0
registrerede
172
gæster og
67
søgemaskiner online. |
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
#27124 - 29/03/2019 01:12
Re: Mellemrummet
[Re: RoseMarie]
|
veteran
|
Registeret: 04/04/2008
Indlæg: 3512
|
|
Hej i natten, fru nisserinde..
Ecce puer
Af tidens mørke et barn er født. Af sorg og glæde har hjertet blødt.
I ro i vuggen og svøbt i liv. Oh, kærlighed ham nåde giv.
Det ny livs ånde, skæbnens spil. En ufødt verden bliver til.
Et barn der sover, en død i løn. Forladte fader, forlad din søn.
- Joyce.
Digtet har sine rødder i Joyce’ sorg over datteren Lucias sindsuligevægt, samt fødslen af barnebarnet Stephen, der i 1932 oplevedes som lidt solskin på farens grav.
And then we are married, O, how happy we’ll be For I love sweet Rosie O’Grady And Rosie O’Grady loves me.
- Joyce, A portrait of the artist as a young man, Penguin Books 1960.
*
Nu vi er der, hvorfor så ikke lidt fra ham der fandme var til, og som så udmærket lod sig begribe i og med sproget, der i høj grad bærer udvist kærlighed frem for sig – som modstykke kærligheden der snakkes ud af livet. Tværtimod, er det jo let at forstå venner der savner Jac, når livet og kærligheden popper op i øjnene fra hans digte:
Vi står her oprejst i seksualitet
jeg vil ikke sige noget eller jeg har aldrig set det i en dybde formfuld nok,
og det er jo kun et hus som vi bor fælles i,
og dér denne grænse af vor virkelighed som ikke bør optegnes,
og så den silkesilhuet du altid bærer for at tydeliggøre os,
du står strengt og hårdt udtrykkende bag et træ,
og du peger ned mod en plet af jord med et let skrig efter fælleshed,
får det talende løst op at vi har fået denne jord for at forherlige os i al dens mudder,
og din mund er fuld af kærtegn som står højt op i luften,
hvis det da ikke er verden som du er rettet vredt imod,
hvad er begrundelse andet end ustandseligt at blive grebet af sveden og kroppen,
at se sig selv som noget hele tiden og formulere sig i svedfremstød der nært og tæt dækker endnu en tid for en krop,
og jeg vil altid kunne mærke din skrøbelighed under centimeter af varm sødende sved,
du har ingen mulighed for at undgå dig selv bare på grund af en svedtærskel,
for vi vil være sammen som to glidende formaliteter,
og vi vil møde verden som hårdhændet følsomhed under spejle af opblødt fysik,
vi taler langsomt og knyttet om konkylierne for at se vor opstandelse af virkeligheden,
forstærker os med de smuldrende år der stadig synes at ville anskueliggøre,
og kraftigt syngende lægger jeg min blødende masse af oprørt testikel tæt ind til dine hofter,
og du i en sidste nedtrapning inden du langsomt begynder at fornemme at vi endnu engang har været sammen om et tidsrum,
og fra vinduet rotationen i stenene der aldrig løsriver sig fra hinanden,
jeg har vasket min mund ren og glemt alt i en sidste let vrede,
kun din grænse ser jeg hele tiden efter oppe i vinduet,
vi kender jo ikke hinanden ser bare altid dybt mod vinduerne for at formidle genert lys og sort skræmthed dybt ind i hinanden,
ustandseligt rører jeg døren for at lægge vægt i kampen mod støvet,
usigeligt slår jeg knytnæver ind i dørene,
for at isolere min sky sarte kærlighed til alle de fremmede,
jeg tror kun vi venter på døden før vi slår os dybt forankret sammen,
der får ingen ende det får ingen ende,
og vi står her stædigt i vores fordybelse til kærligheden kunsten nuet og kønnet,
skriger håbløst beriget om at alle verdener vil følge trop og bare beherske deres kærlighed til os menneskekønnet,
og når vi nu ikke magter at løsrive os fra jorden så må vi give os tid til at forstærke os nu med jordiske intervaller,
og lade tiden fortone sig i os til en stor almægtig kønskrop,
og så indtage vores plads i billederne ligesom fuglene
- Jac.
