0
registrerede
31
gæster og
1527
søgemaskiner online. |
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Simon
Emne: Re: Mellemrummet
|
Hej i natten, fru nisserinde..
Ecce puer
Af tidens mørke et barn er født. Af sorg og glæde har hjertet blødt.
I ro i vuggen og svøbt i liv. Oh, kærlighed ham nåde giv.
Det ny livs ånde, skæbnens spil. En ufødt verden bliver til.
Et barn der sover, en død i løn. Forladte fader, forlad din søn.
- Joyce.
Digtet har sine rødder i Joyce’ sorg over datteren Lucias sindsuligevægt, samt fødslen af barnebarnet Stephen, der i 1932 oplevedes som lidt solskin på farens grav.
And then we are married, O, how happy we’ll be For I love sweet Rosie O’Grady And Rosie O’Grady loves me.
- Joyce, A portrait of the artist as a young man, Penguin Books 1960.
*
Nu vi er der, hvorfor så ikke lidt fra ham der fandme var til, og som så udmærket lod sig begribe i og med sproget, der i høj grad bærer udvist kærlighed frem for sig – som modstykke kærligheden der snakkes ud af livet. Tværtimod, er det jo let at forstå venner der savner Jac, når livet og kærligheden popper op i øjnene fra hans digte:
Vi står her oprejst i seksualitet
jeg vil ikke sige noget eller jeg har aldrig set det i en dybde formfuld nok,
og det er jo kun et hus som vi bor fælles i,
og dér denne grænse af vor virkelighed som ikke bør optegnes,
og så den silkesilhuet du altid bærer for at tydeliggøre os,
du står strengt og hårdt udtrykkende bag et træ,
og du peger ned mod en plet af jord med et let skrig efter fælleshed,
får det talende løst op at vi har fået denne jord for at forherlige os i al dens mudder,
og din mund er fuld af kærtegn som står højt op i luften,
hvis det da ikke er verden som du er rettet vredt imod,
hvad er begrundelse andet end ustandseligt at blive grebet af sveden og kroppen,
at se sig selv som noget hele tiden og formulere sig i svedfremstød der nært og tæt dækker endnu en tid for en krop,
og jeg vil altid kunne mærke din skrøbelighed under centimeter af varm sødende sved,
du har ingen mulighed for at undgå dig selv bare på grund af en svedtærskel,
for vi vil være sammen som to glidende formaliteter,
og vi vil møde verden som hårdhændet følsomhed under spejle af opblødt fysik,
vi taler langsomt og knyttet om konkylierne for at se vor opstandelse af virkeligheden,
forstærker os med de smuldrende år der stadig synes at ville anskueliggøre,
og kraftigt syngende lægger jeg min blødende masse af oprørt testikel tæt ind til dine hofter,
og du i en sidste nedtrapning inden du langsomt begynder at fornemme at vi endnu engang har været sammen om et tidsrum,
og fra vinduet rotationen i stenene der aldrig løsriver sig fra hinanden,
jeg har vasket min mund ren og glemt alt i en sidste let vrede,
kun din grænse ser jeg hele tiden efter oppe i vinduet,
vi kender jo ikke hinanden ser bare altid dybt mod vinduerne for at formidle genert lys og sort skræmthed dybt ind i hinanden,
ustandseligt rører jeg døren for at lægge vægt i kampen mod støvet,
usigeligt slår jeg knytnæver ind i dørene,
for at isolere min sky sarte kærlighed til alle de fremmede,
jeg tror kun vi venter på døden før vi slår os dybt forankret sammen,
der får ingen ende det får ingen ende,
og vi står her stædigt i vores fordybelse til kærligheden kunsten nuet og kønnet,
skriger håbløst beriget om at alle verdener vil følge trop og bare beherske deres kærlighed til os menneskekønnet,
og når vi nu ikke magter at løsrive os fra jorden så må vi give os tid til at forstærke os nu med jordiske intervaller,
og lade tiden fortone sig i os til en stor almægtig kønskrop,
og så indtage vores plads i billederne ligesom fuglene
- Jac.
*
Apropos kærligheden, og døden – nylig vakt til live i endnu en kinesisk tråd – fandtes mellem Karin Boyes efterladte papirer en samling digte som Hjalmar Gullberg skrev forordet til, i hvilket han forklarer ganske mange interessante forhold, bl.a. med referencer til Fröding, Pär Lagerkvist og velnok Karin Boyes yndlingsdigter, Rainar Maria Rilke, hvis Duino Elegier sandsynligvis havde deres faste plads på hendes natbord. De Sju Dödasynderna och andra efterlämnade dikter hedder samlingen, der også kan betragtes som en kantate, med døden der kalder som en ven og Karin Boye, der i sindsro ber døden følge sig. Uanset formsnak er digtene forunderligt virksomme – uden mystikeres dommedagsluner – og ville sikkert ta’ sig fint ud på natbordet dit, som venskabelig hilsen fra en brillant forfatterinde. I et af de sidste digte finder man disse fine betragtninger:
De Lugna Stegen Bakom
Lyssnar jag, hör jag livet fly ständigt snabbare nu. De lugna stegen bakom – död, det är du.
Förr var du långt borta – jag höll dig alltför kär. Nu, när jag inte längtar längre, nu är du där.
Käre död, där finns i ditt väsen något som tröstar milt: vad frågar du efter om man vuxit stor eller hela livet spillt!
Käre död, där finns i ditt väsen något som renar klart: det som är lika hos onda och goda lägger du blott och bart.
Följ mig och låt mig hålla din hand, det lugnar djupt och gott. Det vackra gör du bärande stort, det fula gör du smått.
Det är som du ville mig något. En gåva vill du visst ha: en underlig liten nyckel – det lille ordet ja.
Ja, ja, jag ville! Ja, ja, jag vill! Min fromhet lägger jag ner för din fot – så växer livet till.
- Karin Boye.
mvh & go' weekend i forårssolen ;) Simon
|
|
|
|