Og tak Simon, fordi du er så meget mere på banen med ordene her i Mellemrummet, end jeg er Det er altid til stor inspiration, når du deler ud af din viden, og jeg suger til mig ... også selvom jeg aldrig får kommenteret mere end en brøkdel af indholdet i dine skriv.
Morten Nielsen og brevene ... ja, den måtte lige findes frem igen fra den ret så store bunke af bøger, jeg har liggende til kommende måltider og inspiration
Og Erik Pouplier gik jeg jeg også lidt til i går ... og jøsses, så mange bøger han har skrevet, de seneste to fra i år "De fire årstider i Provence". De to har jeg lånt som lydbøger via e-reolen, dem vil jeg nyde og glædes ved i den nærmeste tid. Kogebogen må jeg også se at få sat mit tandsæt i, og den skal helt sikkert nydes i fulde drag sammen med en saftig bøf og et glas velsmagende rødvin MUMS! :)))))))))))))))))
... og så spurgte du, om jeg tog mig en svingom til musikken i Søren Ryges have? Ja, det var da svært at la' vær', det var skønne skønne musik :))
Og Sophus havde du også puttet på brødet ... jow jow, jeg bli'r skam fodret godt med mange velsmagende delikatesser, næsten som et sønderjysk kaffebord
... og efter kaffebordets glæder bydes vi endda op til en herlig swingom her i mellemrummet, så hvis jeg måtte ha' den ære ...? ;))
Jah, vores deltagelse her ka selvfølgelig hurtigt ta slut, muligvis andre så lægger seværdigheder ind, eller også forsvinder molevitten bare som dug for solen, som livet i øvrigt, men så har vi haft den glæde ;) Digte og tankerifter i tiders litteratur men i bøger, holder vel nok lidt længere end poesi på små elektroniske pufskyer, så det er selvfølgelig bare med at ha det rart med det man nu finder værd at bruge lidt af sin levetid på. Forøvrigt tar sådan en skotsk runddans jo pusten fra alle og enhver, der ikke er skotte, ja se nu Audrey Hepburn i rollen som Marian i armene på salige Sean Robin of Connery, ja hun var ganske modløs i armene på den skotte, og trods sit iltre temperament – i øvrigt en af de smukkeste kvinder jeg kender til, og forstår så godt hvorfor Sean Connery havde det lidt som Cat i filmen Breakfast at Tiffany’s, i armene på hende. Det var vist en film hun holdt rigtig meget af, men tanken om hvad der siden skete for Robin og Marian finder de fleste af os nok også ret besnærende. Ak ja, hvad hjerter ikke er fulde af, en ret poetisk kvinde, den Audrey – poesiens modregning var så, alle de forfærdelige levevilkår Afrikas børn mange steder må leve under, en virkelighed hun så smukt præsenterede. I den forbindelse er det nu sjovt at høre Larry Kings interview med hende, altså apropos dette med at ”gå i Cat”, ja den gode mand var jo som fortryllet..;)
Nå, ikke mer Audrey nu. Hvad Pouplier derimod angår, ja så er det jo bare fortryllende læsning med stor romance, en der indtar mennesker flest, som besøger Provence. Men ak, hvor turismen dog ka ødelægge alt den kommer i nærheden af, hvilket Pouplier registrerer i en af sine senere bøger. Man ka håbe på, at sådanne områder repareres af de derboende, når turismen omsider har fundet andre overfaldssteder. Franskmænd er heldigvis lidt konservativt anlagt, og kan godt lide at leve i deres stolte historie. Men du må i hvert fald ha rigtig god læsefornøjelse – jeg bare gætter, at det nok ikke blir sidste tour d’ Provence! ;)
Bedste sommerhilsner Simon
Phantasie
Det er nat, og det er stille; over havens græsrabatter perler kåd og kysk og kælen vindens klokkeklare latter, mens den parrer sig med mørket, nattens dystre, dunkle datter.
Mellem tunge, tætte skyer stirrer kun en lille, vågen, grådtung stjerne ned fra himlen, hvor den, støt og seigt som måger, trodser mørkets tætte mure for at sprede lys i tågen.
