ganske andet end "ham hertugen med hængemulen" ;)) Her er dybden, alvoren og en dyb og hjertelig medfølelse, et broderkys til Norge ... og så smukt og fint læst af Sofie Gråbøl

https://www.youtube.com/watch?v=8RZ0Be5jH7M

Morgenhilsner til dig fra RoseMarie

Højsa RM..

Jah, elefanten var nemlig en humørfyldt her(lig)tug’, forøvrigt sjovt at se programmet i sin desværre opdelte helhed, den afslappede atmosfære osv. Larsen ér jo en lyrikbamse, og se bare, hvordan elefanten tages med storm, når melodikassen bringes ind under armhulen og der fra gabet udspringer små viseluller, fremragende.

Drabene på Utøya var slemt, kender flere, der slet ikke ku’ forholde sig til psykopatien og ikke ville tale om det. De var jo ikke impliceret, og noget måtte hurtigst muligt glemmes, bringes ud af virkelighedsrummet. Det var simpelthen umuligt at forholde sig til sådan et mareridt.
Involverede har ikke den mulighed, derudover harmedes mange jo overalt i verden over historien, der bragte dem sammen om noget, på tværs af politiske og livssynsskel. Mærkværdigt er det immervæk altid at se, hvordan de grusomste hændelser hurtigt går i glemmebogen, på nær for dem der jo skal leve med dem, og ofte sidder alene tilbage i en historie de sjældent kommer ud af.
Dér ka’ lyrik og musik måske være et brugbart værktøj, dvs. muligheden for at historien ka kommunikeres ind i andre, at ku leve med sig selv og sin historie i erindring. At leve med og i historien, var jo elefantens mestring, digterens liv, og afgjort til fordel for fællesskabet, kulturen, hvorfor salg og afskæring af stødtænder også ka virke ret besynderligt, altså medmindre man har mindreværdskomplekser og lort i lommen!

Motor

Johannes V. Jensen kunne ikke ræbe
eller raabe højere end jeg
naar motorcyklens udblæsning
kastes som antediluvianske mammufjerte
mellem husmurene.

Bagfra klemmer du laarene om min ende
og en god flirt udføres
under tordendrøn
paa Peter Bangsvej.

Jupiter paa forsædet
med tordenkilen i højre haand
dræber enhver følelse af mindreværd
med brag født i en jerncylinder.
Man rødmer ikke i motordress,
sensitivitet omskabes til haandgas
og alt hvad der ligger indenfor udblæsningens
aktionsradius
tværes i jorden af støj.

Man er Stalin og Gud
paa motorcykel
diktator, Jahve
og man skal knuse menneskene
med sin ubændige kraft.
Den guddommelige styrkes udstrækning
maales i hestekræfter
bølletheden er ligefrem proportional
med maskinen slag-volumen.

Giv mig en Harley Davidson
og et mord vil betyde mindre
end at lægge et brev i postkassen.

- Klaus Rifbjerg, Under vejr med mig selv.

Ugh-ugh-legen omkring pigen bastet til træet, hyggede vi os gevaldigt med dengang jeg var halvanden lort høj og iført cowboyhat med stjerne på. Jeg tror ikke Lise-Lotte havde noget imod opmærksomheden, og vi huskede altid på at binde hende op igen - til fryd og g(l)ammen. Det var meget sjovere at være indianer, det tror jeg også Lise-Lotte syntes, der var et hoved højere end mig og Gino, og havde brune øjne man ku' svømme i og hår hun ku sidde på. Tænk at hun fandt sig i det...;)

mvh
Simon

Morn’ RM..

Og til natskyggefamilier der snart skal opblomstre. Her en solstråle fra Strunge i Hvedekorn, som desværre ikke længere kaster frø af sig…

NATSKYGGE

Endnu ligger rester af mørke
i kroge og hjørner
under huse og træer.
Min skygge under solen
er min sidste rest af nat
mætte med drøm.

- Michael Strunge, Hvedekort 1983.

Ja, vi ka’ jo lige så godt fortsætte, i naturen vi slap – andet ville være unaturlig slaphed:

NATURENS NATUR:

Himlen må være et barn
den kan jo ikke holde på vandet.
Solen gemmer sig tit
bag skyer.
Den er simpelthen så sky,
den solo.
Men den er jo også den eneste
der ser sådan ud.
Månen er altid halv – eller helfuld
og er kun ude om natten.
Om dagen ligger den vel gemt
og sover branderten ud.
Den går i hvert fald i seng
med stjernerne.

Græsset er grønt,
ja, nåletræerne er det for stedse.
Havet kan ikke holde sig i ro,
især ikke i regnvejr og storm.
DET TROR DA FANDEN:
Tænk at blive overtisset i timevis
mens vinden bare blæser på én.
Dyrene gemmer sig næsten altid
undtagen i Dyrehaven,
der jo ikke har meget med natur at gøre.

Her behøver de ikke følge deres natur
og spille deres roller.

Naturen har nu sin egen natur.


- Michael Strunge, Fri i Utide, Borgen 1983.


mvh
Simon

Ripostes

En pige

Træet er kommet ind i mine hænder,
saften er steget op i mine arme,
træet er groet i mit bryst –
ned ad
gror grenene ud af mig som arme.

Træ er du,
moss er du,
du er violer med vinden over sig.
Et barn – så stor – er du,
og alt déther er tosseri for verden.

*

Temperamenterne

Ni utroskaber, 12 løse forbindelser, 64 bollerier og
noget som nærmer sig en voldtægt,
hviler ved nat på sjælen af vor sarte ven, Florialis.
Og dog er manden så rolig og reserveret i optræden
at han antages for både blodløs og kønsløs.
Bastidides derimod, der både taler og skriver
om intet uden kopulation,
er blevet fader til tvillinger,
men han har udført denne bedrift på nogen bekostning;
han måtte fire gange blive hanrej.

*

I en station på metro’en

Pludselige syn af disse ansigter i mængden:
Kronblade på en våd sort gren.

- Ezra Pound.

mvh
Simon