|
0
registrerede
80
gæster og
1290
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Simon
Emne: Re: Mellemrummet
|
Morn' RM..
Ja, sølvskæret den tidlige morgenstund her, ligger også og venter på solen. Foråret sprudler af liv, her har vi små sangere der pikker på ruderne som spætter i fortællerglæde.
Godt billede: nyvasket solskin. Herlige digte!
Her lidt af en anden slags:
Udvalgte Digte ved Thorkild Bjørnvig.
(Sonetterne til Orfeus…)
FORAARET ER HER IGEN
Foraaret er her igen, Vor Jord
er som et Barn, der kan Digte, o, mange …
Nu faar den rigelig Løn for den lange
tunge Læretid, som den erfoer.
Streng var dens Lærer. Vi kunne dog lide
det hvide Skæg hos den gamle Mand.
Nu, om det Grønne, det Blaa vil vi vide
hvad de betyder: den kan det, den kan!
Jord, som har fri, vær nu med til en Vaarleg,
leg nu med Børnene. Dig vil vi fange,
jublende Jord. Den Gladeste faar dig.
Alt det, som Læreren lærte, som tynger,
hvad der staar trykt dybt i Rødder og lange
knudrede Stammer: den synger det, synger!
(Nye Digte…)
SENHØST I VENEDIG
Nu ligner Staden ikke Agnen længer,
som fanger alle vaagne, springske Dage.
Glasagtige Paladsers lette Tage
slaar sprødt imod dit Blik. Fra Haver hænger
Sensommeren som en Hoben Marionetter
træt, hovedkulds, af Liv forladt.
Men fra en Bund af gamle Skovskeletter
slaar Vilje op: som skulde denne Nat
Generalen for Have og Galejer
fordoble deres vaagne Arsenal,
for straks at tjære næste Morgendag
med Flaader, som for tusind Aaretag
staar tæt, og har, mens alle Vimpler vajer,
den store Stormvind, straalende, fatal.
*
BARNDOM
Man skulde tænke grundigt for at tale
om noget tabt, der laa saa dybt i Dvale
som disse lange Barndoms-Formiddage,
der aldrig mere saadan kom tilbage –
hvorfor? Det minder os endnu: i Regn
maaske, hvem husker mer, hvad det vil sige;
men aldrig var vort Liv saa fuldt af Tegn,
og Gensyn og Farvel saa virkelige
som dengang, da der ikke skete andet
for os, end det der sker for Ting og Dyr,
da leved vi i deres Eventyr,
skønt Mennesker, fyldt af Figur til Randen.
Og bleb saa ensom som en enlig Hyrde
og selv det Fjerne bar vi som en Byrde
og langt fra hørte vi det kalde, vække,
og langsomt som en ny blandt lange Traade
blev vi ført ind i denne Billedrække
hvor det at blive nu er os en Gaade.
*
DEN ELSKENDE
Det er min Vinduesrude.
Saa let er jeg vaagnet, at
jeg følte mig svæve derude.
Hvor langt naar mit Liv fra min Pude,
og hvor begynder min Nat?
Jeg kunde mene, at al-
ting i det klare Rum
var mig: mørk som krystal,
gennemsigtig og stum.
Jeg rummede ogsaa hver Stjærne
inde i mig, saa stort
var i mig mit Hjærte, saa gerne
lod det den ene gaa bort,
som jeg maaske var blevet
kær i, maaske kunde faa mig.
Fremmed, som aldrig beskrevet,
stirrer min Skæbne paa mig.
Hvorfor er jeg lagt under denne
vage Uendelighed,
duftfyldt som Engen derhenne,
bølgende op og ned.
Kaldende og beklemt,
om Raabet hørtes af Manden,
smerteligt forudbestemt
til Undergang i en anden.
*
DØDSERFARING
Vi aner intet om den Bortgang, som
fortav os alt. Vi ejer ingen Grund
til Pris, til Had mod Døden, hvor den kom,
og til at elske Dødens Maskemund,
som skæmmes underligt af beske Klager.
Verden er fuld af Roller, som vi prøver.
Saa længe vi ser paa, om vi behager,
da spiller Døden, skønt hans Spil bedrøver.
Dog da du gik, brød ind paa denne Scene
fra Spalten, hvor du traadte ud, en Strimmel
Virkelighed: Se, virkelige Grene,
Grønt, virkeligt Grønt, og virkelig Himmel.
Vi spiller videre, fremsiger tomme
tunge lærte Ting og prøver med Gebærden
i Stykket; men dit fjerne, fra vor Færden
forskudte, dybe Liv kan ofte komme
uventet over os og køligt sænke
sig som en Viden om det virkelige,
saa vi henrevet blot, uden at tænke
paa Bifald spiller Livet, sælsomt rige.