Da på eengang går en skælven gennem nattens regioner, som en hulkende fanfare, som en sang af døde toner; det er millioners jamren, isprængt bragen af kanoner.
Det er stjernen der har set det fra sit herskerhøje stade, set en vånde uden lige, set, hvor mennesker kan hade, og den hvisker det i skælven gennem æbletræets blade.
Det er nat, og det er stille, kun et suk, en lydløs klage bæver tung og træt og treven, en akkord af krigens plage, som en fortidsrøst, der varsler det, der endnu er tilbage
_
I går var muren blodigrød af vinens purpurgyldne løv, der gnistrede i solens glød trods efterår og blæst og støv; - i dag er vinen død.
I dag er muren grim og grå, en nattestorm rev guldet ned, det hvirvledes på må og få; men muren står i barsk og rå og sandhedstro naturlighed.
_
Der står en flaske på mit bord og glimter skælmsk i lampens skær en lille kim til død og mord og bedre end et ladt gevær som redningsmand fra alt besvær, en lille smilende filur med denne enkle signatur: tre sorte kors og en hvid, banal forførisk grinende dødningeskal.
Her et lille gensyn med 80’erEKG’ens pulserende digt, der stadig bløder, som flere digte der blev os efterladt – os, der stadig ruller afsted på EU’s samlebånd, og atter skal i stemmeboxen, for at farten på exprestoget ka sættes yderligere op. Vågner vi mon en dag, fra trancen?
NATMASKINEN
Langsomt oplades natten af byens lys. Stjerneknapperne blinker og på måneskærmen ses de første billeder. Åh, jeg vugges om på en damper, et tungt exprestog gennem mørket, flyver højt i natmaskinen. Skyerne af drømmedamp hvisker hvidt til jorden. Natmaskinen arbejder og absorberer menneskenes sjæle. Mørket fyldes tæt af en summen af energi …
Jeg er til koncert i Rockmaskinen. Ugens overlevende trænges om den lille scene luften er hed af musik. Vi er i trance og i trang transcenderende grænserne mellem køn, mellem dimensioner af virkelighed, dansende i tranceformationer et sted i den sovende by. Vi er forkomne englebørn med vinger af fremtidssang, med barnet i blodet og smøgen i kæften.
Vi har hud af den sarteste drø, og hjerter der lyser mere end neon. Vi er kvæstede af dagens skarpe lyde, blødende lyserød sne, spiddet af avisoverskrifter. Vi er en del af Natmaskinen transformerer angst til venskab. Vi bærer vore hjerner med stolthed bytter drømme og cigaretter, fylder os med rus og masker …
Senere tager vi hjem hver for sig drager gennem Natmaskinen med nye identiteter ad offentligt fastlagte ruter. Der falder sorte klumper af søvn fra oliehimlen ned i vore øjne. Vi sover ind som éncellede organismer fra dengang jorden var hav.
- Michael Strunge.
mvh Simon
Det blæser, og tre pelikaner skriger henrykt i frihed over luften under vingerne…;)
Her en meget smuk fransk sang, sunget af Jane Birken og skrevet af den vidunderlige franske poet og sangskriver Serge Gainsbourg, hvis død i 91 fik Frankrigs hjerte til at stoppe i flere minutter. Hans hus i rue de Verneuil (Paris) er i dag et valfartssted, med smukke ord på væggene og passet godt på af deres datter. Albummet ”Vamps et vampire – the songs of Serge Gainsbourg”, bringer smil frem i øjnene: https://www.youtube.com/watch?v=nNimEUTmQy8
Håber der mellem bygerne er sommersmil på tallerkenen, samt forårsløg og grønærter naturligvis..;)
Ja, endelig kom læse- og skrivetankerne til hende igen. Måske var det vinden, der tog fat i hårrødderne og førte hende langt væk og mere på vildveje end på hjemveje. Men heldigvis tog vinden af, og regnen tog over, og hun tog hjem ... og her er hun så igen :)))))))
Hermed er der åbnet op for en rejselysten herre, som ikke er sådan at blæse omkuld i en smule vindstød af stormstyrke. Her tænker jeg på Vagn Lundbye og alle de fortællinger, han har delt med os igennem årene. Fortællinger af mange slags og om mange forskellige landskaber og kulturmøder.