*
Apropos kærligheden, og døden – nylig vakt til live i endnu en kinesisk tråd – fandtes mellem Karin Boyes efterladte papirer en samling digte som Hjalmar Gullberg skrev forordet til, i hvilket han forklarer ganske mange interessante forhold, bl.a. med referencer til Fröding, Pär Lagerkvist og velnok Karin Boyes yndlingsdigter, Rainar Maria Rilke, hvis Duino Elegier sandsynligvis havde deres faste plads på hendes natbord. De Sju Dödasynderna och andra efterlämnade dikter hedder samlingen, der også kan betragtes som en kantate, med døden der kalder som en ven og Karin Boye, der i sindsro ber døden følge sig. Uanset formsnak er digtene forunderligt virksomme – uden mystikeres dommedagsluner – og ville sikkert ta’ sig fint ud på natbordet dit, som venskabelig hilsen fra en brillant forfatterinde. I et af de sidste digte finder man disse fine betragtninger:
De Lugna Stegen Bakom
Lyssnar jag, hör jag livet fly ständigt snabbare nu. De lugna stegen bakom – död, det är du.
Förr var du långt borta – jag höll dig alltför kär. Nu, när jag inte längtar längre, nu är du där.
Käre död, där finns i ditt väsen något som tröstar milt: vad frågar du efter om man vuxit stor eller hela livet spillt!
Käre död, där finns i ditt väsen något som renar klart: det som är lika hos onda och goda lägger du blott och bart.
Följ mig och låt mig hålla din hand, det lugnar djupt och gott. Det vackra gör du bärande stort, det fula gör du smått.
Det är som du ville mig något. En gåva vill du visst ha: en underlig liten nyckel – det lille ordet ja.
Ja, ja, jag ville! Ja, ja, jag vill! Min fromhet lägger jag ner för din fot – så växer livet till.
- Karin Boye.
mvh & go' weekend i forårssolen ;) Simon
Redigeret af Simon (29/03/2019 01:15)
|
Top
|
Svar
Citer
|
|
|
#27130 - 30/03/2019 21:33
Re: Mellemrummet
[Re: Simon]
|
bor her
|
Registeret: 02/05/2009
Indlæg: 1013
|
|
Halløjsa her i aftningen
Forårssolen har taget fat i både kinder, der blusser og knopper, der hurtigt grønnes for at springe ud i det lysegrønne skær. Der er tidligt gang i klipningen på trods af udsigten til nattefrost og en morgen med rimgræs. Poesien fortsættes her i den nordiske forårssol for have og hjerte ...
Kom deg ut døra, beinfly til stasjonen, kast fra deg bagasjen, hopp på toget i fart! Finn
kupéen din. Spør hun som sitter der, med øyne som lyser slik furutrær dufter om våren: -Hvor
går dette toget, egentlig?
– Det er det ingen som vet. – Er det vakkert der? – Det kommer an på. – An på hva da? Oss.
Joakim Kjørsvik
***
Der ute sopar dei gatene for støv til våren.
Dei tek minna med seg når dei dreg vidare for å klargjere andre gater,
andre somrar.
Kanskje er du der
Oddbjørn Birkeland
***
Byrje på ny
av og til får eg lyst til å vere ny i verda
ikkje sakne, sørgje eller skamme seg
men vere som våren
vere ei lita spire som ligg nede i jorda strekkjer seg oppover
gjennom mørke molda
ei lita spire som bryt skorpa og kikar opp
faldar seg ut og seier hei, verda
her er eg
Ruth Lillegraven
***
Morgen
Det er morgen igjen, vesle håp og verden frotterer seg med nyvasket solskinn. Livets ansikt er aldri det samme selv om vi ser på det i all evighet.