*
ORPHEUS. EURYDIKE. HERMES
I Sjælenes forunderlige Bjergværk
skred de som Sølv. som Aarer
gennem Mørket.
Imellem dybe Rødder sprang det Blod,
som strømmer videre til Mennesker,
og det saa ud som tungt Porfyr i Mørket.
Kun dette Røde saas.
Klipper fandtes der
og væsensløse Skove, Broer over Tomhed
og denne store, graa og blinde Dam,
hvis Flade svæver over fjerne Dybder
som Regnvejrshimmel over diset Landskab.
Og mellem Enge, blidelig, langmodig,
gik denne ene Vejs forladte Strime
lagt ud som lange Lagner, der skal bleges.
Og det var denne ene Vej, de kom.
Den slanke Mand i stærkblaa Kappe forrest,
som stum og utaalmodig saa frem for sig.
Hans lange Mandsskridt tygged ikke roligt,
men slugte graadigt Vejen. Tungt og lukket
hang Hænderne fra Kappens dybe Folder
og følte ikke mer den lette Lyre,
der af sig selv var vokset ind i Venstre
som Rosenranker i en Oljegren.
Hans Sanser var som tvedelt: mens han Blik
løb foran som en Hund, der drejed om
og kom tilbage, vented, og paany
stod vagtsom spejdende ved næste Vejsving –
blev Hørelsen tilbage som en Lugt.
Og ofte var den ham, som nåede den
ned til den sagte Skriden af de to,
som skulde følge hele denne Vandring
opad. Saa atter bare Genlyd af
hans Skridt, og bag ham Vinden fra hans Kappe.
Han hvisked til sig selv: de kommer nok,
han sagde det højt og hørte Lyden svinde.
De kommer nok, blot var det to, som gik
fortvivlet sagte. Voved han kun éngang
at se sig om (hvis ikke ved det ene
forbudne Blik det hele Værk forspildtes,
som først skal ske), saa maatte han jo se dem,
se disse to, som lydløst fulgte efter:
Guden for Vandring og det langvejs Budskab
med Rejsehætten over klare Øjne,
med Staven baaret frem foran sin Krop,
med Vingerne, som slog omkring hans Ankler,
og givet til hans Haand, den venstre: hende.
Den saa Højt-elskede, at fra en Lyre
kom mere Klage end fra Grædekoner,
at der af Klagerne blev skabt en Verden,
hvor alting atter fandtes: Skov og Dal
og Vej og Landsby, Mark og Flod og Dyr;
og at om denne Klage-Verden kredsed
nøjagtig som omkring den anden Jord
en Sol ved Dag, ved Nat en Stjærnehimmel,
en Klage-Himmel med forgrædte Stjærner –:
den saa Højt-elskede.
Men hun gik frem med Haanden lagt i Gudens,
med Fodtrin hæmmet af det lange Ligsvøb,
usikker, tøvende og fuldt af Taalmod.
Og indadvendt, som vented hun et Barn,
var Manden foran fjærnt fra hendes Tanker
og denne Vej, som steg mod Livet, fjærn.
Saa indadvendt, at det at være død,
det følte hun som Fylde.
Og som en Frugt af Mulm og Sødme var hun
saa opfyldt af sin store Død, saa ny
i hende, at hun ingenting begreb.
Hun gik dér i fornyet Pigeuskyld
fjærn og urørlig: hendes Køn forseglet
og lukket som en purung Blomst mod Aften,
og hendes Hænder vænt fra varme Favntag,
saa grundigt, at endog den lette Guds
stilfærdigt ledende Berøring krænked
hende som alt for stor Fortrolighed.
Thi hun var ikke mer den blonde Kvinde,
som Digterne saa ofte havde fejret,
ej mer det brede Lejes Ø og Duft,
og ikke mere denne Sangers Eje.
Hun var forlængst løst op som langt, blødt Haar
og allerede faldet som en Regn
og uddelt som et hundredfoldigt Forraad.
Længst var hun Rod.
Og da paa een gang Guden
i Smærte greb om hendes Arm og udbrød:
Nu har han vendt sig om –, forstod hun intet,
og spurgte sagte og forundret: Hvem?
Men fjærnt, og mørk mod Aabningen til Dagen,
stod én, hvis Ansigt ikke kunde skelnes.
Han stod og saa paa Stiens blege Strime,
hvorledes Rejsens Gud ,ed sorgfuldt Blik
dernede vendte om for tavs at følge
hin Dejlige, som allerede skred
tilbage ad den samme Vej, hun kom fra,
med Fodtrin hæmmet af det lange Ligsvøb,
usikker, tøvende og fuld af Taalmod.
- Rilke.
mvh & god dag dér..;)
Simon
|
|
|
|