Jeg har ikke selv læst så forfærdelig meget af hans store forfatterskab. Men jeg har flere gange scrollet ned over de utallige titler i hans forfatterskab. Hver gang jeg er stødt på hans navn, har jeg slået læse- og lyttelapperne godt ud ... ja, også du har har et par gange her på Trosfrihed refereret til hans vid og hans fortælleevne, der altid ta'r udgangspunkt i det, der er andet og anderledes og mere end ham selv :))
Ingen tvivl om, at jeg synes godt om ham og hans holdning til det at kigge ud for at få indsigt, og altså også derved at opnå en indsigt i sig selv og sit eget indre ... netop ved udsigten :))
Her fortæller og refererer han til bogen "Trefoldighedsbarn" fra 2002 :
"Jeg er et stærkt menneske, ingen tvivl om det. Men der tales så meget om at gennemleve sine traumer og frustrationer - det har jeg aldrig gjort. Jeg har bare sprunget længdespring, jeg er bare blevet officer, jeg har digtet min egen verden som forfatter. Jeg har aldrig været til psykolog. Jeg taler jo altid om, at i og med et ord bliver skabt, så skaber man også det, som ordet dækker over. Og jeg har ikke haft de der psykologiske vanskeligheder, som der er forskellige ord for. Nej, det har jeg ikke. Jeg har hele tiden skullet klare mig selv og stolet på mig selv. Men i og med at jeg skulle til at lave den her bog, så rodede jeg ned i et sår. Så begyndte jeg at ligge vågen om natten - det havde jeg aldrig prøvet før."
Måske sluttede verdensrejserne her med denne indsigt og fremtidige hensigtserklæring ...
"...jeg er færdig med de store rejser. Faktisk tror jeg, det er sådan nu, at de svære rejser går ind i hinanden, ikke ud i verden".
Og lyrikken har han såmænd også bevæget sig ud i og ikke ind i, her i digtet "Medskabning".
Vi forstår kun ved sammenligning Alt hvad der ikke kan sammenlignes forstår vi ikke Alt hvad der er enestående forstår vi ikke Vi forstår kun ved sammenligning
Derfor forstår vi den norske hvalfanger når han fra sit armerede fordæk sigter på en hval med sin harpunkanon som kan indbringe så og så meget olie og kød og valuta Men hvalen derude, fredelig som mælk i den oceaniske anderledeshed forstår vi ikke
Derfor forstår vi lægevidenskaben og dens moderløse rævekager fostervandsprøver og kunstige befrugtninger som skal gøre de ufødte børn til tro kopier af os Men barnet selv, dets eventyrrejse mellem fisk og blomst og floddelfin og os forstår vi ikke
Derfor forstår vi krige og udryddelser som tjener det sammenlignelige formål at gøre andre folkeslag globale og forvandle dem til villige købmænd som kan ruineres Men et lille anderledes folk som ikke tager mere fra verden end det om nødvendigt kan give tilbage forstår vi ikke
Kina og dets rædselsherredømme som torturerer deres egne unge og udrydder hundredtusinder tibetanere og tvangssteriliserer deres kvinder forstår vi og akcepterer så længe Kina vil handle med os Men Tibet og dets hellige folk som tror på godhed og venskab forstår vi ikke.
Der er noget galt med en kultur som kun kan sammenligne og forstå det, som ligner den selv Der er noget galt med mennesker som ikke kæmper for menneskets ret til at være usammenligneligt Som en bardehval i det moderlige hav som et lille glad barn som det fredhellige folk på Verdens Tag.
Vi må lære at sammenligne det som ikke kan sammenlignes Vi må lære at forstå at kun når vi er anderledes som børn og hvaler og tibetanere er vi os selv og medskabning.
Hilsner her i natten og på snarligt mellemrumsgensyn
Det er altid til stor inspiration, når du deler ud af din viden, og jeg suger til mig ... også selvom jeg aldrig får kommenteret mere end en brøkdel af indholdet i dine skriv. 
Svar
Citer