Kolbein Falkeid
***
På jorden et sted
Tro ikke frosten som senker en fred av sne i ditt hår. Alltid er det på jorden et sted tidlig vår.
Tro ikke mørket når lyset går ned i skumringens fang. Alltid er det på jorden et sted soloppgang.
André Bjerke
***
Lauvet
Under lauvet som stilt fall ned bad eit hjarte om dødens fred. Ville aldri sjå sola snu. Aldri elske meir. Aldri tru.
Våren kom til den nakne skog. Hjartet inn i si natt seg drog. Fjorårs lauvham låg kald og død, kvilte tungt over kim og frø.
Aldri stansar ein vår for godt. Gjennom lauvlaget tært og grått friske spirer bryt fram og gror. Hjartet finn att si grøne jord.
Får sin sommar. – Men når det ser bleike fjorlauv som enno tér skuggelett over frodig grunn gløymer hjartet den lyse lund.
Halldis Moren Vesaas
Også go' weekend og forårssol til dig RoseMarie
Redigeret af RoseMarie (30/03/2019 21:36)
|
Top
|
Svar
Citer
|
|
|
#27135 - 01/04/2019 08:23
Re: Mellemrummet
[Re: RoseMarie]
|
veteran
|
Registeret: 04/04/2008
Indlæg: 3512
|
|
Morn' RM..
Ja, sølvskæret den tidlige morgenstund her, ligger også og venter på solen. Foråret sprudler af liv, her har vi små sangere der pikker på ruderne som spætter i fortællerglæde.
Godt billede: nyvasket solskin. Herlige digte!
Her lidt af en anden slags:
Udvalgte Digte ved Thorkild Bjørnvig.
(Sonetterne til Orfeus…)
FORAARET ER HER IGEN
Foraaret er her igen, Vor Jord er som et Barn, der kan Digte, o, mange … Nu faar den rigelig Løn for den lange tunge Læretid, som den erfoer.
Streng var dens Lærer. Vi kunne dog lide det hvide Skæg hos den gamle Mand. Nu, om det Grønne, det Blaa vil vi vide hvad de betyder: den kan det, den kan!
Jord, som har fri, vær nu med til en Vaarleg, leg nu med Børnene. Dig vil vi fange, jublende Jord. Den Gladeste faar dig.
Alt det, som Læreren lærte, som tynger, hvad der staar trykt dybt i Rødder og lange knudrede Stammer: den synger det, synger!
(Nye Digte…)
SENHØST I VENEDIG
Nu ligner Staden ikke Agnen længer, som fanger alle vaagne, springske Dage. Glasagtige Paladsers lette Tage slaar sprødt imod dit Blik. Fra Haver hænger
Sensommeren som en Hoben Marionetter træt, hovedkulds, af Liv forladt. Men fra en Bund af gamle Skovskeletter slaar Vilje op: som skulde denne Nat
Generalen for Have og Galejer fordoble deres vaagne Arsenal, for straks at tjære næste Morgendag
med Flaader, som for tusind Aaretag staar tæt, og har, mens alle Vimpler vajer, den store Stormvind, straalende, fatal.
*
BARNDOM
Man skulde tænke grundigt for at tale om noget tabt, der laa saa dybt i Dvale som disse lange Barndoms-Formiddage, der aldrig mere saadan kom tilbage –
hvorfor? Det minder os endnu: i Regn maaske, hvem husker mer, hvad det vil sige; men aldrig var vort Liv saa fuldt af Tegn, og Gensyn og Farvel saa virkelige
som dengang, da der ikke skete andet for os, end det der sker for Ting og Dyr, da leved vi i deres Eventyr, skønt Mennesker, fyldt af Figur til Randen.
Og bleb saa ensom som en enlig Hyrde og selv det Fjerne bar vi som en Byrde og langt fra hørte vi det kalde, vække, og langsomt som en ny blandt lange Traade blev vi ført ind i denne Billedrække hvor det at blive nu er os en Gaade.
*
DEN ELSKENDE
Det er min Vinduesrude. Saa let er jeg vaagnet, at jeg følte mig svæve derude. Hvor langt naar mit Liv fra min Pude, og hvor begynder min Nat?
Jeg kunde mene, at al- ting i det klare Rum var mig: mørk som krystal, gennemsigtig og stum.
Jeg rummede ogsaa hver Stjærne inde i mig, saa stort var i mig mit Hjærte, saa gerne lod det den ene gaa bort,
som jeg maaske var blevet kær i, maaske kunde faa mig. Fremmed, som aldrig beskrevet, stirrer min Skæbne paa mig.
Hvorfor er jeg lagt under denne vage Uendelighed, duftfyldt som Engen derhenne, bølgende op og ned.
Kaldende og beklemt, om Raabet hørtes af Manden, smerteligt forudbestemt til Undergang i en anden.
*
DØDSERFARING
Vi aner intet om den Bortgang, som fortav os alt. Vi ejer ingen Grund til Pris, til Had mod Døden, hvor den kom, og til at elske Dødens Maskemund,
som skæmmes underligt af beske Klager. Verden er fuld af Roller, som vi prøver. Saa længe vi ser paa, om vi behager, da spiller Døden, skønt hans Spil bedrøver.
Dog da du gik, brød ind paa denne Scene fra Spalten, hvor du traadte ud, en Strimmel Virkelighed: Se, virkelige Grene, Grønt, virkeligt Grønt, og virkelig Himmel.
Vi spiller videre, fremsiger tomme tunge lærte Ting og prøver med Gebærden i Stykket; men dit fjerne, fra vor Færden forskudte, dybe Liv kan ofte komme
uventet over os og køligt sænke sig som en Viden om det virkelige, saa vi henrevet blot, uden at tænke paa Bifald spiller Livet, sælsomt rige.
*
ORPHEUS. EURYDIKE. HERMES
I Sjælenes forunderlige Bjergværk skred de som Sølv. som Aarer gennem Mørket. Imellem dybe Rødder sprang det Blod, som strømmer videre til Mennesker, og det saa ud som tungt Porfyr i Mørket. Kun dette Røde saas.
Klipper fandtes der og væsensløse Skove, Broer over Tomhed og denne store, graa og blinde Dam, hvis Flade svæver over fjerne Dybder som Regnvejrshimmel over diset Landskab. Og mellem Enge, blidelig, langmodig, gik denne ene Vejs forladte Strime lagt ud som lange Lagner, der skal bleges.
Og det var denne ene Vej, de kom.
Den slanke Mand i stærkblaa Kappe forrest, som stum og utaalmodig saa frem for sig. Hans lange Mandsskridt tygged ikke roligt, men slugte graadigt Vejen. Tungt og lukket hang Hænderne fra Kappens dybe Folder og følte ikke mer den lette Lyre, der af sig selv var vokset ind i Venstre som Rosenranker i en Oljegren.
Hans Sanser var som tvedelt: mens han Blik løb foran som en Hund, der drejed om og kom tilbage, vented, og paany stod vagtsom spejdende ved næste Vejsving – blev Hørelsen tilbage som en Lugt. Og ofte var den ham, som nåede den ned til den sagte Skriden af de to, som skulde følge hele denne Vandring opad. Saa atter bare Genlyd af hans Skridt, og bag ham Vinden fra hans Kappe. Han hvisked til sig selv: de kommer nok, han sagde det højt og hørte Lyden svinde. De kommer nok, blot var det to, som gik fortvivlet sagte. Voved han kun éngang at se sig om (hvis ikke ved det ene forbudne Blik det hele Værk forspildtes, som først skal ske), saa maatte han jo se dem, se disse to, som lydløst fulgte efter:
Guden for Vandring og det langvejs Budskab med Rejsehætten over klare Øjne, med Staven baaret frem foran sin Krop, med Vingerne, som slog omkring hans Ankler, og givet til hans Haand, den venstre: hende. Den saa Højt-elskede, at fra en Lyre kom mere Klage end fra Grædekoner, at der af Klagerne blev skabt en Verden, hvor alting atter fandtes: Skov og Dal og Vej og Landsby, Mark og Flod og Dyr; og at om denne Klage-Verden kredsed nøjagtig som omkring den anden Jord en Sol ved Dag, ved Nat en Stjærnehimmel, en Klage-Himmel med forgrædte Stjærner –: den saa Højt-elskede.
Men hun gik frem med Haanden lagt i Gudens, med Fodtrin hæmmet af det lange Ligsvøb, usikker, tøvende og fuldt af Taalmod. Og indadvendt, som vented hun et Barn, var Manden foran fjærnt fra hendes Tanker og denne Vej, som steg mod Livet, fjærn. Saa indadvendt, at det at være død, det følte hun som Fylde.
Og som en Frugt af Mulm og Sødme var hun saa opfyldt af sin store Død, saa ny i hende, at hun ingenting begreb.
Hun gik dér i fornyet Pigeuskyld fjærn og urørlig: hendes Køn forseglet og lukket som en purung Blomst mod Aften, og hendes Hænder vænt fra varme Favntag, saa grundigt, at endog den lette Guds stilfærdigt ledende Berøring krænked hende som alt for stor Fortrolighed.
Thi hun var ikke mer den blonde Kvinde, som Digterne saa ofte havde fejret, ej mer det brede Lejes Ø og Duft, og ikke mere denne Sangers Eje.
Hun var forlængst løst op som langt, blødt Haar og allerede faldet som en Regn og uddelt som et hundredfoldigt Forraad.
Længst var hun Rod. Og da paa een gang Guden i Smærte greb om hendes Arm og udbrød: Nu har han vendt sig om –, forstod hun intet, og spurgte sagte og forundret: Hvem?
Men fjærnt, og mørk mod Aabningen til Dagen, stod én, hvis Ansigt ikke kunde skelnes. Han stod og saa paa Stiens blege Strime, hvorledes Rejsens Gud ,ed sorgfuldt Blik dernede vendte om for tavs at følge hin Dejlige, som allerede skred tilbage ad den samme Vej, hun kom fra, med Fodtrin hæmmet af det lange Ligsvøb, usikker, tøvende og fuld af Taalmod.
- Rilke.
mvh & god dag dér..;) Simon
Redigeret af Simon (01/04/2019 08:24)
|
Top
|
Svar
Citer
|
|
|
#27158 - 05/04/2019 09:11
Re: Mellemrummet
[Re: RoseMarie]
|
veteran
|
Registeret: 04/04/2008
Indlæg: 3512
|
|
Consummatum est
Birken lo med alle birkes lyse, lette latter, suged’ solens lysblink, rejste sig på tæerne og kastede et fingerkys til himlens gode gud, dengang dagen brød igennem graners vagt ved grå rabatter, jog sin ketcher gennem tågen, pilled’ mørket ned af træerne og viste hele skoven, at en bøg var sprunget ud.
Å-h! sa’ fire popler, og et egetræ sa’: næ-h! Og bøgetræets egern, kom hjem fra pigens træ, fo’r forvildet rundt i skoven for at finde sit logi. Men bøgen stod og nikkede med tusind spæde stilke, og nye knopper bristede i brus af dunet silke; for våren lå og lynede, og knopper lå og længtes, og inden i hvert hylster lå undere og trængtes, til lyn og længsel gnistrede, så brune pupper sprængtes, mens alle vårens guder galoperede forbi.
- Nissemand Petersen.
mvh Simon
|
Top
|
Svar
Citer
|
|
|
annonce
|
|